Indblik

Lige nu… #2

Lige nu læser jeg… Brødrende Karamazov af Fyodor Dostoyevsky. Eller, det vil sige, jeg lytter til den, for jeg har valgt at høre den som lydbog. Og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor; altså hvorfor jeg læser den. Jeg mener, jeg har altid vidst, at jeg ville læse Dostoyevsky på et tidspunkt, men jeg havde ikke lige planlagt det som en del af min sommerlæsning. Men jeg blev færdig med min seneste lydbog for et par dage siden, og var derfor ved at scrolle gennem Mofibo, for at finde den næste, da jeg så den. Og så gik jeg igang. Tænkte, at det kunne være et godt sommerprojekt. For hvornår har men ellers tid til at komme igennem en 800 siders lang russisk klassiker? Jeg mener, hvis jeg hører 1 time om dagen, mens jeg ligger på en strandstol, kommer det til at tage mig over en måned at komme igennem den… så det kan godt være, jeg skal stile efter halvanden de kommende dage, haha.

Lige nu lytter jeg til… “Simple” af Florida Georgia Line. Jeg er egentlig ret glad for Country som genre, men har aldrig rigtig fundet nogen bands/kunstnere, som jeg kan holde ud at lytte til i længere tid ad gangen. Eller som har lavet mere end et par gode sange. Så det er blevet mit projekt at finde nogen. Florida Georgia Line er på prøve hos mig i øjeblikket, efter jeg tilfældigt hørte ovenstående sang på en Spotify-playliste for et par dage siden. Men jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg kan lide resten.

Lige nu glæder jeg mig til… mange flere af de her skønne sommerdage i sommerhuset ved stranden. Det passer mig så fint, at jeg først skal ud og rejse til august, for jeg nyder virkelig det langsomme liv, med ture til stranden, læsning på terrassen og massere af is, selvfølgelig. Jeg kan dog ikke lade være med at kigge ned på græsplænen med en vis tristhed og håbe, at der også snart kommer en ordentlig omgang regnvejr, så den igen kan blive frisk og grøn. Så det glæder jeg mig også til.

Er der andre end mig, som gerne vil ofre en solskinsdag eller to for Moder Jord? Der findes alligevel ikke noget hyggeligere end at sidde indenfor med en god bog, mens man lytter til regnen udenfor. Også om sommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *