• Dagbog

    Dagbog fra et studieliv #2

    Rusugen er overstået. Det har været vildt og voldsomt, og jeg er helt oppe at ringe over, hvor mange gode oplevelser der har været. Og hvor godt det her tegner. For det er virkelig godt.

     

    02.09.18 – Studiestart

    I dag er det søndag. Rusugen er forbi og i morgen går den mere officielle del af mit nye studie i gang. Bortset fra, at jeg først har timer på tirsdag, men altså. Jeg skal læse, ikk? Det har været 5 dage med nye mennesker, kommende medstuderende og forhåbentlig også mange kommende venner. Der har været ryste-sammen-lege, praktiske informationer og virkelig mange øl. 5 dage som skulle bruges til at lære mit studie bedre at kende og møde alle mine nye medstuderende. 5 dage. 500 øl.

    Det er gået virkelig godt. Faktisk er det gået over al forventning. Og jeg er helt høj på hvor fedt det har været; hvor mange gode oplevelser der har været. Hvor godt jeg har haft det, hvor glad jeg har været, og hver nemt det faktisk har været. Mine nye medstuderende er fuldstændig min type mennesker, og jeg undrer mig i sjov over hvor alle de her mennesker har gemt sig ind til nu. Bevares, mange af dem er først flyttet til Århus for meget nylig. But still.

    Jeg havde selvfølgelig drømt om at det ville gå godt. Men jeg havde frygtet at det ikke ville. Mit ønske var, at jeg ville finde nogle stykker, jeg faldt virkelig godt i hak med. Som blev mine venner og som jeg ville kunne følges med igennem studiet. Men jeg var meget bevidst om, at det måske ikke ville ske. Ja, det er dumt, at tage forskud på sorgerne. Men det er måske også meget godt at være bevidst om, hvad der måske venter en. En balance, måske. Men helt ærligt, så var jeg klar på, at jeg måske (heller) ikke (denne gang) ville få nogen venner. At jeg stadig gerne ville læse netop det, fordi min kærlighed til faget er så stor. At det forhåbentlig ville være nok til at få mig gennem studiet. Men at jeg måske skulle klare mig igennem det alene.

    Let’s face it. Jeg er 25, så jeg har ikke ligefrem den hyppigste studiestarts-alder. Og så har jeg virkelig dårlige erfaringer. Da jeg startede på Molekylærbiologi for 2 år siden, var næsten alle 18 eller 19 år, måske 20. I kid you not. Jeg følte mig overhovedet ikke hjemme på holdet, og jeg nåede aldrig at falde til. Jeg er klar over at alderen ikke er den eneste betydende faktor. Det havde selvfølgelig også noget at gøre med, at de grundlæggende ikke var mine “typer”. At det nok alligevel, uanset alder, ikke var nogen, som jeg nogensinde ville blive særligt gode venner med…

    Der er nogle stykker på mit nye studie, som har samme alder. Men det betyder ikke lige så meget, fordi vi er så ens på mange andre punkter. Så heldigvis er min frygt blevet gjort til skamme. Jeg hører helt klart til i den ældre del af skalaen, men jeg er ikke den ældste. Og der er flere andre, som er lige så gamle som mig. De fleste er 21, så generelt er aldersgennemsnittet også højere. Så i stedet for bare nogle få, har jeg nu fået 44 mulige nye venner. Okay, måske ikke helt 44. Der vil altid være nogle, man ikke klikker med, og det er der helt sikkert også her. Men der er også mange, som jeg allerede klikker virkelig godt med. Og som jeg glæder mig til at lære endnu bedre at kende.

    Så jeg tror sgu, jeg er blevet forelsket. Forelsket i studiet. Forelsket i de smukke bygninger, som skal være rammen om min læring de næste 5 år. Forelsket i en helt fantastisk uge, som jeg aldrig får tilbage helt på samme måde, men som forhåbentlig kun er starten på et rigt socialt-liv og mange fester<3. Forelsket i uddannelsen og alle bøgerne. Forelsket i mit hold og alle de mennesker der er på det, som jeg har lyst til at lære bedre at kende. (Selvom jeg er overrasket over, hvor godt jeg allerede føler, jeg kender nogle af dem). Det gik allerede op for mig i tirsdags, at jeg her var landet et helt særligt sted. At jeg virkelig var heldig. At jeg virkelig skulle huske at nyde det. Så det har jeg heldigvis fortalt mig selv flere gange i den forgangne uge. Og det har hjulpet lidt på mine ellers frygtede rus-uge-abstinenser.

    Men jeg føler også, jeg har fortjent det. Det er 6 år siden, jeg første gang søgte ind på en videregående uddannelse. 5 siden jeg rent faktisk startede på en. 3½ siden jeg droppede ud af den første. 3 siden jeg gik i gang med den næste. 2½ siden jeg droppede ud af den. 1½ siden jeg startede op på den, jeg i første omgang, var gået i gang med. Og et ½ år siden jeg gik til lægen og fik en sygemelding, der blandt andet fik mig til at indse, at jeg stadig ikke var havnet det rigtige sted. Det har rent ud sagt været noget rod. Men nu håber jeg endelig, at jeg er landet på den rette hylde. Det føles sådan. Jeg er bange for at miste det hele igen, men mest af alt er jeg bare uendeligt taknemmelig for, at jeg er her. At jeg turde lytte til mig selv og være modig. For det var mig, der sørgede for, at jeg kom hertil. Tak mig. Tak for det.

  • Dagbog

    Dagbog fra et studieliv #1

    Lige om lidt starter et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg har for 3. gang på få år valgt at lukke døren til den uddannelse, jeg var i gang med. Jeg har søgt ind på en ny uddannelse. Jeg er kommet ind på den. Og lige om lidt starter jeg på den. Jeg har planer om at dele tanker fra mit nye liv i det, jeg har valgt at kalde ‘Dagbog fra et Studieliv’, som formegentlig får en fast plads herinde. Jeg håber, I vil tage godt imod det.

     

    31.7.18 – Optaget

    Jeg skulle egentlig have været færdig med min uddannelse til januar. Men jeg glædede mig overhovedet ikke til at blive færdig. Faktisk glædede jeg mig så lidt, at jeg var begyndt at lægge planer for hvordan jeg kunne undgå at komme ud og arbejde, når jeg blev færdig. Hvis jeg nu kunne passe det med, at jeg blev gravid og skulle føde ikke så længe efter. Så ville jeg i hvert fald kunne udskyde det minimum et år, og i mellemtiden kunne nå at lægge en ny undvigelsesstrategi. Eller også skulle jeg bare skynde mig at søge ind på noget efteruddannelse, som jeg kunne bruge til noget helt andet. Så jeg var videre for good, og aldrig behøvede at kigge tilbage.

    Men så blev jeg sygemeldt. Det blev for meget, jeg fik det for dårligt. Det er jeg sådan set stadigvæk. Men i foråret fik jeg en idé. En idé til en helt ny uddannelse. En tanke om at droppe det hele og starte forfra. Igen. Jeg har nemlig gjort det før. I år er det fjerde gang jeg bliver optaget på en uddannelse. Første gang var det den samme uddannelse, men i en anden by. Først nu, seks år senere, er jeg blevet klar til at starte på den. Jeg skulle åbenbart prøve to andre uddannelser af først og næsten færdiggøre den ene af dem.

    Så nu har jeg gjort noget vildt. Jeg synes i hvert fald selv at det er lidt ud over det sædvanlige. Jeg har søgt ind på en ny uddannelse. Jeg er blevet optaget på den, og efter få mærken-efter-dage har jeg sagt ja tak. Ikke at jeg var tvivl. Det var jeg sådan set ikke. Men med så mange månederes overvejelser, tanker, grublerier, samtaler; så havde jeg alligevel lige brug for at lade det ligge lidt. Brevet. Mit elektroniske optagelsesbrev.

    Så. there you have it. Jeg har næsten ikke mere SU tilbage. Jeg er 25 år gammel. Mange af mine jævnaldrene er allerede er færdige, eller som minimum godt på vej. Selvfølgelig med undtagelser. For det er jo det, der er min pointe. Det kan godt føles som om alle andre er kommet milevidt længere, og jeg bare går i stå og går tilbage. Jeg har da selv tænkt at der er fuldstændig tosset at gå i gang starte forfra med (endnu) en lang uddannelse. Og det er det måske også. Også alligevel og overhovedet ikke. For det er det jeg vil. Det føles helt rigtigt. Der kommer helt sikkert til at være tidspunkter, hvor det føles ***** og jeg tænker, hvad ****** det er, jeg har gang i. Men sådan er det, og sådan bliver det. Og det er helt normalt, når man skal læse tusindvis af sider i løbet af et enkelt semester.

    Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan bruge det her til noget. Det er selvfølgelig også for min egen skyld. For at dokumentere. For at huske hvordan det var. Men hvis der er nogen, der kan bruge det til at forstå, at det er ok ikke at gøre som alle de andre. Det er ok at følge sig håbløst bagud. Og det er ok at det her indlæg kommer til at lyde som verdens største kliché. For det er vigtigt at få sagt. Så det har jeg gjort. Nu er det sagt. Og hvis det giver mening, kommer jeg til at sige endnu mere og fortsætte med at dokumentere livet for en gammel og fattig studerende. For vi kan ikke allesammen være 25 og have færdiggjort vores kandidat med et 12-tal og landet et sweet mother ******* job til en årsløn jeg ikke engang kan tælle til. Sådan er det. Sådan bliver det. Og det kommer forhåbentlig til at gå rigtig godt.