Anmeldelser

“Radio Silence” af Alice Oseman

Orig.Titel: Radio Silence

Forfatter: Alice Oseman

Udgivelsesår: 2016

Sidetal: 413

Hovedpersonen og fortælleren i Radio Silence er 17-årige Frances Janvier. Udadtil er hun den perfekte skoleelev; hun får høje karakterer i alt, er en af skolens to prefækter, og går tilsyneladende kun op i at forberede sig til den kommende optagelsesprøve til Cambridge University. Frances har dog en stor hemmelighed, som ingen af hendes skolekammerater kender til. Hun er stor fan af podcasten Universe City og har fyldt stakkevis af hæfter med tegninger af figurerne og stederne fra podcasten. Så da podcastens skaber Aled Last beder hende om at være medskaber til serien ved at tegne til afsnittene, kan Frances næsten ikke tro sit eget held. Det bliver begyndelsen på et helt særligt venskab mellem Frances og Aled, som ender med at byde på ikke så få udfordringer og afsløringer af endnu flere hemmeligheder.

Radio Silence er først og fremmest en historie om et fantastisk venskab. Og det skal Oseman have tak for. For ikke at have skrevet endnu en ligegyldig kærlighedshistorie. Selvom Radio Silence på mange måder stadig er en kærlighedshistorie, er den så meget mere vedkommende og frisk, end den klassiske teenagepigehistorie, fordi det er den kærlighed, som udspringer af et ægte venskab, der er omdrejningspunktet i historien. Og det er virkelig fantastisk at Oseman lader en hel bog give plads til netop det. Forholdet mellem Frances og Aled er det, der driver historien fremad, og det, der skaber historien. De opbygger det venskab, jeg tror alle mennesker drømmer om, og man hepper på dem fra start til slut. Deres respektive personligheder folder sig ud, når de er sammen, og den måde de støtter hinanden i at finde deres ægte selv, er virkelig skøn at være tilskuer til.

Det er således på ingen måde den klassiske ungdomsroman om en hvid pige som bliver forelsket i en hvid dreng, hvilket hun betror til sine bedste hvide veninder. Frances er halv etioper, mens hendes med-præfekt Daniel Jun er af asiatisk afstamning. Og de eneste kærlighedshistorier vi hører om, er mellem homeseksuelle teenagere. Bogen tager således fat i temaer som seksuel bevidsthed og racisme sammen med identitetskriser, uddannelsesvalg, pres fra forældre og samfund osv. Og det passer virkelig godt til den allerede nutidige og moderne historie, og er med til at gøre den højrelevant.

Nogle af forsøgene på at overbevise læseren om bogens relevans virker dog forcerede og uden betydning for historien. Flere gange i begyndelse af historien bliver det nævnt, at Frances’ mor lige skal se et afsnit af en af de serier, hun følger med i, som tæller alt fra Game of Thrones til The Great British Bake Off. Det er nutidige serier, og jeg ser det som en måde at gøre bogen endnu mere samtidig. Desværre synes jeg ikke rigtig, det har nogen anden funktion. Faktisk fik jeg et billede i hovedet af at moren gik rundt i morgenkåbe hele dagen og ikke lavede andet, end at se tv-serier. Og jeg tvivler på at det var forfatterens hensigt. F.eks. er det først på side 267, det bliver nævnt, at hun rent faktisk går på arbejde. Derudover er der dog ingen tvivl om at hun er er enhver teenagers drømmemor – perfekt opmuntrende, støttende, omsorgsfuld og kærlig. Generelt er der virkelig nogle skønne personer med i historien. Frances veninde Raine er f.eks. det humoristiske pust ind i mellem alle de tunge emner, og er samtidig et fint budskab om at alle ikke behøver at gå den boglige vej i livet.

Det eneste store problem jeg havde med bogen var sproget. Det var meget simpelt, og de første 100-ish sider irriterede det mig enormt meget, og jeg blev meget forstyrret af hele tiden at blive gjort opmærksom på, hvor dårligt det var. Men i takt med at jeg blev suget ind i universet og vænnede mig til skrivestilen, begyndte det at irritere mig mindre, og jeg begyndte endda at synes det passede fint til historien. Og hvis jeg havde været 10 år yngre, havde det passet rigtig fint. Jeg synes helt bestemt det er en bog, der kan læses af alle, fordi historien behandler mange vigtige emner på en virkelig fine måde. Men jeg tror den er allerbedst at læse, når man selv er teenager – og man endnu ikke er blevet for fin til det mere simple sprog.

Radio Silence er således noget nær den perfekte moderne samtidsroman om nutidige teenagere med relevante bekymringer og klassiske udfordringer, som dog på ingen måder bliver fortalte som den klassiske og ofte kedsommelige ungdomsroman. Jeg ville ønske denne her bog havde eksisteret for 10 år siden, da jeg selv var midt i mine teenageår og jeg vil opfordre alle teenagere til at skynde sig at få fat i den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *