• Anmeldelser

    “The Joy Luck Club” af Amy Tan

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    Orig.Titel: The Joy Luck Club

    Forfatter: Amy Tan

    Udgivelsesår: 1989, denne udgave på dansk 1990

    Sidetal: 286

    Forlag: Borgens Forlag

    Jeg har læst bogen på dansk, men vil bruge den engelske titel i min anmeldelse. Det er sådan, jeg kender bogen. Derudover synes den danske oversættelse af titlen er helt forfærdelig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den.

    “The Joy Luck Club” handler om fire kinesiske kvinder og deres døtre. Mødrene er alle født i Kina men er på forskellige tidspunkter i deres liv, og af diverse årsager flyttet til USA, hvor deres døtre er født. Fortællingen starter kort efter at den ene af de ældre kvinder, Suyuan Woo, er død, og hendes datter Jing-mei skal overtage hendes plads ved mah-jong bordet i The Joy Luck Club. Derfra skiftes de syv kvinder til at fortælle deres historie. “The Joy Luck Club” er således en historie om mødet mellem to kulturer, og udfordringerne i at vokse op i et fremmed land. Det er historien om at tilpasse sig den nye kultur, og samtidig holde fast i sine rødder og huske, hvor man kommer fra. Og sidst men ikke mindst er det en historie og båndet mellem en mor og en datter, og hvordan det kan skabe store kløfter familiemedlemmer imellem, når man ikke er vokset op det samme sted.

     

    Anmeldelse

    Jeg kunne virkelig godt lide denne her bog. Den var velskrevet, den var rørende, og den var oplysende. Umiddelbart rummede den alt, hvad der skal til, for at gøre en roman både læse- og mindeværdig. Amy Tan skriver virkelig godt og med stor indlevelse. Sproget var flydende og fyldt med små finurligheder, der passede godt til den kinesiske kultur. På et tidspunkt bliver det f.eks. beskrevet hvordan en af de ældre kvinder har rynket hud i ansigtet, fordi hun ikke bare havde smilet livet igennem, men fordi hun havde båret et smil. På intet tidspunkt stoppede jeg op fordi jeg blev forstyrret af teksten, fordi der var noget, jeg selv ville have sagt på en anden måde, eller fordi dialogen virkede påtaget og urealistisk. Tan har ligeledes gjort sig umage for at gøre mødrenes engelske dialog gebrokken og grammatisk ukorrekt. Det kan virke lidt påtaget i starten, men det fungerer, fordi det drager læseren endnu længere ind i universet, og er med til at skabe stemning og give kvinderne personlighed.

    Igennem især de ældre kvinder fortæller Tan barske og dystre historier om det land, kvinderne er rejst fra. Hun fortæller om sorg, om skam og om de værste ulykker man kan forestille sig en kvinde og en mor at komme ud for. Det er enormt stærkt, og enormt rørende. Men aldrig bliver det udelukkende sørgeligt. For historien er så smukt fortalt, at man bare har lyst til at læse mere. Ligeledes er indblikket i den kinesiske kultur noget er det stærkeste i bogen, da man som læser får lov til at komme helt tæt på en, for det fleste, ukendt kultur, hvor familiens ære er det vigtigere end ens egen lykke. De kinesiske kvinder har en helt særlig tro på det “alternative” og som vesterlænding kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over noget af det. Men samtidig har jeg dyb respekt for kvinderne og deres ældgamle tro, og føler mig meget priviligeret at få lov til at lære om den.

    Hun skubbede håret væk fra min pande. “Vi er ens,” sagde hun. “Din pande er lidt bredere end, så måske bliver du klogere en jeg. Dit hår er kraftigt, og hårgrænsen sidder et godt stykke nede i panden. Det betyder, at du kan få det lidt vanskeligt i de første år. Sådan gik det også for mig. Men se, hvor min hårgrænse sidder nu. Højt oppe! Det betyder, at jeg får en lykkelig alderdom. Engang får du også bekymringer og taber håret.”

    Grunden til at jeg er alligevel ikke er 100% oppe og ringe over “The Joy Luck Club” skyldes én ting. Hvert kapitel bliver fortalt af en ny person. Syv fortællere i alt. Fire kapitler til Jing-mei, to til alle de andre. Det er enormt forvirrende. Og det gjorde, at jeg i første halvdel af bogen brugte mere til på at være forvirret end på at lade mig suge ind i bogens univers. Og selvom alle kvinderne kendte hinanden, blev var hvert kapitel meget personligt for den enkelte fortæller, og inddrog sjældent de andre. Det gjorde for mig, at bogen på en måde mindede mere om en novellesamling. Alle historierne var spændende, rørende, alt hvad de skulle være. Men jeg følte, jeg læste syv små fortællinger, samlet til én roman. Og det synes jeg ikke fungerede optimalt.

    Sidstnævnte skal dog ikke afholde nogen fra at læse denne her bog. For det ér en virkelig fin roman, og ikke mindst en meget velskrevet én. Den er sanselig og følsom, og det er imponerende at Tan har formået at putte så mange fine scener og så mange følelser ind i så kort en bog. Det er kvantitet for alle pengene, og det er en historie, som jeg tror alle mødre og døtre vil få noget ud af at læse. Det er ligeledes en bog, for alle dem som interesserer sig for Kina og kultursammenstødet med med vestlige verden. Og så er den selvfølgelig også en bog for alle dem, som bare sætter pris på en velskrevet og smuk fortælling.

    The Joy Luck Club

  • Anmeldelser

    “The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

    Orig.Titel: The Sun Also Rises

    Forfatter: Ernest Hemingway

    Udgivelsesår: 1926

    Sidetal: 222

    The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

    Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

    På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

    Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

    “He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

    “Are you a sadist, Brett?” I asked.

    “Hope not.”

    Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

    Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.