Anmeldelser

“Drageløberen” af Khaled Hosseini

Orig.Titel: The Kite Runner

Forfatter: Khaled Hosseini

Udgivelsesår: 2003, denne udgave på dansk fra 2007

Sidetal: 259

Forlag: Cicero

Drageløberen handler om Amir og Hassen, som er bedste venner, men aldrig siger det højt. Hassan er nemlig en hazara, og så er han søn af den tjener, som bor hos og arbejder for Amirs far. Amir og Hassans laver mange ting sammen, men mest af alt elsker de at løbe med drager. Hver vinter øver de sig i at flyve med dragerne, så de kan deltage i byens årlige drageturnering. Amir nedlægger konkurenternes drager, og Hassan løber efter de nedfaldne drager og bringer dem hjem som trofæer. Men en vinter sker der noget, som ødelægger drengenes venskab, og Hassan og hans far ser sig nødsaget til at forlade huset. Snart efter bryder krigen ud i Kabul og Amir flygter til Amerika sammen med sin far. Amir får et nyt liv i Amerika, og først mange år senere får han mulighed for at rejse tilbage til Afghanistan og søge at råde bod på den hændelse, der kostede ham den bedste ven, han nogensinde har haft.

 

Anmeldelse

Jeg er muligvis den sidste person i verden, som (endelig) har fået læst denne her bog. Men ikke desto mindre kan den sagtens tåle at blive talt om igen. For det er en fantastisk fortælling om krig og om venskab, og om to mænds skæbner, som efterlader dybe spor, selv når sidste side er vendt. Det er en historie om de vigtige relationer i livet og om hvordan mennesker kan mødes og knytte bånd på trods af store forskelligheder. Aldersforskel og social status er nemlig ligegyldigt, når man har fundet sin bedste ven.

Fremmest og vigtigst står nemlig venskabet mellem Amir og Hassan. Det er denne relation, som præger første del af bogen, og som bliver bygget op via fortællinger fra drengenes barndom. De to drenge har et helt særligt bånd, og den slags venskab som alle mennesker drømmer om. For Amir er Hassan en ven, der altid er der. Hassan vil gøre alt for sin bedste ven, og trofasthed og tillid er nogle af de ord, der bedst beskriver deres venskab. Hosseini formår at hive ud af siderne i bogen og ind i læserens hjerte. Og det er en ret særlig følelsesstærk oplevelse, at få lov at være med i.

Drageløberen er også en historie om kærligheden mellem en far og en søn. Amir higer efter at mærke sin fars kærlighed, higer efter anerkendelse og efter stolthed. Mens de bor i Kabul er far Baba fraværende og bruger primært sin søns succespræstationer til at kunne prale for de andre i byen. Men da de sammen må flygte over Atlanten og starte et nyt liv sammen i et andet land, sker der noget i deres forhold. Baba bliver nærværende og begynder at bruge meget mere tid sammen med sin søn. Amir får endelig den far og den kærlighed han har længtes efter, og som læser var det en fornøjelse at se deres forhold vokse. Historien var vedkommende, spændende og virkelig fint fortalt.

På trods af alle de gode stunder og stærke kærlighedsbånd mellem flere af personerne, er Drageløberen en virkelig sørgelig bog. Der sker den ene frygtelige ting efter den anden, og jeg var overrasket over, hvor meget drama en så lille bog kan indeholde. Alligevel var jeg indimellem overrasket over, hvor godt jeg rummede al ulykken. Der var død og ødelæggelse, folk der måtte flygte fra deres hjem, lig, der blev efterladt på gaderne. Og så var der den allermest sørgeligt del. Delen om at miste de personer, der står allernærest. Men fordi det var så fint balanceret, fordi der også var så meget kærlighed og glæde, så virkede det overordnet ikke som en sørgelig bog. Mest bare som en virkelig stærk én. (Det er muligt, det skyldes, at jeg allerede har grædt mig igennem Et Lille Liv tidligere på året, og derfor er blevet hærdet…)

Der findes kun én synd, kun én. Og det er tyveri. Alle andre synder er en afart af tyveri. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du det?

Jeg har ikke meget negativt at sige om Drageløberen. Bogen er fyldt med drama og action fra start til slut, og samtidig er der hele tiden plads til smukke og filosofiske indslag. Med Drageløberen har Hosseini nemlig formået at flytte læseren tilbage til det Kabul, hvor der vokser granatæbletræer på bakkerne, og generelt er så meget sanselighed, at man som læser føler sig draget væk fra sofaen og lige ned i gaderne i Kabul. Hen mod slutningen begyndte jeg dog at føle, at historien blev forudsigelig, og jeg sad lidt og ventede på, at der skete det, jeg godt vidste ville ske. Men så sker der alligevel pludseligt noget uventet, og jeg slår mig selv i hovedet over at kunne tro, at denne actionroman pludselig ville blive forudsigelig. Jo, en smule forventet blev den, men ikke nok til, at jeg kom til at kede mig. Og slet ikke nok til, at jeg ikke stadig synes, at Drageløberen er en historie af den fineste slags.

Jeg behøver nok ikke sige, at Drageløberen er en bog, alle bør læse. Dels fordi alle allerede har læst den. Dels fordi du nu har læst min anmeldelse af den, og kan høre, hvor god den er. Jeg er imponeret over hvor meget handling og hvor mange følelser Hosseini har formået at putte ind i en så forholdsvis lille bog. Og på intet tidspunkt føltes det stresset. Drageløberen var en af de bøger, jeg havde svært ved at lægge fra mig, og mens jeg læste den, var det noget af det første jeg tænkte på, når jeg vågnede. Hvornår kan jeg læse videre? Jeg må vide hvad der sker. Det gør jeg nu, og det vil jeg håbe alle andre også gør, eller meget snart vil komme til. Det fortjener Amir og Hassan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *