• Anmeldelser

    En ikke-anmeldelse af “Mordet på Kommandanten”

    Mig og Murakami

    Det er snart 10 år siden, at jeg for første gang åbnede en af Haruki Murakamis bøger. Og i snart 10 år har manden været min absolutte favoritforfatter. Men fordi det er mange år siden, kan jeg ikke helt huske, hvordan det hele startede. Jeg mener at kunne huske, at jeg havde fået ham anbefalet af en bekendt. Muligvis var det en eks-kæreste. Som altså ikke var min eks-kæreste på daværende tidspunkt, forstås. Og jeg er også ret sikker på, at det hele tiden var min mening at læse “Norwegian Wood” først. At det var netop den, jeg var blevet anbefalet. Og jeg tror, det var fordi, den var udlånt, at jeg i stedet endte med at læse “Efter midnat” som min første Murakamiroman. Det er også muligt at ovenstående er opspind, og det bare var den jeg lånte, fordi det var den tyndeste og derfor den mest overskuelige at gå i gang med som den første, haha.

    I hvert fald blev “Efter midnat” den første. Og jeg kunne godt lide den. Eller, jeg kunne virkelig godt lide dele af den, og mindre godt andre dele. Men i hvert fald så meget, at jeg havde mod på mere bagefter. Og her er jeg sikker på, at det nu var “Norwegian Wood” der stod for tur. Og jeg skal hilse og sige fra mit ca. 17-årige jeg, at det var en rigtig god tur. Faktisk så god, at den med det samme blev min nye yndlingsbog, og har været det lige siden. Jeg har læst nogle fantastiske bøger i år, hvoraf flere af dem uden tvivl og uden besvær lander sig selv i top 5. Men førstepladsen ved jeg ikke, om nogen bog nogensinde vil kunne skubbe af pinden. Jeg vil ikke gå dybere ind i, hvad det er, jeg så godt kan lide ved den, lige nu, for det er ikke det, dette indlæg skal handle om. Men måske den får sit helt eget dedikerede indlæg på et andet tidspunkt. Det har den i hvert fald for længst fortjent.

     

    Mordet på Kommandanten

    I stedet skal det handle om den seneste Murakami roman, jeg har læst. Nemlig “Mordet på Kommandanten Bog 1 – en idé viser sig”. Jeg ønskede mig den i fødselsdagsgave, fik den, og gik i gang med den samme aften, efter at den havde ligget og kaldt på mig hele dagen. Hvad kan man gøre? Det er altid, altid rart at vende hjem til sin yndlingsforfatter. For det er sådan det føles, hver gang jeg åbner en af hans bøger. Selvom hans historier er forskellige, er de også meget ens. Og så må jeg bare erkende, at jeg elsker hans måde at skrive på (og Mette Holms måde at oversætte på), som immervæk er noget af det, der betyder allermest, når jeg skal vurdere om jeg kan lide en bog eller ej.

    I virkeligheden kunne jeg ikke særlig godt lide bogen. Og det ville jeg normalvis have skrevet en anmeldelse om. Problemet er bare, at jeg umuligt ville kunne finde ud af at være objektiv i sådan en sag. Og det skal jeg heller ikke i den forstand, at jeg altid anmelder bøger ud fra min personlige overbevisning. Men fordi jeg har læst så mange af hans bøger, og har så særligt et forhold til ham som forfatter, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne finde ud at anmelde denne bog for denne bog. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne lade være med konstant at sammenligne den med hver og en af de andre bøger, jeg har læst og for det meste elsket. For det er også den måde, hvorpå jeg tydeligt kan se, at denne bog ikke har den samme magi, som mange af hans andre bøger. For mig, i hvert fald. Og lige her er det trods alt den eneste mening der tæller.

    Helt overordnet synes jeg bogen var kedelig. Jeg synes den manglede Murakamimagi, og jeg synes den manglede humor. Og så synes jeg den manglede skønheden i den umiddelbarhed han normalt er så god til at levere. Jeg kan tælle det på én hånd, hvor mange gange, jeg føler, den var til stede. For jeg har dokumenteret det alle gangene. Og svaret er lige præcis 5 gange. Fem steder, som havde den charme, som jeg elsker, og som jeg efterspurgte hele vejen igennem læsningen. Men desværre ikke blev særlig beriget med. Men i dag vælger jeg at fokusere på det positive og give plads til netop de fem passager, jeg godt kunne lide i “Mordet på Kommandanten”. Som i virkelig godt, heldigvis. Here goes:

     

    1. “Jeg har små bryster, ikke?” sagde hun.

    “Måske,” svarede jeg.

    “Små som boller, der ikke har hævet.”

    […]

    “Synes De ikke, at min faster er ret smuk?” spurgte hun så og skiftede emne.

    “Jo, hun er en meget køn kvinde.”

    “Er de alene, sensei?”

    “Næsten,” svarede jeg.

    “Har de lyst til at gå ud med hende?”

    “Det ville da være hyggeligt, hvis det var muligt.”

    “Hun har også store bryster.”

    2. “Det er en meget mærkelig historie. Selvom jeg fortæller Dem hele historien i den rigtige rækkefølge og fra ende til anden, er jeg bange for, at mine ord ikke slår til.”

    3. Jeg var imponeret over hans formåen, men også lidt utryg. Jeg følte mig lettere opgivende, fordi alt initiativ var blevet taget fra mig. Det mindede mig om den følelse, jeg havde haft som barn, når vi mindre børn havde fundet på en god leg, som de store børn kom og overtog.

    4. Jeg satte vand over i en gryde, gav tomaterne en hurtig tur i den kogende vand og flåede dem, skar dem over på spækbrættet og pillede kernerne ud, moste dem og sauterede dem sammen med hvidløg i olivenolie på en stor jernstegepande, hvorefter jeg lod det hele koge ind. Undervejs skummede jeg det omhyggeligt. Dengang jeg var gift, havde jeg tit lavet tomatsauce. Det krævede både arbejde og tid, men i princippet var det ret ukompliceret. Jeg havde stået i køkkenet og lavet saucen, mens jeg hørte musik på cd-afspilleren, og min kone var på arbejde. Jeg kunne godt lide at lave mad, mens jeg lyttede til traditionel jazz. Jeg lyttede ofte til Thelonious Monks musik, hvor mit yndlingsalbum var Monk’s Music. Både Coleman Hawkins og John Coltrane er med på den plade, og de spiller nogle smukke soloer. Men det var nu heller ikke værst at lave tomatsauce til Mozarts kammermusik.

    5. “Må jeg have lov at lave en cocktail til Dem?” spurgte han. “De må endelig bestille, hvad De har lyst til,” sagde Menshiki. “En balalajka,” sagde jeg efter få sekunders betænkningstid. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med den drink,men jeg ville gerne se, om han virkelig kunne lave alle slags cocktails.

  • Anmeldelser

    “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard

    Titel: Kære Zoe Ukhona

    Forfatter: Pelle Hvenegaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 292

    Denne her kræver ingen grundig beskrivelse af handlingen, da den kort og godt handler om Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline’s seks år lange vej mod at blive forældre. Først er de igennem flere år med mange mislykkede forsøg med kunstig befrugtning og derefter går de igennem en meget lang form for optagelsesprøve blot for at komme på venteliste til adoption, som de ligeledes må stå på i flere år, før de omsider i efteråret 2016 kan rejse til Sydafrika for at hente deres 9 måneder gamle datter, Zoe Ukhona.

    Jeg bliver nødt til at starte med at tage fat i omsalget – for det omslag har givet mig mange frustrationer. Jeg lagde med det samme mærke til bogen, da den udkom, men tænkte med det samme også, at den slet ikke var noget for mig. Det var uden at vide, hvad den egentlig handlede om, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men der var noget ved forsidebilledet i samspil med titlen, der gav mig en fornemmelse af, at der her var tale om sødsuppe-fløde af højeste kaliber, og det kunne jeg simpelthen ikke tage seriøst. Jeg tror måske især det var billedet af Pelle og lille Zoe som bragede derudaf med Patos, at jeg ikke kunne forestille mig, at det kunne være ordentlig litteratur. Hårdt, men sådan havde jeg det. På side 279, dvs. 95,5 % inde i bogen, finder man ud af, at netop dét billede faktisk har en helt særlig betydning, fordi det er det allerførste billede, der bliver taget af Pelle sammen med Zoe, kun få timer efter han er blevet far. Det ville jeg sådan set godt have vist noget før. Så kunne det være, jeg havde haft nemmere ved at acceptere en fløde-patos-forside med ekstra fløde.

    For det ér jo på mange måder en fløde-historie. Men det er også meget mere end det. Så da jeg fandt ud af, hvad den egentlig handlede om (ja, det kunne jeg måske have undersøgt noget før, inden jeg sådan trampede den i jorden), nemlig fertilitetsbehandling, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Jeg synes det er et enormt interessant emne, og jeg synes det er et enormt vigtigt emne. Der bliver hele tiden flere og flere, som ikke selv kan få børn, og det skal der sættes fokus på. Og det er det første, jeg gerne vil rose bogen for. Pelle Hvenegaard deler ærligt og grundigt ud af både den praktiske og ikke mindst følelsesmæssige rejse fra barnløshed gennem fertilitetsbehandling til adoption, og der bliver ikke sparet på detaljerne.  Alle detaljerne og den store ærlighed og åbenhed fra Pelle og Carolines side er med til at gøre historien levende og relevant. Derfor tror jeg også at rigtig mange barnløse par kan bruge denne her bog, særligt til at have nogen at spejle sig i. For det er blandt andet noget af det Pelle og Caroline beskriver som værende rigtig hårdt; det med at stå i det alene, og ikke have nogen at snakke med det hele om.

    Jeg synes dog sagtens man kan læse bogen, selvom man ikke står i en lignende situation. For det første er det grundlæggende en virkelig fin og ærlig historie, og det er ret særligt at få lov at komme så tæt på nogle andre mennesker, i en tid i deres liv, hvor de har det allersværest. Derudover er Hvenegaard en forfatter, som har masser af humor, og ikke er bleg for at komme med sjove kommentarer undervejs. Det fylder især i første halvdel af bogen, men det er egentlig, bevidst eller ej, et ret fint billede på, at der i starten er fuld af kærlighed og glade dage, hvorefter Pelle og Caroline synker længere og længere ned i frustrationer og sorg over barnløsheden:

    Her er alt fra storbyguides til en bog om Kilimanjaro, hvor hun helt alene, et par år, før vi mødtes, havde forsøgt at nå toppen, men måtte stoppe på grund af højdesyge. Umiddelbart ville hun kunne få højdesyge igen alene ved at stable alle guidebøgerne og kravle op på toppen. Så mange er der.

    Man kan dog godt mærke, at Hvenegaard ikke er forfatter til daglig. Sproget er simpelt og fyldt med banale virkemidler, og det bliver lidt trættende i længden. Jeg havde især store problemer med dialogen, som haltede hele bogen igennem. Jeg havde svært ved at gennemskue, om den skrevne dialog afspejlede det der præcis var blevet sagt i situationen (hvilket jeg har svært ved at forestille mig, når bogen går så mange år tilbage), eller om Hvenegaard bare ikke er en dygtig nok forfatter til at skrive realistisk dialog. Flere gange stoppede jeg op og læste dialogen højt for mig selv, fordi det lød virkelig dumt, og ville man virkelig have sagt det på den måde i virkeligheden? Jeg havde flere steder lyst til at fjerne ord, og putte nogle andre ind, for at få dialogen til at flyde bedre. For i virkeligheden er det ligemeget, hvad der ligger til grund for den haltende dialog. Hvis det ikke fungerer på skrift, bliver man nødt til at lave det om. Heldigvis hører bogen til en genre, hvor man i højere grad kan tillade sig at skrive på denne måde.

    Det faktum at bogen er skrevet direkte til Zoe Ukhona tog mig noget tid at vænne mig til. I begyndelsen læste jeg f.eks. “din mor” som “min mor”, og troede der blev refereret til Pelles egen mor, hvor der i virkeligheden var tale om Caroline. Jeg har ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt det havde været bedre at skrive den til læseren, men forvirrende var det i hvert fald, og det er vel aldrig godt. Jeg kan dog godt se, hvor Hvenegaard vil hen med det, for det er med til at gøre fortællingen endnu mere personlig, og der er derfor tale om en stillistisk valg fra forfatterens side, som jeg godt kan acceptere.

    Er denne bog i højere grad en selvhjælpsbog til par, som står i samme situation? Eller for professionelle som møder disse mennesker via deres arbejde? Ikke nødvendigvis. Men for nogle passager, ja måske. F.eks. synes jeg ikke det var interessant at læse detaljerede beskrivelser af deres kursus-ophold, med dertilhørende grundig gennemgang af de øvelser, de skulle lave, som de var på i forbindelse med deres “optagelsesprøve” til adoptions-ventelisten. Og det kunne jeg forestille mig vil være meget relevant for andre i samme situation. Til gengæld synes jeg som udefraseende at det var fantastisk at læse om hvordan Pelle og Caroline mødte hinanden og hvor stærkt man kunne mærke kærligheden i starten af bogen. Ligeledes fandt jeg hele afsnittet omkring adoption i Afrika enorm interessant, og der synes jeg virkelig Hvenegaard formåede at give læseren en snært af den kæmpemæssige frustration forældrene står i med alle problemerne med myndighederne, bureaukrati, aftaler som ikke bliver holdt, e-mails, penge og alt det de stakkels forældre skal igennem, før de kan få lov til at forlade landet med deres barn. Puha. Generelt var det en bog der fik alle følelserne til at sidde helt uden på tøjet, og det er da også den 2. bog i år, som har fået mig til at trille tårer under læsningen. Litterært er det ikke noget mesterværk, men det er en virkelig fin og ærlig fortælling fyldt med store følelser. Det er en historie, som fortjener at blive delt, og som man som læser får lov til at blive lukket helt ind i. Og den del lykkes virkelig godt.

     

  • Anmeldelser

    Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Titel: Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Forfatter: Robin Sloan

    Udgivelsesår: 2012 (Denne udgave 2013, Atlantic Books)

    Sidetal: 288

    I Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore møder vi Clay Jannon, en webdesginer, som netop har mistet sit job, og derfor begynder at arbejde som nattevagt i en gammel, støvet boghandel. Clay finder dog hurtigt ud af, at boghandelen langt fra er en helt almindelig boghandel. F.eks. er der næsten ingen kunder, og de få der er, køber aldrig noget. I stedet kommer de for at aflevere og låne gamle, tykke bøger med sære titler, skrevet i et tilsyneladende mystisk kodesprog, som altid befinder sig højt oppe på flere etager høje bogreoler. Clay sætter sig for at opklare mysteriet om de mystiske, gamle bøger, og med hjælp fra hans ældste og rigeste ven, som har fået succes ved at skabe en helt særlig form for software, og den kloge og smukke Kat, som arbejde for Google og altid har den samme t-shirt på, forsøger de at afsløre en gammel hemmelighed ved hjælp af moderne teknologi.

    Historien bliver fortalt gennem Clays øjne og ikke mindst tanker, og det synes jeg fungerede virkelig godt. Jeg fløj gennem de første ca. 80 sider, og elskede den måde hvorpå universet blev opbygget med en grundig introduktion til karaktererne og god tid til at suge stemningen til sig. Alt sammen tilsat Clays kommentarer, som var både herlige og kærligt velkomne, og gav historien personlighed. Clay er en perfekt blanding af at være totalt akavet og upassende og samtidig utrolig  morsom og umulig ikke at elske. Han mindede mig om Clay Jensen (som han også deler navn med – hvem har mon fået inspiration fra hvem?) fra 13 Reasons Why samt Greg fra Me and Earl and the Dying Girl, hvoraf sidstnævnte er en af mine all-time yndlingskarakterer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Clay var det jeg allerbedst kunne lide ved bogen. Han havde mange sjove bemærkninger undervejs, som flere gange fik mig til at klukke højlydt. På det punkt lykkedes Sloan med både at gøre fortællingen levende og personlig, og jeg følte virkelig, jeg blev inviteret ind i Clays lille verden:

    ”Maybe I’ll just go ahead and buy her the Tufte book. I’ll bring it wrapped in brown paper. Wait – is that weird? It’s an expensive book. Maybe there’s a low-key paperback edition. I could buy it on Amazon. That’s stupid, I work at a bookstore. (Could Amazon ship it fast enough?)

    Der er således en virkelig fin stemning i starten af bogen, hvor man som læser får lov til at følge Clay og hans møde med den mystiske boghandel og bogens øvrige persongalleri. Jeg elskede virkelig denne del af bogen, og var sikker på, at jeg havde fundet en af mine nye yndlingsbøger. Men i takt med at historien udviklede sig, og der kom mindre fokus på persongalleriet og de indbyrdes relationer, og mere fokus på fremdriften i selve historien, jo mere forsvandt magien. Og det er her bogen halter for mit vedkommende. Det var ikke fordi selve historien ikke var spændende med hele opklaringen af “bogmysteriet”, for det var en fin og original historie, men det var som om, den ikke var ordentligt gennemarbejdet. Jeg troede ikke rigtig på den. Jeg skal prøve at forklare hvad jeg mener; I J. K. Rowlings fantastiske Harry Potter univers tror man på historien, selvom man godt ved, det er en eventyrfortælling. Men det hele er så gennemarbejde, på en måde, hvor alt hænger sammen og skaber et fuldendt fantasy-univers, der får hele historien til at virke enormt livagtig. Som noget der sagtens kunne foregå lige midt i vores verden. Det samme gælder Murakamis syrede magisk-realistiske fantasiverdener, lige så vel som mange andre fantasyuniverser. Og sådan havde jeg det desværre ikke med historien om den døgnåbne boghandel. Det hele endte derfor med at blive en lidt overfladisk og enstrenget eventyr-detektiv-mystik-roman, som på en måde ville for meget på en gang, og samtidig ikke ville den det nok.  Undervejs sørgede Clay og vennerne heldgivis for en god portion humor, og det gjorde, at jeg alligevel var i godt humør hele vejen igennem og havde lyst til at læse mysteriet til ende. For det var helt klart personerne der bar historien frem, og ikke selve historien. Alt i alt var det en virkelig fin historie med en herlig og elskelig hovedperson og dertilhørende bikarakterer, som dog bliver ved den gode historie og aldrig rigtig får os overbevist om sit eget univers.