• Anmeldelser

    “The Joy Luck Club” af Amy Tan

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    Orig.Titel: The Joy Luck Club

    Forfatter: Amy Tan

    Udgivelsesår: 1989, denne udgave på dansk 1990

    Sidetal: 286

    Forlag: Borgens Forlag

    Jeg har læst bogen på dansk, men vil bruge den engelske titel i min anmeldelse. Det er sådan, jeg kender bogen. Derudover synes den danske oversættelse af titlen er helt forfærdelig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den.

    “The Joy Luck Club” handler om fire kinesiske kvinder og deres døtre. Mødrene er alle født i Kina men er på forskellige tidspunkter i deres liv, og af diverse årsager flyttet til USA, hvor deres døtre er født. Fortællingen starter kort efter at den ene af de ældre kvinder, Suyuan Woo, er død, og hendes datter Jing-mei skal overtage hendes plads ved mah-jong bordet i The Joy Luck Club. Derfra skiftes de syv kvinder til at fortælle deres historie. “The Joy Luck Club” er således en historie om mødet mellem to kulturer, og udfordringerne i at vokse op i et fremmed land. Det er historien om at tilpasse sig den nye kultur, og samtidig holde fast i sine rødder og huske, hvor man kommer fra. Og sidst men ikke mindst er det en historie og båndet mellem en mor og en datter, og hvordan det kan skabe store kløfter familiemedlemmer imellem, når man ikke er vokset op det samme sted.

     

    Anmeldelse

    Jeg kunne virkelig godt lide denne her bog. Den var velskrevet, den var rørende, og den var oplysende. Umiddelbart rummede den alt, hvad der skal til, for at gøre en roman både læse- og mindeværdig. Amy Tan skriver virkelig godt og med stor indlevelse. Sproget var flydende og fyldt med små finurligheder, der passede godt til den kinesiske kultur. På et tidspunkt bliver det f.eks. beskrevet hvordan en af de ældre kvinder har rynket hud i ansigtet, fordi hun ikke bare havde smilet livet igennem, men fordi hun havde båret et smil. På intet tidspunkt stoppede jeg op fordi jeg blev forstyrret af teksten, fordi der var noget, jeg selv ville have sagt på en anden måde, eller fordi dialogen virkede påtaget og urealistisk. Tan har ligeledes gjort sig umage for at gøre mødrenes engelske dialog gebrokken og grammatisk ukorrekt. Det kan virke lidt påtaget i starten, men det fungerer, fordi det drager læseren endnu længere ind i universet, og er med til at skabe stemning og give kvinderne personlighed.

    Igennem især de ældre kvinder fortæller Tan barske og dystre historier om det land, kvinderne er rejst fra. Hun fortæller om sorg, om skam og om de værste ulykker man kan forestille sig en kvinde og en mor at komme ud for. Det er enormt stærkt, og enormt rørende. Men aldrig bliver det udelukkende sørgeligt. For historien er så smukt fortalt, at man bare har lyst til at læse mere. Ligeledes er indblikket i den kinesiske kultur noget er det stærkeste i bogen, da man som læser får lov til at komme helt tæt på en, for det fleste, ukendt kultur, hvor familiens ære er det vigtigere end ens egen lykke. De kinesiske kvinder har en helt særlig tro på det “alternative” og som vesterlænding kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over noget af det. Men samtidig har jeg dyb respekt for kvinderne og deres ældgamle tro, og føler mig meget priviligeret at få lov til at lære om den.

    Hun skubbede håret væk fra min pande. “Vi er ens,” sagde hun. “Din pande er lidt bredere end, så måske bliver du klogere en jeg. Dit hår er kraftigt, og hårgrænsen sidder et godt stykke nede i panden. Det betyder, at du kan få det lidt vanskeligt i de første år. Sådan gik det også for mig. Men se, hvor min hårgrænse sidder nu. Højt oppe! Det betyder, at jeg får en lykkelig alderdom. Engang får du også bekymringer og taber håret.”

    Grunden til at jeg er alligevel ikke er 100% oppe og ringe over “The Joy Luck Club” skyldes én ting. Hvert kapitel bliver fortalt af en ny person. Syv fortællere i alt. Fire kapitler til Jing-mei, to til alle de andre. Det er enormt forvirrende. Og det gjorde, at jeg i første halvdel af bogen brugte mere til på at være forvirret end på at lade mig suge ind i bogens univers. Og selvom alle kvinderne kendte hinanden, blev var hvert kapitel meget personligt for den enkelte fortæller, og inddrog sjældent de andre. Det gjorde for mig, at bogen på en måde mindede mere om en novellesamling. Alle historierne var spændende, rørende, alt hvad de skulle være. Men jeg følte, jeg læste syv små fortællinger, samlet til én roman. Og det synes jeg ikke fungerede optimalt.

    Sidstnævnte skal dog ikke afholde nogen fra at læse denne her bog. For det ér en virkelig fin roman, og ikke mindst en meget velskrevet én. Den er sanselig og følsom, og det er imponerende at Tan har formået at putte så mange fine scener og så mange følelser ind i så kort en bog. Det er kvantitet for alle pengene, og det er en historie, som jeg tror alle mødre og døtre vil få noget ud af at læse. Det er ligeledes en bog, for alle dem som interesserer sig for Kina og kultursammenstødet med med vestlige verden. Og så er den selvfølgelig også en bog for alle dem, som bare sætter pris på en velskrevet og smuk fortælling.

    The Joy Luck Club

  • Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Anmeldelser

    “Radio Silence” af Alice Oseman

    Orig.Titel: Radio Silence

    Forfatter: Alice Oseman

    Udgivelsesår: 2016

    Sidetal: 413

    Hovedpersonen og fortælleren i Radio Silence er 17-årige Frances Janvier. Udadtil er hun den perfekte skoleelev; hun får høje karakterer i alt, er en af skolens to prefækter, og går tilsyneladende kun op i at forberede sig til den kommende optagelsesprøve til Cambridge University. Frances har dog en stor hemmelighed, som ingen af hendes skolekammerater kender til. Hun er stor fan af podcasten Universe City og har fyldt stakkevis af hæfter med tegninger af figurerne og stederne fra podcasten. Så da podcastens skaber Aled Last beder hende om at være medskaber til serien ved at tegne til afsnittene, kan Frances næsten ikke tro sit eget held. Det bliver begyndelsen på et helt særligt venskab mellem Frances og Aled, som ender med at byde på ikke så få udfordringer og afsløringer af endnu flere hemmeligheder.

    Radio Silence er først og fremmest en historie om et fantastisk venskab. Og det skal Oseman have tak for. For ikke at have skrevet endnu en ligegyldig kærlighedshistorie. Selvom Radio Silence på mange måder stadig er en kærlighedshistorie, er den så meget mere vedkommende og frisk, end den klassiske teenagepigehistorie, fordi det er den kærlighed, som udspringer af et ægte venskab, der er omdrejningspunktet i historien. Og det er virkelig fantastisk at Oseman lader en hel bog give plads til netop det. Forholdet mellem Frances og Aled er det, der driver historien fremad, og det, der skaber historien. De opbygger det venskab, jeg tror alle mennesker drømmer om, og man hepper på dem fra start til slut. Deres respektive personligheder folder sig ud, når de er sammen, og den måde de støtter hinanden i at finde deres ægte selv, er virkelig skøn at være tilskuer til.

    Det er således på ingen måde den klassiske ungdomsroman om en hvid pige som bliver forelsket i en hvid dreng, hvilket hun betror til sine bedste hvide veninder. Frances er halv etioper, mens hendes med-præfekt Daniel Jun er af asiatisk afstamning. Og de eneste kærlighedshistorier vi hører om, er mellem homeseksuelle teenagere. Bogen tager således fat i temaer som seksuel bevidsthed og racisme sammen med identitetskriser, uddannelsesvalg, pres fra forældre og samfund osv. Og det passer virkelig godt til den allerede nutidige og moderne historie, og er med til at gøre den højrelevant.

    Nogle af forsøgene på at overbevise læseren om bogens relevans virker dog forcerede og uden betydning for historien. Flere gange i begyndelse af historien bliver det nævnt, at Frances’ mor lige skal se et afsnit af en af de serier, hun følger med i, som tæller alt fra Game of Thrones til The Great British Bake Off. Det er nutidige serier, og jeg ser det som en måde at gøre bogen endnu mere samtidig. Desværre synes jeg ikke rigtig, det har nogen anden funktion. Faktisk fik jeg et billede i hovedet af at moren gik rundt i morgenkåbe hele dagen og ikke lavede andet, end at se tv-serier. Og jeg tvivler på at det var forfatterens hensigt. F.eks. er det først på side 267, det bliver nævnt, at hun rent faktisk går på arbejde. Derudover er der dog ingen tvivl om at hun er er enhver teenagers drømmemor – perfekt opmuntrende, støttende, omsorgsfuld og kærlig. Generelt er der virkelig nogle skønne personer med i historien. Frances veninde Raine er f.eks. det humoristiske pust ind i mellem alle de tunge emner, og er samtidig et fint budskab om at alle ikke behøver at gå den boglige vej i livet.

    Det eneste store problem jeg havde med bogen var sproget. Det var meget simpelt, og de første 100-ish sider irriterede det mig enormt meget, og jeg blev meget forstyrret af hele tiden at blive gjort opmærksom på, hvor dårligt det var. Men i takt med at jeg blev suget ind i universet og vænnede mig til skrivestilen, begyndte det at irritere mig mindre, og jeg begyndte endda at synes det passede fint til historien. Og hvis jeg havde været 10 år yngre, havde det passet rigtig fint. Jeg synes helt bestemt det er en bog, der kan læses af alle, fordi historien behandler mange vigtige emner på en virkelig fine måde. Men jeg tror den er allerbedst at læse, når man selv er teenager – og man endnu ikke er blevet for fin til det mere simple sprog.

    Radio Silence er således noget nær den perfekte moderne samtidsroman om nutidige teenagere med relevante bekymringer og klassiske udfordringer, som dog på ingen måder bliver fortalte som den klassiske og ofte kedsommelige ungdomsroman. Jeg ville ønske denne her bog havde eksisteret for 10 år siden, da jeg selv var midt i mine teenageår og jeg vil opfordre alle teenagere til at skynde sig at få fat i den!