• Anmeldelser

    “The Sun Also Rises” af Ernest Hemingway

    Orig.Titel: The Sun Also Rises

    Forfatter: Ernest Hemingway

    Udgivelsesår: 1926

    Sidetal: 222

    The Sun Also Rises foregår i 1920’erne og handler om en gruppe unge mennesker, som rejser rundt i Sydeuropa, med tyrefægterbyen Pamplona som hoveddestination. Historien bliver fortalt af Jake Barnes, som også er bogens hovedperson. Vennerne bruger det meste af turen på at sidde på café og drikke tæt og tale grimt om hinanden, og i særdeleshed om Jakes “ven” Robert Cohn, som også er med på turen, men som ingen af de andre kan fordrage. Både Jake og Robert er forelskede i overklassepigen Lady Ashley, men hun er forlovet med Mike, og ender med selv at blive forelsket i en tyrefægter i Pamplona. Og det skaber masser af drama i gruppen.

    Bogen er først om fremmest en samtidsroman, som beskriver det sorgløse liv for unge, livshungrende mennesker efter første verdenskrig. Men for mig var det mest af alt en stemningsroman. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog, der i lige så høj grad fik mig til at føle, at jeg stod midt i Pamplona til Fiestaen sammen med Jake og vennerne. Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som når man er på festival og er lukket inde i sin egen lille bobbel af lykke og øl, og resten af verden er fuldstændig glemt, mens det står på. Når nætterne bliver til dage, og dagene soves væk på en luftmadras i mudderet, og man går rundt med en konstant forhøjet alkoholpromille. Således føltes Fiestaen som sin egen lille datidens spanske Roskildefestival.

    På mange måder er The Sun Also Rises en utrolig simpel historie, hvor vi egentlig bare får at vide, hvad Jake foretager sig i løber af turen, og hvem han er sammen med. Men Hemingway fortæller historien så godt og så livagtigt, at man ikke kan gøre andet end at lade sig suge ind i 1920’ernes Sydeuropa med alt, hvad der hører sig til. Detaljerne om hvad de får at spise og drikke, hvordan vejret er og hvilke lyde der kommer ude fra gaden, er med til at gøre scenerne realistiske og vække læserens sanser, og karakterernes samtaler og følelser for hinanden er med til at vække hver af dem til live på siderne. Der er givet plads til, at vi når at lære alle personerne at kende, og da den sluttede var jeg helt trist over, at jeg ikke længere skulle følges med Jake rundt i Europa.

    Bogen er virkelig velskrevet og der var ikke en finger at sætte på dialogen, som ellers er noget af det, jeg ofte kritiserer i mine anmeldelser. Det er svært at skrive god dialog, men til dette er Hemingway en mester. Vennerne er grove, de bander, og er ikke blege for at tale grimt om hinanden. Men det kunne jeg virkelig godt lide, og det passer perfekt til deres sorgløse karakterer.

    “He said Brett was a sadist,” Mike said. “Brett’s not a sadist. She’s just a lovely, healthy wench.”

    “Are you a sadist, Brett?” I asked.

    “Hope not.”

    Generelt er der ikke sparet på de til tider drabelige detaljer i bogen. Tyrefægtning er en voldsom affære, men Hemningway er ikke bange for at beskrive det nærgående. Og det synes jeg fungerede virkelig godt. Det passer godt til historien, at man f.eks. føler, at man står lige foran den mand, som bliver gennemstanget af et tyrehorn. Helt personligt vil jeg meget hellere høre den ærlige historie, i stedet for at få den pakket ind. Da jeg læste Lolita tidligere på året, havde jeg f.eks. hele bogen igennem en fornemmelse af, at der lå et tykt slør over historien, og at det, der blev serveret i bogen var en anden og mindre ærlig udgave af historien, hvor der ikke var plads til de, godt nok grusomme, detaljer. Jeg er med på, at det nogle gange er et bevidst stilistisk virkemiddel fra forfatterens side, men for mit vedkommendet er det noget af det, der er med til at give en historie det liv, den fortjener. Jeg vil ind under huden på historien, ikke sidde på en sky og kigge ned på den.

    Hemingway har således præsteret en virkelig velskrevet roman, som jeg har svært ved at finde på noget dårligt at sige om. Den vil muligvis være for voldsom og for detaljeret for nogle, og andre vil måske synes, at den ikke rigtig handler om noget. Men det er i sproget, i stemningen og i karakterernes indbyrdes relationer og samtaler, at kærligheden til denne bog skal findes. Og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den læst.

  • Indblik

    Mid Year Book Freak Out Tag

    Jeg havde overvejet, om jeg skulle lave en halvårs-status over de bøger, jeg ind til videre har læst i 2018, og havde egentlig besluttet mig for ikke at gøre det, da jeg alligevel ikke syntes, jeg havde så mange bøger at tale om. Men så faldt jeg over dette bogtag på The Bookworm’s Closet og så kunne jeg alligevel ikke lade være 😛

    Så her kommer en status på første halvdel af læseåret 2018, som bestod af 25 bøger. Flere end jeg havde håbet på og regnet med, men selvfølgelig langt fra så mange som jeg gerne ville. Sådan er livet vist altid for en bibliofil. Jeg har tilladt mig at oversætte spørgsmålene, når nu jeg også skriver på dansk.

    #1 – Den bedste bog du ind til videre har læst i 2018
    Det kan kun være “Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Det var den anden bog jeg læste i år, og jeg tvivler på den kommer til at blive overgået i løbet af det næste halvår. Det er på en måde lidt ærgerligt, at jeg så tidligt på året læste årets bedste bog, men på den anden side fandt jeg en af mine nye yndlingsbøger i den, så jeg kommer helt sikkert til at læse den igen. Flere gange.

    #2 – Den bedste efterfølger du ind til videre har læst i 2018
    Jeg har kun læst en enkelt efterfølger i en serie ind til videre, men den var (heldigvis for dette spørgsmål) også virkelig god, og efter min mening endda bedre end 1’eren. Jeg taler om “Et rige af tåge og vrede” (ACOTAR #2) af Sarah J. Maas, og jeg glæder mig som et lille barn til at skulle læse 3’eren i løbet af sommeren.

    #3 – Ny udgivelse du endnu ikke har læst, men gerne vil
    Jeg vil virkelig gerne læse “Det smelter” af Lize Spit, som lige er udkommet på dansk, og jeg er i øjeblikket i debat med mig selv om hvorvidt jeg skal købe den eller vente de 100+ pladser på bibliotekets venteliste til at det bliver min tur til at låne den. Mit hjerte råber “køb den!”, og mit dankort siger “læs nu bare alle de andre bøger, du har liggende, først. Så passer det nok med at det er din tur til at låne den, når du er færdig med de andre”.

    #4 – Mest ventede udgivelse i andet halvår af 2018
    Det må være “Mordet på Kommandanten Bog 2” af Haruki Murakami. Jeg har godt nok ikke læst 1’eren endnu, men jeg planlægger at læse den i efteråret, og så er det jo rart, at jeg ikke skal vente på 2’eren, når jeg er færdig, men i stedet kan gå direkte til den. Jeg elsker alt, hvad Murakami laver, så jeg er sikker på, at jeg også bliver glad for dem her.

    #5 – Største skuffelse
    Jeg burde måske have sagt mig selv, at “Sweetbitter” af Stephanie Danler ikke ville være særlig god, på baggrund af den noget sløve rating og ditto negative anmeldelser på Goodreads. Men jeg har haft lyst til at læse den i flere år, og har på en eller anden måde fået overbevist mig selv om, at den ville være the s***. Det var den ikke. Den var forfærdelig.

    #6 – Største overraskelse
    Ikke rigtig nogen. Jeg er generelt meget omhyggelig med at udvælge hvilke bøger, jeg vil læse, fordi jeg ikke gider spilde min tid på dårlige/kedelige/ligegyldige bøger. Som udgangspunkt forventer jeg derfor at alle de bøger, jeg går i gang med, er gode.

    #7 – Bedste nye forfatter (debutant eller ny for dig)
    Det er en hård kamp mellem Thomas Korsgaard og Banana Yoshimoto. Jeg elskede Thomas Korsgaards “Hvis der skulle komme et menneske forbi” og går lige om lidt igang med fortsættelsen “En dag vil vi grine af det”. Og så glæder jeg mig til at se, hvad han finder på i fremtiden. Banana Yoshimoto elsker jeg delvist på grund af hendes navn, men “Kitchen”, som jeg læste i år, som den første af hendes bøger, var jeg virkelig glad for, og skal helt klart have læst nogle flere af hendes bøger. Og så bliver jeg nødt til at have nogle flere bøger stående i min bogreol skrevet af en forfatter ved navn Banan.

    #8 – Nyeste fiktive crush
    Det må være Rhysand fra “Et rige af tåge og vrede”. Jeg var allerede lidt lun på ham i “Et rige af torne og roser”, hvilket måske forklarer hvorfor jeg foretrak 2’eren frem for 1’eren, haha!

    #9 – Nyeste yndlingskarakter
    Den synes jeg faktisk er lidt svær. Jeg har mødt mange karakterer, som jeg virkelig godt kunne lide, men ikke så mange, som jeg elskede. Jeg synes Eriko fra “Kitchen” var virkelig skøn, og ville gerne have lært hende endnu bedre at kende. Aled Last fra “Radio Silence” var også en sej og meget relaterbar karakter. Men jeg tror, jeg ender på Harold fra “Et lille liv”. Han var indbegrebet af sød og rar, og sådan én, som alle burde have mindst en af i deres liv.

    #10 – En bog, der fik dig til at græde
    To bøger har fået mig til at græde i år. Den først var “Et lille liv”. Det er en utrolig sørgelig fortælling, og jeg græd, mens jeg læste de sidste sider. Av av av. Nyligt har “Kære Zoe Ukhona” fået mig til at græde, fordi det på mange måder også er en utrolig sørgelig historie, men med en fantastisk rørende forløsning til sidst, som fik mig til at trille tårer af glæde. Den bog indeholder så mange store følelser, som man som læser ikke kan undgå at blive smittet med.

    #11 – En bog, der gjorde dig glad
    Helt bogstaveligt talt var bogen “Lev mere tænk mindre – Drop grublerierne, slip fri af nedtrykthed og depression med Metakognitiv terapi” af Pia Callesen med til at hjælpe mig ud af min depression tidligere på året og på den måde gøre mig glad (igen).

    #12 – Bedste bog-til-film adaption du har set i år
    Jeg har ikke set nogen endnu, men har faktisk netop skrevet et indlæg om filmatisering af bøger, hvor jeg blandt andet fortæller, at jeg håber på at komme til at gense “Mit liv som Geisha” i år.

    #13 – Bedste anmeldelse du har skrevet i år
    Nu er jeg jo kun lige startet med at skrive anmeldelser i sidste måned, så der er ikke så mange af vælge imellem endnu. Så jeg tror, jeg vil svare ‘den første’ fordi jeg er så glad for, at jeg kom igang. Jeg lyttede til mig selv, da jeg fik lysten og idéen til bloggen, og oprettede den, selvom der allerede findes virkelig mange (gode) bogbloggere derude.

    #14 – Den smukkeste bog du ind til videre har købt (eller modtaget) i år
    Helt klart “Vegetaren” af Han Kang. Og formegentlig den smukkeste bog jeg nogensinde har købt. Den er egentlig meget simpel, men der er noget ved illustrationen og farverne på forsiden af den danske udgave, som bare spiller.

    #15 – Hvilke bøger er du nødt til at få læst i år?
    Puha. Det korte svar må være så mange som muligt, og meget gerne en masse fra min to-read liste.

    I er velkomne til at bruge min oversættelse, så længe I linker tilbage til mig 🙂

  • Litterær refleksion

    Om filmatisering af bøger

    Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt om mit forhold til filmatisering (hedder det stadig det, hvis det er en serie?) af bøger. Der er jo efterhånden virkelig mange bøger, som er blevet filmatiseret, og det har jeg det både godt og lidt svært med. Så lad os starte med det dårlige, så vi kan slutte godt 😉

    Jeg har flere gange fortrudt, at jeg har set en film eller en serie, fordi jeg efterfølgende har fundet ud af, at den også findes som (en god) bog. Jeg foretrækker oftest at læse en bog frem for at se den, og som minimum vil jeg i hvert fald gerne vente med at se filmudgaven til efter, jeg har læst bogen. Der er flere bøger, jeg længe godt har kunnet tænke mig at læse, men som jeg ind til videre har holdt mig fra, fordi jeg allerede har set den som film eller serie. Og det er jeg simpelthen så ærgerlig over, fordi jeg føler, det kommer til at ødelægge min læseoplevelse, når jeg engang går i gang med at læse den. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der sker i en bog, inden jeg går i gang med den, fordi en del af læseoplevelsen, for mit vedkommende, er spændingen ved ikke at vide, hvad der sker på næste side, og lysten til at finde ud af det. Derudover vil jeg gerne kunne skabe mine egne billeder i hovedet, når jeg læser. Og det er ligesom lidt svært, når man allerede er blevet påduttet, hvordan alting ser ud, via filmen eller serien.

    The Book is a film that takes place in the mind of the reader. (Paulo Coelho)

    F.eks. har jeg haft “Wild” af Cheryl Strayed liggende i min vindueskarm siden starten af året, men er ikke kommet igang med den endnu, fordi jeg så filmen for et par år siden. Jeg blev så glad, da jeg fandt den i perfekt stand i en genbrugsbutik, for den skulle være virkelig god, og jeg har længe gerne villet læse den. Men jeg synes bare ikke det er særlig fedt, at jeg allerede ved, hvad der sker.

    Det samme gælder “Outlander”-serien, som også skulle være nogle helt fantastiske bøger. Heldigvis, kan man sige, synes jeg også serien er fuldstændig fantastisk, og jeg er virkelig glad for, at jeg har set den. Men jeg ville gerne have læst dem først. Jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at kunne lide dem lige så meget; synes de er lige så spændende, når jeg godt ved, hvilket vildt eventyr det er, Claire kommer ud på. Og så synes jeg virkelig det er nogle lange bøger, at gå i gang med. Men jeg kunne selvfølgelig låne den første, og så give det et forsøg. Man kan jo altid droppe det igen. Og faktisk skal jeg til Skotland i løbet af sommeren, så det kunne jo være lidt fint at have den med der.

    Andre film har jeg med vilje undladt at se, selvom jeg egentlig gerne ville se dem, fordi jeg vidste, at jeg gerne ville læse bogen. F.eks. undlod jeg at se “Ready Player One” tidligere på året, fordi jeg kort tid forinden (og før jeg vidste, at jeg skulle blive til en film), havde besluttet mig for at sætte den på min to-read liste. Jeg håber på at komme til at læse den i år, og så kan det jo være, jeg har lyst til at se filmen bagefter. For film-mediet kan helt klart også noget, det er bare noget andet.

    Derfor synes jeg også, det kan være ret interessant at se en film eller en serie efter jeg har læst bogen. Ikke nødvendigvis (men selvfølgelig meget gerne) fordi det er en rigtig god film, men fordi det er interessant for mig at se, hvordan andre har fortolket universet, og se deres indre billeder af bogen. Sådan har jeg det f.eks. med min all-time yndlingsbog “Norwegian Wood”, som blev filmatiseret for snart en del år siden. Der syntes jeg det var virkelig spændende at se hvordan nogle andre “så” mit så højt elskede univers. Og om deres udgave af personerne lignede min udgave. På samme måde kunne jeg godt tænke mig snart at se filmatiseringen af “Mit liv som Geisha”, som jeg læste tidligere på året. Jeg så den for mange år siden, men kunne ikke rigtig huske den, da jeg gik igang med bogen. Så nu kunne jeg godt tænke mig at se den og få sat nogle flere billeder på det smukke univers.

    Books and movies are like apples and oranges. They both are fruit, but they taste completely different. (Stephen King)

    Så er der selvfølgelig klassikere som “Harry Potter”-serien og “Ringenes Herre”-universet.  Harry Potter fik jeg læst op som barn, og har siden også læst dem selv. Filmene så jeg i biografen sammen med min familie, i takt med at de udkom, og jeg kan blandt andet huske, at vi altid havde nogle ret fine samtaler op til filmene, netop om hvordan de nu havde valgt at portrætere de forskellige personer. I 3’eren snakkede jeg f.eks. med min far om, at det blev spændende at se hvordan de havde valgt at portrættere Glitterik Smørhår (ja, vi læste dem på dansk, jeg var jo ikke så gammel dengang :D). Og selvom jeg havde store frustrationer og ærgelser over at de undlod at inddrage nogle for mig vigtige elementer, som f.eks. Skt. Mungos Hospital, så synes jeg alligevel det var dejligt at få sat billede på mine barndomshelte. Og så synes jeg faktisk (stadig) er det er nogle virkelig fine film.

    Hobitten fik jeg også læst op som barn, men Ringenes Herre har jeg endnu til gode selv at læse. Der føler jeg dog ikke, det er et problem, at jeg allerede kender til historien, fordi hele universet og eventyret om ringen er så alment kendt, at jeg nok ikke kunne have undgået at kende til den. Og samtidig føler jeg, at det er så stor litteratur, at det stadig bliver en stor læseoplevelse, på trods af at jeg kender til handlingen. Og så er det i øvrigt nogle virkelig vellavede film, som jeg har set mange gange.

    Og så er der de bøger, der var så dårlige, at man ikke gider at have mere med dem at gøre. Sådan har jeg det med “Sweet Bitter” af Stephanie Danler. Det er klart den dårligste bog jeg ind til videre har læst i år, og umiddelbart ser serien heller ikke særlig lovende ud. Den eneste grund til at give den en chance skulle være for at finde ud af, om serien faktisk er bedre en bogen. Det burde i hvert fald ikke være så svært at gøre den bare en lille smule bedre…

    Er der bøger, I ikke har fået læst, som I ellers gerne ville læse, fordi i allerede har set filmen eller serien? Og er der nogen, der kan fortælle mig, om jeg godt kan læse Outlander efter at have set serien, og stadig få en masse spænding ud af bøgerne?