Indblik

Lige nu… #3

Lige nu læser jeg… ikke særlig meget, faktisk. Jeg er havnet i hvad jeg tror er mit livs første læse-tørke. Og det føles meget mærkeligt og utrolig uvant. Jeg tror, jeg har læst maks 100 sider i løbet af den sidste halvanden uge. Til sammenligning plejer jeg at læse min. en bog om ugen. I starten troede jeg det skyldtes, at jeg var på ferie hos mine forældre i øjeblikket, og derfor hellere bare ville være sammen med dem. Men så blev det ligesom bare ved. Jeg kan ikke rigtig finde nogen bøger, jeg har lyst til at læse, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Lige nu prøver jeg mest bare at omfavne følelsen. Lave noget andet, lave det jeg har lyst til. Og håbe på, at det snart vender.

Lige nu lytter jeg til… mest til fuglefløjt og havets brusen. Vi passer hus og kat for mine forældre, mens de er på ferie, og de bor skønt på Møn, lige ud til vandet. Så det er ikke kun for deres og kattens skyld, men bestemt også for egen (ferie)vindings skyld. Og så lytter jeg virkelig meget til Jørgen Leth og de andre Tour de France-kommentatorer, haha.

Lige nu glæder jeg mig til… at overkomme min læsedepression. Og til den næste virkelig gode bog jeg skal læse. Jeg har læst mange gode bøger i starten af sommeren, men jeg trænger til snart at læse en fantastisk én. En som slår benene væk under mig og får mig til at glemme mit eget navn. Og ja, vi snakker stadig om bøger. Men det kræver jo lige, at jeg får min læse-mojo tilbage. Hvor er du? Og er der nogen, der har nogle gode råd til at finde den?

Alt andet lige har jeg dog en skøn arbejdsplads lige her, under parasollen.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *