• Anmeldelser

    “En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

    Titel: En dag vil vi grine af det

    Forfatter: Thomas Korsgaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 313

    Forlag: Lindhardt og Ringhof

    “En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

    Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

    En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

    “Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

    “Det er jeg allerede.”

    (…)

    “Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

    På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

    På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

    Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

    Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

    “Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

    Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

  • Anmeldelser

    “The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

    Orig.Titel: The Sun Also Rises

    Forfatter: Ernest Hemingway

    Udgivelsesår: 1926

    Sidetal: 222

    The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

    Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

    På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

    Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

    “He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

    “Are you a sadist, Brett?” I asked.

    “Hope not.”

    Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

    Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.

  • Anmeldelser

    “Radio Silence” af Alice Oseman

    Orig.Titel: Radio Silence

    Forfatter: Alice Oseman

    Udgivelsesår: 2016

    Sidetal: 413

    Hovedpersonen og fortælleren i Radio Silence er 17-årige Frances Janvier. Udadtil er hun den perfekte skoleelev; hun får høje karakterer i alt, er en af skolens to prefækter, og går tilsyneladende kun op i at forberede sig til den kommende optagelsesprøve til Cambridge University. Frances har dog en stor hemmelighed, som ingen af hendes skolekammerater kender til. Hun er stor fan af podcasten Universe City og har fyldt stakkevis af hæfter med tegninger af figurerne og stederne fra podcasten. Så da podcastens skaber Aled Last beder hende om at være medskaber til serien ved at tegne til afsnittene, kan Frances næsten ikke tro sit eget held. Det bliver begyndelsen på et helt særligt venskab mellem Frances og Aled, som ender med at byde på ikke så få udfordringer og afsløringer af endnu flere hemmeligheder.

    Radio Silence er først og fremmest en historie om et fantastisk venskab. Og det skal Oseman have tak for. For ikke at have skrevet endnu en ligegyldig kærlighedshistorie. Selvom Radio Silence på mange måder stadig er en kærlighedshistorie, er den så meget mere vedkommende og frisk, end den klassiske teenagepigehistorie, fordi det er den kærlighed, som udspringer af et ægte venskab, der er omdrejningspunktet i historien. Og det er virkelig fantastisk at Oseman lader en hel bog give plads til netop det. Forholdet mellem Frances og Aled er det, der driver historien fremad, og det, der skaber historien. De opbygger det venskab, jeg tror alle mennesker drømmer om, og man hepper på dem fra start til slut. Deres respektive personligheder folder sig ud, når de er sammen, og den måde de støtter hinanden i at finde deres ægte selv, er virkelig skøn at være tilskuer til.

    Det er således på ingen måde den klassiske ungdomsroman om en hvid pige som bliver forelsket i en hvid dreng, hvilket hun betror til sine bedste hvide veninder. Frances er halv etioper, mens hendes med-præfekt Daniel Jun er af asiatisk afstamning. Og de eneste kærlighedshistorier vi hører om, er mellem homeseksuelle teenagere. Bogen tager således fat i temaer som seksuel bevidsthed og racisme sammen med identitetskriser, uddannelsesvalg, pres fra forældre og samfund osv. Og det passer virkelig godt til den allerede nutidige og moderne historie, og er med til at gøre den højrelevant.

    Nogle af forsøgene på at overbevise læseren om bogens relevans virker dog forcerede og uden betydning for historien. Flere gange i begyndelse af historien bliver det nævnt, at Frances’ mor lige skal se et afsnit af en af de serier, hun følger med i, som tæller alt fra Game of Thrones til The Great British Bake Off. Det er nutidige serier, og jeg ser det som en måde at gøre bogen endnu mere samtidig. Desværre synes jeg ikke rigtig, det har nogen anden funktion. Faktisk fik jeg et billede i hovedet af at moren gik rundt i morgenkåbe hele dagen og ikke lavede andet, end at se tv-serier. Og jeg tvivler på at det var forfatterens hensigt. F.eks. er det først på side 267, det bliver nævnt, at hun rent faktisk går på arbejde. Derudover er der dog ingen tvivl om at hun er er enhver teenagers drømmemor – perfekt opmuntrende, støttende, omsorgsfuld og kærlig. Generelt er der virkelig nogle skønne personer med i historien. Frances veninde Raine er f.eks. det humoristiske pust ind i mellem alle de tunge emner, og er samtidig et fint budskab om at alle ikke behøver at gå den boglige vej i livet.

    Det eneste store problem jeg havde med bogen var sproget. Det var meget simpelt, og de første 100-ish sider irriterede det mig enormt meget, og jeg blev meget forstyrret af hele tiden at blive gjort opmærksom på, hvor dårligt det var. Men i takt med at jeg blev suget ind i universet og vænnede mig til skrivestilen, begyndte det at irritere mig mindre, og jeg begyndte endda at synes det passede fint til historien. Og hvis jeg havde været 10 år yngre, havde det passet rigtig fint. Jeg synes helt bestemt det er en bog, der kan læses af alle, fordi historien behandler mange vigtige emner på en virkelig fine måde. Men jeg tror den er allerbedst at læse, når man selv er teenager – og man endnu ikke er blevet for fin til det mere simple sprog.

    Radio Silence er således noget nær den perfekte moderne samtidsroman om nutidige teenagere med relevante bekymringer og klassiske udfordringer, som dog på ingen måder bliver fortalte som den klassiske og ofte kedsommelige ungdomsroman. Jeg ville ønske denne her bog havde eksisteret for 10 år siden, da jeg selv var midt i mine teenageår og jeg vil opfordre alle teenagere til at skynde sig at få fat i den!

  • Anmeldelser

    “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard

    Titel: Kære Zoe Ukhona

    Forfatter: Pelle Hvenegaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 292

    Denne her kræver ingen grundig beskrivelse af handlingen, da den kort og godt handler om Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline’s seks år lange vej mod at blive forældre. Først er de igennem flere år med mange mislykkede forsøg med kunstig befrugtning og derefter går de igennem en meget lang form for optagelsesprøve blot for at komme på venteliste til adoption, som de ligeledes må stå på i flere år, før de omsider i efteråret 2016 kan rejse til Sydafrika for at hente deres 9 måneder gamle datter, Zoe Ukhona.

    Jeg bliver nødt til at starte med at tage fat i omsalget – for det omslag har givet mig mange frustrationer. Jeg lagde med det samme mærke til bogen, da den udkom, men tænkte med det samme også, at den slet ikke var noget for mig. Det var uden at vide, hvad den egentlig handlede om, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men der var noget ved forsidebilledet i samspil med titlen, der gav mig en fornemmelse af, at der her var tale om sødsuppe-fløde af højeste kaliber, og det kunne jeg simpelthen ikke tage seriøst. Jeg tror måske især det var billedet af Pelle og lille Zoe som bragede derudaf med Patos, at jeg ikke kunne forestille mig, at det kunne være ordentlig litteratur. Hårdt, men sådan havde jeg det. På side 279, dvs. 95,5 % inde i bogen, finder man ud af, at netop dét billede faktisk har en helt særlig betydning, fordi det er det allerførste billede, der bliver taget af Pelle sammen med Zoe, kun få timer efter han er blevet far. Det ville jeg sådan set godt have vist noget før. Så kunne det være, jeg havde haft nemmere ved at acceptere en fløde-patos-forside med ekstra fløde.

    For det ér jo på mange måder en fløde-historie. Men det er også meget mere end det. Så da jeg fandt ud af, hvad den egentlig handlede om (ja, det kunne jeg måske have undersøgt noget før, inden jeg sådan trampede den i jorden), nemlig fertilitetsbehandling, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Jeg synes det er et enormt interessant emne, og jeg synes det er et enormt vigtigt emne. Der bliver hele tiden flere og flere, som ikke selv kan få børn, og det skal der sættes fokus på. Og det er det første, jeg gerne vil rose bogen for. Pelle Hvenegaard deler ærligt og grundigt ud af både den praktiske og ikke mindst følelsesmæssige rejse fra barnløshed gennem fertilitetsbehandling til adoption, og der bliver ikke sparet på detaljerne.  Alle detaljerne og den store ærlighed og åbenhed fra Pelle og Carolines side er med til at gøre historien levende og relevant. Derfor tror jeg også at rigtig mange barnløse par kan bruge denne her bog, særligt til at have nogen at spejle sig i. For det er blandt andet noget af det Pelle og Caroline beskriver som værende rigtig hårdt; det med at stå i det alene, og ikke have nogen at snakke med det hele om.

    Jeg synes dog sagtens man kan læse bogen, selvom man ikke står i en lignende situation. For det første er det grundlæggende en virkelig fin og ærlig historie, og det er ret særligt at få lov at komme så tæt på nogle andre mennesker, i en tid i deres liv, hvor de har det allersværest. Derudover er Hvenegaard en forfatter, som har masser af humor, og ikke er bleg for at komme med sjove kommentarer undervejs. Det fylder især i første halvdel af bogen, men det er egentlig, bevidst eller ej, et ret fint billede på, at der i starten er fuld af kærlighed og glade dage, hvorefter Pelle og Caroline synker længere og længere ned i frustrationer og sorg over barnløsheden:

    Her er alt fra storbyguides til en bog om Kilimanjaro, hvor hun helt alene, et par år, før vi mødtes, havde forsøgt at nå toppen, men måtte stoppe på grund af højdesyge. Umiddelbart ville hun kunne få højdesyge igen alene ved at stable alle guidebøgerne og kravle op på toppen. Så mange er der.

    Man kan dog godt mærke, at Hvenegaard ikke er forfatter til daglig. Sproget er simpelt og fyldt med banale virkemidler, og det bliver lidt trættende i længden. Jeg havde især store problemer med dialogen, som haltede hele bogen igennem. Jeg havde svært ved at gennemskue, om den skrevne dialog afspejlede det der præcis var blevet sagt i situationen (hvilket jeg har svært ved at forestille mig, når bogen går så mange år tilbage), eller om Hvenegaard bare ikke er en dygtig nok forfatter til at skrive realistisk dialog. Flere gange stoppede jeg op og læste dialogen højt for mig selv, fordi det lød virkelig dumt, og ville man virkelig have sagt det på den måde i virkeligheden? Jeg havde flere steder lyst til at fjerne ord, og putte nogle andre ind, for at få dialogen til at flyde bedre. For i virkeligheden er det ligemeget, hvad der ligger til grund for den haltende dialog. Hvis det ikke fungerer på skrift, bliver man nødt til at lave det om. Heldigvis hører bogen til en genre, hvor man i højere grad kan tillade sig at skrive på denne måde.

    Det faktum at bogen er skrevet direkte til Zoe Ukhona tog mig noget tid at vænne mig til. I begyndelsen læste jeg f.eks. “din mor” som “min mor”, og troede der blev refereret til Pelles egen mor, hvor der i virkeligheden var tale om Caroline. Jeg har ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt det havde været bedre at skrive den til læseren, men forvirrende var det i hvert fald, og det er vel aldrig godt. Jeg kan dog godt se, hvor Hvenegaard vil hen med det, for det er med til at gøre fortællingen endnu mere personlig, og der er derfor tale om en stillistisk valg fra forfatterens side, som jeg godt kan acceptere.

    Er denne bog i højere grad en selvhjælpsbog til par, som står i samme situation? Eller for professionelle som møder disse mennesker via deres arbejde? Ikke nødvendigvis. Men for nogle passager, ja måske. F.eks. synes jeg ikke det var interessant at læse detaljerede beskrivelser af deres kursus-ophold, med dertilhørende grundig gennemgang af de øvelser, de skulle lave, som de var på i forbindelse med deres “optagelsesprøve” til adoptions-ventelisten. Og det kunne jeg forestille mig vil være meget relevant for andre i samme situation. Til gengæld synes jeg som udefraseende at det var fantastisk at læse om hvordan Pelle og Caroline mødte hinanden og hvor stærkt man kunne mærke kærligheden i starten af bogen. Ligeledes fandt jeg hele afsnittet omkring adoption i Afrika enorm interessant, og der synes jeg virkelig Hvenegaard formåede at give læseren en snært af den kæmpemæssige frustration forældrene står i med alle problemerne med myndighederne, bureaukrati, aftaler som ikke bliver holdt, e-mails, penge og alt det de stakkels forældre skal igennem, før de kan få lov til at forlade landet med deres barn. Puha. Generelt var det en bog der fik alle følelserne til at sidde helt uden på tøjet, og det er da også den 2. bog i år, som har fået mig til at trille tårer under læsningen. Litterært er det ikke noget mesterværk, men det er en virkelig fin og ærlig fortælling fyldt med store følelser. Det er en historie, som fortjener at blive delt, og som man som læser får lov til at blive lukket helt ind i. Og den del lykkes virkelig godt.

     

  • Anmeldelser

    Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Titel: Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Forfatter: Robin Sloan

    Udgivelsesår: 2012 (Denne udgave 2013, Atlantic Books)

    Sidetal: 288

    I Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore møder vi Clay Jannon, en webdesginer, som netop har mistet sit job, og derfor begynder at arbejde som nattevagt i en gammel, støvet boghandel. Clay finder dog hurtigt ud af, at boghandelen langt fra er en helt almindelig boghandel. F.eks. er der næsten ingen kunder, og de få der er, køber aldrig noget. I stedet kommer de for at aflevere og låne gamle, tykke bøger med sære titler, skrevet i et tilsyneladende mystisk kodesprog, som altid befinder sig højt oppe på flere etager høje bogreoler. Clay sætter sig for at opklare mysteriet om de mystiske, gamle bøger, og med hjælp fra hans ældste og rigeste ven, som har fået succes ved at skabe en helt særlig form for software, og den kloge og smukke Kat, som arbejde for Google og altid har den samme t-shirt på, forsøger de at afsløre en gammel hemmelighed ved hjælp af moderne teknologi.

    Historien bliver fortalt gennem Clays øjne og ikke mindst tanker, og det synes jeg fungerede virkelig godt. Jeg fløj gennem de første ca. 80 sider, og elskede den måde hvorpå universet blev opbygget med en grundig introduktion til karaktererne og god tid til at suge stemningen til sig. Alt sammen tilsat Clays kommentarer, som var både herlige og kærligt velkomne, og gav historien personlighed. Clay er en perfekt blanding af at være totalt akavet og upassende og samtidig utrolig  morsom og umulig ikke at elske. Han mindede mig om Clay Jensen (som han også deler navn med – hvem har mon fået inspiration fra hvem?) fra 13 Reasons Why samt Greg fra Me and Earl and the Dying Girl, hvoraf sidstnævnte er en af mine all-time yndlingskarakterer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Clay var det jeg allerbedst kunne lide ved bogen. Han havde mange sjove bemærkninger undervejs, som flere gange fik mig til at klukke højlydt. På det punkt lykkedes Sloan med både at gøre fortællingen levende og personlig, og jeg følte virkelig, jeg blev inviteret ind i Clays lille verden:

    ”Maybe I’ll just go ahead and buy her the Tufte book. I’ll bring it wrapped in brown paper. Wait – is that weird? It’s an expensive book. Maybe there’s a low-key paperback edition. I could buy it on Amazon. That’s stupid, I work at a bookstore. (Could Amazon ship it fast enough?)

    Der er således en virkelig fin stemning i starten af bogen, hvor man som læser får lov til at følge Clay og hans møde med den mystiske boghandel og bogens øvrige persongalleri. Jeg elskede virkelig denne del af bogen, og var sikker på, at jeg havde fundet en af mine nye yndlingsbøger. Men i takt med at historien udviklede sig, og der kom mindre fokus på persongalleriet og de indbyrdes relationer, og mere fokus på fremdriften i selve historien, jo mere forsvandt magien. Og det er her bogen halter for mit vedkommende. Det var ikke fordi selve historien ikke var spændende med hele opklaringen af “bogmysteriet”, for det var en fin og original historie, men det var som om, den ikke var ordentligt gennemarbejdet. Jeg troede ikke rigtig på den. Jeg skal prøve at forklare hvad jeg mener; I J. K. Rowlings fantastiske Harry Potter univers tror man på historien, selvom man godt ved, det er en eventyrfortælling. Men det hele er så gennemarbejde, på en måde, hvor alt hænger sammen og skaber et fuldendt fantasy-univers, der får hele historien til at virke enormt livagtig. Som noget der sagtens kunne foregå lige midt i vores verden. Det samme gælder Murakamis syrede magisk-realistiske fantasiverdener, lige så vel som mange andre fantasyuniverser. Og sådan havde jeg det desværre ikke med historien om den døgnåbne boghandel. Det hele endte derfor med at blive en lidt overfladisk og enstrenget eventyr-detektiv-mystik-roman, som på en måde ville for meget på en gang, og samtidig ikke ville den det nok.  Undervejs sørgede Clay og vennerne heldgivis for en god portion humor, og det gjorde, at jeg alligevel var i godt humør hele vejen igennem og havde lyst til at læse mysteriet til ende. For det var helt klart personerne der bar historien frem, og ikke selve historien. Alt i alt var det en virkelig fin historie med en herlig og elskelig hovedperson og dertilhørende bikarakterer, som dog bliver ved den gode historie og aldrig rigtig får os overbevist om sit eget univers.