• Anmeldelser

    “The Joy Luck Club” af Amy Tan

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    Orig.Titel: The Joy Luck Club

    Forfatter: Amy Tan

    Udgivelsesår: 1989, denne udgave på dansk 1990

    Sidetal: 286

    Forlag: Borgens Forlag

    Jeg har læst bogen på dansk, men vil bruge den engelske titel i min anmeldelse. Det er sådan, jeg kender bogen. Derudover synes den danske oversættelse af titlen er helt forfærdelig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den.

    “The Joy Luck Club” handler om fire kinesiske kvinder og deres døtre. Mødrene er alle født i Kina men er på forskellige tidspunkter i deres liv, og af diverse årsager flyttet til USA, hvor deres døtre er født. Fortællingen starter kort efter at den ene af de ældre kvinder, Suyuan Woo, er død, og hendes datter Jing-mei skal overtage hendes plads ved mah-jong bordet i The Joy Luck Club. Derfra skiftes de syv kvinder til at fortælle deres historie. “The Joy Luck Club” er således en historie om mødet mellem to kulturer, og udfordringerne i at vokse op i et fremmed land. Det er historien om at tilpasse sig den nye kultur, og samtidig holde fast i sine rødder og huske, hvor man kommer fra. Og sidst men ikke mindst er det en historie og båndet mellem en mor og en datter, og hvordan det kan skabe store kløfter familiemedlemmer imellem, når man ikke er vokset op det samme sted.

     

    Anmeldelse

    Jeg kunne virkelig godt lide denne her bog. Den var velskrevet, den var rørende, og den var oplysende. Umiddelbart rummede den alt, hvad der skal til, for at gøre en roman både læse- og mindeværdig. Amy Tan skriver virkelig godt og med stor indlevelse. Sproget var flydende og fyldt med små finurligheder, der passede godt til den kinesiske kultur. På et tidspunkt bliver det f.eks. beskrevet hvordan en af de ældre kvinder har rynket hud i ansigtet, fordi hun ikke bare havde smilet livet igennem, men fordi hun havde båret et smil. På intet tidspunkt stoppede jeg op fordi jeg blev forstyrret af teksten, fordi der var noget, jeg selv ville have sagt på en anden måde, eller fordi dialogen virkede påtaget og urealistisk. Tan har ligeledes gjort sig umage for at gøre mødrenes engelske dialog gebrokken og grammatisk ukorrekt. Det kan virke lidt påtaget i starten, men det fungerer, fordi det drager læseren endnu længere ind i universet, og er med til at skabe stemning og give kvinderne personlighed.

    Igennem især de ældre kvinder fortæller Tan barske og dystre historier om det land, kvinderne er rejst fra. Hun fortæller om sorg, om skam og om de værste ulykker man kan forestille sig en kvinde og en mor at komme ud for. Det er enormt stærkt, og enormt rørende. Men aldrig bliver det udelukkende sørgeligt. For historien er så smukt fortalt, at man bare har lyst til at læse mere. Ligeledes er indblikket i den kinesiske kultur noget er det stærkeste i bogen, da man som læser får lov til at komme helt tæt på en, for det fleste, ukendt kultur, hvor familiens ære er det vigtigere end ens egen lykke. De kinesiske kvinder har en helt særlig tro på det “alternative” og som vesterlænding kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over noget af det. Men samtidig har jeg dyb respekt for kvinderne og deres ældgamle tro, og føler mig meget priviligeret at få lov til at lære om den.

    Hun skubbede håret væk fra min pande. “Vi er ens,” sagde hun. “Din pande er lidt bredere end, så måske bliver du klogere en jeg. Dit hår er kraftigt, og hårgrænsen sidder et godt stykke nede i panden. Det betyder, at du kan få det lidt vanskeligt i de første år. Sådan gik det også for mig. Men se, hvor min hårgrænse sidder nu. Højt oppe! Det betyder, at jeg får en lykkelig alderdom. Engang får du også bekymringer og taber håret.”

    Grunden til at jeg er alligevel ikke er 100% oppe og ringe over “The Joy Luck Club” skyldes én ting. Hvert kapitel bliver fortalt af en ny person. Syv fortællere i alt. Fire kapitler til Jing-mei, to til alle de andre. Det er enormt forvirrende. Og det gjorde, at jeg i første halvdel af bogen brugte mere til på at være forvirret end på at lade mig suge ind i bogens univers. Og selvom alle kvinderne kendte hinanden, blev var hvert kapitel meget personligt for den enkelte fortæller, og inddrog sjældent de andre. Det gjorde for mig, at bogen på en måde mindede mere om en novellesamling. Alle historierne var spændende, rørende, alt hvad de skulle være. Men jeg følte, jeg læste syv små fortællinger, samlet til én roman. Og det synes jeg ikke fungerede optimalt.

    Sidstnævnte skal dog ikke afholde nogen fra at læse denne her bog. For det ér en virkelig fin roman, og ikke mindst en meget velskrevet én. Den er sanselig og følsom, og det er imponerende at Tan har formået at putte så mange fine scener og så mange følelser ind i så kort en bog. Det er kvantitet for alle pengene, og det er en historie, som jeg tror alle mødre og døtre vil få noget ud af at læse. Det er ligeledes en bog, for alle dem som interesserer sig for Kina og kultursammenstødet med med vestlige verden. Og så er den selvfølgelig også en bog for alle dem, som bare sætter pris på en velskrevet og smuk fortælling.

    The Joy Luck Club