Anmeldelser

“The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

Orig.Titel: The Sun Also Rises

Forfatter: Ernest Hemingway

Udgivelsesår: 1926

Sidetal: 222

The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

“He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

“Are you a sadist, Brett?” I asked.

“Hope not.”

Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *