• Indblik

    The Book Lover’s Tag

    Book Lover’s Tag er efterhånden en klassiker inden for bog-tag’s, så det må jeg nødvendigvis også besvare. Jeg elsker selv at læse tag’s hos andre bogbloggere, da jeg synes det er en virkelig fin måde, at lære bloggeren bedre at kende på, på en sjov og overskuelig måde. Jeg har brugt de danske oversættelser af spørgsmålene fra Windblown Pages.

    Hvis du er nysgerrig på mere, har jeg tidligere besvaret Mid Year Book Freak Out Tag.

     

    #1 – Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse?
    Ja. Jeg har mit lille læsehjørne i lejligheden, i lænestolen ved siden af bogreolen. Med et lille bord ved siden af med plads til en varm kop te. Og med udsigt ud til den lille have, der følger til vores lejlighedskompleks. Men faktisk betyder det mere, at omgivelserne er på en bestemt  måde, end at det er et bestemt sted. Giver det mening? Jeg kan f.eks. bedst lide at læse, når jeg sidder i et form for hjørne. Helst i et hjørne af et rum, men det kan også bare være en stol med en høj ryg. Jeg har stort behov for at føle mig omsluttet. På den måde kan jeg bedst koncentrere mig uden at blive forstyrret af alt hvad der foregår omkring mig. Men jeg skal nu heller ikke være for fin til at indrømme, at jeg også læser meget i sengen.

    #2 – Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden?
    Jeg ville gerne kunne sige, at jeg altid bruger smukke bogmærker. Men sandheden er en anden. For det meste snupper jeg bare det, der ligger nærmest. En serviet, en gammel bon, et afklippet stykke garn. Det er meget sjældent jeg har forberedt et bogmærke, når jeg går i gang med en bog, og så er det nemmest bare at tage, hvad der ligger i nærheden. Det sker også ret ofte, at jeg glemmer hvor jeg har lagt mit “bogmærke” mens jeg læser. På den måde kan en bog nå igennem en del forskellige bogmærker, inden jeg er færdig med at læse den. Nogle gange, hvis det skal gå rigtig stærkt, og jeg ikke lige kan finde andet, vender jeg bare bogen om, så den ligger foldet ud, men ryggen opad, og slået op på den side, jeg er nået til. Samtidig har jeg ikke lyst til at slide på de få flotte bogmærker, jeg faktisk ejer. Det seneste jeg brugte endte med at blive helt bøjet i enderne, og det er jeg faktisk ret ked af. Jeg kunne godt lide det, og nu ser det grimt ud.

    #3 – Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse det færdig?
    Jeg er ikke nødt til at læse færdig. Jeg er ikke OCD-isk på den måde, at jeg ikke kan stoppe midt i et kapitel. Så det gør jeg sommetider. Men jeg foretrækker helt klart at læse hen til et kapitel. Forfatteren har indlagt naturlige pauser, hvor det giver mening. Så dem vil jeg helst følge. Men jeg er bestemt ikke hellig, og kan også sagtens finde på at stoppe midt i det hele.

    #4 – Spiser du og drikker imens du læser?
    JA og JA! Jeg spiser aldrig noget, der skal spises med kniv og gaffel (læs: to hænder), men så længe, det kan indtages med en hånd, så jeg kan holde bogen med den anden, bliver det praktiseret. Og så drikker jeg virkelig meget te. Jeg kan dog sagtens læse uden at spise og drikke, forstås.

    #5 – Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser?
    Nej og nej. Jeg har forsøgt, og forsøger nogle gange stadig, selvom jeg godt ved, at det ikke fungerer. À la “jeg sætter lige noget hyggeligt på, som kan køre i baggrunden”. Nej. Det fungerer ikke. Jeg er typen som har brug for ro for at kunne koncentrere mig om at læse. Fuglefløjt og andre “naturlige” lyde er ok, og en gang imellem kan jeg godt finde på at sætte noget jazz eller klassisk musik på. Men jeg læser helt klart bedst uden baggrundsstøj.

    #5 – Læser du en eller flere bøger ad gangen?
    Det er meget forskelligt. Som udgangspunkt læser jeg en bog ad gangen. Men det varierer. Hvis jeg f.eks. er i gang med en lydbog, vil jeg typisk også have en fysisk bog liggende, fordi jeg læser dem på forskellige tidspunkter, i forskellige situationer. Derudover læser jeg mange romaner på studiet, som skal læses til bestemte tidspunkter. Jeg forsøger så vidt muligt at læse dem over en kort periode, så der vil jeg typisk holde pause med min “fritids”-bog ind til jeg har læst den anden færdig. Andre gange har jeg bare brug for at holde en pause fra en bog, eller der kan være en bog, jeg ikke kan vente med at komme igang med. Så det korte svar må være ‘det er forskelligt, men så vidt muligt en bog ad gangen’. Det vil I også kunne fornemme, hvis I følger med på min Goodreads.

    #7 – Foretrækker du at læse hjemme eller andre steder?
    Det har jeg ikke noget forhold til. Jeg læser mest derhjemme, fordi det oftest er der jeg opholder mig, når jeg har fri. Og det er der maden og det uendelige lager af Twinnings Earl Grey befinder sig. Men jeg kan sagtens læse andre steder. Udendørs læsning bliver f.eks. praktiseret en del i sommerhalvåret.

    #8 – Læser du højt for dig selv eller inden i dig selv? 
    Jeg læser ikke højt for mig selv. Med mindre det bliver angivet i bogen, at der er en bestemt passage, man bør læse højt. Det har jeg oplevet et par gange. Ellers læser jeg inden i mig selv. Og så er jeg ved at træne at kunne læse, uden at læse højt indvendigt, men i stedet bare “scanne” ordene med øjnene. På den måde kan man læse hurtigere, og det har jeg brug for at kunne på studiet.

    #9 – Læser du i forvejen eller springer du sider over? 
    Jeg springer aldrig sider over. Hvis jeg vil hurtigt gennem nogle sider, skimmer jeg dem. Men jeg kan godt komme til at læse forud på den side, jeg er på, hvis det er virkelig spændende. Især hvis der er en dialog længere nede på siden, fordi det er nemmere at læse, og nemmere for øjnene at fange. Faktisk bliver jeg nogen gange nødt til at holde hånden for resten af siden, hvis jeg læser noget, som er virkelig spændende, for at undgå det! Det er lidt skørt, men jeg vil gerne have det hele med 😀 Da jeg var barn havde jeg i en periode en underlig fetich med altid at læse den sidste side i bogen, som det første, når jeg gik igang med en ny bog. Sært, jeg ved det. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, og jeg er også stoppet med det igen.

    #10 – Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det?
    Da jeg var lille, lærte mig far mig, at man altid skulle knække ryggen på paperbacks, inden man gik igang med at læse dem. Så det gjorde jeg i en lang periode. Men så gik det op for mig, at jeg egentlig ikke rigtig kunne se meningen med det. Så nu gør jeg det ikke. Jeg ved ikke, om jeg direkte forsøger at undgå det, men jeg foretrækker i hvert fald en glat ryg, når bogen skal stå i min bogreol. Og ellers sker det jo også tit af sig selv…

  • Indblik

    Mid Year Book Freak Out Tag

    Jeg havde overvejet, om jeg skulle lave en halvårs-status over de bøger, jeg ind til videre har læst i 2018, og havde egentlig besluttet mig for ikke at gøre det, da jeg alligevel ikke syntes, jeg havde så mange bøger at tale om. Men så faldt jeg over dette bogtag på The Bookworm’s Closet og så kunne jeg alligevel ikke lade være 😛

    Så her kommer en status på første halvdel af læseåret 2018, som bestod af 25 bøger. Flere end jeg havde håbet på og regnet med, men selvfølgelig langt fra så mange som jeg gerne ville. Sådan er livet vist altid for en bibliofil. Jeg har tilladt mig at oversætte spørgsmålene, når nu jeg også skriver på dansk.

    #1 – Den bedste bog du ind til videre har læst i 2018
    Det kan kun være “Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Det var den anden bog jeg læste i år, og jeg tvivler på den kommer til at blive overgået i løbet af det næste halvår. Det er på en måde lidt ærgerligt, at jeg så tidligt på året læste årets bedste bog, men på den anden side fandt jeg en af mine nye yndlingsbøger i den, så jeg kommer helt sikkert til at læse den igen. Flere gange.

    #2 – Den bedste efterfølger du ind til videre har læst i 2018
    Jeg har kun læst en enkelt efterfølger i en serie ind til videre, men den var (heldigvis for dette spørgsmål) også virkelig god, og efter min mening endda bedre end 1’eren. Jeg taler om “Et rige af tåge og vrede” (ACOTAR #2) af Sarah J. Maas, og jeg glæder mig som et lille barn til at skulle læse 3’eren i løbet af sommeren.

    #3 – Ny udgivelse du endnu ikke har læst, men gerne vil
    Jeg vil virkelig gerne læse “Det smelter” af Lize Spit, som lige er udkommet på dansk, og jeg er i øjeblikket i debat med mig selv om hvorvidt jeg skal købe den eller vente de 100+ pladser på bibliotekets venteliste til at det bliver min tur til at låne den. Mit hjerte råber “køb den!”, og mit dankort siger “læs nu bare alle de andre bøger, du har liggende, først. Så passer det nok med at det er din tur til at låne den, når du er færdig med de andre”.

    #4 – Mest ventede udgivelse i andet halvår af 2018
    Det må være “Mordet på Kommandanten Bog 2” af Haruki Murakami. Jeg har godt nok ikke læst 1’eren endnu, men jeg planlægger at læse den i efteråret, og så er det jo rart, at jeg ikke skal vente på 2’eren, når jeg er færdig, men i stedet kan gå direkte til den. Jeg elsker alt, hvad Murakami laver, så jeg er sikker på, at jeg også bliver glad for dem her.

    #5 – Største skuffelse
    Jeg burde måske have sagt mig selv, at “Sweetbitter” af Stephanie Danler ikke ville være særlig god, på baggrund af den noget sløve rating og ditto negative anmeldelser på Goodreads. Men jeg har haft lyst til at læse den i flere år, og har på en eller anden måde fået overbevist mig selv om, at den ville være the s***. Det var den ikke. Den var forfærdelig.

    #6 – Største overraskelse
    Ikke rigtig nogen. Jeg er generelt meget omhyggelig med at udvælge hvilke bøger, jeg vil læse, fordi jeg ikke gider spilde min tid på dårlige/kedelige/ligegyldige bøger. Som udgangspunkt forventer jeg derfor at alle de bøger, jeg går i gang med, er gode.

    #7 – Bedste nye forfatter (debutant eller ny for dig)
    Det er en hård kamp mellem Thomas Korsgaard og Banana Yoshimoto. Jeg elskede Thomas Korsgaards “Hvis der skulle komme et menneske forbi” og går lige om lidt igang med fortsættelsen “En dag vil vi grine af det”. Og så glæder jeg mig til at se, hvad han finder på i fremtiden. Banana Yoshimoto elsker jeg delvist på grund af hendes navn, men “Kitchen”, som jeg læste i år, som den første af hendes bøger, var jeg virkelig glad for, og skal helt klart have læst nogle flere af hendes bøger. Og så bliver jeg nødt til at have nogle flere bøger stående i min bogreol skrevet af en forfatter ved navn Banan.

    #8 – Nyeste fiktive crush
    Det må være Rhysand fra “Et rige af tåge og vrede”. Jeg var allerede lidt lun på ham i “Et rige af torne og roser”, hvilket måske forklarer hvorfor jeg foretrak 2’eren frem for 1’eren, haha!

    #9 – Nyeste yndlingskarakter
    Den synes jeg faktisk er lidt svær. Jeg har mødt mange karakterer, som jeg virkelig godt kunne lide, men ikke så mange, som jeg elskede. Jeg synes Eriko fra “Kitchen” var virkelig skøn, og ville gerne have lært hende endnu bedre at kende. Aled Last fra “Radio Silence” var også en sej og meget relaterbar karakter. Men jeg tror, jeg ender på Harold fra “Et lille liv”. Han var indbegrebet af sød og rar, og sådan én, som alle burde have mindst en af i deres liv.

    #10 – En bog, der fik dig til at græde
    To bøger har fået mig til at græde i år. Den først var “Et lille liv”. Det er en utrolig sørgelig fortælling, og jeg græd, mens jeg læste de sidste sider. Av av av. Nyligt har “Kære Zoe Ukhona” fået mig til at græde, fordi det på mange måder også er en utrolig sørgelig historie, men med en fantastisk rørende forløsning til sidst, som fik mig til at trille tårer af glæde. Den bog indeholder så mange store følelser, som man som læser ikke kan undgå at blive smittet med.

    #11 – En bog, der gjorde dig glad
    Helt bogstaveligt talt var bogen “Lev mere tænk mindre – Drop grublerierne, slip fri af nedtrykthed og depression med Metakognitiv terapi” af Pia Callesen med til at hjælpe mig ud af min depression tidligere på året og på den måde gøre mig glad (igen).

    #12 – Bedste bog-til-film adaption du har set i år
    Jeg har ikke set nogen endnu, men har faktisk netop skrevet et indlæg om filmatisering af bøger, hvor jeg blandt andet fortæller, at jeg håber på at komme til at gense “Mit liv som Geisha” i år.

    #13 – Bedste anmeldelse du har skrevet i år
    Nu er jeg jo kun lige startet med at skrive anmeldelser i sidste måned, så der er ikke så mange af vælge imellem endnu. Så jeg tror, jeg vil svare ‘den første’ fordi jeg er så glad for, at jeg kom igang. Jeg lyttede til mig selv, da jeg fik lysten og idéen til bloggen, og oprettede den, selvom der allerede findes virkelig mange (gode) bogbloggere derude.

    #14 – Den smukkeste bog du ind til videre har købt (eller modtaget) i år
    Helt klart “Vegetaren” af Han Kang. Og formegentlig den smukkeste bog jeg nogensinde har købt. Den er egentlig meget simpel, men der er noget ved illustrationen og farverne på forsiden af den danske udgave, som bare spiller.

    #15 – Hvilke bøger er du nødt til at få læst i år?
    Puha. Det korte svar må være så mange som muligt, og meget gerne en masse fra min to-read liste.

    I er velkomne til at bruge min oversættelse, så længe I linker tilbage til mig 🙂