• Guides

    5 tips til læse-app: Sådan bruger jeg Goodreads

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, der har opdaget Goodreads og oplevet de dertilhørende glæder. I hvert fald blev jeg først bekendt med fænomenet for et halvt års tid siden, da jeg faldt over et indlæg fra Den Lille Bogblog, hvori hun nævnte det. Og da jeg først havde opdaget det, blev jeg lynhurtigt hooked. Nu er jeg nemlig både fast og hyppig bruger af både hjemmesiden og app’en. Men selvom alle andre har kendt til det i årevis, og sikkert ved langt mere om det, end jeg gør, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at føre jer igennem nogle af de features, jeg bedst kan lide. Dem, jeg synes, virker allerbedst, og som er dem, jeg hyppigst benytter mig af.

    Hvis I er nysgerrige, er I selvfølgelig velkomne til at klikke ind på min egen Goodreads-konto, hvor I blandt andet kan se en oversigt over alle de bøger, jeg har læst i år, eller se en liste over mine alleryndlingsbøger. I kan også altid følge med i, hvad jeg læser i øjeblikket, ude i højre side af skærmen (eller nede i bunden, hvis i er på mobil-udgaven). Og lad os så komme i gang:

     

    hvilke + hvor mange

    En af hovedefunktionerne på Goodreads er naturligvis, at man kan holde øje med hvilke og ikke mindst hvor mange bøger, man har læst. Jeg finder stor tilfredshed i at kunne scrolle igennem min “read”-liste og glæde mig over alle de bøger, jeg allerede har læst. Og så er det også ret skønt at kunne flytte en bog fra “currently reading” til “read”, hver gang man har færdiggjort en bog. Hvert år kan man også oprette sin egen Reading Challenge og hele tiden holde øje med, hvor langt man er. Som I kan se på min, havde jeg ikke så stor tiltro til mig selv i starten af året, haha.

     

    kategorier

    Til at starte med har Goodreads kun lavet nogle få standardkategorier på din profil. Men du kan selv tilføje lige så mange du vil. I starten gjorde jeg det mest fordi, jeg er en type, der godt kan lide at lave lister og sætte ting i orden, haha. Men det er gået op for mig, at jeg faktisk kan bruge det til meget mere. I mine øjne er kategoriernes styrke, at man nemt kan få et overblik over, hvilken type bøger det egentlig er, man læser flest af, og hvilke genrer man rater højest. Er der f.eks en bestemt genre, man altid belønner med fire eller frem stjerner, uden at være bevidst om det? Eller kan man i virkeligheden bedst lide at læse bøger af forfattere med en bestemt nationalitet? Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg i øjeblikket tiltrækkes af bøger med en LGBT-hovedperson, fordi jeg kan se, at jeg har læst en del af dem i år, og har givet dem alle sammen min. fire stjerner. Og så ved jeg, at jeg måske skal søge efter flere i samme genre.

     

    grupper

    Jeg er endnu ikke selv medlem af så mange grupper, men jeg kan virkelig se fidusen ved dem. Jeg er f.eks. medlem af en Murakami-gruppe, som er min yndlingsforfatter. Jeg kender få mennesker, som er lige så vild med ham, som jeg selv er, og så er det rart at kunne “mødes” med ligesindede. Lige børn leger bedst, og alt det der. F.eks. er der altid mange der spørger til lignende forfattere, og på den måde bliver jeg inspireret til at læse andre bøger, som jeg måske ikke selv havde fundet, men som jeg med stor sandsynlighed vil kunne lide. Derudover debatterer folk bestemte bøger eller karakterer, og for en superfan som mig er det altid spændende at høre andres input, og få udvidet sin Murakami-horisont.

     

    ratings

    En anden vigtig funktion på Goodreads er naturligvis deres rating-system. Når jeg selv anmelder bøger, kan jeg nemt føle mig begrænset af at skulle bedømme en bog ud fra kun fem valgmuligheder. Det bliver et meget overfladisk billede på min læseoplevelse og det er ikke særlig repræsentativt for min mening om bogen. Så lad være med at lægge alt for meget i, hvordan jeg rater mine bøger derinde ;-). Men der, hvor jeg synes, det fungerer godt, er på bogens samlede vurdering. Den samlede rating svarer naturligvis ikke altid til min egen vurdering, men jo flere anmeldelser der er, jo mere kan man regne med, at der er noget om snakken. Og generelt oplever jeg, at jeg godt kan regne med den overordnede rating. Det hjælper mig meget, når jeg f.eks. står i en boghandel, og får øje på en bog, som ser spændende ud, men som jeg ikke kender. Så kan jeg lynhurtigt åbne app’en og få et overordnet billede af den bog, jeg står med. Og hvis det lyder lovende, smider jeg den på min “to-read” liste, hvilket leder mig til det sidste punkt.

     

    to-read

    “to-read”-listen er det perfekte transportable hukommelseskort. Her kan jeg samle alle de bøger, jeg gerne vil læse på sigt, men ikke har tid til eller mulighed for at gå i gang med lige nu. Det er dog ikke alle mine fremtidige læseoplevelser jeg lægger derind, da der er mange bøger, især klassikere, som jeg godt ved, jeg vil læse og ikke behøver plotte ind. Så jeg bruger det især til bøger, jeg har brug for at blive husket på, typisk fordi jeg ikke kender eller har den i forvejen. Derudover fungerer det også godt som inspirations-liste. Hvis jeg ikke lige ved, hvad jeg skal læse som det næste, kan jeg altid gå derind og få idéer til nye læseoplevelser.

     

    Der er selvfølgelig mange andre mere eller mindre brugbare gimmick’s på Goodreads. F.eks. kan man få vist sine yndlingscitater på sin profil eller stemme på de bedste bøger nogensinde. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme the Rory Gilmore Complete Reading List, som vist er gået hen og blevet lidt af en klassisker på Goodreads.

     

    I må endelig dele jeres egne tips til Goodreads – der er sikkert mange smarte funktioner, jeg endnu ikke har opdaget!