• Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Anmeldelser

    “En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

    Titel: En dag vil vi grine af det

    Forfatter: Thomas Korsgaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 313

    Forlag: Lindhardt og Ringhof

    “En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

    Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

    En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

    “Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

    “Det er jeg allerede.”

    (…)

    “Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

    På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

    På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

    Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

    Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

    “Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

    Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

  • Anmeldelser

    “Radio Silence” af Alice Oseman

    Orig.Titel: Radio Silence

    Forfatter: Alice Oseman

    Udgivelsesår: 2016

    Sidetal: 413

    Hovedpersonen og fortælleren i Radio Silence er 17-årige Frances Janvier. Udadtil er hun den perfekte skoleelev; hun får høje karakterer i alt, er en af skolens to prefækter, og går tilsyneladende kun op i at forberede sig til den kommende optagelsesprøve til Cambridge University. Frances har dog en stor hemmelighed, som ingen af hendes skolekammerater kender til. Hun er stor fan af podcasten Universe City og har fyldt stakkevis af hæfter med tegninger af figurerne og stederne fra podcasten. Så da podcastens skaber Aled Last beder hende om at være medskaber til serien ved at tegne til afsnittene, kan Frances næsten ikke tro sit eget held. Det bliver begyndelsen på et helt særligt venskab mellem Frances og Aled, som ender med at byde på ikke så få udfordringer og afsløringer af endnu flere hemmeligheder.

    Radio Silence er først og fremmest en historie om et fantastisk venskab. Og det skal Oseman have tak for. For ikke at have skrevet endnu en ligegyldig kærlighedshistorie. Selvom Radio Silence på mange måder stadig er en kærlighedshistorie, er den så meget mere vedkommende og frisk, end den klassiske teenagepigehistorie, fordi det er den kærlighed, som udspringer af et ægte venskab, der er omdrejningspunktet i historien. Og det er virkelig fantastisk at Oseman lader en hel bog give plads til netop det. Forholdet mellem Frances og Aled er det, der driver historien fremad, og det, der skaber historien. De opbygger det venskab, jeg tror alle mennesker drømmer om, og man hepper på dem fra start til slut. Deres respektive personligheder folder sig ud, når de er sammen, og den måde de støtter hinanden i at finde deres ægte selv, er virkelig skøn at være tilskuer til.

    Det er således på ingen måde den klassiske ungdomsroman om en hvid pige som bliver forelsket i en hvid dreng, hvilket hun betror til sine bedste hvide veninder. Frances er halv etioper, mens hendes med-præfekt Daniel Jun er af asiatisk afstamning. Og de eneste kærlighedshistorier vi hører om, er mellem homeseksuelle teenagere. Bogen tager således fat i temaer som seksuel bevidsthed og racisme sammen med identitetskriser, uddannelsesvalg, pres fra forældre og samfund osv. Og det passer virkelig godt til den allerede nutidige og moderne historie, og er med til at gøre den højrelevant.

    Nogle af forsøgene på at overbevise læseren om bogens relevans virker dog forcerede og uden betydning for historien. Flere gange i begyndelse af historien bliver det nævnt, at Frances’ mor lige skal se et afsnit af en af de serier, hun følger med i, som tæller alt fra Game of Thrones til The Great British Bake Off. Det er nutidige serier, og jeg ser det som en måde at gøre bogen endnu mere samtidig. Desværre synes jeg ikke rigtig, det har nogen anden funktion. Faktisk fik jeg et billede i hovedet af at moren gik rundt i morgenkåbe hele dagen og ikke lavede andet, end at se tv-serier. Og jeg tvivler på at det var forfatterens hensigt. F.eks. er det først på side 267, det bliver nævnt, at hun rent faktisk går på arbejde. Derudover er der dog ingen tvivl om at hun er er enhver teenagers drømmemor – perfekt opmuntrende, støttende, omsorgsfuld og kærlig. Generelt er der virkelig nogle skønne personer med i historien. Frances veninde Raine er f.eks. det humoristiske pust ind i mellem alle de tunge emner, og er samtidig et fint budskab om at alle ikke behøver at gå den boglige vej i livet.

    Det eneste store problem jeg havde med bogen var sproget. Det var meget simpelt, og de første 100-ish sider irriterede det mig enormt meget, og jeg blev meget forstyrret af hele tiden at blive gjort opmærksom på, hvor dårligt det var. Men i takt med at jeg blev suget ind i universet og vænnede mig til skrivestilen, begyndte det at irritere mig mindre, og jeg begyndte endda at synes det passede fint til historien. Og hvis jeg havde været 10 år yngre, havde det passet rigtig fint. Jeg synes helt bestemt det er en bog, der kan læses af alle, fordi historien behandler mange vigtige emner på en virkelig fine måde. Men jeg tror den er allerbedst at læse, når man selv er teenager – og man endnu ikke er blevet for fin til det mere simple sprog.

    Radio Silence er således noget nær den perfekte moderne samtidsroman om nutidige teenagere med relevante bekymringer og klassiske udfordringer, som dog på ingen måder bliver fortalte som den klassiske og ofte kedsommelige ungdomsroman. Jeg ville ønske denne her bog havde eksisteret for 10 år siden, da jeg selv var midt i mine teenageår og jeg vil opfordre alle teenagere til at skynde sig at få fat i den!

  • Anmeldelser

    “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard

    Titel: Kære Zoe Ukhona

    Forfatter: Pelle Hvenegaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 292

    Denne her kræver ingen grundig beskrivelse af handlingen, da den kort og godt handler om Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline’s seks år lange vej mod at blive forældre. Først er de igennem flere år med mange mislykkede forsøg med kunstig befrugtning og derefter går de igennem en meget lang form for optagelsesprøve blot for at komme på venteliste til adoption, som de ligeledes må stå på i flere år, før de omsider i efteråret 2016 kan rejse til Sydafrika for at hente deres 9 måneder gamle datter, Zoe Ukhona.

    Jeg bliver nødt til at starte med at tage fat i omsalget – for det omslag har givet mig mange frustrationer. Jeg lagde med det samme mærke til bogen, da den udkom, men tænkte med det samme også, at den slet ikke var noget for mig. Det var uden at vide, hvad den egentlig handlede om, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men der var noget ved forsidebilledet i samspil med titlen, der gav mig en fornemmelse af, at der her var tale om sødsuppe-fløde af højeste kaliber, og det kunne jeg simpelthen ikke tage seriøst. Jeg tror måske især det var billedet af Pelle og lille Zoe som bragede derudaf med Patos, at jeg ikke kunne forestille mig, at det kunne være ordentlig litteratur. Hårdt, men sådan havde jeg det. På side 279, dvs. 95,5 % inde i bogen, finder man ud af, at netop dét billede faktisk har en helt særlig betydning, fordi det er det allerførste billede, der bliver taget af Pelle sammen med Zoe, kun få timer efter han er blevet far. Det ville jeg sådan set godt have vist noget før. Så kunne det være, jeg havde haft nemmere ved at acceptere en fløde-patos-forside med ekstra fløde.

    For det ér jo på mange måder en fløde-historie. Men det er også meget mere end det. Så da jeg fandt ud af, hvad den egentlig handlede om (ja, det kunne jeg måske have undersøgt noget før, inden jeg sådan trampede den i jorden), nemlig fertilitetsbehandling, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Jeg synes det er et enormt interessant emne, og jeg synes det er et enormt vigtigt emne. Der bliver hele tiden flere og flere, som ikke selv kan få børn, og det skal der sættes fokus på. Og det er det første, jeg gerne vil rose bogen for. Pelle Hvenegaard deler ærligt og grundigt ud af både den praktiske og ikke mindst følelsesmæssige rejse fra barnløshed gennem fertilitetsbehandling til adoption, og der bliver ikke sparet på detaljerne.  Alle detaljerne og den store ærlighed og åbenhed fra Pelle og Carolines side er med til at gøre historien levende og relevant. Derfor tror jeg også at rigtig mange barnløse par kan bruge denne her bog, særligt til at have nogen at spejle sig i. For det er blandt andet noget af det Pelle og Caroline beskriver som værende rigtig hårdt; det med at stå i det alene, og ikke have nogen at snakke med det hele om.

    Jeg synes dog sagtens man kan læse bogen, selvom man ikke står i en lignende situation. For det første er det grundlæggende en virkelig fin og ærlig historie, og det er ret særligt at få lov at komme så tæt på nogle andre mennesker, i en tid i deres liv, hvor de har det allersværest. Derudover er Hvenegaard en forfatter, som har masser af humor, og ikke er bleg for at komme med sjove kommentarer undervejs. Det fylder især i første halvdel af bogen, men det er egentlig, bevidst eller ej, et ret fint billede på, at der i starten er fuld af kærlighed og glade dage, hvorefter Pelle og Caroline synker længere og længere ned i frustrationer og sorg over barnløsheden:

    Her er alt fra storbyguides til en bog om Kilimanjaro, hvor hun helt alene, et par år, før vi mødtes, havde forsøgt at nå toppen, men måtte stoppe på grund af højdesyge. Umiddelbart ville hun kunne få højdesyge igen alene ved at stable alle guidebøgerne og kravle op på toppen. Så mange er der.

    Man kan dog godt mærke, at Hvenegaard ikke er forfatter til daglig. Sproget er simpelt og fyldt med banale virkemidler, og det bliver lidt trættende i længden. Jeg havde især store problemer med dialogen, som haltede hele bogen igennem. Jeg havde svært ved at gennemskue, om den skrevne dialog afspejlede det der præcis var blevet sagt i situationen (hvilket jeg har svært ved at forestille mig, når bogen går så mange år tilbage), eller om Hvenegaard bare ikke er en dygtig nok forfatter til at skrive realistisk dialog. Flere gange stoppede jeg op og læste dialogen højt for mig selv, fordi det lød virkelig dumt, og ville man virkelig have sagt det på den måde i virkeligheden? Jeg havde flere steder lyst til at fjerne ord, og putte nogle andre ind, for at få dialogen til at flyde bedre. For i virkeligheden er det ligemeget, hvad der ligger til grund for den haltende dialog. Hvis det ikke fungerer på skrift, bliver man nødt til at lave det om. Heldigvis hører bogen til en genre, hvor man i højere grad kan tillade sig at skrive på denne måde.

    Det faktum at bogen er skrevet direkte til Zoe Ukhona tog mig noget tid at vænne mig til. I begyndelsen læste jeg f.eks. “din mor” som “min mor”, og troede der blev refereret til Pelles egen mor, hvor der i virkeligheden var tale om Caroline. Jeg har ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt det havde været bedre at skrive den til læseren, men forvirrende var det i hvert fald, og det er vel aldrig godt. Jeg kan dog godt se, hvor Hvenegaard vil hen med det, for det er med til at gøre fortællingen endnu mere personlig, og der er derfor tale om en stillistisk valg fra forfatterens side, som jeg godt kan acceptere.

    Er denne bog i højere grad en selvhjælpsbog til par, som står i samme situation? Eller for professionelle som møder disse mennesker via deres arbejde? Ikke nødvendigvis. Men for nogle passager, ja måske. F.eks. synes jeg ikke det var interessant at læse detaljerede beskrivelser af deres kursus-ophold, med dertilhørende grundig gennemgang af de øvelser, de skulle lave, som de var på i forbindelse med deres “optagelsesprøve” til adoptions-ventelisten. Og det kunne jeg forestille mig vil være meget relevant for andre i samme situation. Til gengæld synes jeg som udefraseende at det var fantastisk at læse om hvordan Pelle og Caroline mødte hinanden og hvor stærkt man kunne mærke kærligheden i starten af bogen. Ligeledes fandt jeg hele afsnittet omkring adoption i Afrika enorm interessant, og der synes jeg virkelig Hvenegaard formåede at give læseren en snært af den kæmpemæssige frustration forældrene står i med alle problemerne med myndighederne, bureaukrati, aftaler som ikke bliver holdt, e-mails, penge og alt det de stakkels forældre skal igennem, før de kan få lov til at forlade landet med deres barn. Puha. Generelt var det en bog der fik alle følelserne til at sidde helt uden på tøjet, og det er da også den 2. bog i år, som har fået mig til at trille tårer under læsningen. Litterært er det ikke noget mesterværk, men det er en virkelig fin og ærlig fortælling fyldt med store følelser. Det er en historie, som fortjener at blive delt, og som man som læser får lov til at blive lukket helt ind i. Og den del lykkes virkelig godt.

     

  • Anmeldelser

    Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Titel: Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Forfatter: Robin Sloan

    Udgivelsesår: 2012 (Denne udgave 2013, Atlantic Books)

    Sidetal: 288

    I Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore møder vi Clay Jannon, en webdesginer, som netop har mistet sit job, og derfor begynder at arbejde som nattevagt i en gammel, støvet boghandel. Clay finder dog hurtigt ud af, at boghandelen langt fra er en helt almindelig boghandel. F.eks. er der næsten ingen kunder, og de få der er, køber aldrig noget. I stedet kommer de for at aflevere og låne gamle, tykke bøger med sære titler, skrevet i et tilsyneladende mystisk kodesprog, som altid befinder sig højt oppe på flere etager høje bogreoler. Clay sætter sig for at opklare mysteriet om de mystiske, gamle bøger, og med hjælp fra hans ældste og rigeste ven, som har fået succes ved at skabe en helt særlig form for software, og den kloge og smukke Kat, som arbejde for Google og altid har den samme t-shirt på, forsøger de at afsløre en gammel hemmelighed ved hjælp af moderne teknologi.

    Historien bliver fortalt gennem Clays øjne og ikke mindst tanker, og det synes jeg fungerede virkelig godt. Jeg fløj gennem de første ca. 80 sider, og elskede den måde hvorpå universet blev opbygget med en grundig introduktion til karaktererne og god tid til at suge stemningen til sig. Alt sammen tilsat Clays kommentarer, som var både herlige og kærligt velkomne, og gav historien personlighed. Clay er en perfekt blanding af at være totalt akavet og upassende og samtidig utrolig  morsom og umulig ikke at elske. Han mindede mig om Clay Jensen (som han også deler navn med – hvem har mon fået inspiration fra hvem?) fra 13 Reasons Why samt Greg fra Me and Earl and the Dying Girl, hvoraf sidstnævnte er en af mine all-time yndlingskarakterer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Clay var det jeg allerbedst kunne lide ved bogen. Han havde mange sjove bemærkninger undervejs, som flere gange fik mig til at klukke højlydt. På det punkt lykkedes Sloan med både at gøre fortællingen levende og personlig, og jeg følte virkelig, jeg blev inviteret ind i Clays lille verden:

    ”Maybe I’ll just go ahead and buy her the Tufte book. I’ll bring it wrapped in brown paper. Wait – is that weird? It’s an expensive book. Maybe there’s a low-key paperback edition. I could buy it on Amazon. That’s stupid, I work at a bookstore. (Could Amazon ship it fast enough?)

    Der er således en virkelig fin stemning i starten af bogen, hvor man som læser får lov til at følge Clay og hans møde med den mystiske boghandel og bogens øvrige persongalleri. Jeg elskede virkelig denne del af bogen, og var sikker på, at jeg havde fundet en af mine nye yndlingsbøger. Men i takt med at historien udviklede sig, og der kom mindre fokus på persongalleriet og de indbyrdes relationer, og mere fokus på fremdriften i selve historien, jo mere forsvandt magien. Og det er her bogen halter for mit vedkommende. Det var ikke fordi selve historien ikke var spændende med hele opklaringen af “bogmysteriet”, for det var en fin og original historie, men det var som om, den ikke var ordentligt gennemarbejdet. Jeg troede ikke rigtig på den. Jeg skal prøve at forklare hvad jeg mener; I J. K. Rowlings fantastiske Harry Potter univers tror man på historien, selvom man godt ved, det er en eventyrfortælling. Men det hele er så gennemarbejde, på en måde, hvor alt hænger sammen og skaber et fuldendt fantasy-univers, der får hele historien til at virke enormt livagtig. Som noget der sagtens kunne foregå lige midt i vores verden. Det samme gælder Murakamis syrede magisk-realistiske fantasiverdener, lige så vel som mange andre fantasyuniverser. Og sådan havde jeg det desværre ikke med historien om den døgnåbne boghandel. Det hele endte derfor med at blive en lidt overfladisk og enstrenget eventyr-detektiv-mystik-roman, som på en måde ville for meget på en gang, og samtidig ikke ville den det nok.  Undervejs sørgede Clay og vennerne heldgivis for en god portion humor, og det gjorde, at jeg alligevel var i godt humør hele vejen igennem og havde lyst til at læse mysteriet til ende. For det var helt klart personerne der bar historien frem, og ikke selve historien. Alt i alt var det en virkelig fin historie med en herlig og elskelig hovedperson og dertilhørende bikarakterer, som dog bliver ved den gode historie og aldrig rigtig får os overbevist om sit eget univers.