Anmeldelser

“Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard

Titel: Kære Zoe Ukhona

Forfatter: Pelle Hvenegaard

Udgivelsesår: 2018

Sidetal: 292

Denne her kræver ingen grundig beskrivelse af handlingen, da den kort og godt handler om Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline’s seks år lange vej mod at blive forældre. Først er de igennem flere år med mange mislykkede forsøg med kunstig befrugtning og derefter går de igennem en meget lang form for optagelsesprøve blot for at komme på venteliste til adoption, som de ligeledes må stå på i flere år, før de omsider i efteråret 2016 kan rejse til Sydafrika for at hente deres 9 måneder gamle datter, Zoe Ukhona.

Jeg bliver nødt til at starte med at tage fat i omsalget – for det omslag har givet mig mange frustrationer. Jeg lagde med det samme mærke til bogen, da den udkom, men tænkte med det samme også, at den slet ikke var noget for mig. Det var uden at vide, hvad den egentlig handlede om, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men der var noget ved forsidebilledet i samspil med titlen, der gav mig en fornemmelse af, at der her var tale om sødsuppe-fløde af højeste kaliber, og det kunne jeg simpelthen ikke tage seriøst. Jeg tror måske især det var billedet af Pelle og lille Zoe som bragede derudaf med Patos, at jeg ikke kunne forestille mig, at det kunne være ordentlig litteratur. Hårdt, men sådan havde jeg det. På side 279, dvs. 95,5 % inde i bogen, finder man ud af, at netop dét billede faktisk har en helt særlig betydning, fordi det er det allerførste billede, der bliver taget af Pelle sammen med Zoe, kun få timer efter han er blevet far. Det ville jeg sådan set godt have vist noget før. Så kunne det være, jeg havde haft nemmere ved at acceptere en fløde-patos-forside med ekstra fløde.

For det ér jo på mange måder en fløde-historie. Men det er også meget mere end det. Så da jeg fandt ud af, hvad den egentlig handlede om (ja, det kunne jeg måske have undersøgt noget før, inden jeg sådan trampede den i jorden), nemlig fertilitetsbehandling, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Jeg synes det er et enormt interessant emne, og jeg synes det er et enormt vigtigt emne. Der bliver hele tiden flere og flere, som ikke selv kan få børn, og det skal der sættes fokus på. Og det er det første, jeg gerne vil rose bogen for. Pelle Hvenegaard deler ærligt og grundigt ud af både den praktiske og ikke mindst følelsesmæssige rejse fra barnløshed gennem fertilitetsbehandling til adoption, og der bliver ikke sparet på detaljerne.  Alle detaljerne og den store ærlighed og åbenhed fra Pelle og Carolines side er med til at gøre historien levende og relevant. Derfor tror jeg også at rigtig mange barnløse par kan bruge denne her bog, særligt til at have nogen at spejle sig i. For det er blandt andet noget af det Pelle og Caroline beskriver som værende rigtig hårdt; det med at stå i det alene, og ikke have nogen at snakke med det hele om.

Jeg synes dog sagtens man kan læse bogen, selvom man ikke står i en lignende situation. For det første er det grundlæggende en virkelig fin og ærlig historie, og det er ret særligt at få lov at komme så tæt på nogle andre mennesker, i en tid i deres liv, hvor de har det allersværest. Derudover er Hvenegaard en forfatter, som har masser af humor, og ikke er bleg for at komme med sjove kommentarer undervejs. Det fylder især i første halvdel af bogen, men det er egentlig, bevidst eller ej, et ret fint billede på, at der i starten er fuld af kærlighed og glade dage, hvorefter Pelle og Caroline synker længere og længere ned i frustrationer og sorg over barnløsheden:

Her er alt fra storbyguides til en bog om Kilimanjaro, hvor hun helt alene, et par år, før vi mødtes, havde forsøgt at nå toppen, men måtte stoppe på grund af højdesyge. Umiddelbart ville hun kunne få højdesyge igen alene ved at stable alle guidebøgerne og kravle op på toppen. Så mange er der.

Man kan dog godt mærke, at Hvenegaard ikke er forfatter til daglig. Sproget er simpelt og fyldt med banale virkemidler, og det bliver lidt trættende i længden. Jeg havde især store problemer med dialogen, som haltede hele bogen igennem. Jeg havde svært ved at gennemskue, om den skrevne dialog afspejlede det der præcis var blevet sagt i situationen (hvilket jeg har svært ved at forestille mig, når bogen går så mange år tilbage), eller om Hvenegaard bare ikke er en dygtig nok forfatter til at skrive realistisk dialog. Flere gange stoppede jeg op og læste dialogen højt for mig selv, fordi det lød virkelig dumt, og ville man virkelig have sagt det på den måde i virkeligheden? Jeg havde flere steder lyst til at fjerne ord, og putte nogle andre ind, for at få dialogen til at flyde bedre. For i virkeligheden er det ligemeget, hvad der ligger til grund for den haltende dialog. Hvis det ikke fungerer på skrift, bliver man nødt til at lave det om. Heldigvis hører bogen til en genre, hvor man i højere grad kan tillade sig at skrive på denne måde.

Det faktum at bogen er skrevet direkte til Zoe Ukhona tog mig noget tid at vænne mig til. I begyndelsen læste jeg f.eks. “din mor” som “min mor”, og troede der blev refereret til Pelles egen mor, hvor der i virkeligheden var tale om Caroline. Jeg har ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt det havde været bedre at skrive den til læseren, men forvirrende var det i hvert fald, og det er vel aldrig godt. Jeg kan dog godt se, hvor Hvenegaard vil hen med det, for det er med til at gøre fortællingen endnu mere personlig, og der er derfor tale om en stillistisk valg fra forfatterens side, som jeg godt kan acceptere.

Er denne bog i højere grad en selvhjælpsbog til par, som står i samme situation? Eller for professionelle som møder disse mennesker via deres arbejde? Ikke nødvendigvis. Men for nogle passager, ja måske. F.eks. synes jeg ikke det var interessant at læse detaljerede beskrivelser af deres kursus-ophold, med dertilhørende grundig gennemgang af de øvelser, de skulle lave, som de var på i forbindelse med deres “optagelsesprøve” til adoptions-ventelisten. Og det kunne jeg forestille mig vil være meget relevant for andre i samme situation. Til gengæld synes jeg som udefraseende at det var fantastisk at læse om hvordan Pelle og Caroline mødte hinanden og hvor stærkt man kunne mærke kærligheden i starten af bogen. Ligeledes fandt jeg hele afsnittet omkring adoption i Afrika enorm interessant, og der synes jeg virkelig Hvenegaard formåede at give læseren en snært af den kæmpemæssige frustration forældrene står i med alle problemerne med myndighederne, bureaukrati, aftaler som ikke bliver holdt, e-mails, penge og alt det de stakkels forældre skal igennem, før de kan få lov til at forlade landet med deres barn. Puha. Generelt var det en bog der fik alle følelserne til at sidde helt uden på tøjet, og det er da også den 2. bog i år, som har fået mig til at trille tårer under læsningen. Litterært er det ikke noget mesterværk, men det er en virkelig fin og ærlig fortælling fyldt med store følelser. Det er en historie, som fortjener at blive delt, og som man som læser får lov til at blive lukket helt ind i. Og den del lykkes virkelig godt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *