• Anmeldelser

    En ikke-anmeldelse af “Mordet på Kommandanten”

    Mig og Murakami

    Det er snart 10 år siden, at jeg for første gang åbnede en af Haruki Murakamis bøger. Og i snart 10 år har manden været min absolutte favoritforfatter. Men fordi det er mange år siden, kan jeg ikke helt huske, hvordan det hele startede. Jeg mener at kunne huske, at jeg havde fået ham anbefalet af en bekendt. Muligvis var det en eks-kæreste. Som altså ikke var min eks-kæreste på daværende tidspunkt, forstås. Og jeg er også ret sikker på, at det hele tiden var min mening at læse “Norwegian Wood” først. At det var netop den, jeg var blevet anbefalet. Og jeg tror, det var fordi, den var udlånt, at jeg i stedet endte med at læse “Efter midnat” som min første Murakamiroman. Det er også muligt at ovenstående er opspind, og det bare var den jeg lånte, fordi det var den tyndeste og derfor den mest overskuelige at gå i gang med som den første, haha.

    I hvert fald blev “Efter midnat” den første. Og jeg kunne godt lide den. Eller, jeg kunne virkelig godt lide dele af den, og mindre godt andre dele. Men i hvert fald så meget, at jeg havde mod på mere bagefter. Og her er jeg sikker på, at det nu var “Norwegian Wood” der stod for tur. Og jeg skal hilse og sige fra mit ca. 17-årige jeg, at det var en rigtig god tur. Faktisk så god, at den med det samme blev min nye yndlingsbog, og har været det lige siden. Jeg har læst nogle fantastiske bøger i år, hvoraf flere af dem uden tvivl og uden besvær lander sig selv i top 5. Men førstepladsen ved jeg ikke, om nogen bog nogensinde vil kunne skubbe af pinden. Jeg vil ikke gå dybere ind i, hvad det er, jeg så godt kan lide ved den, lige nu, for det er ikke det, dette indlæg skal handle om. Men måske den får sit helt eget dedikerede indlæg på et andet tidspunkt. Det har den i hvert fald for længst fortjent.

     

    Mordet på Kommandanten

    I stedet skal det handle om den seneste Murakami roman, jeg har læst. Nemlig “Mordet på Kommandanten Bog 1 – en idé viser sig”. Jeg ønskede mig den i fødselsdagsgave, fik den, og gik i gang med den samme aften, efter at den havde ligget og kaldt på mig hele dagen. Hvad kan man gøre? Det er altid, altid rart at vende hjem til sin yndlingsforfatter. For det er sådan det føles, hver gang jeg åbner en af hans bøger. Selvom hans historier er forskellige, er de også meget ens. Og så må jeg bare erkende, at jeg elsker hans måde at skrive på (og Mette Holms måde at oversætte på), som immervæk er noget af det, der betyder allermest, når jeg skal vurdere om jeg kan lide en bog eller ej.

    I virkeligheden kunne jeg ikke særlig godt lide bogen. Og det ville jeg normalvis have skrevet en anmeldelse om. Problemet er bare, at jeg umuligt ville kunne finde ud af at være objektiv i sådan en sag. Og det skal jeg heller ikke i den forstand, at jeg altid anmelder bøger ud fra min personlige overbevisning. Men fordi jeg har læst så mange af hans bøger, og har så særligt et forhold til ham som forfatter, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne finde ud at anmelde denne bog for denne bog. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne lade være med konstant at sammenligne den med hver og en af de andre bøger, jeg har læst og for det meste elsket. For det er også den måde, hvorpå jeg tydeligt kan se, at denne bog ikke har den samme magi, som mange af hans andre bøger. For mig, i hvert fald. Og lige her er det trods alt den eneste mening der tæller.

    Helt overordnet synes jeg bogen var kedelig. Jeg synes den manglede Murakamimagi, og jeg synes den manglede humor. Og så synes jeg den manglede skønheden i den umiddelbarhed han normalt er så god til at levere. Jeg kan tælle det på én hånd, hvor mange gange, jeg føler, den var til stede. For jeg har dokumenteret det alle gangene. Og svaret er lige præcis 5 gange. Fem steder, som havde den charme, som jeg elsker, og som jeg efterspurgte hele vejen igennem læsningen. Men desværre ikke blev særlig beriget med. Men i dag vælger jeg at fokusere på det positive og give plads til netop de fem passager, jeg godt kunne lide i “Mordet på Kommandanten”. Som i virkelig godt, heldigvis. Here goes:

     

    1. “Jeg har små bryster, ikke?” sagde hun.

    “Måske,” svarede jeg.

    “Små som boller, der ikke har hævet.”

    […]

    “Synes De ikke, at min faster er ret smuk?” spurgte hun så og skiftede emne.

    “Jo, hun er en meget køn kvinde.”

    “Er de alene, sensei?”

    “Næsten,” svarede jeg.

    “Har de lyst til at gå ud med hende?”

    “Det ville da være hyggeligt, hvis det var muligt.”

    “Hun har også store bryster.”

    2. “Det er en meget mærkelig historie. Selvom jeg fortæller Dem hele historien i den rigtige rækkefølge og fra ende til anden, er jeg bange for, at mine ord ikke slår til.”

    3. Jeg var imponeret over hans formåen, men også lidt utryg. Jeg følte mig lettere opgivende, fordi alt initiativ var blevet taget fra mig. Det mindede mig om den følelse, jeg havde haft som barn, når vi mindre børn havde fundet på en god leg, som de store børn kom og overtog.

    4. Jeg satte vand over i en gryde, gav tomaterne en hurtig tur i den kogende vand og flåede dem, skar dem over på spækbrættet og pillede kernerne ud, moste dem og sauterede dem sammen med hvidløg i olivenolie på en stor jernstegepande, hvorefter jeg lod det hele koge ind. Undervejs skummede jeg det omhyggeligt. Dengang jeg var gift, havde jeg tit lavet tomatsauce. Det krævede både arbejde og tid, men i princippet var det ret ukompliceret. Jeg havde stået i køkkenet og lavet saucen, mens jeg hørte musik på cd-afspilleren, og min kone var på arbejde. Jeg kunne godt lide at lave mad, mens jeg lyttede til traditionel jazz. Jeg lyttede ofte til Thelonious Monks musik, hvor mit yndlingsalbum var Monk’s Music. Både Coleman Hawkins og John Coltrane er med på den plade, og de spiller nogle smukke soloer. Men det var nu heller ikke værst at lave tomatsauce til Mozarts kammermusik.

    5. “Må jeg have lov at lave en cocktail til Dem?” spurgte han. “De må endelig bestille, hvad De har lyst til,” sagde Menshiki. “En balalajka,” sagde jeg efter få sekunders betænkningstid. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med den drink,men jeg ville gerne se, om han virkelig kunne lave alle slags cocktails.

  • Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?