Anmeldelser

“En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

Titel: En dag vil vi grine af det

Forfatter: Thomas Korsgaard

Udgivelsesår: 2018

Sidetal: 313

Forlag: Lindhardt og Ringhof

“En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

“Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

“Det er jeg allerede.”

(…)

“Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

“Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *