• Anmeldelser

    En ikke-anmeldelse af “Mordet på Kommandanten”

    Mig og Murakami

    Det er snart 10 år siden, at jeg for første gang åbnede en af Haruki Murakamis bøger. Og i snart 10 år har manden været min absolutte favoritforfatter. Men fordi det er mange år siden, kan jeg ikke helt huske, hvordan det hele startede. Jeg mener at kunne huske, at jeg havde fået ham anbefalet af en bekendt. Muligvis var det en eks-kæreste. Som altså ikke var min eks-kæreste på daværende tidspunkt, forstås. Og jeg er også ret sikker på, at det hele tiden var min mening at læse “Norwegian Wood” først. At det var netop den, jeg var blevet anbefalet. Og jeg tror, det var fordi, den var udlånt, at jeg i stedet endte med at læse “Efter midnat” som min første Murakamiroman. Det er også muligt at ovenstående er opspind, og det bare var den jeg lånte, fordi det var den tyndeste og derfor den mest overskuelige at gå i gang med som den første, haha.

    I hvert fald blev “Efter midnat” den første. Og jeg kunne godt lide den. Eller, jeg kunne virkelig godt lide dele af den, og mindre godt andre dele. Men i hvert fald så meget, at jeg havde mod på mere bagefter. Og her er jeg sikker på, at det nu var “Norwegian Wood” der stod for tur. Og jeg skal hilse og sige fra mit ca. 17-årige jeg, at det var en rigtig god tur. Faktisk så god, at den med det samme blev min nye yndlingsbog, og har været det lige siden. Jeg har læst nogle fantastiske bøger i år, hvoraf flere af dem uden tvivl og uden besvær lander sig selv i top 5. Men førstepladsen ved jeg ikke, om nogen bog nogensinde vil kunne skubbe af pinden. Jeg vil ikke gå dybere ind i, hvad det er, jeg så godt kan lide ved den, lige nu, for det er ikke det, dette indlæg skal handle om. Men måske den får sit helt eget dedikerede indlæg på et andet tidspunkt. Det har den i hvert fald for længst fortjent.

     

    Mordet på Kommandanten

    I stedet skal det handle om den seneste Murakami roman, jeg har læst. Nemlig “Mordet på Kommandanten Bog 1 – en idé viser sig”. Jeg ønskede mig den i fødselsdagsgave, fik den, og gik i gang med den samme aften, efter at den havde ligget og kaldt på mig hele dagen. Hvad kan man gøre? Det er altid, altid rart at vende hjem til sin yndlingsforfatter. For det er sådan det føles, hver gang jeg åbner en af hans bøger. Selvom hans historier er forskellige, er de også meget ens. Og så må jeg bare erkende, at jeg elsker hans måde at skrive på (og Mette Holms måde at oversætte på), som immervæk er noget af det, der betyder allermest, når jeg skal vurdere om jeg kan lide en bog eller ej.

    I virkeligheden kunne jeg ikke særlig godt lide bogen. Og det ville jeg normalvis have skrevet en anmeldelse om. Problemet er bare, at jeg umuligt ville kunne finde ud af at være objektiv i sådan en sag. Og det skal jeg heller ikke i den forstand, at jeg altid anmelder bøger ud fra min personlige overbevisning. Men fordi jeg har læst så mange af hans bøger, og har så særligt et forhold til ham som forfatter, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne finde ud at anmelde denne bog for denne bog. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne lade være med konstant at sammenligne den med hver og en af de andre bøger, jeg har læst og for det meste elsket. For det er også den måde, hvorpå jeg tydeligt kan se, at denne bog ikke har den samme magi, som mange af hans andre bøger. For mig, i hvert fald. Og lige her er det trods alt den eneste mening der tæller.

    Helt overordnet synes jeg bogen var kedelig. Jeg synes den manglede Murakamimagi, og jeg synes den manglede humor. Og så synes jeg den manglede skønheden i den umiddelbarhed han normalt er så god til at levere. Jeg kan tælle det på én hånd, hvor mange gange, jeg føler, den var til stede. For jeg har dokumenteret det alle gangene. Og svaret er lige præcis 5 gange. Fem steder, som havde den charme, som jeg elsker, og som jeg efterspurgte hele vejen igennem læsningen. Men desværre ikke blev særlig beriget med. Men i dag vælger jeg at fokusere på det positive og give plads til netop de fem passager, jeg godt kunne lide i “Mordet på Kommandanten”. Som i virkelig godt, heldigvis. Here goes:

     

    1. “Jeg har små bryster, ikke?” sagde hun.

    “Måske,” svarede jeg.

    “Små som boller, der ikke har hævet.”

    […]

    “Synes De ikke, at min faster er ret smuk?” spurgte hun så og skiftede emne.

    “Jo, hun er en meget køn kvinde.”

    “Er de alene, sensei?”

    “Næsten,” svarede jeg.

    “Har de lyst til at gå ud med hende?”

    “Det ville da være hyggeligt, hvis det var muligt.”

    “Hun har også store bryster.”

    2. “Det er en meget mærkelig historie. Selvom jeg fortæller Dem hele historien i den rigtige rækkefølge og fra ende til anden, er jeg bange for, at mine ord ikke slår til.”

    3. Jeg var imponeret over hans formåen, men også lidt utryg. Jeg følte mig lettere opgivende, fordi alt initiativ var blevet taget fra mig. Det mindede mig om den følelse, jeg havde haft som barn, når vi mindre børn havde fundet på en god leg, som de store børn kom og overtog.

    4. Jeg satte vand over i en gryde, gav tomaterne en hurtig tur i den kogende vand og flåede dem, skar dem over på spækbrættet og pillede kernerne ud, moste dem og sauterede dem sammen med hvidløg i olivenolie på en stor jernstegepande, hvorefter jeg lod det hele koge ind. Undervejs skummede jeg det omhyggeligt. Dengang jeg var gift, havde jeg tit lavet tomatsauce. Det krævede både arbejde og tid, men i princippet var det ret ukompliceret. Jeg havde stået i køkkenet og lavet saucen, mens jeg hørte musik på cd-afspilleren, og min kone var på arbejde. Jeg kunne godt lide at lave mad, mens jeg lyttede til traditionel jazz. Jeg lyttede ofte til Thelonious Monks musik, hvor mit yndlingsalbum var Monk’s Music. Både Coleman Hawkins og John Coltrane er med på den plade, og de spiller nogle smukke soloer. Men det var nu heller ikke værst at lave tomatsauce til Mozarts kammermusik.

    5. “Må jeg have lov at lave en cocktail til Dem?” spurgte han. “De må endelig bestille, hvad De har lyst til,” sagde Menshiki. “En balalajka,” sagde jeg efter få sekunders betænkningstid. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med den drink,men jeg ville gerne se, om han virkelig kunne lave alle slags cocktails.

  • Anmeldelser

    “This is Going to Hurt” af Adam Kay

    Orig.Titel: This is Going to Hurt

    Forfatter: Adam Kay

    Udgivelsesår: 2017

    Sidetal: 277

    Forlag: Picador

    “This is Going to Hurt” er Adam Kays tilbageblik på seks år i den hvide kittel, hvor han i den største del af tiden fungerede som speciallæge i gynækologi og obstetrik på forskellige hospitaler i Storbritannien. I indledning fortæller Kay om hvordan det er anbefalet, at alle lægerne dokumentere deres oplevelser i en slags logbog for at øve sig i at reflektere. Men som det tydeligt fremgår er Kay ikke uden humor. Optegnelserne er derfor fyldt med finurlige og morsomme episoder, som for det meste starter sobert og fagligt, og ender med en form for hysterisk morsom punch-line. Efter en ubehagelig oplevelse under en vagt vælger Kay dog til sidst at sige farvel til den hvide verden. Han har siden da arbejdet som komiker og nu – forfatter.

     

    Anmeldelse

    Jeg kan lige så godt starte med at sige, at jeg skreg mig selv igennem de første 100 ca. sider. På den gode måde, forstås. Altså af grin. Allerede fra dedikationssiden forrest i bogen var jeg solgt til Kays humor. Kay skriver om sine oplevelser på en lige dele frastødende og underholdende måde, og denne her bog er rent ud sagt et marathon for lattermusklerne. Det er helt klart den bog der har fået mig til at grine både højst og mest i år. Foruden Kays talent for latterfremkaldende skrivning er nogle af de beskrevne episoder i sig selv så fuldstændig absurde, at de nok ville kunne frembringe latter uanset hvem der havde skrevet om dem. Men det gør det selvfølgelig kun bedre, at både historierne og forfatteren bidrager til latteren, det er klart.

    Samtidig giver “This is Going to Hurt” et virkelig interessant indblik i især den gynækologiske del af lægeverdenen. Kay er hele vejen igennem god til at lave fodnoter med forklaringer på de forskellige begreber og procedurer som ikke er alment kendte for den uindviede. Selv har jeg læst det meste af en jordemoderuddannelse, og var derfor bekendt med de fleste begreber i forvejen. Alligevel sprang jeg intet over, for på ingen måde skulle jeg gå glip af muligheden for at grine af Keys evne til at lege med sproget, og gøre selv de mest alvorlige komplikationer underholdende! Man skal dog ikke læse den for det faglige indblik, for det er uden tvivl humoren der bærer historien. Bare så vi har det på det rene.

    To James

    for his wavering support

    And to me

    without whom this book would not have been possible

    Omkring side 100 sker der dog noget. Jeg lægger mærke til, at jeg ikke griner helt så højt. Ikke synes, historierne er helt så morsomme. Jeg begynder at kede mig en lille smule og ikke mindst begynder jeg at tvivle på konceptet. Er dette – omend vanvittigt morsomme – koncept for svagt til en flere hundrede siders tyk bog? Ja, lidt. Notaterne begynder at føles meget repetitive, og jeg tager mig selv i at bladre frem for at tjekke, om det virkelig kan passe, at det kommer til at fortsætte på samme måde de næste 150 sider. At der ikke sker andet. For det ved jeg ærlig talt ikke, om jeg kan overskue. Har jeg nogen idé til hvordan det kunne imødekommes; hvordan bogen kunne have været anderledes? Nej, ikke rigtig. Udover at den måske bare skulle have været kortere.

    Men måske skal man lade være med at se på den som en sammenhængende historie. Måske er det ikke an af de romaner, man læser på et par dage, fordi historien er så dragende, at man hele tiden må vide, hvad der sker som det næste. Til bogens forsvar fandt jeg den heller ikke i den skønlitterære afdeling, men derimod på overetagen i den medicinsk-faglige afdeling. Det vil muligvis hjælpe på ensformigheden at man i højere grad ser det som en gå-til-og-fra-bog, som man kan læse et kapitel i, når man ind i mellem har brug for et godt grin. Ved siden af sin jeg-færdiggør-dig-på-to-dage-bog. Som man så kan nå at læse nogle stykker af, inden man bliver færdig med at klukke sig igennem denne her…

    For jeg synes bestemt ikke at det faktum, at den på mange måder er meget ensformig, skal afholde nogen fra at læse den. For det er en lille perle, jeg her har haft fingrene i. Og da jeg var kommet mig over den værste skuffelse over manglen på fornyelse formåede jeg igen at sætte pris på historien – og – humoren. For det ér en virkelig god bog, og ikke mindst en virkelig sjov én. Og på en måde er den en fornyelse i sig selv, fordi den er så ulig noget andet, jeg har læst. Og på en måde er styrken måske netop, at den ikke er bygget op som en almindelig roman. At den kan noget andet og er helt sin egen. At man her har muligheden for en helt anderledes litterær oplevelse. For det kan nu engang også noget. Og jeg vil uden tøven anbefale den til alle. Og så har jeg ellers bare at sige: virkelig god fornøjelse! And have a nice laugh.

  • Anmeldelser

    10 fine citater fra “Bjørneby”

    Jeg er netop blevet færdig med at læse “Bjørneby” af Fredrik Backman. Jeg kommer ikke til at lave en fuld anmeldelse af den, men jeg har alligevel lyst til at dele noget om den (for jeg kunne virkelig godt lide den!). Hvis jeg læser en bog, jeg regner med at skulle anmelde, tager jeg altid et billede, hvis der er et sted i teksten, der lyder særligt fint, og som jeg tænker, jeg måske kan bruge til citater undervejs i anmeldelsen. Men med denne her skete der det, at jeg endte ud med virkelig mange billeder af små passager rundt omkring i bogen. Nogle var sjove, andre var dystre og nogle var bare virkelig fine og nærmest filosofiske. Og derfor har jeg besluttet at dele mine 10 favoritpassager med jer. På den måde kan I alligevel få del i min læseoplevelse – men på en anden måde end normalt. Jeg håber det fungerer. Vi må hellere starte med de alvorlige, så vi kan ende positivt. Here goes:

     

    De dybe
    1. Den eneste måde at holde op med at være bange for mørket derude er at finde et mørke inden i sig selv, som er større.
    2. Tiden går lige hurtigt, kun følelserne har forskelligt tempo. Hver dag sker et helt liv eller kun lige et hjerteslag, afhængigt af hvem vi tilbringer den sammen med.
    3. Det er ikke svært at slås. Og alligevel er det indimellem det sværeste, der findes. Afhængigt af hvilken side af huden man gør det på.
    4. Det er underordnet, hvem der sidder sammen den dag. Alle spiser frokost alene.
    5. Hun bøjede nakken og viede sig til Bjørnebys egentlige nationalsport: Skam og tavshed.

     

    De finurlige
    1. Hun hedder Mira, men det har hun aldrig hørt nogen i Bjørneby sige. Til sidst gav hun op og lod dem bare kalde hende “Mia”. Folk taler så fåmælt her, at de åbenbart ikke engang vil ødsle med konsonanterne. I starten morede Mira sig med at svare “Du mener Pete?” når nogen i byen spurgte efter hendes mand. Men så kiggede de bare alle sammen gravalvorligt på hende og gentog: “Nej, Peter!” Ligesom alt andet fryser ironi til is her. Så nu morer Mira kun sig selv ved at konstatere, at hendes børn hedder de forbilledlige konsonantbesparende navne “Leo” og “Maya”, for at hovedet ikke skulle eksplodere på nogen inde på kommunens folkeregisterkontor. (Af alle navne i verden skulle du netop vælge to næsten identiske navne til to af personerne? Som endda er i familie med hinanden! Helt ærligt, Fredrik Backman…)
    2. “Hvor fuld er de egentlig?” Bobo rødmer. “Jeg … det er bare noget, jeg går og tænker på. Alle fyre snakker jo om damers patter. Jeg spekulerer bare på, om de mon også snakker sådan om vores pikke. Hvordan ved man ligesom, om man har en, der er flot?”
    3. “Har du fået hår på pikken endnu? Eller græder du stadig i badet, når det går op for dig, at det også bare var fnuller fra underbukserne i dag?”
    4. “Må jeg spørge dig om noget?” “Okay” “Hvordan ved man, om man har en flot pik?”
    5. “Jeg kan ikke danse” svarer Benji uden at opfange, at det var en joke om hans krykker. “Det er nemt nok at danse. Det er bare at stå stille og så holde op med at gøre det,” hvisker bassisten. (Min personlige favorit).

     

  • Anmeldelser

    “Drageløberen” af Khaled Hosseini

    Orig.Titel: The Kite Runner

    Forfatter: Khaled Hosseini

    Udgivelsesår: 2003, denne udgave på dansk fra 2007

    Sidetal: 259

    Forlag: Cicero

    Drageløberen handler om Amir og Hassen, som er bedste venner, men aldrig siger det højt. Hassan er nemlig en hazara, og så er han søn af den tjener, som bor hos og arbejder for Amirs far. Amir og Hassans laver mange ting sammen, men mest af alt elsker de at løbe med drager. Hver vinter øver de sig i at flyve med dragerne, så de kan deltage i byens årlige drageturnering. Amir nedlægger konkurenternes drager, og Hassan løber efter de nedfaldne drager og bringer dem hjem som trofæer. Men en vinter sker der noget, som ødelægger drengenes venskab, og Hassan og hans far ser sig nødsaget til at forlade huset. Snart efter bryder krigen ud i Kabul og Amir flygter til Amerika sammen med sin far. Amir får et nyt liv i Amerika, og først mange år senere får han mulighed for at rejse tilbage til Afghanistan og søge at råde bod på den hændelse, der kostede ham den bedste ven, han nogensinde har haft.

     

    Anmeldelse

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, som (endelig) har fået læst denne her bog. Men ikke desto mindre kan den sagtens tåle at blive talt om igen. For det er en fantastisk fortælling om krig og om venskab, og om to mænds skæbner, som efterlader dybe spor, selv når sidste side er vendt. Det er en historie om de vigtige relationer i livet og om hvordan mennesker kan mødes og knytte bånd på trods af store forskelligheder. Aldersforskel og social status er nemlig ligegyldigt, når man har fundet sin bedste ven.

    Fremmest og vigtigst står nemlig venskabet mellem Amir og Hassan. Det er denne relation, som præger første del af bogen, og som bliver bygget op via fortællinger fra drengenes barndom. De to drenge har et helt særligt bånd, og den slags venskab som alle mennesker drømmer om. For Amir er Hassan en ven, der altid er der. Hassan vil gøre alt for sin bedste ven, og trofasthed og tillid er nogle af de ord, der bedst beskriver deres venskab. Hosseini formår at hive ud af siderne i bogen og ind i læserens hjerte. Og det er en ret særlig følelsesstærk oplevelse, at få lov at være med i.

    Drageløberen er også en historie om kærligheden mellem en far og en søn. Amir higer efter at mærke sin fars kærlighed, higer efter anerkendelse og efter stolthed. Mens de bor i Kabul er far Baba fraværende og bruger primært sin søns succespræstationer til at kunne prale for de andre i byen. Men da de sammen må flygte over Atlanten og starte et nyt liv sammen i et andet land, sker der noget i deres forhold. Baba bliver nærværende og begynder at bruge meget mere tid sammen med sin søn. Amir får endelig den far og den kærlighed han har længtes efter, og som læser var det en fornøjelse at se deres forhold vokse. Historien var vedkommende, spændende og virkelig fint fortalt.

    På trods af alle de gode stunder og stærke kærlighedsbånd mellem flere af personerne, er Drageløberen en virkelig sørgelig bog. Der sker den ene frygtelige ting efter den anden, og jeg var overrasket over, hvor meget drama en så lille bog kan indeholde. Alligevel var jeg indimellem overrasket over, hvor godt jeg rummede al ulykken. Der var død og ødelæggelse, folk der måtte flygte fra deres hjem, lig, der blev efterladt på gaderne. Og så var der den allermest sørgeligt del. Delen om at miste de personer, der står allernærest. Men fordi det var så fint balanceret, fordi der også var så meget kærlighed og glæde, så virkede det overordnet ikke som en sørgelig bog. Mest bare som en virkelig stærk én. (Det er muligt, det skyldes, at jeg allerede har grædt mig igennem Et Lille Liv tidligere på året, og derfor er blevet hærdet…)

    Der findes kun én synd, kun én. Og det er tyveri. Alle andre synder er en afart af tyveri. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du det?

    Jeg har ikke meget negativt at sige om Drageløberen. Bogen er fyldt med drama og action fra start til slut, og samtidig er der hele tiden plads til smukke og filosofiske indslag. Med Drageløberen har Hosseini nemlig formået at flytte læseren tilbage til det Kabul, hvor der vokser granatæbletræer på bakkerne, og generelt er så meget sanselighed, at man som læser føler sig draget væk fra sofaen og lige ned i gaderne i Kabul. Hen mod slutningen begyndte jeg dog at føle, at historien blev forudsigelig, og jeg sad lidt og ventede på, at der skete det, jeg godt vidste ville ske. Men så sker der alligevel pludseligt noget uventet, og jeg slår mig selv i hovedet over at kunne tro, at denne actionroman pludselig ville blive forudsigelig. Jo, en smule forventet blev den, men ikke nok til, at jeg kom til at kede mig. Og slet ikke nok til, at jeg ikke stadig synes, at Drageløberen er en historie af den fineste slags.

    Jeg behøver nok ikke sige, at Drageløberen er en bog, alle bør læse. Dels fordi alle allerede har læst den. Dels fordi du nu har læst min anmeldelse af den, og kan høre, hvor god den er. Jeg er imponeret over hvor meget handling og hvor mange følelser Hosseini har formået at putte ind i en så forholdsvis lille bog. Og på intet tidspunkt føltes det stresset. Drageløberen var en af de bøger, jeg havde svært ved at lægge fra mig, og mens jeg læste den, var det noget af det første jeg tænkte på, når jeg vågnede. Hvornår kan jeg læse videre? Jeg må vide hvad der sker. Det gør jeg nu, og det vil jeg håbe alle andre også gør, eller meget snart vil komme til. Det fortjener Amir og Hassan.

  • Anmeldelser

    “En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

    Titel: En dag vil vi grine af det

    Forfatter: Thomas Korsgaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 313

    Forlag: Lindhardt og Ringhof

    “En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

    Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

    En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

    “Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

    “Det er jeg allerede.”

    (…)

    “Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

    På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

    På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

    Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

    Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

    “Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

    Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

  • Anmeldelser

    “The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

    Orig.Titel: The Sun Also Rises

    Forfatter: Ernest Hemingway

    Udgivelsesår: 1926

    Sidetal: 222

    The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

    Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

    På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

    Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

    “He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

    “Are you a sadist, Brett?” I asked.

    “Hope not.”

    Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

    Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.

  • Anmeldelser

    “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard

    Titel: Kære Zoe Ukhona

    Forfatter: Pelle Hvenegaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 292

    Denne her kræver ingen grundig beskrivelse af handlingen, da den kort og godt handler om Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline’s seks år lange vej mod at blive forældre. Først er de igennem flere år med mange mislykkede forsøg med kunstig befrugtning og derefter går de igennem en meget lang form for optagelsesprøve blot for at komme på venteliste til adoption, som de ligeledes må stå på i flere år, før de omsider i efteråret 2016 kan rejse til Sydafrika for at hente deres 9 måneder gamle datter, Zoe Ukhona.

    Jeg bliver nødt til at starte med at tage fat i omsalget – for det omslag har givet mig mange frustrationer. Jeg lagde med det samme mærke til bogen, da den udkom, men tænkte med det samme også, at den slet ikke var noget for mig. Det var uden at vide, hvad den egentlig handlede om, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men der var noget ved forsidebilledet i samspil med titlen, der gav mig en fornemmelse af, at der her var tale om sødsuppe-fløde af højeste kaliber, og det kunne jeg simpelthen ikke tage seriøst. Jeg tror måske især det var billedet af Pelle og lille Zoe som bragede derudaf med Patos, at jeg ikke kunne forestille mig, at det kunne være ordentlig litteratur. Hårdt, men sådan havde jeg det. På side 279, dvs. 95,5 % inde i bogen, finder man ud af, at netop dét billede faktisk har en helt særlig betydning, fordi det er det allerførste billede, der bliver taget af Pelle sammen med Zoe, kun få timer efter han er blevet far. Det ville jeg sådan set godt have vist noget før. Så kunne det være, jeg havde haft nemmere ved at acceptere en fløde-patos-forside med ekstra fløde.

    For det ér jo på mange måder en fløde-historie. Men det er også meget mere end det. Så da jeg fandt ud af, hvad den egentlig handlede om (ja, det kunne jeg måske have undersøgt noget før, inden jeg sådan trampede den i jorden), nemlig fertilitetsbehandling, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Jeg synes det er et enormt interessant emne, og jeg synes det er et enormt vigtigt emne. Der bliver hele tiden flere og flere, som ikke selv kan få børn, og det skal der sættes fokus på. Og det er det første, jeg gerne vil rose bogen for. Pelle Hvenegaard deler ærligt og grundigt ud af både den praktiske og ikke mindst følelsesmæssige rejse fra barnløshed gennem fertilitetsbehandling til adoption, og der bliver ikke sparet på detaljerne.  Alle detaljerne og den store ærlighed og åbenhed fra Pelle og Carolines side er med til at gøre historien levende og relevant. Derfor tror jeg også at rigtig mange barnløse par kan bruge denne her bog, særligt til at have nogen at spejle sig i. For det er blandt andet noget af det Pelle og Caroline beskriver som værende rigtig hårdt; det med at stå i det alene, og ikke have nogen at snakke med det hele om.

    Jeg synes dog sagtens man kan læse bogen, selvom man ikke står i en lignende situation. For det første er det grundlæggende en virkelig fin og ærlig historie, og det er ret særligt at få lov at komme så tæt på nogle andre mennesker, i en tid i deres liv, hvor de har det allersværest. Derudover er Hvenegaard en forfatter, som har masser af humor, og ikke er bleg for at komme med sjove kommentarer undervejs. Det fylder især i første halvdel af bogen, men det er egentlig, bevidst eller ej, et ret fint billede på, at der i starten er fuld af kærlighed og glade dage, hvorefter Pelle og Caroline synker længere og længere ned i frustrationer og sorg over barnløsheden:

    Her er alt fra storbyguides til en bog om Kilimanjaro, hvor hun helt alene, et par år, før vi mødtes, havde forsøgt at nå toppen, men måtte stoppe på grund af højdesyge. Umiddelbart ville hun kunne få højdesyge igen alene ved at stable alle guidebøgerne og kravle op på toppen. Så mange er der.

    Man kan dog godt mærke, at Hvenegaard ikke er forfatter til daglig. Sproget er simpelt og fyldt med banale virkemidler, og det bliver lidt trættende i længden. Jeg havde især store problemer med dialogen, som haltede hele bogen igennem. Jeg havde svært ved at gennemskue, om den skrevne dialog afspejlede det der præcis var blevet sagt i situationen (hvilket jeg har svært ved at forestille mig, når bogen går så mange år tilbage), eller om Hvenegaard bare ikke er en dygtig nok forfatter til at skrive realistisk dialog. Flere gange stoppede jeg op og læste dialogen højt for mig selv, fordi det lød virkelig dumt, og ville man virkelig have sagt det på den måde i virkeligheden? Jeg havde flere steder lyst til at fjerne ord, og putte nogle andre ind, for at få dialogen til at flyde bedre. For i virkeligheden er det ligemeget, hvad der ligger til grund for den haltende dialog. Hvis det ikke fungerer på skrift, bliver man nødt til at lave det om. Heldigvis hører bogen til en genre, hvor man i højere grad kan tillade sig at skrive på denne måde.

    Det faktum at bogen er skrevet direkte til Zoe Ukhona tog mig noget tid at vænne mig til. I begyndelsen læste jeg f.eks. “din mor” som “min mor”, og troede der blev refereret til Pelles egen mor, hvor der i virkeligheden var tale om Caroline. Jeg har ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt det havde været bedre at skrive den til læseren, men forvirrende var det i hvert fald, og det er vel aldrig godt. Jeg kan dog godt se, hvor Hvenegaard vil hen med det, for det er med til at gøre fortællingen endnu mere personlig, og der er derfor tale om en stillistisk valg fra forfatterens side, som jeg godt kan acceptere.

    Er denne bog i højere grad en selvhjælpsbog til par, som står i samme situation? Eller for professionelle som møder disse mennesker via deres arbejde? Ikke nødvendigvis. Men for nogle passager, ja måske. F.eks. synes jeg ikke det var interessant at læse detaljerede beskrivelser af deres kursus-ophold, med dertilhørende grundig gennemgang af de øvelser, de skulle lave, som de var på i forbindelse med deres “optagelsesprøve” til adoptions-ventelisten. Og det kunne jeg forestille mig vil være meget relevant for andre i samme situation. Til gengæld synes jeg som udefraseende at det var fantastisk at læse om hvordan Pelle og Caroline mødte hinanden og hvor stærkt man kunne mærke kærligheden i starten af bogen. Ligeledes fandt jeg hele afsnittet omkring adoption i Afrika enorm interessant, og der synes jeg virkelig Hvenegaard formåede at give læseren en snært af den kæmpemæssige frustration forældrene står i med alle problemerne med myndighederne, bureaukrati, aftaler som ikke bliver holdt, e-mails, penge og alt det de stakkels forældre skal igennem, før de kan få lov til at forlade landet med deres barn. Puha. Generelt var det en bog der fik alle følelserne til at sidde helt uden på tøjet, og det er da også den 2. bog i år, som har fået mig til at trille tårer under læsningen. Litterært er det ikke noget mesterværk, men det er en virkelig fin og ærlig fortælling fyldt med store følelser. Det er en historie, som fortjener at blive delt, og som man som læser får lov til at blive lukket helt ind i. Og den del lykkes virkelig godt.