• Indblik

    The Book Lover’s Tag

    Book Lover’s Tag er efterhånden en klassiker inden for bog-tag’s, så det må jeg nødvendigvis også besvare. Jeg elsker selv at læse tag’s hos andre bogbloggere, da jeg synes det er en virkelig fin måde, at lære bloggeren bedre at kende på, på en sjov og overskuelig måde. Jeg har brugt de danske oversættelser af spørgsmålene fra Windblown Pages.

    Hvis du er nysgerrig på mere, har jeg tidligere besvaret Mid Year Book Freak Out Tag.

     

    #1 – Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse?
    Ja. Jeg har mit lille læsehjørne i lejligheden, i lænestolen ved siden af bogreolen. Med et lille bord ved siden af med plads til en varm kop te. Og med udsigt ud til den lille have, der følger til vores lejlighedskompleks. Men faktisk betyder det mere, at omgivelserne er på en bestemt  måde, end at det er et bestemt sted. Giver det mening? Jeg kan f.eks. bedst lide at læse, når jeg sidder i et form for hjørne. Helst i et hjørne af et rum, men det kan også bare være en stol med en høj ryg. Jeg har stort behov for at føle mig omsluttet. På den måde kan jeg bedst koncentrere mig uden at blive forstyrret af alt hvad der foregår omkring mig. Men jeg skal nu heller ikke være for fin til at indrømme, at jeg også læser meget i sengen.

    #2 – Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden?
    Jeg ville gerne kunne sige, at jeg altid bruger smukke bogmærker. Men sandheden er en anden. For det meste snupper jeg bare det, der ligger nærmest. En serviet, en gammel bon, et afklippet stykke garn. Det er meget sjældent jeg har forberedt et bogmærke, når jeg går i gang med en bog, og så er det nemmest bare at tage, hvad der ligger i nærheden. Det sker også ret ofte, at jeg glemmer hvor jeg har lagt mit “bogmærke” mens jeg læser. På den måde kan en bog nå igennem en del forskellige bogmærker, inden jeg er færdig med at læse den. Nogle gange, hvis det skal gå rigtig stærkt, og jeg ikke lige kan finde andet, vender jeg bare bogen om, så den ligger foldet ud, men ryggen opad, og slået op på den side, jeg er nået til. Samtidig har jeg ikke lyst til at slide på de få flotte bogmærker, jeg faktisk ejer. Det seneste jeg brugte endte med at blive helt bøjet i enderne, og det er jeg faktisk ret ked af. Jeg kunne godt lide det, og nu ser det grimt ud.

    #3 – Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse det færdig?
    Jeg er ikke nødt til at læse færdig. Jeg er ikke OCD-isk på den måde, at jeg ikke kan stoppe midt i et kapitel. Så det gør jeg sommetider. Men jeg foretrækker helt klart at læse hen til et kapitel. Forfatteren har indlagt naturlige pauser, hvor det giver mening. Så dem vil jeg helst følge. Men jeg er bestemt ikke hellig, og kan også sagtens finde på at stoppe midt i det hele.

    #4 – Spiser du og drikker imens du læser?
    JA og JA! Jeg spiser aldrig noget, der skal spises med kniv og gaffel (læs: to hænder), men så længe, det kan indtages med en hånd, så jeg kan holde bogen med den anden, bliver det praktiseret. Og så drikker jeg virkelig meget te. Jeg kan dog sagtens læse uden at spise og drikke, forstås.

    #5 – Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser?
    Nej og nej. Jeg har forsøgt, og forsøger nogle gange stadig, selvom jeg godt ved, at det ikke fungerer. À la “jeg sætter lige noget hyggeligt på, som kan køre i baggrunden”. Nej. Det fungerer ikke. Jeg er typen som har brug for ro for at kunne koncentrere mig om at læse. Fuglefløjt og andre “naturlige” lyde er ok, og en gang imellem kan jeg godt finde på at sætte noget jazz eller klassisk musik på. Men jeg læser helt klart bedst uden baggrundsstøj.

    #5 – Læser du en eller flere bøger ad gangen?
    Det er meget forskelligt. Som udgangspunkt læser jeg en bog ad gangen. Men det varierer. Hvis jeg f.eks. er i gang med en lydbog, vil jeg typisk også have en fysisk bog liggende, fordi jeg læser dem på forskellige tidspunkter, i forskellige situationer. Derudover læser jeg mange romaner på studiet, som skal læses til bestemte tidspunkter. Jeg forsøger så vidt muligt at læse dem over en kort periode, så der vil jeg typisk holde pause med min “fritids”-bog ind til jeg har læst den anden færdig. Andre gange har jeg bare brug for at holde en pause fra en bog, eller der kan være en bog, jeg ikke kan vente med at komme igang med. Så det korte svar må være ‘det er forskelligt, men så vidt muligt en bog ad gangen’. Det vil I også kunne fornemme, hvis I følger med på min Goodreads.

    #7 – Foretrækker du at læse hjemme eller andre steder?
    Det har jeg ikke noget forhold til. Jeg læser mest derhjemme, fordi det oftest er der jeg opholder mig, når jeg har fri. Og det er der maden og det uendelige lager af Twinnings Earl Grey befinder sig. Men jeg kan sagtens læse andre steder. Udendørs læsning bliver f.eks. praktiseret en del i sommerhalvåret.

    #8 – Læser du højt for dig selv eller inden i dig selv? 
    Jeg læser ikke højt for mig selv. Med mindre det bliver angivet i bogen, at der er en bestemt passage, man bør læse højt. Det har jeg oplevet et par gange. Ellers læser jeg inden i mig selv. Og så er jeg ved at træne at kunne læse, uden at læse højt indvendigt, men i stedet bare “scanne” ordene med øjnene. På den måde kan man læse hurtigere, og det har jeg brug for at kunne på studiet.

    #9 – Læser du i forvejen eller springer du sider over? 
    Jeg springer aldrig sider over. Hvis jeg vil hurtigt gennem nogle sider, skimmer jeg dem. Men jeg kan godt komme til at læse forud på den side, jeg er på, hvis det er virkelig spændende. Især hvis der er en dialog længere nede på siden, fordi det er nemmere at læse, og nemmere for øjnene at fange. Faktisk bliver jeg nogen gange nødt til at holde hånden for resten af siden, hvis jeg læser noget, som er virkelig spændende, for at undgå det! Det er lidt skørt, men jeg vil gerne have det hele med 😀 Da jeg var barn havde jeg i en periode en underlig fetich med altid at læse den sidste side i bogen, som det første, når jeg gik igang med en ny bog. Sært, jeg ved det. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, og jeg er også stoppet med det igen.

    #10 – Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det?
    Da jeg var lille, lærte mig far mig, at man altid skulle knække ryggen på paperbacks, inden man gik igang med at læse dem. Så det gjorde jeg i en lang periode. Men så gik det op for mig, at jeg egentlig ikke rigtig kunne se meningen med det. Så nu gør jeg det ikke. Jeg ved ikke, om jeg direkte forsøger at undgå det, men jeg foretrækker i hvert fald en glat ryg, når bogen skal stå i min bogreol. Og ellers sker det jo også tit af sig selv…

  • Anmeldelser

    10 fine citater fra “Bjørneby”

    Jeg er netop blevet færdig med at læse “Bjørneby” af Fredrik Backman. Jeg kommer ikke til at lave en fuld anmeldelse af den, men jeg har alligevel lyst til at dele noget om den (for jeg kunne virkelig godt lide den!). Hvis jeg læser en bog, jeg regner med at skulle anmelde, tager jeg altid et billede, hvis der er et sted i teksten, der lyder særligt fint, og som jeg tænker, jeg måske kan bruge til citater undervejs i anmeldelsen. Men med denne her skete der det, at jeg endte ud med virkelig mange billeder af små passager rundt omkring i bogen. Nogle var sjove, andre var dystre og nogle var bare virkelig fine og nærmest filosofiske. Og derfor har jeg besluttet at dele mine 10 favoritpassager med jer. På den måde kan I alligevel få del i min læseoplevelse – men på en anden måde end normalt. Jeg håber det fungerer. Vi må hellere starte med de alvorlige, så vi kan ende positivt. Here goes:

     

    De dybe
    1. Den eneste måde at holde op med at være bange for mørket derude er at finde et mørke inden i sig selv, som er større.
    2. Tiden går lige hurtigt, kun følelserne har forskelligt tempo. Hver dag sker et helt liv eller kun lige et hjerteslag, afhængigt af hvem vi tilbringer den sammen med.
    3. Det er ikke svært at slås. Og alligevel er det indimellem det sværeste, der findes. Afhængigt af hvilken side af huden man gør det på.
    4. Det er underordnet, hvem der sidder sammen den dag. Alle spiser frokost alene.
    5. Hun bøjede nakken og viede sig til Bjørnebys egentlige nationalsport: Skam og tavshed.

     

    De finurlige
    1. Hun hedder Mira, men det har hun aldrig hørt nogen i Bjørneby sige. Til sidst gav hun op og lod dem bare kalde hende “Mia”. Folk taler så fåmælt her, at de åbenbart ikke engang vil ødsle med konsonanterne. I starten morede Mira sig med at svare “Du mener Pete?” når nogen i byen spurgte efter hendes mand. Men så kiggede de bare alle sammen gravalvorligt på hende og gentog: “Nej, Peter!” Ligesom alt andet fryser ironi til is her. Så nu morer Mira kun sig selv ved at konstatere, at hendes børn hedder de forbilledlige konsonantbesparende navne “Leo” og “Maya”, for at hovedet ikke skulle eksplodere på nogen inde på kommunens folkeregisterkontor. (Af alle navne i verden skulle du netop vælge to næsten identiske navne til to af personerne? Som endda er i familie med hinanden! Helt ærligt, Fredrik Backman…)
    2. “Hvor fuld er de egentlig?” Bobo rødmer. “Jeg … det er bare noget, jeg går og tænker på. Alle fyre snakker jo om damers patter. Jeg spekulerer bare på, om de mon også snakker sådan om vores pikke. Hvordan ved man ligesom, om man har en, der er flot?”
    3. “Har du fået hår på pikken endnu? Eller græder du stadig i badet, når det går op for dig, at det også bare var fnuller fra underbukserne i dag?”
    4. “Må jeg spørge dig om noget?” “Okay” “Hvordan ved man, om man har en flot pik?”
    5. “Jeg kan ikke danse” svarer Benji uden at opfange, at det var en joke om hans krykker. “Det er nemt nok at danse. Det er bare at stå stille og så holde op med at gøre det,” hvisker bassisten. (Min personlige favorit).

     

  • Dagbog

    Dagbog fra et studieliv #2

    Rusugen er overstået. Det har været vildt og voldsomt, og jeg er helt oppe at ringe over, hvor mange gode oplevelser der har været. Og hvor godt det her tegner. For det er virkelig godt.

     

    02.09.18 – Studiestart

    I dag er det søndag. Rusugen er forbi og i morgen går den mere officielle del af mit nye studie i gang. Bortset fra, at jeg først har timer på tirsdag, men altså. Jeg skal læse, ikk? Det har været 5 dage med nye mennesker, kommende medstuderende og forhåbentlig også mange kommende venner. Der har været ryste-sammen-lege, praktiske informationer og virkelig mange øl. 5 dage som skulle bruges til at lære mit studie bedre at kende og møde alle mine nye medstuderende. 5 dage. 500 øl.

    Det er gået virkelig godt. Faktisk er det gået over al forventning. Og jeg er helt høj på hvor fedt det har været; hvor mange gode oplevelser der har været. Hvor godt jeg har haft det, hvor glad jeg har været, og hver nemt det faktisk har været. Mine nye medstuderende er fuldstændig min type mennesker, og jeg undrer mig i sjov over hvor alle de her mennesker har gemt sig ind til nu. Bevares, mange af dem er først flyttet til Århus for meget nylig. But still.

    Jeg havde selvfølgelig drømt om at det ville gå godt. Men jeg havde frygtet at det ikke ville. Mit ønske var, at jeg ville finde nogle stykker, jeg faldt virkelig godt i hak med. Som blev mine venner og som jeg ville kunne følges med igennem studiet. Men jeg var meget bevidst om, at det måske ikke ville ske. Ja, det er dumt, at tage forskud på sorgerne. Men det er måske også meget godt at være bevidst om, hvad der måske venter en. En balance, måske. Men helt ærligt, så var jeg klar på, at jeg måske (heller) ikke (denne gang) ville få nogen venner. At jeg stadig gerne ville læse netop det, fordi min kærlighed til faget er så stor. At det forhåbentlig ville være nok til at få mig gennem studiet. Men at jeg måske skulle klare mig igennem det alene.

    Let’s face it. Jeg er 25, så jeg har ikke ligefrem den hyppigste studiestarts-alder. Og så har jeg virkelig dårlige erfaringer. Da jeg startede på Molekylærbiologi for 2 år siden, var næsten alle 18 eller 19 år, måske 20. I kid you not. Jeg følte mig overhovedet ikke hjemme på holdet, og jeg nåede aldrig at falde til. Jeg er klar over at alderen ikke er den eneste betydende faktor. Det havde selvfølgelig også noget at gøre med, at de grundlæggende ikke var mine “typer”. At det nok alligevel, uanset alder, ikke var nogen, som jeg nogensinde ville blive særligt gode venner med…

    Der er nogle stykker på mit nye studie, som har samme alder. Men det betyder ikke lige så meget, fordi vi er så ens på mange andre punkter. Så heldigvis er min frygt blevet gjort til skamme. Jeg hører helt klart til i den ældre del af skalaen, men jeg er ikke den ældste. Og der er flere andre, som er lige så gamle som mig. De fleste er 21, så generelt er aldersgennemsnittet også højere. Så i stedet for bare nogle få, har jeg nu fået 44 mulige nye venner. Okay, måske ikke helt 44. Der vil altid være nogle, man ikke klikker med, og det er der helt sikkert også her. Men der er også mange, som jeg allerede klikker virkelig godt med. Og som jeg glæder mig til at lære endnu bedre at kende.

    Så jeg tror sgu, jeg er blevet forelsket. Forelsket i studiet. Forelsket i de smukke bygninger, som skal være rammen om min læring de næste 5 år. Forelsket i en helt fantastisk uge, som jeg aldrig får tilbage helt på samme måde, men som forhåbentlig kun er starten på et rigt socialt-liv og mange fester<3. Forelsket i uddannelsen og alle bøgerne. Forelsket i mit hold og alle de mennesker der er på det, som jeg har lyst til at lære bedre at kende. (Selvom jeg er overrasket over, hvor godt jeg allerede føler, jeg kender nogle af dem). Det gik allerede op for mig i tirsdags, at jeg her var landet et helt særligt sted. At jeg virkelig var heldig. At jeg virkelig skulle huske at nyde det. Så det har jeg heldigvis fortalt mig selv flere gange i den forgangne uge. Og det har hjulpet lidt på mine ellers frygtede rus-uge-abstinenser.

    Men jeg føler også, jeg har fortjent det. Det er 6 år siden, jeg første gang søgte ind på en videregående uddannelse. 5 siden jeg rent faktisk startede på en. 3½ siden jeg droppede ud af den første. 3 siden jeg gik i gang med den næste. 2½ siden jeg droppede ud af den. 1½ siden jeg startede op på den, jeg i første omgang, var gået i gang med. Og et ½ år siden jeg gik til lægen og fik en sygemelding, der blandt andet fik mig til at indse, at jeg stadig ikke var havnet det rigtige sted. Det har rent ud sagt været noget rod. Men nu håber jeg endelig, at jeg er landet på den rette hylde. Det føles sådan. Jeg er bange for at miste det hele igen, men mest af alt er jeg bare uendeligt taknemmelig for, at jeg er her. At jeg turde lytte til mig selv og være modig. For det var mig, der sørgede for, at jeg kom hertil. Tak mig. Tak for det.