• Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.

  • Læselister

    Status på sommerlæsning 2018

    Vi er nået ca. halvvejs igennem sommeren, og jeg tænkte derfor, at det var passende med en status på min sommerlæseliste. For en måneds tid siden lavede jeg et indlæg om mine læseplaner for sommeren, og meget passende er jeg nået næsten halvvejs igennem. Jeg har læst fire bøger ud af de ni på min liste (hvis man tæller Murakamis trebindsværk som én bog, så det gør vi naturligvis i dette tilfælde. Så bliver min procentsats nemlig lidt højere ;-). I alt har jeg ind til videre læst fem bøger. Og det synes jeg faktisk er ret skuffende. Men som I måske har læst, har jeg har været inde i en periode med manglende læselyst. Og så er fem i det mindste bedre end ingen.

    Jeg har dog gjort noget dumt. Lige inden vi skulle afsted på ferie til Møn, fik jeg pludselig den indskydelse, at jeg skulle læse nogle helt andre bøger, end dem på min liste. Dem, som jeg med stor omhu nøje havde udvalgt som de bøger, jeg havde lyst til at læse i min sommerferie. Jeg synes ikke det er dumt at lade sig styre af sine læselyster. Bestemt ikke. Men det er ******* dumt i det mindste ikke at tage en enkelt bog med fra listen. Dumt at lade dem alle sammen blive derhjemme. I 3 uger. Dumt. Så i øjeblikket læser jeg forsøger jeg at kæmpe mig igennem Dostojevskij og Jean Genet. Sidstnævnte har jeg dog haft på min læseliste i noget tid. Men alligevel. Dumt.

    På den måde gik det altså til, at jeg i min iver slet ikke fik taget nogen bøger fra listen med. Så nu sidder jeg her og tager mig selv i at savne mine bøger. Savn. Til bøger. Som er derhjemme. Som jeg først ser om en uge, og allerede har været væk fra i to. Det positive må være, at jeg er topmotiveret til en intens læse-uge når jeg kommer hjem, mens Historikeren alligevel skriver eksamen. Jeg savner også biblioteket. Fik jeg sagt at det var dumt?

    Anyways. Lad os snakke om de bøger, jeg rent faktisk har fået læst.
    4/9 + en ekstra

     

    • Thomas Korsgaard En dag vil vi grine af det – “Denne her ved jeg, jeg kommer til at læse” skrev jeg i begyndelsen af sommeren. Og det gjorde jeg. En rigtig fin bog, som dog hverken levede helt op til mine forventninger eller til sin forgænger. Men jeg er fortsat vild med Thomas Korsgaard som forfatter, og jeg elsker hans måde at skrive bøger på. Så jeg skal helt sikkert også læse hvad end der kommer fra ham næste gang.
    • Alice Osemann Radio Silence – En virkelig fin historie med nogle meget aktuelle og vigtige tematikker. Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst den, men jeg ville ønske, jeg havde læst den noget før. For sprogligt manglede den lige det sidste, for at mit 25-årige jeg var tilfreds. Til gengæld tror jeg mit 15-årige jeg havde været kæmpe fan.
    • Ernest Hemingway Solen går sin gang – Ind til videre den bedste bog jeg har læst i løbet af sommeren. Det var som nævnt min første Hemingway-roman, og jeg var vildt begejstret! Hemingway forstår virkelig at sætte en scene og skabe stemning som ingen anden. Jeg skal helt klart have læst noget mere af ham snart, og den næste bliver nok A Moveable Feast / Der er ingen ende på Paris. Jeg lånte den på biblioteket, men jeg skal helt sikkert have købt min egen udgave. Så god en læseoplevelse fortjener en plads i min bogreol, så jeg kan mindes den, når jeg får øje på den.
    • Delphine de Vigan Alt må vige for natten – Hvis I læste min anmeldelse at denne her, ved I allerede, at min anden Vigan-roman var en kæmpe skuffelse. Det er en af de top 3 dårligste bøger, jeg har læst i år, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor den har fået så meget ros. Og til dem der alligevel gerne vil læse den, har jeg bare en ting at sige: lad være med at læse Den, der lever stille lige inden du går igang med denne her. For så kan du kun blive skuffet over hvor dårligt denne her er skrevet, sammenlignet med Leonoras mesterværk.

    Den sidste bog, jeg også har fået læst er Dukkemageren af Jessie Burton. Endnu en bog, jeg desværre heller ikke var helt oppe at ringe over. Jeg vil ikke sige så meget mere om den lige nu, andet end at der kommer en anmeldelse af den snarest. #staytuned.

     

    Og så må jeg hellere også lige nævne dem, jeg endnu ikke har fået læst…

     

    • Mine 100 ting har jeg afleveret tilbage til biblioteket. Jeg var ikke i humør til at læse den, inden fristen udløb, og jeg kunne ikke få lov til at forlænge den. Kommer jeg til at læse den på et senere tidspunkt? Måske. Når jeg kommer i humør til noget ligegyldig chick-lit. Men i så fald tror jeg, jeg vil starte med forgængeren, Ensomme hjerter og herreløse hunde.
    • 1Q84 er en af de bøger, som har fostret mit savn. Jeg trænger til snart at læse noget velkendt. Trænger til at vende hjem til en velkendt forfatter og ditto velkendte ord og måde at bruge sproget på. Til sproglige virkemidler i verdensklasse og fantastiske fortællinger. Og til at varme op til Mordet på Kommandanten.
    • The Book Thief står ligeledes højt på listen, og jeg håber på at komme igang med den i næste uge.
    • Rosens navn vil jeg også stadig gerne læse i ferien, hvis jeg kan nå det. Men hvis ikke, må den komme med på min efterårsliste, som jeg så småt er gået i gang med at forberede.
    • Hundehoved springer jeg formegentlig over i denne omgang. Jeg skal helt sikkert have læst den, og det er heller ikke sikkert, der går så længe. Men jeg tror, det er noget andet, jeg trænger til lige nu.

     

    Hvordan går det med jeres sommerlæsning? Har I fået læst så meget, som I gerne ville? Og har der været nogle positive overraskelser imellem?