• Anmeldelser

    10 fine citater fra “Bjørneby”

    Jeg er netop blevet færdig med at læse “Bjørneby” af Fredrik Backman. Jeg kommer ikke til at lave en fuld anmeldelse af den, men jeg har alligevel lyst til at dele noget om den (for jeg kunne virkelig godt lide den!). Hvis jeg læser en bog, jeg regner med at skulle anmelde, tager jeg altid et billede, hvis der er et sted i teksten, der lyder særligt fint, og som jeg tænker, jeg måske kan bruge til citater undervejs i anmeldelsen. Men med denne her skete der det, at jeg endte ud med virkelig mange billeder af små passager rundt omkring i bogen. Nogle var sjove, andre var dystre og nogle var bare virkelig fine og nærmest filosofiske. Og derfor har jeg besluttet at dele mine 10 favoritpassager med jer. På den måde kan I alligevel få del i min læseoplevelse – men på en anden måde end normalt. Jeg håber det fungerer. Vi må hellere starte med de alvorlige, så vi kan ende positivt. Here goes:

     

    De dybe
    1. Den eneste måde at holde op med at være bange for mørket derude er at finde et mørke inden i sig selv, som er større.
    2. Tiden går lige hurtigt, kun følelserne har forskelligt tempo. Hver dag sker et helt liv eller kun lige et hjerteslag, afhængigt af hvem vi tilbringer den sammen med.
    3. Det er ikke svært at slås. Og alligevel er det indimellem det sværeste, der findes. Afhængigt af hvilken side af huden man gør det på.
    4. Det er underordnet, hvem der sidder sammen den dag. Alle spiser frokost alene.
    5. Hun bøjede nakken og viede sig til Bjørnebys egentlige nationalsport: Skam og tavshed.

     

    De finurlige
    1. Hun hedder Mira, men det har hun aldrig hørt nogen i Bjørneby sige. Til sidst gav hun op og lod dem bare kalde hende “Mia”. Folk taler så fåmælt her, at de åbenbart ikke engang vil ødsle med konsonanterne. I starten morede Mira sig med at svare “Du mener Pete?” når nogen i byen spurgte efter hendes mand. Men så kiggede de bare alle sammen gravalvorligt på hende og gentog: “Nej, Peter!” Ligesom alt andet fryser ironi til is her. Så nu morer Mira kun sig selv ved at konstatere, at hendes børn hedder de forbilledlige konsonantbesparende navne “Leo” og “Maya”, for at hovedet ikke skulle eksplodere på nogen inde på kommunens folkeregisterkontor. (Af alle navne i verden skulle du netop vælge to næsten identiske navne til to af personerne? Som endda er i familie med hinanden! Helt ærligt, Fredrik Backman…)
    2. “Hvor fuld er de egentlig?” Bobo rødmer. “Jeg … det er bare noget, jeg går og tænker på. Alle fyre snakker jo om damers patter. Jeg spekulerer bare på, om de mon også snakker sådan om vores pikke. Hvordan ved man ligesom, om man har en, der er flot?”
    3. “Har du fået hår på pikken endnu? Eller græder du stadig i badet, når det går op for dig, at det også bare var fnuller fra underbukserne i dag?”
    4. “Må jeg spørge dig om noget?” “Okay” “Hvordan ved man, om man har en flot pik?”
    5. “Jeg kan ikke danse” svarer Benji uden at opfange, at det var en joke om hans krykker. “Det er nemt nok at danse. Det er bare at stå stille og så holde op med at gøre det,” hvisker bassisten. (Min personlige favorit).

     

  • Anmeldelser

    “Drageløberen” af Khaled Hosseini

    Orig.Titel: The Kite Runner

    Forfatter: Khaled Hosseini

    Udgivelsesår: 2003, denne udgave på dansk fra 2007

    Sidetal: 259

    Forlag: Cicero

    Drageløberen handler om Amir og Hassen, som er bedste venner, men aldrig siger det højt. Hassan er nemlig en hazara, og så er han søn af den tjener, som bor hos og arbejder for Amirs far. Amir og Hassans laver mange ting sammen, men mest af alt elsker de at løbe med drager. Hver vinter øver de sig i at flyve med dragerne, så de kan deltage i byens årlige drageturnering. Amir nedlægger konkurenternes drager, og Hassan løber efter de nedfaldne drager og bringer dem hjem som trofæer. Men en vinter sker der noget, som ødelægger drengenes venskab, og Hassan og hans far ser sig nødsaget til at forlade huset. Snart efter bryder krigen ud i Kabul og Amir flygter til Amerika sammen med sin far. Amir får et nyt liv i Amerika, og først mange år senere får han mulighed for at rejse tilbage til Afghanistan og søge at råde bod på den hændelse, der kostede ham den bedste ven, han nogensinde har haft.

     

    Anmeldelse

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, som (endelig) har fået læst denne her bog. Men ikke desto mindre kan den sagtens tåle at blive talt om igen. For det er en fantastisk fortælling om krig og om venskab, og om to mænds skæbner, som efterlader dybe spor, selv når sidste side er vendt. Det er en historie om de vigtige relationer i livet og om hvordan mennesker kan mødes og knytte bånd på trods af store forskelligheder. Aldersforskel og social status er nemlig ligegyldigt, når man har fundet sin bedste ven.

    Fremmest og vigtigst står nemlig venskabet mellem Amir og Hassan. Det er denne relation, som præger første del af bogen, og som bliver bygget op via fortællinger fra drengenes barndom. De to drenge har et helt særligt bånd, og den slags venskab som alle mennesker drømmer om. For Amir er Hassan en ven, der altid er der. Hassan vil gøre alt for sin bedste ven, og trofasthed og tillid er nogle af de ord, der bedst beskriver deres venskab. Hosseini formår at hive ud af siderne i bogen og ind i læserens hjerte. Og det er en ret særlig følelsesstærk oplevelse, at få lov at være med i.

    Drageløberen er også en historie om kærligheden mellem en far og en søn. Amir higer efter at mærke sin fars kærlighed, higer efter anerkendelse og efter stolthed. Mens de bor i Kabul er far Baba fraværende og bruger primært sin søns succespræstationer til at kunne prale for de andre i byen. Men da de sammen må flygte over Atlanten og starte et nyt liv sammen i et andet land, sker der noget i deres forhold. Baba bliver nærværende og begynder at bruge meget mere tid sammen med sin søn. Amir får endelig den far og den kærlighed han har længtes efter, og som læser var det en fornøjelse at se deres forhold vokse. Historien var vedkommende, spændende og virkelig fint fortalt.

    På trods af alle de gode stunder og stærke kærlighedsbånd mellem flere af personerne, er Drageløberen en virkelig sørgelig bog. Der sker den ene frygtelige ting efter den anden, og jeg var overrasket over, hvor meget drama en så lille bog kan indeholde. Alligevel var jeg indimellem overrasket over, hvor godt jeg rummede al ulykken. Der var død og ødelæggelse, folk der måtte flygte fra deres hjem, lig, der blev efterladt på gaderne. Og så var der den allermest sørgeligt del. Delen om at miste de personer, der står allernærest. Men fordi det var så fint balanceret, fordi der også var så meget kærlighed og glæde, så virkede det overordnet ikke som en sørgelig bog. Mest bare som en virkelig stærk én. (Det er muligt, det skyldes, at jeg allerede har grædt mig igennem Et Lille Liv tidligere på året, og derfor er blevet hærdet…)

    Der findes kun én synd, kun én. Og det er tyveri. Alle andre synder er en afart af tyveri. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du det?

    Jeg har ikke meget negativt at sige om Drageløberen. Bogen er fyldt med drama og action fra start til slut, og samtidig er der hele tiden plads til smukke og filosofiske indslag. Med Drageløberen har Hosseini nemlig formået at flytte læseren tilbage til det Kabul, hvor der vokser granatæbletræer på bakkerne, og generelt er så meget sanselighed, at man som læser føler sig draget væk fra sofaen og lige ned i gaderne i Kabul. Hen mod slutningen begyndte jeg dog at føle, at historien blev forudsigelig, og jeg sad lidt og ventede på, at der skete det, jeg godt vidste ville ske. Men så sker der alligevel pludseligt noget uventet, og jeg slår mig selv i hovedet over at kunne tro, at denne actionroman pludselig ville blive forudsigelig. Jo, en smule forventet blev den, men ikke nok til, at jeg kom til at kede mig. Og slet ikke nok til, at jeg ikke stadig synes, at Drageløberen er en historie af den fineste slags.

    Jeg behøver nok ikke sige, at Drageløberen er en bog, alle bør læse. Dels fordi alle allerede har læst den. Dels fordi du nu har læst min anmeldelse af den, og kan høre, hvor god den er. Jeg er imponeret over hvor meget handling og hvor mange følelser Hosseini har formået at putte ind i en så forholdsvis lille bog. Og på intet tidspunkt føltes det stresset. Drageløberen var en af de bøger, jeg havde svært ved at lægge fra mig, og mens jeg læste den, var det noget af det første jeg tænkte på, når jeg vågnede. Hvornår kan jeg læse videre? Jeg må vide hvad der sker. Det gør jeg nu, og det vil jeg håbe alle andre også gør, eller meget snart vil komme til. Det fortjener Amir og Hassan.

  • Anmeldelser

    “The Joy Luck Club” af Amy Tan

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    Orig.Titel: The Joy Luck Club

    Forfatter: Amy Tan

    Udgivelsesår: 1989, denne udgave på dansk 1990

    Sidetal: 286

    Forlag: Borgens Forlag

    Jeg har læst bogen på dansk, men vil bruge den engelske titel i min anmeldelse. Det er sådan, jeg kender bogen. Derudover synes den danske oversættelse af titlen er helt forfærdelig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den.

    “The Joy Luck Club” handler om fire kinesiske kvinder og deres døtre. Mødrene er alle født i Kina men er på forskellige tidspunkter i deres liv, og af diverse årsager flyttet til USA, hvor deres døtre er født. Fortællingen starter kort efter at den ene af de ældre kvinder, Suyuan Woo, er død, og hendes datter Jing-mei skal overtage hendes plads ved mah-jong bordet i The Joy Luck Club. Derfra skiftes de syv kvinder til at fortælle deres historie. “The Joy Luck Club” er således en historie om mødet mellem to kulturer, og udfordringerne i at vokse op i et fremmed land. Det er historien om at tilpasse sig den nye kultur, og samtidig holde fast i sine rødder og huske, hvor man kommer fra. Og sidst men ikke mindst er det en historie og båndet mellem en mor og en datter, og hvordan det kan skabe store kløfter familiemedlemmer imellem, når man ikke er vokset op det samme sted.

     

    Anmeldelse

    Jeg kunne virkelig godt lide denne her bog. Den var velskrevet, den var rørende, og den var oplysende. Umiddelbart rummede den alt, hvad der skal til, for at gøre en roman både læse- og mindeværdig. Amy Tan skriver virkelig godt og med stor indlevelse. Sproget var flydende og fyldt med små finurligheder, der passede godt til den kinesiske kultur. På et tidspunkt bliver det f.eks. beskrevet hvordan en af de ældre kvinder har rynket hud i ansigtet, fordi hun ikke bare havde smilet livet igennem, men fordi hun havde båret et smil. På intet tidspunkt stoppede jeg op fordi jeg blev forstyrret af teksten, fordi der var noget, jeg selv ville have sagt på en anden måde, eller fordi dialogen virkede påtaget og urealistisk. Tan har ligeledes gjort sig umage for at gøre mødrenes engelske dialog gebrokken og grammatisk ukorrekt. Det kan virke lidt påtaget i starten, men det fungerer, fordi det drager læseren endnu længere ind i universet, og er med til at skabe stemning og give kvinderne personlighed.

    Igennem især de ældre kvinder fortæller Tan barske og dystre historier om det land, kvinderne er rejst fra. Hun fortæller om sorg, om skam og om de værste ulykker man kan forestille sig en kvinde og en mor at komme ud for. Det er enormt stærkt, og enormt rørende. Men aldrig bliver det udelukkende sørgeligt. For historien er så smukt fortalt, at man bare har lyst til at læse mere. Ligeledes er indblikket i den kinesiske kultur noget er det stærkeste i bogen, da man som læser får lov til at komme helt tæt på en, for det fleste, ukendt kultur, hvor familiens ære er det vigtigere end ens egen lykke. De kinesiske kvinder har en helt særlig tro på det “alternative” og som vesterlænding kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over noget af det. Men samtidig har jeg dyb respekt for kvinderne og deres ældgamle tro, og føler mig meget priviligeret at få lov til at lære om den.

    Hun skubbede håret væk fra min pande. “Vi er ens,” sagde hun. “Din pande er lidt bredere end, så måske bliver du klogere en jeg. Dit hår er kraftigt, og hårgrænsen sidder et godt stykke nede i panden. Det betyder, at du kan få det lidt vanskeligt i de første år. Sådan gik det også for mig. Men se, hvor min hårgrænse sidder nu. Højt oppe! Det betyder, at jeg får en lykkelig alderdom. Engang får du også bekymringer og taber håret.”

    Grunden til at jeg er alligevel ikke er 100% oppe og ringe over “The Joy Luck Club” skyldes én ting. Hvert kapitel bliver fortalt af en ny person. Syv fortællere i alt. Fire kapitler til Jing-mei, to til alle de andre. Det er enormt forvirrende. Og det gjorde, at jeg i første halvdel af bogen brugte mere til på at være forvirret end på at lade mig suge ind i bogens univers. Og selvom alle kvinderne kendte hinanden, blev var hvert kapitel meget personligt for den enkelte fortæller, og inddrog sjældent de andre. Det gjorde for mig, at bogen på en måde mindede mere om en novellesamling. Alle historierne var spændende, rørende, alt hvad de skulle være. Men jeg følte, jeg læste syv små fortællinger, samlet til én roman. Og det synes jeg ikke fungerede optimalt.

    Sidstnævnte skal dog ikke afholde nogen fra at læse denne her bog. For det ér en virkelig fin roman, og ikke mindst en meget velskrevet én. Den er sanselig og følsom, og det er imponerende at Tan har formået at putte så mange fine scener og så mange følelser ind i så kort en bog. Det er kvantitet for alle pengene, og det er en historie, som jeg tror alle mødre og døtre vil få noget ud af at læse. Det er ligeledes en bog, for alle dem som interesserer sig for Kina og kultursammenstødet med med vestlige verden. Og så er den selvfølgelig også en bog for alle dem, som bare sætter pris på en velskrevet og smuk fortælling.

    The Joy Luck Club

  • Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Anmeldelser

    “En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

    Titel: En dag vil vi grine af det

    Forfatter: Thomas Korsgaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 313

    Forlag: Lindhardt og Ringhof

    “En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

    Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

    En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

    “Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

    “Det er jeg allerede.”

    (…)

    “Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

    På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

    På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

    Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

    Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

    “Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

    Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

  • Anmeldelser

    “The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

    Orig.Titel: The Sun Also Rises

    Forfatter: Ernest Hemingway

    Udgivelsesår: 1926

    Sidetal: 222

    The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

    Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

    På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

    Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

    “He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

    “Are you a sadist, Brett?” I asked.

    “Hope not.”

    Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

    Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.