• Læselister

    Status på sommerlæsning 2018

    Vi er nået ca. halvvejs igennem sommeren, og jeg tænkte derfor, at det var passende med en status på min sommerlæseliste. For en måneds tid siden lavede jeg et indlæg om mine læseplaner for sommeren, og meget passende er jeg nået næsten halvvejs igennem. Jeg har læst fire bøger ud af de ni på min liste (hvis man tæller Murakamis trebindsværk som én bog, så det gør vi naturligvis i dette tilfælde. Så bliver min procentsats nemlig lidt højere ;-). I alt har jeg ind til videre læst fem bøger. Og det synes jeg faktisk er ret skuffende. Men som I måske har læst, har jeg har været inde i en periode med manglende læselyst. Og så er fem i det mindste bedre end ingen.

    Jeg har dog gjort noget dumt. Lige inden vi skulle afsted på ferie til Møn, fik jeg pludselig den indskydelse, at jeg skulle læse nogle helt andre bøger, end dem på min liste. Dem, som jeg med stor omhu nøje havde udvalgt som de bøger, jeg havde lyst til at læse i min sommerferie. Jeg synes ikke det er dumt at lade sig styre af sine læselyster. Bestemt ikke. Men det er ******* dumt i det mindste ikke at tage en enkelt bog med fra listen. Dumt at lade dem alle sammen blive derhjemme. I 3 uger. Dumt. Så i øjeblikket læser jeg forsøger jeg at kæmpe mig igennem Dostojevskij og Jean Genet. Sidstnævnte har jeg dog haft på min læseliste i noget tid. Men alligevel. Dumt.

    På den måde gik det altså til, at jeg i min iver slet ikke fik taget nogen bøger fra listen med. Så nu sidder jeg her og tager mig selv i at savne mine bøger. Savn. Til bøger. Som er derhjemme. Som jeg først ser om en uge, og allerede har været væk fra i to. Det positive må være, at jeg er topmotiveret til en intens læse-uge når jeg kommer hjem, mens Historikeren alligevel skriver eksamen. Jeg savner også biblioteket. Fik jeg sagt at det var dumt?

    Anyways. Lad os snakke om de bøger, jeg rent faktisk har fået læst.
    4/9 + en ekstra

     

    • Thomas Korsgaard En dag vil vi grine af det – “Denne her ved jeg, jeg kommer til at læse” skrev jeg i begyndelsen af sommeren. Og det gjorde jeg. En rigtig fin bog, som dog hverken levede helt op til mine forventninger eller til sin forgænger. Men jeg er fortsat vild med Thomas Korsgaard som forfatter, og jeg elsker hans måde at skrive bøger på. Så jeg skal helt sikkert også læse hvad end der kommer fra ham næste gang.
    • Alice Osemann Radio Silence – En virkelig fin historie med nogle meget aktuelle og vigtige tematikker. Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst den, men jeg ville ønske, jeg havde læst den noget før. For sprogligt manglede den lige det sidste, for at mit 25-årige jeg var tilfreds. Til gengæld tror jeg mit 15-årige jeg havde været kæmpe fan.
    • Ernest Hemingway Solen går sin gang – Ind til videre den bedste bog jeg har læst i løbet af sommeren. Det var som nævnt min første Hemingway-roman, og jeg var vildt begejstret! Hemingway forstår virkelig at sætte en scene og skabe stemning som ingen anden. Jeg skal helt klart have læst noget mere af ham snart, og den næste bliver nok A Moveable Feast / Der er ingen ende på Paris. Jeg lånte den på biblioteket, men jeg skal helt sikkert have købt min egen udgave. Så god en læseoplevelse fortjener en plads i min bogreol, så jeg kan mindes den, når jeg får øje på den.
    • Delphine de Vigan Alt må vige for natten – Hvis I læste min anmeldelse at denne her, ved I allerede, at min anden Vigan-roman var en kæmpe skuffelse. Det er en af de top 3 dårligste bøger, jeg har læst i år, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor den har fået så meget ros. Og til dem der alligevel gerne vil læse den, har jeg bare en ting at sige: lad være med at læse Den, der lever stille lige inden du går igang med denne her. For så kan du kun blive skuffet over hvor dårligt denne her er skrevet, sammenlignet med Leonoras mesterværk.

    Den sidste bog, jeg også har fået læst er Dukkemageren af Jessie Burton. Endnu en bog, jeg desværre heller ikke var helt oppe at ringe over. Jeg vil ikke sige så meget mere om den lige nu, andet end at der kommer en anmeldelse af den snarest. #staytuned.

     

    Og så må jeg hellere også lige nævne dem, jeg endnu ikke har fået læst…

     

    • Mine 100 ting har jeg afleveret tilbage til biblioteket. Jeg var ikke i humør til at læse den, inden fristen udløb, og jeg kunne ikke få lov til at forlænge den. Kommer jeg til at læse den på et senere tidspunkt? Måske. Når jeg kommer i humør til noget ligegyldig chick-lit. Men i så fald tror jeg, jeg vil starte med forgængeren, Ensomme hjerter og herreløse hunde.
    • 1Q84 er en af de bøger, som har fostret mit savn. Jeg trænger til snart at læse noget velkendt. Trænger til at vende hjem til en velkendt forfatter og ditto velkendte ord og måde at bruge sproget på. Til sproglige virkemidler i verdensklasse og fantastiske fortællinger. Og til at varme op til Mordet på Kommandanten.
    • The Book Thief står ligeledes højt på listen, og jeg håber på at komme igang med den i næste uge.
    • Rosens navn vil jeg også stadig gerne læse i ferien, hvis jeg kan nå det. Men hvis ikke, må den komme med på min efterårsliste, som jeg så småt er gået i gang med at forberede.
    • Hundehoved springer jeg formegentlig over i denne omgang. Jeg skal helt sikkert have læst den, og det er heller ikke sikkert, der går så længe. Men jeg tror, det er noget andet, jeg trænger til lige nu.

     

    Hvordan går det med jeres sommerlæsning? Har I fået læst så meget, som I gerne ville? Og har der været nogle positive overraskelser imellem?

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Læselister

    sommerlæsning 2018

    Jeg det lidt ambivalent med at skulle lave en læseliste til den kommende heldigvis allerede igangværende sommer. For jeg er i høj grad en ”on the spur of the moment”-læser. Ofte beslutter jeg først hvilken bog, jeg vil læse som den næste, når jeg er færdig med den foregående, eller tidligst mens jeg er i gang med min nuværende bog (på den måde har jeg også hele tiden noget at glæde mig til). Det betyder meget for mig, at jeg virkelig har lyst til at læse lige netop dén bog, jeg vælger, når jeg går i gang med den, og slet ikke kan vente med at komme i gang med den. Jeg har en lang liste af bøger på min to-read liste, så det er ret vigtigt for mig, at jeg ikke fortryder halvvejs og ønsker, jeg var gået i gang med noget helt andet.

    På den anden side har jeg en lang to-read liste og er typisk forholdsvis klar over hvilke 5-10 bøger, jeg gerne vil læse som de næste. Undervejs støder jeg selvfølgelig somme tider ind i en bog, som jeg absolut ikke kan vente med at gå igang med, og som derfor kommer foran i køen. Men som udgangspunkt har jeg en stabel liggende – enten fysisk eller mentalt – som jeg ved, jeg gerne vil læse i den nærmeste fremtid. Faktisk kan jeg nogle gange godt have svært ved at ”være” i en bog, og slappe af i min nuværende læseoplevelse, fordi der er så mange andre bøger, jeg er ivrig og nysgerrig efter at stikke næsen i. Men det er en anden snak til en anden dag.

    Derfor kommer her de bøger jeg tænker, jeg skal igennem i løbet af sommeren, med fare for at nogle af dem bliver overhalet af endnu ubestemte – men mere presserende – emner. Måske er der nogen, der kan bruge det som inspiration.

     

    Markus Zusak “The Book Thief” – denne her var jeg så heldig at spotte i virkelig god stand i en genbrugsbutik for et par måneder siden, og så endda på engelsk, hvilket helt klart er et plus for mig, da jeg for det meste foretrækker at læse bøger på originalsproget. Det skulle virkelig være en fantastisk historie, så den glæder jeg mig meget til at fordybe mig i.

    Umberto Ecco “Rosens navn” – denne klassiker har faktisk stået i min bogreol i flere år, efter jeg tilfældigt fandt den til et bogudsalg, tilbage da jeg boede i København. Jeg tror jeg har været lidt skræmt væk af at det er en middelalderroman som foregår tilbage i 1327, selvom det “kun” er knap 40 år siden den udkom. Men det overvinder jeg nu, og går i gang med den, og jeg tænker at en god lang sommer er en oplagt mulighed for at få den læst.

    Thomas Korsgaard “En dag vil vi grine af det” – Denne her ved jeg, jeg kommer til at læse, og det bliver også en af dem, jeg snart går i gang med. Jeg læste hans debut “Hvis der skulle komme et menneske forbi” tidligere på året og. elskede. den. Så jeg glæder mig virkelig til endnu engang at dykke ned i Tues univers inklusiv alle hans tossede familiemedlemmer. Jeg var til et foredrag Med Thomas Korsgaard i forbindelse med LiteratureXchange, hvor jeg også fik signeret min bog, og jeg synes altid det gør en læseoplevelse lidt mere speciel, når man har mødt forfatteren, og hørt vedkommende selv sætte ord på sin bog.

    Alice Osemann “Radio Silence” – Jeg ved egentlig ikke ret meget om denne her bog. Jeg kender ikke nogen, der har læst den, og har ikke hørt om den før jeg tilfældigt stødte på den på Goodreads og syntes det lød som en virkelig fin historie. Så jeg skal nok fortælle mere, når jeg er færdig med den. Faktisk har jeg allerede lånt den hjem fra biblioteket, så den bliver jeg også nødt til at få læst, inden den skal afleveres tilbage.

    Morten Ramsland “Hundehoved” – denne her er lidt en måske-bog. Den ligger lige nu i min vindueskarm og venter på mig, men jeg er lidt usikker på, om jeg når at blive rigtig varm på den i løbet af de næste måneder. Jeg har læst mange biografiske romaner i første halvår af 2018 (Den der lever stille, Hvis der skulle komme et menneske forbi, Alle mine morgener på jorden, Kære Zoe Ukhona) og det er en genre jeg virkelig er blevet glad for i løbet af i år. Derfor er jeg også ret sikker på, at jeg vil kunne lide den. Men samtidig kunne jeg forestille mig, at jeg måske snart får brug for en pause fra den slags bøger, og måske bare trænger til at læse noget andet.

    Haruki Murakami “1Q84” –  jeg har allerede læst 4-5 af hans bøger i år, og havde egentlig tænkt, at det måtte være nok for nu. Men så var jeg til et foredrag med Anjaan Nitesh (instruktør på dokumentarfilmen “Dreaming Murakami”) og Mette Holm (den danske Murakami-oversætter) i forbindelse med LiteratureXchange, og blev vildt inspireret til at læse noget mere. Faktisk købte jeg novellesamlingen “Efter skælvet” lige efter foredraget, og læste en af historierne på vej hjem derfra, fordi jeg bare måtte vide, hvad der stod i den, den lige med det samme, haha. Jeg er klar over, at “Mordet på Kommandanten” lige er udkommet på dansk, men den har jeg allerede besluttet skal være med i min efterårslæsning. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gerne vil vente med den. Nogle gange kan jeg bare mærke, når tiden ikke er inde til en bestemt bog. Til gengæld har hans store 3-binds værk stået og kigget på mig fra sin plads i reolen siden starten af året, og hvis ikke man har tid til et flerbindsværk i sin sommerferie, hvornår har man så?

    Lucy Dillon “Mine 100 ting” – jeg betegner lidt chick-lit som min guilty pleasure. Egentlig synes jeg de er totalt spild af tid, når der findes så meget stor verdenslitteratur, man kunne læse i stedet. Men nogle gang har en kvinde bare brug for at kunne læne sig tilbage (i sin strandstol, helst) med en fuldstændig ligegyldig bog, hvor man kan slå hovedet fra og bare nyde den hyggeligt historie, som man ved altid ender godt. Denne her faldt jeg tilfældigt over på Goodreads, og synes præmissen lød ret fin. Jeg havde godt nok ikke opdaget, at den er på næsten 500 sider, inden jeg lånte den, og det føles måske lige lovlig voldsomt for en slå-hovedet-fra-roman, når der også er så mange andre bøger jeg gerne vil læse. På den anden side, er det her nok den eneste af slagsen, jeg kommer til at læse denne sommer…

    Ernest Hemingway “Solen går sin gang” – jeg ville helt klart have foretrukket at skulle læse denne her på originalsproget, men den var ikke umiddelbart til at finde på biblioteket. Og da jeg ikke har læst noget af Hemingway før (what?) virkede det nærliggende at starte med at låne en af hans bøger. Jeg vil også meget gerne læse “Der er ingen ende på Paris”, men den havde de heller ikke, så det kan godt være jeg bare ender med at købe dem, så jeg kan få dem begge to på engelsk, haha. Uanset hvad, glæder jeg mig i hvert fald til at komme igang med min første Hemingway-roman.

    Delphine de Vigan “Alt må vige for natten” – jeg læste “Dage uden sult” tidligere på året, og den var jeg ret begejstret for og så vidt jeg kan se, skulle denne være det bedste hun har skrevet, så jeg tænker, der er godt muligheder for en succesfuld læseoplevelse her. Samtidig er den i den biografiske genre, som jeg har fundet ud af, at jeg er glad for, så det giver jo kun endnu større chancer for succes!

     

    Derudover håber jeg virkelig, at jeg får mulighed for at læse “Et rige af vinger og kaos” i løbet af sommeren, da jeg virkelig elskede de to første. Den udkommer dog først på dansk om få dage, og jeg vil gerne undgå at skulle købe den, så jeg håber, jeg får mulighed for at låne den på biblioteket kort tid efter den er udkommet. Jeg kunne godt læse den på engelsk, og har faktisk også haft den hjemme fra biblioteket. Men jeg har læst de to andre på dansk, så jeg blev enig med mig selv om, at det ville være alt for forvirrende at skulle skifte sprog midt inde i serien. Så jeg væbner mig i stedet med tålmodighed. Godt nok har jeg læst nogle noget sløje anmeldelser af den af folk, der ellers også elskede de tidligere, men jeg holder håbet oppe om at dette bliver den perfekte afslutning på trilogien. Derudover kunne jeg godt tænke mig at få fingrene i Lize Spiets debutroman “Det smelter” i løbet af sommeren. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal væbne mig med tålmodighed og vente på at jeg rykker de 143 pladser ned i køen, som er det nummer jeg i øjeblikket er til at låne den; eller om jeg skal købe den. Jeg synes bare, jeg har købt så mange bøger på det sidste, at min konto godt kunne bruge en pause… Og mon ikke der så også dukker en bog eller to op, jeg ikke lige havde tænkt på. Og der er sikkert også en enkelt eller to af dem her, jeg alligevel ikke får læst. For lysten skal være der, ellers kan det være ligemeget.

    Hvad står på jeres sommerlæseliste i år?