• Anmeldelser

    “This is Going to Hurt” af Adam Kay

    Orig.Titel: This is Going to Hurt

    Forfatter: Adam Kay

    Udgivelsesår: 2017

    Sidetal: 277

    Forlag: Picador

    “This is Going to Hurt” er Adam Kays tilbageblik på seks år i den hvide kittel, hvor han i den største del af tiden fungerede som speciallæge i gynækologi og obstetrik på forskellige hospitaler i Storbritannien. I indledning fortæller Kay om hvordan det er anbefalet, at alle lægerne dokumentere deres oplevelser i en slags logbog for at øve sig i at reflektere. Men som det tydeligt fremgår er Kay ikke uden humor. Optegnelserne er derfor fyldt med finurlige og morsomme episoder, som for det meste starter sobert og fagligt, og ender med en form for hysterisk morsom punch-line. Efter en ubehagelig oplevelse under en vagt vælger Kay dog til sidst at sige farvel til den hvide verden. Han har siden da arbejdet som komiker og nu – forfatter.

     

    Anmeldelse

    Jeg kan lige så godt starte med at sige, at jeg skreg mig selv igennem de første 100 ca. sider. På den gode måde, forstås. Altså af grin. Allerede fra dedikationssiden forrest i bogen var jeg solgt til Kays humor. Kay skriver om sine oplevelser på en lige dele frastødende og underholdende måde, og denne her bog er rent ud sagt et marathon for lattermusklerne. Det er helt klart den bog der har fået mig til at grine både højst og mest i år. Foruden Kays talent for latterfremkaldende skrivning er nogle af de beskrevne episoder i sig selv så fuldstændig absurde, at de nok ville kunne frembringe latter uanset hvem der havde skrevet om dem. Men det gør det selvfølgelig kun bedre, at både historierne og forfatteren bidrager til latteren, det er klart.

    Samtidig giver “This is Going to Hurt” et virkelig interessant indblik i især den gynækologiske del af lægeverdenen. Kay er hele vejen igennem god til at lave fodnoter med forklaringer på de forskellige begreber og procedurer som ikke er alment kendte for den uindviede. Selv har jeg læst det meste af en jordemoderuddannelse, og var derfor bekendt med de fleste begreber i forvejen. Alligevel sprang jeg intet over, for på ingen måde skulle jeg gå glip af muligheden for at grine af Keys evne til at lege med sproget, og gøre selv de mest alvorlige komplikationer underholdende! Man skal dog ikke læse den for det faglige indblik, for det er uden tvivl humoren der bærer historien. Bare så vi har det på det rene.

    To James

    for his wavering support

    And to me

    without whom this book would not have been possible

    Omkring side 100 sker der dog noget. Jeg lægger mærke til, at jeg ikke griner helt så højt. Ikke synes, historierne er helt så morsomme. Jeg begynder at kede mig en lille smule og ikke mindst begynder jeg at tvivle på konceptet. Er dette – omend vanvittigt morsomme – koncept for svagt til en flere hundrede siders tyk bog? Ja, lidt. Notaterne begynder at føles meget repetitive, og jeg tager mig selv i at bladre frem for at tjekke, om det virkelig kan passe, at det kommer til at fortsætte på samme måde de næste 150 sider. At der ikke sker andet. For det ved jeg ærlig talt ikke, om jeg kan overskue. Har jeg nogen idé til hvordan det kunne imødekommes; hvordan bogen kunne have været anderledes? Nej, ikke rigtig. Udover at den måske bare skulle have været kortere.

    Men måske skal man lade være med at se på den som en sammenhængende historie. Måske er det ikke an af de romaner, man læser på et par dage, fordi historien er så dragende, at man hele tiden må vide, hvad der sker som det næste. Til bogens forsvar fandt jeg den heller ikke i den skønlitterære afdeling, men derimod på overetagen i den medicinsk-faglige afdeling. Det vil muligvis hjælpe på ensformigheden at man i højere grad ser det som en gå-til-og-fra-bog, som man kan læse et kapitel i, når man ind i mellem har brug for et godt grin. Ved siden af sin jeg-færdiggør-dig-på-to-dage-bog. Som man så kan nå at læse nogle stykker af, inden man bliver færdig med at klukke sig igennem denne her…

    For jeg synes bestemt ikke at det faktum, at den på mange måder er meget ensformig, skal afholde nogen fra at læse den. For det er en lille perle, jeg her har haft fingrene i. Og da jeg var kommet mig over den værste skuffelse over manglen på fornyelse formåede jeg igen at sætte pris på historien – og – humoren. For det ér en virkelig god bog, og ikke mindst en virkelig sjov én. Og på en måde er den en fornyelse i sig selv, fordi den er så ulig noget andet, jeg har læst. Og på en måde er styrken måske netop, at den ikke er bygget op som en almindelig roman. At den kan noget andet og er helt sin egen. At man her har muligheden for en helt anderledes litterær oplevelse. For det kan nu engang også noget. Og jeg vil uden tøven anbefale den til alle. Og så har jeg ellers bare at sige: virkelig god fornøjelse! And have a nice laugh.