• Læselister

    Status på sommerlæsning 2018

    Vi er nået ca. halvvejs igennem sommeren, og jeg tænkte derfor, at det var passende med en status på min sommerlæseliste. For en måneds tid siden lavede jeg et indlæg om mine læseplaner for sommeren, og meget passende er jeg nået næsten halvvejs igennem. Jeg har læst fire bøger ud af de ni på min liste (hvis man tæller Murakamis trebindsværk som én bog, så det gør vi naturligvis i dette tilfælde. Så bliver min procentsats nemlig lidt højere ;-). I alt har jeg ind til videre læst fem bøger. Og det synes jeg faktisk er ret skuffende. Men som I måske har læst, har jeg har været inde i en periode med manglende læselyst. Og så er fem i det mindste bedre end ingen.

    Jeg har dog gjort noget dumt. Lige inden vi skulle afsted på ferie til Møn, fik jeg pludselig den indskydelse, at jeg skulle læse nogle helt andre bøger, end dem på min liste. Dem, som jeg med stor omhu nøje havde udvalgt som de bøger, jeg havde lyst til at læse i min sommerferie. Jeg synes ikke det er dumt at lade sig styre af sine læselyster. Bestemt ikke. Men det er ******* dumt i det mindste ikke at tage en enkelt bog med fra listen. Dumt at lade dem alle sammen blive derhjemme. I 3 uger. Dumt. Så i øjeblikket læser jeg forsøger jeg at kæmpe mig igennem Dostojevskij og Jean Genet. Sidstnævnte har jeg dog haft på min læseliste i noget tid. Men alligevel. Dumt.

    På den måde gik det altså til, at jeg i min iver slet ikke fik taget nogen bøger fra listen med. Så nu sidder jeg her og tager mig selv i at savne mine bøger. Savn. Til bøger. Som er derhjemme. Som jeg først ser om en uge, og allerede har været væk fra i to. Det positive må være, at jeg er topmotiveret til en intens læse-uge når jeg kommer hjem, mens Historikeren alligevel skriver eksamen. Jeg savner også biblioteket. Fik jeg sagt at det var dumt?

    Anyways. Lad os snakke om de bøger, jeg rent faktisk har fået læst.
    4/9 + en ekstra

     

    • Thomas Korsgaard En dag vil vi grine af det – “Denne her ved jeg, jeg kommer til at læse” skrev jeg i begyndelsen af sommeren. Og det gjorde jeg. En rigtig fin bog, som dog hverken levede helt op til mine forventninger eller til sin forgænger. Men jeg er fortsat vild med Thomas Korsgaard som forfatter, og jeg elsker hans måde at skrive bøger på. Så jeg skal helt sikkert også læse hvad end der kommer fra ham næste gang.
    • Alice Osemann Radio Silence – En virkelig fin historie med nogle meget aktuelle og vigtige tematikker. Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst den, men jeg ville ønske, jeg havde læst den noget før. For sprogligt manglede den lige det sidste, for at mit 25-årige jeg var tilfreds. Til gengæld tror jeg mit 15-årige jeg havde været kæmpe fan.
    • Ernest Hemingway Solen går sin gang – Ind til videre den bedste bog jeg har læst i løbet af sommeren. Det var som nævnt min første Hemingway-roman, og jeg var vildt begejstret! Hemingway forstår virkelig at sætte en scene og skabe stemning som ingen anden. Jeg skal helt klart have læst noget mere af ham snart, og den næste bliver nok A Moveable Feast / Der er ingen ende på Paris. Jeg lånte den på biblioteket, men jeg skal helt sikkert have købt min egen udgave. Så god en læseoplevelse fortjener en plads i min bogreol, så jeg kan mindes den, når jeg får øje på den.
    • Delphine de Vigan Alt må vige for natten – Hvis I læste min anmeldelse at denne her, ved I allerede, at min anden Vigan-roman var en kæmpe skuffelse. Det er en af de top 3 dårligste bøger, jeg har læst i år, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor den har fået så meget ros. Og til dem der alligevel gerne vil læse den, har jeg bare en ting at sige: lad være med at læse Den, der lever stille lige inden du går igang med denne her. For så kan du kun blive skuffet over hvor dårligt denne her er skrevet, sammenlignet med Leonoras mesterværk.

    Den sidste bog, jeg også har fået læst er Dukkemageren af Jessie Burton. Endnu en bog, jeg desværre heller ikke var helt oppe at ringe over. Jeg vil ikke sige så meget mere om den lige nu, andet end at der kommer en anmeldelse af den snarest. #staytuned.

     

    Og så må jeg hellere også lige nævne dem, jeg endnu ikke har fået læst…

     

    • Mine 100 ting har jeg afleveret tilbage til biblioteket. Jeg var ikke i humør til at læse den, inden fristen udløb, og jeg kunne ikke få lov til at forlænge den. Kommer jeg til at læse den på et senere tidspunkt? Måske. Når jeg kommer i humør til noget ligegyldig chick-lit. Men i så fald tror jeg, jeg vil starte med forgængeren, Ensomme hjerter og herreløse hunde.
    • 1Q84 er en af de bøger, som har fostret mit savn. Jeg trænger til snart at læse noget velkendt. Trænger til at vende hjem til en velkendt forfatter og ditto velkendte ord og måde at bruge sproget på. Til sproglige virkemidler i verdensklasse og fantastiske fortællinger. Og til at varme op til Mordet på Kommandanten.
    • The Book Thief står ligeledes højt på listen, og jeg håber på at komme igang med den i næste uge.
    • Rosens navn vil jeg også stadig gerne læse i ferien, hvis jeg kan nå det. Men hvis ikke, må den komme med på min efterårsliste, som jeg så småt er gået i gang med at forberede.
    • Hundehoved springer jeg formegentlig over i denne omgang. Jeg skal helt sikkert have læst den, og det er heller ikke sikkert, der går så længe. Men jeg tror, det er noget andet, jeg trænger til lige nu.

     

    Hvordan går det med jeres sommerlæsning? Har I fået læst så meget, som I gerne ville? Og har der været nogle positive overraskelser imellem?

  • Indblik

    Lige nu… #3

    Lige nu læser jeg… ikke særlig meget, faktisk. Jeg er havnet i hvad jeg tror er mit livs første læse-tørke. Og det føles meget mærkeligt og utrolig uvant. Jeg tror, jeg har læst maks 100 sider i løbet af den sidste halvanden uge. Til sammenligning plejer jeg at læse min. en bog om ugen. I starten troede jeg det skyldtes, at jeg var på ferie hos mine forældre i øjeblikket, og derfor hellere bare ville være sammen med dem. Men så blev det ligesom bare ved. Jeg kan ikke rigtig finde nogen bøger, jeg har lyst til at læse, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Lige nu prøver jeg mest bare at omfavne følelsen. Lave noget andet, lave det jeg har lyst til. Og håbe på, at det snart vender.

    Lige nu lytter jeg til… mest til fuglefløjt og havets brusen. Vi passer hus og kat for mine forældre, mens de er på ferie, og de bor skønt på Møn, lige ud til vandet. Så det er ikke kun for deres og kattens skyld, men bestemt også for egen (ferie)vindings skyld. Og så lytter jeg virkelig meget til Jørgen Leth og de andre Tour de France-kommentatorer, haha.

    Lige nu glæder jeg mig til… at overkomme min læsedepression. Og til den næste virkelig gode bog jeg skal læse. Jeg har læst mange gode bøger i starten af sommeren, men jeg trænger til snart at læse en fantastisk én. En som slår benene væk under mig og får mig til at glemme mit eget navn. Og ja, vi snakker stadig om bøger. Men det kræver jo lige, at jeg får min læse-mojo tilbage. Hvor er du? Og er der nogen, der har nogle gode råd til at finde den?

    Alt andet lige har jeg dog en skøn arbejdsplads lige her, under parasollen.
  • Guides

    5 tips til læse-app: Sådan bruger jeg Goodreads

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, der har opdaget Goodreads og oplevet de dertilhørende glæder. I hvert fald blev jeg først bekendt med fænomenet for et halvt års tid siden, da jeg faldt over et indlæg fra Den Lille Bogblog, hvori hun nævnte det. Og da jeg først havde opdaget det, blev jeg lynhurtigt hooked. Nu er jeg nemlig både fast og hyppig bruger af både hjemmesiden og app’en. Men selvom alle andre har kendt til det i årevis, og sikkert ved langt mere om det, end jeg gør, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at føre jer igennem nogle af de features, jeg bedst kan lide. Dem, jeg synes, virker allerbedst, og som er dem, jeg hyppigst benytter mig af.

    Hvis I er nysgerrige, er I selvfølgelig velkomne til at klikke ind på min egen Goodreads-konto, hvor I blandt andet kan se en oversigt over alle de bøger, jeg har læst i år, eller se en liste over mine alleryndlingsbøger. I kan også altid følge med i, hvad jeg læser i øjeblikket, ude i højre side af skærmen (eller nede i bunden, hvis i er på mobil-udgaven). Og lad os så komme i gang:

     

    hvilke + hvor mange

    En af hovedefunktionerne på Goodreads er naturligvis, at man kan holde øje med hvilke og ikke mindst hvor mange bøger, man har læst. Jeg finder stor tilfredshed i at kunne scrolle igennem min “read”-liste og glæde mig over alle de bøger, jeg allerede har læst. Og så er det også ret skønt at kunne flytte en bog fra “currently reading” til “read”, hver gang man har færdiggjort en bog. Hvert år kan man også oprette sin egen Reading Challenge og hele tiden holde øje med, hvor langt man er. Som I kan se på min, havde jeg ikke så stor tiltro til mig selv i starten af året, haha.

     

    kategorier

    Til at starte med har Goodreads kun lavet nogle få standardkategorier på din profil. Men du kan selv tilføje lige så mange du vil. I starten gjorde jeg det mest fordi, jeg er en type, der godt kan lide at lave lister og sætte ting i orden, haha. Men det er gået op for mig, at jeg faktisk kan bruge det til meget mere. I mine øjne er kategoriernes styrke, at man nemt kan få et overblik over, hvilken type bøger det egentlig er, man læser flest af, og hvilke genrer man rater højest. Er der f.eks en bestemt genre, man altid belønner med fire eller frem stjerner, uden at være bevidst om det? Eller kan man i virkeligheden bedst lide at læse bøger af forfattere med en bestemt nationalitet? Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg i øjeblikket tiltrækkes af bøger med en LGBT-hovedperson, fordi jeg kan se, at jeg har læst en del af dem i år, og har givet dem alle sammen min. fire stjerner. Og så ved jeg, at jeg måske skal søge efter flere i samme genre.

     

    grupper

    Jeg er endnu ikke selv medlem af så mange grupper, men jeg kan virkelig se fidusen ved dem. Jeg er f.eks. medlem af en Murakami-gruppe, som er min yndlingsforfatter. Jeg kender få mennesker, som er lige så vild med ham, som jeg selv er, og så er det rart at kunne “mødes” med ligesindede. Lige børn leger bedst, og alt det der. F.eks. er der altid mange der spørger til lignende forfattere, og på den måde bliver jeg inspireret til at læse andre bøger, som jeg måske ikke selv havde fundet, men som jeg med stor sandsynlighed vil kunne lide. Derudover debatterer folk bestemte bøger eller karakterer, og for en superfan som mig er det altid spændende at høre andres input, og få udvidet sin Murakami-horisont.

     

    ratings

    En anden vigtig funktion på Goodreads er naturligvis deres rating-system. Når jeg selv anmelder bøger, kan jeg nemt føle mig begrænset af at skulle bedømme en bog ud fra kun fem valgmuligheder. Det bliver et meget overfladisk billede på min læseoplevelse og det er ikke særlig repræsentativt for min mening om bogen. Så lad være med at lægge alt for meget i, hvordan jeg rater mine bøger derinde ;-). Men der, hvor jeg synes, det fungerer godt, er på bogens samlede vurdering. Den samlede rating svarer naturligvis ikke altid til min egen vurdering, men jo flere anmeldelser der er, jo mere kan man regne med, at der er noget om snakken. Og generelt oplever jeg, at jeg godt kan regne med den overordnede rating. Det hjælper mig meget, når jeg f.eks. står i en boghandel, og får øje på en bog, som ser spændende ud, men som jeg ikke kender. Så kan jeg lynhurtigt åbne app’en og få et overordnet billede af den bog, jeg står med. Og hvis det lyder lovende, smider jeg den på min “to-read” liste, hvilket leder mig til det sidste punkt.

     

    to-read

    “to-read”-listen er det perfekte transportable hukommelseskort. Her kan jeg samle alle de bøger, jeg gerne vil læse på sigt, men ikke har tid til eller mulighed for at gå i gang med lige nu. Det er dog ikke alle mine fremtidige læseoplevelser jeg lægger derind, da der er mange bøger, især klassikere, som jeg godt ved, jeg vil læse og ikke behøver plotte ind. Så jeg bruger det især til bøger, jeg har brug for at blive husket på, typisk fordi jeg ikke kender eller har den i forvejen. Derudover fungerer det også godt som inspirations-liste. Hvis jeg ikke lige ved, hvad jeg skal læse som det næste, kan jeg altid gå derind og få idéer til nye læseoplevelser.

     

    Der er selvfølgelig mange andre mere eller mindre brugbare gimmick’s på Goodreads. F.eks. kan man få vist sine yndlingscitater på sin profil eller stemme på de bedste bøger nogensinde. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme the Rory Gilmore Complete Reading List, som vist er gået hen og blevet lidt af en klassisker på Goodreads.

     

    I må endelig dele jeres egne tips til Goodreads – der er sikkert mange smarte funktioner, jeg endnu ikke har opdaget!

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Indblik

    Om at kombinere sine to største passioner: Jeg kan da sagtens læse og strikke på samme tid!

    Jeg har aldrig gjort det særlig meget i lydbøger. Slet ikke faktisk. Jeg elsker fornemmelsen af at sidde med en bog i hånden, duften af den, at kunne kigge på den i min bogreol, og ikke mindst at kunne læse den i mit eget tempo, men min egen “stemme”. Jeg har det generelt svært med stemmer, og kan nemt blive irriteret, hvis jeg lytter til et menneske, som har en på en eller anden generende stemme. Det lyder tosset, men jeg faktisk engang gået hjem fra en forelæsning, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at lytte til lærerens stemme. Jeg kunne ikke abstrahere fra den, og kunne slet ikke koncentrere mig om det hun sagde, og så kunne jeg lige så godt tage hjem.

    Da jeg hørte min første lydbog for et par måneder siden, blev jeg derfor heller ikke grebet af konceptet. Oplæseren var ikke særlig god, og jeg blev ved med at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg selv sad med bogen. Hvilke passager jeg ville genlæse, hvilke ord jeg ville have læst op for mig selv på en anden måde.

    For fem år siden begyndte jeg at lære mig selv at strikke. Jeg blev grebet af det med det samme, og blev hurtigt rigtig god til det. Siden da har jeg strikket næsten hver dag, og har brugt flere både halve og hele dage bare på at strikke og se tv-serier. Jeg har simpelthen ikke kunne lade være, og det må da være lige sådan, man skal have det, med, ja, helst alt hvad man laver, men i hvert fald sine selvvalgte fritidsinteresser. Jeg har siden barns ben været kreativ og glad for og god til diverse former for håndarbejde, og i strikkens verden har jeg virkelig fundet noget, der kombinerer disse kvaliteter med min store skabertrang. Jeg har strikket alt fra lune sweatre til mig selv til babytøj til gaver til hele familien, og jeg tror, det er noget, der kommer til at følge mig resten af livet. Skønt <3

    I den periode, hvor jeg har strikket, har jeg dog ikke fået læst nær så mange bøger, som jeg ellers plejer. Jeg blev opslugt af mine strikkerier, og samtidig har jeg haft rigeligt med stuidebøger at læse i oveni. Men i forbindelse med min sygemelding tidligere på året, fandt jeg igen ind i bøgernes verden og fik vækket min gamle kærlighed til det skrevne sprog. Og jeg begyndte at strikke mindre. Stadig meget, men ikke lige så meget som jeg plejer. Og det er også helt fint, for det havde muligvis taget en smule overhånd, og der er også grænser for, hvor mange forskellige sweatre, jeg kan nå at gå med i løbet af en vintersæson.

    Men jeg elsker stadig min strikketid. Og jeg elsker min læsetid. Og nu har jeg to fritidsinteresser, som er forholdsvis tidskrævende, hvis man sådan for alvor skal nå nogen vegne. Og derfor har jeg givet lydbogmediet endnu en chance, og denne gang med noget større succes! For det er simpelthen så smart, at jeg kan strikke samtidig med at jeg pløjer mig igennem side efter side i roman efter roman. Jeg kan nå at læse endnu flere bøger, og jeg føler at jeg virkelig optimerer min tid, når jeg kan gøre begge ting på en gang.

    Det er ikke alle oplæsere, som er lige gode, og heller ikke alle bøger, der egner sig til at blive hørt på lydbog. F.eks. har jeg for nu opgivet at høre “Brødrene Karamazov”, som jeg ellers lige var gået i gang med, udelukkende på lydbog, fordi der er så mange personer at holde styr på, at jeg følte behov for at kunne bladre tilbage undervejs. Så nu har jeg lånt dem på bog som supplement. Til gengæld havde jeg en meget positiv oplevelse, da jeg “læste” Hemningways “Solen går sin gang” tidligere på sommeren. Så jeg skal helt sikkert have kigget på nogle flere bøger, jeg kan høre, i løbet af sommeren. Så længe oplæseren er god, that is.

    I øjeblikket har jeg nogle gratis måneder hos Mofibo, men ellers bruger jeg bibliotekernes gratis tjeneste eReolen, som også har rigtig mange godt bøger.

    Hvad er jeres forhold til lydbøger? Er det noget i “læser” på lige fod med de fysiske bøger, eller siger det jer ikke rigtig noget? 

  • Anmeldelser

    “En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard

    Titel: En dag vil vi grine af det

    Forfatter: Thomas Korsgaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 313

    Forlag: Lindhardt og Ringhof

    “En dag vil vi grine af det” er den selvstændige efterfølger til Thomas Korsgaards anmelderroste debutroman “Hvis der skulle komme et mennesker forbi”. Bogen følger hovedpersonen og fortælleren fra den første bog, Tue, henover en sommer og det efterfølgende skoleår. Tue går i 2.g på gymnasiet, men brugere primært tiden på at pjække fra timerne og ryge cigaretter sammen med sin nye veninde Solvej. Vi følger fortsat Tues familie, som er kommet til penge, efter moren har modtaget 900.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder langt fra, at det går bedre i den dysfunktionelle familie. Tværtimod følger vi en familie, som går endnu mere i opløsning for hvert kapitel, der går, og sløret bliver løftet for endnu flere familiehemmeligheder, som inkluderer både fysisk og psykisk vold. Alt imens Tue fortsat kæmper med sin homoseksualitet og med at føle sig anderledes i den lille nordjyske by.

    Jeg stræber så vidt muligt efter at anmelde bogen som en selvstændig roman, men jeg kan ikke undgå at drage paralleler til Korsgaards føste roman. Og hvor den første bog var både virkelig tragisk og virkelig morsom, var denne her mest bare tragisk. Ligesom i den første bog bliver de store “ting” sagt i det små, og det er sjældent der kommer meget direkte beskrivelser af, hvor slemt det egentlig står til i den lille familie. Men de små hints der bliver serveret for læseren og fygten for, hvad der bliver afsløret som det næste, når man vender siden, gjorde, at jeg sad med ondt i maven og nedadvendte mundviger igennem en stor del af denne læseoplevelse. En bog kan bestemt godt være gennemført grufuld og/eller sørgelig og stadig være virkelig god, men i dette tilfælde savnede jeg noget mere positivitet eller humor, til at give bogen balance til al ubehaget og fortvivlelsen, og til at give mig håb for Tue og resten af familien.

    En af det få humoristiske indslag var dog Tues mor. Udadtil virker det, som som hun har fået mere styr på sig selv i anden bog, i forhold til i den første, hvor hun brugte al sin tid på at sidde inde på kontoret og spille online casino. Men for mig at se, var hun kun kommet endnu længere ud i tovene og blevet endnu mere afstumpet. Flere gange forsøger Tue at betro sig til hende, men det gider da hun ikke høre om. Til gengæld forlanger hun, at Tue skal høre efter, når hun har brug for en at snakke med om sin fynske forelskelse. Og hun synes bestemt ikke Tue kan være det bekendt, når han ikke gider høre om det. Hun opfører sig overhovedet ikke som en ansvarsfuld mor, og det er som læser ret forfærdeligt at være vidne til. Generelt er de fleste af hendes replikker dog så syrede, at man alligevel ikke kan andet end at grine af dem.

    “Far og jeg har faktisk også snakket om at prøve at få én mere. Ville det ikke være godt, hvis vi fik én mere? Det kunne sikkert godt hjælpe på det hele. En lille nøler? Så kunne du blive storebror.”

    “Det er jeg allerede.”

    (…)

    “Ved du hvad, Tue? Jeg kan heller ikke lide at gå i seng med far. Han bliver syg i hovedet af det.”

    På trods af morens ufrivilligt komiske indslag er “En dag vi vil grine af det” en af de mest tragiske bøger, jeg har læst i år. Det er svært at forestille sig, at disse scener virkelig har udspillet sig, men på den anden side er de netop så langt ude, at man ikke kan forestille sig nogen have fantasi nok til at opfinde dem. Jeg heppede virkelig på Tue hele vejen igennem, og jeg ville så gerne have, at der skulle ske ham noget godt. Jeg ville se ham blomstre og få succes, bare med et eller andet. Men i stedet bliver der bare ved med at ske det ene forfærdelige efter det andet.

    På den måde passer bogens titel virkelig godt til bogen og det vil jeg gerne fremhæve. Den stemning man sidder med i løbet af bogen og i særdeleshed, når man har vendt den sidste side, stemmer fuldstændig overens med titlen. En dag vil vi grine af det… måske. Ikke lige nu, for lige nu kan tingene næsten ikke blive værre for den lille familie, og det er nogle fuldstændig forfærdelige episoder, man er vidne til i løbet af bogen. Men samtidig er det hele så absurd, at man ikke kan gøre andet. Grine af det. Når det hele lige er kommet lidt på afstand. I det mindste ender den godt, i hvert fald for nogle.

    Det andet problem, jeg havde med denne bog, var den ikke-så-synlige-synlige røde tråd. Især i begyndelsen af romanen var jeg i tvivl om, hvilken historie Korsgaard egentlig ønsker at fortælle med bogen. Er det historien om en fattig familie, som pludselig kommer til penge? Ikke rigtig; Tue får stadig bare barberskrabere i julegave, som moren har fået gratis gennem et blad, så på mange måder, er der ikke noget der har ændret sig. Er det historien om en familie, som er ved at falde fra hinanden, fordi moren pludselig har fået en kæreste, og overvejer at flytte til Fyn? Njaah… Er det historien om en familie som er vokset op med svigt og vold? På en måde, men så meget fylder det heller ikke. I virkeligheden er det nok stadig mest en historie om Tue, som prøver at finde sin vej i livet, ligesom alle andre unge. Han har bare en del flere udfordringer og en virkelig dårligt fungerende familie bag sig, som gør hans historie til unik og spændende læsning. Men det gjorde, at jeg manglede et fokus, og at jeg ikke blev fanget af den fra første side (på samme måde som jeg blev det med den første).

    Der var dog stadig rigtig mange ting som fungerede godt i denne her bog. F.eks. er jeg vild med Korsgaards minimalistiske skrivestil, som er simpel men utrolig effektfuld, og på en meget fin måde får alle absurditeterne til at træde tydeligt frem på siderne. Hans fortællestil har en ret fin akavethed over sig, som passer perfekt til ligeledes sommertider akavede Tue. Tingene bliver sagt som de er, og der bliver ikke lagt filter på noget, og på den måde forstår Korsgaard virkelig at give et realistisk følende billede af livet i den lavere sociale klasse i det moderne Nordjylland.

    “Dengang hun spillede, der gik hundene sommetider ind og sked på gulvet, (…) og lorten, den lod hun bare ligge. Hun var pisse ligeglad, og det er hun stadig. Hun var for doven til at samle den op, og det er sådan, at i den lort var der nogle giftige bakterier, som hun indåndede. Det døde barnet af (…).”

    Generelt har Thomas Korsgaard formået at skrive en roman, hvor han objektivt og uden at dømme fortæller historien om den dysfunktionelle familie, serveret i sikker stil med et sprog der emmer af kvalitet, særligt taget i betragtning at det kommer fra så ung en forfatter. Det bliver således op til læseren selv at føle og dømme, og det vil jeg anbefale alle at gøre. Men start med den første, hvis du ikke allerede har læst den.

  • Indblik

    Lige nu… #2

    Lige nu læser jeg… Brødrende Karamazov af Fyodor Dostoyevsky. Eller, det vil sige, jeg lytter til den, for jeg har valgt at høre den som lydbog. Og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor; altså hvorfor jeg læser den. Jeg mener, jeg har altid vidst, at jeg ville læse Dostoyevsky på et tidspunkt, men jeg havde ikke lige planlagt det som en del af min sommerlæsning. Men jeg blev færdig med min seneste lydbog for et par dage siden, og var derfor ved at scrolle gennem Mofibo, for at finde den næste, da jeg så den. Og så gik jeg igang. Tænkte, at det kunne være et godt sommerprojekt. For hvornår har men ellers tid til at komme igennem en 800 siders lang russisk klassiker? Jeg mener, hvis jeg hører 1 time om dagen, mens jeg ligger på en strandstol, kommer det til at tage mig over en måned at komme igennem den… så det kan godt være, jeg skal stile efter halvanden de kommende dage, haha.

    Lige nu lytter jeg til… “Simple” af Florida Georgia Line. Jeg er egentlig ret glad for Country som genre, men har aldrig rigtig fundet nogen bands/kunstnere, som jeg kan holde ud at lytte til i længere tid ad gangen. Eller som har lavet mere end et par gode sange. Så det er blevet mit projekt at finde nogen. Florida Georgia Line er på prøve hos mig i øjeblikket, efter jeg tilfældigt hørte ovenstående sang på en Spotify-playliste for et par dage siden. Men jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg kan lide resten.

    Lige nu glæder jeg mig til… mange flere af de her skønne sommerdage i sommerhuset ved stranden. Det passer mig så fint, at jeg først skal ud og rejse til august, for jeg nyder virkelig det langsomme liv, med ture til stranden, læsning på terrassen og massere af is, selvfølgelig. Jeg kan dog ikke lade være med at kigge ned på græsplænen med en vis tristhed og håbe, at der også snart kommer en ordentlig omgang regnvejr, så den igen kan blive frisk og grøn. Så det glæder jeg mig også til.

    Er der andre end mig, som gerne vil ofre en solskinsdag eller to for Moder Jord? Der findes alligevel ikke noget hyggeligere end at sidde indenfor med en god bog, mens man lytter til regnen udenfor. Også om sommeren.