• Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Indblik

    Om at kombinere sine to største passioner: Jeg kan da sagtens læse og strikke på samme tid!

    Jeg har aldrig gjort det særlig meget i lydbøger. Slet ikke faktisk. Jeg elsker fornemmelsen af at sidde med en bog i hånden, duften af den, at kunne kigge på den i min bogreol, og ikke mindst at kunne læse den i mit eget tempo, men min egen “stemme”. Jeg har det generelt svært med stemmer, og kan nemt blive irriteret, hvis jeg lytter til et menneske, som har en på en eller anden generende stemme. Det lyder tosset, men jeg faktisk engang gået hjem fra en forelæsning, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at lytte til lærerens stemme. Jeg kunne ikke abstrahere fra den, og kunne slet ikke koncentrere mig om det hun sagde, og så kunne jeg lige så godt tage hjem.

    Da jeg hørte min første lydbog for et par måneder siden, blev jeg derfor heller ikke grebet af konceptet. Oplæseren var ikke særlig god, og jeg blev ved med at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg selv sad med bogen. Hvilke passager jeg ville genlæse, hvilke ord jeg ville have læst op for mig selv på en anden måde.

    For fem år siden begyndte jeg at lære mig selv at strikke. Jeg blev grebet af det med det samme, og blev hurtigt rigtig god til det. Siden da har jeg strikket næsten hver dag, og har brugt flere både halve og hele dage bare på at strikke og se tv-serier. Jeg har simpelthen ikke kunne lade være, og det må da være lige sådan, man skal have det, med, ja, helst alt hvad man laver, men i hvert fald sine selvvalgte fritidsinteresser. Jeg har siden barns ben været kreativ og glad for og god til diverse former for håndarbejde, og i strikkens verden har jeg virkelig fundet noget, der kombinerer disse kvaliteter med min store skabertrang. Jeg har strikket alt fra lune sweatre til mig selv til babytøj til gaver til hele familien, og jeg tror, det er noget, der kommer til at følge mig resten af livet. Skønt <3

    I den periode, hvor jeg har strikket, har jeg dog ikke fået læst nær så mange bøger, som jeg ellers plejer. Jeg blev opslugt af mine strikkerier, og samtidig har jeg haft rigeligt med stuidebøger at læse i oveni. Men i forbindelse med min sygemelding tidligere på året, fandt jeg igen ind i bøgernes verden og fik vækket min gamle kærlighed til det skrevne sprog. Og jeg begyndte at strikke mindre. Stadig meget, men ikke lige så meget som jeg plejer. Og det er også helt fint, for det havde muligvis taget en smule overhånd, og der er også grænser for, hvor mange forskellige sweatre, jeg kan nå at gå med i løbet af en vintersæson.

    Men jeg elsker stadig min strikketid. Og jeg elsker min læsetid. Og nu har jeg to fritidsinteresser, som er forholdsvis tidskrævende, hvis man sådan for alvor skal nå nogen vegne. Og derfor har jeg givet lydbogmediet endnu en chance, og denne gang med noget større succes! For det er simpelthen så smart, at jeg kan strikke samtidig med at jeg pløjer mig igennem side efter side i roman efter roman. Jeg kan nå at læse endnu flere bøger, og jeg føler at jeg virkelig optimerer min tid, når jeg kan gøre begge ting på en gang.

    Det er ikke alle oplæsere, som er lige gode, og heller ikke alle bøger, der egner sig til at blive hørt på lydbog. F.eks. har jeg for nu opgivet at høre “Brødrene Karamazov”, som jeg ellers lige var gået i gang med, udelukkende på lydbog, fordi der er så mange personer at holde styr på, at jeg følte behov for at kunne bladre tilbage undervejs. Så nu har jeg lånt dem på bog som supplement. Til gengæld havde jeg en meget positiv oplevelse, da jeg “læste” Hemningways “Solen går sin gang” tidligere på sommeren. Så jeg skal helt sikkert have kigget på nogle flere bøger, jeg kan høre, i løbet af sommeren. Så længe oplæseren er god, that is.

    I øjeblikket har jeg nogle gratis måneder hos Mofibo, men ellers bruger jeg bibliotekernes gratis tjeneste eReolen, som også har rigtig mange godt bøger.

    Hvad er jeres forhold til lydbøger? Er det noget i “læser” på lige fod med de fysiske bøger, eller siger det jer ikke rigtig noget? 

  • Anmeldelser

    “En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

    Titel: En dag vil vi grine af det

    Forfatter: Thomas Korsgaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 313

    Forlag: Lindhardt og Ringhof

    “En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

    Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

    En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

    “Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

    “Det er jeg allerede.”

    (…)

    “Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

    På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

    På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

    Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

    Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

    “Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

    Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

  • Indblik

    Lige nu… #2

    Lige nu læser jeg… Brødrende Karamazov af Fyodor Dostoyevsky. Eller, det vil sige, jeg lytter til den, for jeg har valgt at høre den som lydbog. Og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor; altså hvorfor jeg læser den. Jeg mener, jeg har altid vidst, at jeg ville læse Dostoyevsky på et tidspunkt, men jeg havde ikke lige planlagt det som en del af min sommerlæsning. Men jeg blev færdig med min seneste lydbog for et par dage siden, og var derfor ved at scrolle gennem Mofibo, for at finde den næste, da jeg så den. Og så gik jeg igang. Tænkte, at det kunne være et godt sommerprojekt. For hvornår har men ellers tid til at komme igennem en 800 siders lang russisk klassiker? Jeg mener, hvis jeg hører 1 time om dagen, mens jeg ligger på en strandstol, kommer det til at tage mig over en måned at komme igennem den… så det kan godt være, jeg skal stile efter halvanden de kommende dage, haha.

    Lige nu lytter jeg til… “Simple” af Florida Georgia Line. Jeg er egentlig ret glad for Country som genre, men har aldrig rigtig fundet nogen bands/kunstnere, som jeg kan holde ud at lytte til i længere tid ad gangen. Eller som har lavet mere end et par gode sange. Så det er blevet mit projekt at finde nogen. Florida Georgia Line er på prøve hos mig i øjeblikket, efter jeg tilfældigt hørte ovenstående sang på en Spotify-playliste for et par dage siden. Men jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg kan lide resten.

    Lige nu glæder jeg mig til… mange flere af de her skønne sommerdage i sommerhuset ved stranden. Det passer mig så fint, at jeg først skal ud og rejse til august, for jeg nyder virkelig det langsomme liv, med ture til stranden, læsning på terrassen og massere af is, selvfølgelig. Jeg kan dog ikke lade være med at kigge ned på græsplænen med en vis tristhed og håbe, at der også snart kommer en ordentlig omgang regnvejr, så den igen kan blive frisk og grøn. Så det glæder jeg mig også til.

    Er der andre end mig, som gerne vil ofre en solskinsdag eller to for Moder Jord? Der findes alligevel ikke noget hyggeligere end at sidde indenfor med en god bog, mens man lytter til regnen udenfor. Også om sommeren.

  • Anmeldelser

    “The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

    Orig.Titel: The Sun Also Rises

    Forfatter: Ernest Hemingway

    Udgivelsesår: 1926

    Sidetal: 222

    The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

    Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

    På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

    Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

    “He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

    “Are you a sadist, Brett?” I asked.

    “Hope not.”

    Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

    Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.

  • Indblik

    Mid Year Book Freak Out Tag

    Jeg havde overvejet, om jeg skulle lave en halvårs-status over de bøger, jeg ind til videre har læst i 2018, og havde egentlig besluttet mig for ikke at gøre det, da jeg alligevel ikke syntes, jeg havde så mange bøger at tale om. Men så faldt jeg over dette bogtag på The Bookworm’s Closet og så kunne jeg alligevel ikke lade være 😛

    Så her kommer en status på første halvdel af læseåret 2018, som bestod af 25 bøger. Flere end jeg havde håbet på og regnet med, men selvfølgelig langt fra så mange som jeg gerne ville. Sådan er livet vist altid for en bibliofil. Jeg har tilladt mig at oversætte spørgsmålene, når nu jeg også skriver på dansk.

    #1 – Den bedste bog du ind til videre har læst i 2018
    Det kan kun være “Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Det var den anden bog jeg læste i år, og jeg tvivler på den kommer til at blive overgået i løbet af det næste halvår. Det er på en måde lidt ærgerligt, at jeg så tidligt på året læste årets bedste bog, men på den anden side fandt jeg en af mine nye yndlingsbøger i den, så jeg kommer helt sikkert til at læse den igen. Flere gange.

    #2 – Den bedste efterfølger du ind til videre har læst i 2018
    Jeg har kun læst en enkelt efterfølger i en serie ind til videre, men den var (heldigvis for dette spørgsmål) også virkelig god, og efter min mening endda bedre end 1’eren. Jeg taler om “Et rige af tåge og vrede” (ACOTAR #2) af Sarah J. Maas, og jeg glæder mig som et lille barn til at skulle læse 3’eren i løbet af sommeren.

    #3 – Ny udgivelse du endnu ikke har læst, men gerne vil
    Jeg vil virkelig gerne læse “Det smelter” af Lize Spit, som lige er udkommet på dansk, og jeg er i øjeblikket i debat med mig selv om hvorvidt jeg skal købe den eller vente de 100+ pladser på bibliotekets venteliste til at det bliver min tur til at låne den. Mit hjerte råber “køb den!”, og mit dankort siger “læs nu bare alle de andre bøger, du har liggende, først. Så passer det nok med at det er din tur til at låne den, når du er færdig med de andre”.

    #4 – Mest ventede udgivelse i andet halvår af 2018
    Det må være “Mordet på Kommandanten Bog 2” af Haruki Murakami. Jeg har godt nok ikke læst 1’eren endnu, men jeg planlægger at læse den i efteråret, og så er det jo rart, at jeg ikke skal vente på 2’eren, når jeg er færdig, men i stedet kan gå direkte til den. Jeg elsker alt, hvad Murakami laver, så jeg er sikker på, at jeg også bliver glad for dem her.

    #5 – Største skuffelse
    Jeg burde måske have sagt mig selv, at “Sweetbitter” af Stephanie Danler ikke ville være særlig god, på baggrund af den noget sløve rating og ditto negative anmeldelser på Goodreads. Men jeg har haft lyst til at læse den i flere år, og har på en eller anden måde fået overbevist mig selv om, at den ville være the s***. Det var den ikke. Den var forfærdelig.

    #6 – Største overraskelse
    Ikke rigtig nogen. Jeg er generelt meget omhyggelig med at udvælge hvilke bøger, jeg vil læse, fordi jeg ikke gider spilde min tid på dårlige/kedelige/ligegyldige bøger. Som udgangspunkt forventer jeg derfor at alle de bøger, jeg går i gang med, er gode.

    #7 – Bedste nye forfatter (debutant eller ny for dig)
    Det er en hård kamp mellem Thomas Korsgaard og Banana Yoshimoto. Jeg elskede Thomas Korsgaards “Hvis der skulle komme et menneske forbi” og går lige om lidt igang med fortsættelsen “En dag vil vi grine af det”. Og så glæder jeg mig til at se, hvad han finder på i fremtiden. Banana Yoshimoto elsker jeg delvist på grund af hendes navn, men “Kitchen”, som jeg læste i år, som den første af hendes bøger, var jeg virkelig glad for, og skal helt klart have læst nogle flere af hendes bøger. Og så bliver jeg nødt til at have nogle flere bøger stående i min bogreol skrevet af en forfatter ved navn Banan.

    #8 – Nyeste fiktive crush
    Det må være Rhysand fra “Et rige af tåge og vrede”. Jeg var allerede lidt lun på ham i “Et rige af torne og roser”, hvilket måske forklarer hvorfor jeg foretrak 2’eren frem for 1’eren, haha!

    #9 – Nyeste yndlingskarakter
    Den synes jeg faktisk er lidt svær. Jeg har mødt mange karakterer, som jeg virkelig godt kunne lide, men ikke så mange, som jeg elskede. Jeg synes Eriko fra “Kitchen” var virkelig skøn, og ville gerne have lært hende endnu bedre at kende. Aled Last fra “Radio Silence” var også en sej og meget relaterbar karakter. Men jeg tror, jeg ender på Harold fra “Et lille liv”. Han var indbegrebet af sød og rar, og sådan én, som alle burde have mindst en af i deres liv.

    #10 – En bog, der fik dig til at græde
    To bøger har fået mig til at græde i år. Den først var “Et lille liv”. Det er en utrolig sørgelig fortælling, og jeg græd, mens jeg læste de sidste sider. Av av av. Nyligt har “Kære Zoe Ukhona” fået mig til at græde, fordi det på mange måder også er en utrolig sørgelig historie, men med en fantastisk rørende forløsning til sidst, som fik mig til at trille tårer af glæde. Den bog indeholder så mange store følelser, som man som læser ikke kan undgå at blive smittet med.

    #11 – En bog, der gjorde dig glad
    Helt bogstaveligt talt var bogen “Lev mere tænk mindre – Drop grublerierne, slip fri af nedtrykthed og depression med Metakognitiv terapi” af Pia Callesen med til at hjælpe mig ud af min depression tidligere på året og på den måde gøre mig glad (igen).

    #12 – Bedste bog-til-film adaption du har set i år
    Jeg har ikke set nogen endnu, men har faktisk netop skrevet et indlæg om filmatisering af bøger, hvor jeg blandt andet fortæller, at jeg håber på at komme til at gense “Mit liv som Geisha” i år.

    #13 – Bedste anmeldelse du har skrevet i år
    Nu er jeg jo kun lige startet med at skrive anmeldelser i sidste måned, så der er ikke så mange af vælge imellem endnu. Så jeg tror, jeg vil svare ‘den første’ fordi jeg er så glad for, at jeg kom igang. Jeg lyttede til mig selv, da jeg fik lysten og idéen til bloggen, og oprettede den, selvom der allerede findes virkelig mange (gode) bogbloggere derude.

    #14 – Den smukkeste bog du ind til videre har købt (eller modtaget) i år
    Helt klart “Vegetaren” af Han Kang. Og formegentlig den smukkeste bog jeg nogensinde har købt. Den er egentlig meget simpel, men der er noget ved illustrationen og farverne på forsiden af den danske udgave, som bare spiller.

    #15 – Hvilke bøger er du nødt til at få læst i år?
    Puha. Det korte svar må være så mange som muligt, og meget gerne en masse fra min to-read liste.

    I er velkomne til at bruge min oversættelse, så længe I linker tilbage til mig 🙂

  • Litterær refleksion

    Om filmatisering af bøger

    Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt om mit forhold til filmatisering (hedder det stadig det, hvis det er en serie?) af bøger. Der er jo efterhånden virkelig mange bøger, som er blevet filmatiseret, og det har jeg det både godt og lidt svært med. Så lad os starte med det dårlige, så vi kan slutte godt 😉

    Jeg har flere gange fortrudt, at jeg har set en film eller en serie, fordi jeg efterfølgende har fundet ud af, at den også findes som (en god) bog. Jeg foretrækker oftest at læse en bog frem for at se den, og som minimum vil jeg i hvert fald gerne vente med at se filmudgaven til efter, jeg har læst bogen. Der er flere bøger, jeg længe godt har kunnet tænke mig at læse, men som jeg ind til videre har holdt mig fra, fordi jeg allerede har set den som film eller serie. Og det er jeg simpelthen så ærgerlig over, fordi jeg føler, det kommer til at ødelægge min læseoplevelse, når jeg engang går i gang med at læse den. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der sker i en bog, inden jeg går i gang med den, fordi en del af læseoplevelsen, for mit vedkommende, er spændingen ved ikke at vide, hvad der sker på næste side, og lysten til at finde ud af det. Derudover vil jeg gerne kunne skabe mine egne billeder i hovedet, når jeg læser. Og det er ligesom lidt svært, når man allerede er blevet påduttet, hvordan alting ser ud, via filmen eller serien.

    The Book is a film that takes place in the mind of the reader. (Paulo Coelho)

    F.eks. har jeg haft “Wild” af Cheryl Strayed liggende i min vindueskarm siden starten af året, men er ikke kommet igang med den endnu, fordi jeg så filmen for et par år siden. Jeg blev så glad, da jeg fandt den i perfekt stand i en genbrugsbutik, for den skulle være virkelig god, og jeg har længe gerne villet læse den. Men jeg synes bare ikke det er særlig fedt, at jeg allerede ved, hvad der sker.

    Det samme gælder “Outlander”-serien, som også skulle være nogle helt fantastiske bøger. Heldigvis, kan man sige, synes jeg også serien er fuldstændig fantastisk, og jeg er virkelig glad for, at jeg har set den. Men jeg ville gerne have læst dem først. Jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at kunne lide dem lige så meget; synes de er lige så spændende, når jeg godt ved, hvilket vildt eventyr det er, Claire kommer ud på. Og så synes jeg virkelig det er nogle lange bøger, at gå i gang med. Men jeg kunne selvfølgelig låne den første, og så give det et forsøg. Man kan jo altid droppe det igen. Og faktisk skal jeg til Skotland i løbet af sommeren, så det kunne jo være lidt fint at have den med der.

    Andre film har jeg med vilje undladt at se, selvom jeg egentlig gerne ville se dem, fordi jeg vidste, at jeg gerne ville læse bogen. F.eks. undlod jeg at se “Ready Player One” tidligere på året, fordi jeg kort tid forinden (og før jeg vidste, at jeg skulle blive til en film), havde besluttet mig for at sætte den på min to-read liste. Jeg håber på at komme til at læse den i år, og så kan det jo være, jeg har lyst til at se filmen bagefter. For film-mediet kan helt klart også noget, det er bare noget andet.

    Derfor synes jeg også, det kan være ret interessant at se en film eller en serie efter jeg har læst bogen. Ikke nødvendigvis (men selvfølgelig meget gerne) fordi det er en rigtig god film, men fordi det er interessant for mig at se, hvordan andre har fortolket universet, og se deres indre billeder af bogen. Sådan har jeg det f.eks. med min all-time yndlingsbog “Norwegian Wood”, som blev filmatiseret for snart en del år siden. Der syntes jeg det var virkelig spændende at se hvordan nogle andre “så” mit så højt elskede univers. Og om deres udgave af personerne lignede min udgave. På samme måde kunne jeg godt tænke mig snart at se filmatiseringen af “Mit liv som Geisha”, som jeg læste tidligere på året. Jeg så den for mange år siden, men kunne ikke rigtig huske den, da jeg gik igang med bogen. Så nu kunne jeg godt tænke mig at se den og få sat nogle flere billeder på det smukke univers.

    Books and movies are like apples and oranges. They both are fruit, but they taste completely different. (Stephen King)

    Så er der selvfølgelig klassikere som “Harry Potter”-serien og “Ringenes Herre”-universet.  Harry Potter fik jeg læst op som barn, og har siden også læst dem selv. Filmene så jeg i biografen sammen med min familie, i takt med at de udkom, og jeg kan blandt andet huske, at vi altid havde nogle ret fine samtaler op til filmene, netop om hvordan de nu havde valgt at portrætere de forskellige personer. I 3’eren snakkede jeg f.eks. med min far om, at det blev spændende at se hvordan de havde valgt at portrættere Glitterik Smørhår (ja, vi læste dem på dansk, jeg var jo ikke så gammel dengang :D). Og selvom jeg havde store frustrationer og ærgelser over at de undlod at inddrage nogle for mig vigtige elementer, som f.eks. Skt. Mungos Hospital, så synes jeg alligevel det var dejligt at få sat billede på mine barndomshelte. Og så synes jeg faktisk (stadig) er det er nogle virkelig fine film.

    Hobitten fik jeg også læst op som barn, men Ringenes Herre har jeg endnu til gode selv at læse. Der føler jeg dog ikke, det er et problem, at jeg allerede kender til historien, fordi hele universet og eventyret om ringen er så alment kendt, at jeg nok ikke kunne have undgået at kende til den. Og samtidig føler jeg, at det er så stor litteratur, at det stadig bliver en stor læseoplevelse, på trods af at jeg kender til handlingen. Og så er det i øvrigt nogle virkelig vellavede film, som jeg har set mange gange.

    Og så er der de bøger, der var så dårlige, at man ikke gider at have mere med dem at gøre. Sådan har jeg det med “Sweet Bitter” af Stephanie Danler. Det er klart den dårligste bog jeg ind til videre har læst i år, og umiddelbart ser serien heller ikke særlig lovende ud. Den eneste grund til at give den en chance skulle være for at finde ud af, om serien faktisk er bedre en bogen. Det burde i hvert fald ikke være så svært at gøre den bare en lille smule bedre…

    Er der bøger, I ikke har fået læst, som I ellers gerne ville læse, fordi i allerede har set filmen eller serien? Og er der nogen, der kan fortælle mig, om jeg godt kan læse Outlander efter at have set serien, og stadig få en masse spænding ud af bøgerne?