• Anmeldelser

    “Radio Silence” af Alice Oseman

    Orig.Titel: Radio Silence

    Forfatter: Alice Oseman

    Udgivelsesår: 2016

    Sidetal: 413

    Hovedpersonen og fortælleren i Radio Silence er 17-årige Frances Janvier. Udadtil er hun den perfekte skoleelev; hun får høje karakterer i alt, er en af skolens to prefækter, og går tilsyneladende kun op i at forberede sig til den kommende optagelsesprøve til Cambridge University. Frances har dog en stor hemmelighed, som ingen af hendes skolekammerater kender til. Hun er stor fan af podcasten Universe City og har fyldt stakkevis af hæfter med tegninger af figurerne og stederne fra podcasten. Så da podcastens skaber Aled Last beder hende om at være medskaber til serien ved at tegne til afsnittene, kan Frances næsten ikke tro sit eget held. Det bliver begyndelsen på et helt særligt venskab mellem Frances og Aled, som ender med at byde på ikke så få udfordringer og afsløringer af endnu flere hemmeligheder.

    Radio Silence er først og fremmest en historie om et fantastisk venskab. Og det skal Oseman have tak for. For ikke at have skrevet endnu en ligegyldig kærlighedshistorie. Selvom Radio Silence på mange måder stadig er en kærlighedshistorie, er den så meget mere vedkommende og frisk, end den klassiske teenagepigehistorie, fordi det er den kærlighed, som udspringer af et ægte venskab, der er omdrejningspunktet i historien. Og det er virkelig fantastisk at Oseman lader en hel bog give plads til netop det. Forholdet mellem Frances og Aled er det, der driver historien fremad, og det, der skaber historien. De opbygger det venskab, jeg tror alle mennesker drømmer om, og man hepper på dem fra start til slut. Deres respektive personligheder folder sig ud, når de er sammen, og den måde de støtter hinanden i at finde deres ægte selv, er virkelig skøn at være tilskuer til.

    Det er således på ingen måde den klassiske ungdomsroman om en hvid pige som bliver forelsket i en hvid dreng, hvilket hun betror til sine bedste hvide veninder. Frances er halv etioper, mens hendes med-præfekt Daniel Jun er af asiatisk afstamning. Og de eneste kærlighedshistorier vi hører om, er mellem homeseksuelle teenagere. Bogen tager således fat i temaer som seksuel bevidsthed og racisme sammen med identitetskriser, uddannelsesvalg, pres fra forældre og samfund osv. Og det passer virkelig godt til den allerede nutidige og moderne historie, og er med til at gøre den højrelevant.

    Nogle af forsøgene på at overbevise læseren om bogens relevans virker dog forcerede og uden betydning for historien. Flere gange i begyndelse af historien bliver det nævnt, at Frances’ mor lige skal se et afsnit af en af de serier, hun følger med i, som tæller alt fra Game of Thrones til The Great British Bake Off. Det er nutidige serier, og jeg ser det som en måde at gøre bogen endnu mere samtidig. Desværre synes jeg ikke rigtig, det har nogen anden funktion. Faktisk fik jeg et billede i hovedet af at moren gik rundt i morgenkåbe hele dagen og ikke lavede andet, end at se tv-serier. Og jeg tvivler på at det var forfatterens hensigt. F.eks. er det først på side 267, det bliver nævnt, at hun rent faktisk går på arbejde. Derudover er der dog ingen tvivl om at hun er er enhver teenagers drømmemor – perfekt opmuntrende, støttende, omsorgsfuld og kærlig. Generelt er der virkelig nogle skønne personer med i historien. Frances veninde Raine er f.eks. det humoristiske pust ind i mellem alle de tunge emner, og er samtidig et fint budskab om at alle ikke behøver at gå den boglige vej i livet.

    Det eneste store problem jeg havde med bogen var sproget. Det var meget simpelt, og de første 100-ish sider irriterede det mig enormt meget, og jeg blev meget forstyrret af hele tiden at blive gjort opmærksom på, hvor dårligt det var. Men i takt med at jeg blev suget ind i universet og vænnede mig til skrivestilen, begyndte det at irritere mig mindre, og jeg begyndte endda at synes det passede fint til historien. Og hvis jeg havde været 10 år yngre, havde det passet rigtig fint. Jeg synes helt bestemt det er en bog, der kan læses af alle, fordi historien behandler mange vigtige emner på en virkelig fine måde. Men jeg tror den er allerbedst at læse, når man selv er teenager – og man endnu ikke er blevet for fin til det mere simple sprog.

    Radio Silence er således noget nær den perfekte moderne samtidsroman om nutidige teenagere med relevante bekymringer og klassiske udfordringer, som dog på ingen måder bliver fortalte som den klassiske og ofte kedsommelige ungdomsroman. Jeg ville ønske denne her bog havde eksisteret for 10 år siden, da jeg selv var midt i mine teenageår og jeg vil opfordre alle teenagere til at skynde sig at få fat i den!

  • Læselister

    sommerlæsning 2018

    Jeg det lidt ambivalent med at skulle lave en læseliste til den kommende heldigvis allerede igangværende sommer. For jeg er i høj grad en ”on the spur of the moment”-læser. Ofte beslutter jeg først hvilken bog, jeg vil læse som den næste, når jeg er færdig med den foregående, eller tidligst mens jeg er i gang med min nuværende bog (på den måde har jeg også hele tiden noget at glæde mig til). Det betyder meget for mig, at jeg virkelig har lyst til at læse lige netop dén bog, jeg vælger, når jeg går i gang med den, og slet ikke kan vente med at komme i gang med den. Jeg har en lang liste af bøger på min to-read liste, så det er ret vigtigt for mig, at jeg ikke fortryder halvvejs og ønsker, jeg var gået i gang med noget helt andet.

    På den anden side har jeg en lang to-read liste og er typisk forholdsvis klar over hvilke 5-10 bøger, jeg gerne vil læse som de næste. Undervejs støder jeg selvfølgelig somme tider ind i en bog, som jeg absolut ikke kan vente med at gå igang med, og som derfor kommer foran i køen. Men som udgangspunkt har jeg en stabel liggende – enten fysisk eller mentalt – som jeg ved, jeg gerne vil læse i den nærmeste fremtid. Faktisk kan jeg nogle gange godt have svært ved at ”være” i en bog, og slappe af i min nuværende læseoplevelse, fordi der er så mange andre bøger, jeg er ivrig og nysgerrig efter at stikke næsen i. Men det er en anden snak til en anden dag.

    Derfor kommer her de bøger jeg tænker, jeg skal igennem i løbet af sommeren, med fare for at nogle af dem bliver overhalet af endnu ubestemte – men mere presserende – emner. Måske er der nogen, der kan bruge det som inspiration.

     

    Markus Zusak “The Book Thief” – denne her var jeg så heldig at spotte i virkelig god stand i en genbrugsbutik for et par måneder siden, og så endda på engelsk, hvilket helt klart er et plus for mig, da jeg for det meste foretrækker at læse bøger på originalsproget. Det skulle virkelig være en fantastisk historie, så den glæder jeg mig meget til at fordybe mig i.

    Umberto Ecco “Rosens navn” – denne klassiker har faktisk stået i min bogreol i flere år, efter jeg tilfældigt fandt den til et bogudsalg, tilbage da jeg boede i København. Jeg tror jeg har været lidt skræmt væk af at det er en middelalderroman som foregår tilbage i 1327, selvom det “kun” er knap 40 år siden den udkom. Men det overvinder jeg nu, og går i gang med den, og jeg tænker at en god lang sommer er en oplagt mulighed for at få den læst.

    Thomas Korsgaard “En dag vil vi grine af det” – Denne her ved jeg, jeg kommer til at læse, og det bliver også en af dem, jeg snart går i gang med. Jeg læste hans debut “Hvis der skulle komme et menneske forbi” tidligere på året og. elskede. den. Så jeg glæder mig virkelig til endnu engang at dykke ned i Tues univers inklusiv alle hans tossede familiemedlemmer. Jeg var til et foredrag Med Thomas Korsgaard i forbindelse med LiteratureXchange, hvor jeg også fik signeret min bog, og jeg synes altid det gør en læseoplevelse lidt mere speciel, når man har mødt forfatteren, og hørt vedkommende selv sætte ord på sin bog.

    Alice Osemann “Radio Silence” – Jeg ved egentlig ikke ret meget om denne her bog. Jeg kender ikke nogen, der har læst den, og har ikke hørt om den før jeg tilfældigt stødte på den på Goodreads og syntes det lød som en virkelig fin historie. Så jeg skal nok fortælle mere, når jeg er færdig med den. Faktisk har jeg allerede lånt den hjem fra biblioteket, så den bliver jeg også nødt til at få læst, inden den skal afleveres tilbage.

    Morten Ramsland “Hundehoved” – denne her er lidt en måske-bog. Den ligger lige nu i min vindueskarm og venter på mig, men jeg er lidt usikker på, om jeg når at blive rigtig varm på den i løbet af de næste måneder. Jeg har læst mange biografiske romaner i første halvår af 2018 (Den der lever stille, Hvis der skulle komme et menneske forbi, Alle mine morgener på jorden, Kære Zoe Ukhona) og det er en genre jeg virkelig er blevet glad for i løbet af i år. Derfor er jeg også ret sikker på, at jeg vil kunne lide den. Men samtidig kunne jeg forestille mig, at jeg måske snart får brug for en pause fra den slags bøger, og måske bare trænger til at læse noget andet.

    Haruki Murakami “1Q84” –  jeg har allerede læst 4-5 af hans bøger i år, og havde egentlig tænkt, at det måtte være nok for nu. Men så var jeg til et foredrag med Anjaan Nitesh (instruktør på dokumentarfilmen “Dreaming Murakami”) og Mette Holm (den danske Murakami-oversætter) i forbindelse med LiteratureXchange, og blev vildt inspireret til at læse noget mere. Faktisk købte jeg novellesamlingen “Efter skælvet” lige efter foredraget, og læste en af historierne på vej hjem derfra, fordi jeg bare måtte vide, hvad der stod i den, den lige med det samme, haha. Jeg er klar over, at “Mordet på Kommandanten” lige er udkommet på dansk, men den har jeg allerede besluttet skal være med i min efterårslæsning. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gerne vil vente med den. Nogle gange kan jeg bare mærke, når tiden ikke er inde til en bestemt bog. Til gengæld har hans store 3-binds værk stået og kigget på mig fra sin plads i reolen siden starten af året, og hvis ikke man har tid til et flerbindsværk i sin sommerferie, hvornår har man så?

    Lucy Dillon “Mine 100 ting” – jeg betegner lidt chick-lit som min guilty pleasure. Egentlig synes jeg de er totalt spild af tid, når der findes så meget stor verdenslitteratur, man kunne læse i stedet. Men nogle gang har en kvinde bare brug for at kunne læne sig tilbage (i sin strandstol, helst) med en fuldstændig ligegyldig bog, hvor man kan slå hovedet fra og bare nyde den hyggeligt historie, som man ved altid ender godt. Denne her faldt jeg tilfældigt over på Goodreads, og synes præmissen lød ret fin. Jeg havde godt nok ikke opdaget, at den er på næsten 500 sider, inden jeg lånte den, og det føles måske lige lovlig voldsomt for en slå-hovedet-fra-roman, når der også er så mange andre bøger jeg gerne vil læse. På den anden side, er det her nok den eneste af slagsen, jeg kommer til at læse denne sommer…

    Ernest Hemingway “Solen går sin gang” – jeg ville helt klart have foretrukket at skulle læse denne her på originalsproget, men den var ikke umiddelbart til at finde på biblioteket. Og da jeg ikke har læst noget af Hemingway før (what?) virkede det nærliggende at starte med at låne en af hans bøger. Jeg vil også meget gerne læse “Der er ingen ende på Paris”, men den havde de heller ikke, så det kan godt være jeg bare ender med at købe dem, så jeg kan få dem begge to på engelsk, haha. Uanset hvad, glæder jeg mig i hvert fald til at komme igang med min første Hemingway-roman.

    Delphine de Vigan “Alt må vige for natten” – jeg læste “Dage uden sult” tidligere på året, og den var jeg ret begejstret for og så vidt jeg kan se, skulle denne være det bedste hun har skrevet, så jeg tænker, der er godt muligheder for en succesfuld læseoplevelse her. Samtidig er den i den biografiske genre, som jeg har fundet ud af, at jeg er glad for, så det giver jo kun endnu større chancer for succes!

     

    Derudover håber jeg virkelig, at jeg får mulighed for at læse “Et rige af vinger og kaos” i løbet af sommeren, da jeg virkelig elskede de to første. Den udkommer dog først på dansk om få dage, og jeg vil gerne undgå at skulle købe den, så jeg håber, jeg får mulighed for at låne den på biblioteket kort tid efter den er udkommet. Jeg kunne godt læse den på engelsk, og har faktisk også haft den hjemme fra biblioteket. Men jeg har læst de to andre på dansk, så jeg blev enig med mig selv om, at det ville være alt for forvirrende at skulle skifte sprog midt inde i serien. Så jeg væbner mig i stedet med tålmodighed. Godt nok har jeg læst nogle noget sløje anmeldelser af den af folk, der ellers også elskede de tidligere, men jeg holder håbet oppe om at dette bliver den perfekte afslutning på trilogien. Derudover kunne jeg godt tænke mig at få fingrene i Lize Spiets debutroman “Det smelter” i løbet af sommeren. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal væbne mig med tålmodighed og vente på at jeg rykker de 143 pladser ned i køen, som er det nummer jeg i øjeblikket er til at låne den; eller om jeg skal købe den. Jeg synes bare, jeg har købt så mange bøger på det sidste, at min konto godt kunne bruge en pause… Og mon ikke der så også dukker en bog eller to op, jeg ikke lige havde tænkt på. Og der er sikkert også en enkelt eller to af dem her, jeg alligevel ikke får læst. For lysten skal være der, ellers kan det være ligemeget.

    Hvad står på jeres sommerlæseliste i år?

  • Indblik

    Lige nu…

    Lige nu læser jeg… The Great Gatsby. En af de mange klassikere, jeg endnu ikke har fået læst. Jeg har planer om at komme igennem dem alle sammen, men det går desværre ikke så hurtigt, som jeg gerne ville have. Der også er så mange andre bøger, jeg også gerne vil læse, og så må jeg jo veksle og prioritere.

    Lige nu lytter jeg til… alt med Blaue Blume, og i særdeleshed nummeret “Ebony”. Sjældent har jeg hørt så fuldendt et nummer. Jeg prøver at lade være med at høre det på repeat, af frygt for at jeg bliver træt af det (åh gru!), ved at krydre det med deres andre numre. Heldigvis er alle deres numre gode, og jeg er også blevet glad for “Sky” og “Candy”.

    Lige nu glæder jeg mig til… at komme igang med min lange sommerferielæseliste, som kommer på bloggen i løbet af nogle få dage. Det er en god blandet stak, jeg er kommet frem til, og jeg glæder mig vildt til at dykke ned i den!

    Hvad har I på programmet i øjeblikket?

  • Anmeldelser

    “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard

    Titel: Kære Zoe Ukhona

    Forfatter: Pelle Hvenegaard

    Udgivelsesår: 2018

    Sidetal: 292

    Denne her kræver ingen grundig beskrivelse af handlingen, da den kort og godt handler om Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline’s seks år lange vej mod at blive forældre. Først er de igennem flere år med mange mislykkede forsøg med kunstig befrugtning og derefter går de igennem en meget lang form for optagelsesprøve blot for at komme på venteliste til adoption, som de ligeledes må stå på i flere år, før de omsider i efteråret 2016 kan rejse til Sydafrika for at hente deres 9 måneder gamle datter, Zoe Ukhona.

    Jeg bliver nødt til at starte med at tage fat i omsalget – for det omslag har givet mig mange frustrationer. Jeg lagde med det samme mærke til bogen, da den udkom, men tænkte med det samme også, at den slet ikke var noget for mig. Det var uden at vide, hvad den egentlig handlede om, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men der var noget ved forsidebilledet i samspil med titlen, der gav mig en fornemmelse af, at der her var tale om sødsuppe-fløde af højeste kaliber, og det kunne jeg simpelthen ikke tage seriøst. Jeg tror måske især det var billedet af Pelle og lille Zoe som bragede derudaf med Patos, at jeg ikke kunne forestille mig, at det kunne være ordentlig litteratur. Hårdt, men sådan havde jeg det. På side 279, dvs. 95,5 % inde i bogen, finder man ud af, at netop dét billede faktisk har en helt særlig betydning, fordi det er det allerførste billede, der bliver taget af Pelle sammen med Zoe, kun få timer efter han er blevet far. Det ville jeg sådan set godt have vist noget før. Så kunne det være, jeg havde haft nemmere ved at acceptere en fløde-patos-forside med ekstra fløde.

    For det ér jo på mange måder en fløde-historie. Men det er også meget mere end det. Så da jeg fandt ud af, hvad den egentlig handlede om (ja, det kunne jeg måske have undersøgt noget før, inden jeg sådan trampede den i jorden), nemlig fertilitetsbehandling, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Jeg synes det er et enormt interessant emne, og jeg synes det er et enormt vigtigt emne. Der bliver hele tiden flere og flere, som ikke selv kan få børn, og det skal der sættes fokus på. Og det er det første, jeg gerne vil rose bogen for. Pelle Hvenegaard deler ærligt og grundigt ud af både den praktiske og ikke mindst følelsesmæssige rejse fra barnløshed gennem fertilitetsbehandling til adoption, og der bliver ikke sparet på detaljerne.  Alle detaljerne og den store ærlighed og åbenhed fra Pelle og Carolines side er med til at gøre historien levende og relevant. Derfor tror jeg også at rigtig mange barnløse par kan bruge denne her bog, særligt til at have nogen at spejle sig i. For det er blandt andet noget af det Pelle og Caroline beskriver som værende rigtig hårdt; det med at stå i det alene, og ikke have nogen at snakke med det hele om.

    Jeg synes dog sagtens man kan læse bogen, selvom man ikke står i en lignende situation. For det første er det grundlæggende en virkelig fin og ærlig historie, og det er ret særligt at få lov at komme så tæt på nogle andre mennesker, i en tid i deres liv, hvor de har det allersværest. Derudover er Hvenegaard en forfatter, som har masser af humor, og ikke er bleg for at komme med sjove kommentarer undervejs. Det fylder især i første halvdel af bogen, men det er egentlig, bevidst eller ej, et ret fint billede på, at der i starten er fuld af kærlighed og glade dage, hvorefter Pelle og Caroline synker længere og længere ned i frustrationer og sorg over barnløsheden:

    Her er alt fra storbyguides til en bog om Kilimanjaro, hvor hun helt alene, et par år, før vi mødtes, havde forsøgt at nå toppen, men måtte stoppe på grund af højdesyge. Umiddelbart ville hun kunne få højdesyge igen alene ved at stable alle guidebøgerne og kravle op på toppen. Så mange er der.

    Man kan dog godt mærke, at Hvenegaard ikke er forfatter til daglig. Sproget er simpelt og fyldt med banale virkemidler, og det bliver lidt trættende i længden. Jeg havde især store problemer med dialogen, som haltede hele bogen igennem. Jeg havde svært ved at gennemskue, om den skrevne dialog afspejlede det der præcis var blevet sagt i situationen (hvilket jeg har svært ved at forestille mig, når bogen går så mange år tilbage), eller om Hvenegaard bare ikke er en dygtig nok forfatter til at skrive realistisk dialog. Flere gange stoppede jeg op og læste dialogen højt for mig selv, fordi det lød virkelig dumt, og ville man virkelig have sagt det på den måde i virkeligheden? Jeg havde flere steder lyst til at fjerne ord, og putte nogle andre ind, for at få dialogen til at flyde bedre. For i virkeligheden er det ligemeget, hvad der ligger til grund for den haltende dialog. Hvis det ikke fungerer på skrift, bliver man nødt til at lave det om. Heldigvis hører bogen til en genre, hvor man i højere grad kan tillade sig at skrive på denne måde.

    Det faktum at bogen er skrevet direkte til Zoe Ukhona tog mig noget tid at vænne mig til. I begyndelsen læste jeg f.eks. “din mor” som “min mor”, og troede der blev refereret til Pelles egen mor, hvor der i virkeligheden var tale om Caroline. Jeg har ikke rigtig nogen mening om, hvorvidt det havde været bedre at skrive den til læseren, men forvirrende var det i hvert fald, og det er vel aldrig godt. Jeg kan dog godt se, hvor Hvenegaard vil hen med det, for det er med til at gøre fortællingen endnu mere personlig, og der er derfor tale om en stillistisk valg fra forfatterens side, som jeg godt kan acceptere.

    Er denne bog i højere grad en selvhjælpsbog til par, som står i samme situation? Eller for professionelle som møder disse mennesker via deres arbejde? Ikke nødvendigvis. Men for nogle passager, ja måske. F.eks. synes jeg ikke det var interessant at læse detaljerede beskrivelser af deres kursus-ophold, med dertilhørende grundig gennemgang af de øvelser, de skulle lave, som de var på i forbindelse med deres “optagelsesprøve” til adoptions-ventelisten. Og det kunne jeg forestille mig vil være meget relevant for andre i samme situation. Til gengæld synes jeg som udefraseende at det var fantastisk at læse om hvordan Pelle og Caroline mødte hinanden og hvor stærkt man kunne mærke kærligheden i starten af bogen. Ligeledes fandt jeg hele afsnittet omkring adoption i Afrika enorm interessant, og der synes jeg virkelig Hvenegaard formåede at give læseren en snært af den kæmpemæssige frustration forældrene står i med alle problemerne med myndighederne, bureaukrati, aftaler som ikke bliver holdt, e-mails, penge og alt det de stakkels forældre skal igennem, før de kan få lov til at forlade landet med deres barn. Puha. Generelt var det en bog der fik alle følelserne til at sidde helt uden på tøjet, og det er da også den 2. bog i år, som har fået mig til at trille tårer under læsningen. Litterært er det ikke noget mesterværk, men det er en virkelig fin og ærlig fortælling fyldt med store følelser. Det er en historie, som fortjener at blive delt, og som man som læser får lov til at blive lukket helt ind i. Og den del lykkes virkelig godt.

     

  • Anmeldelser

    Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Titel: Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore

    Forfatter: Robin Sloan

    Udgivelsesår: 2012 (Denne udgave 2013, Atlantic Books)

    Sidetal: 288

    I Mr. Penumbra’s 24-hour Bookstore møder vi Clay Jannon, en webdesginer, som netop har mistet sit job, og derfor begynder at arbejde som nattevagt i en gammel, støvet boghandel. Clay finder dog hurtigt ud af, at boghandelen langt fra er en helt almindelig boghandel. F.eks. er der næsten ingen kunder, og de få der er, køber aldrig noget. I stedet kommer de for at aflevere og låne gamle, tykke bøger med sære titler, skrevet i et tilsyneladende mystisk kodesprog, som altid befinder sig højt oppe på flere etager høje bogreoler. Clay sætter sig for at opklare mysteriet om de mystiske, gamle bøger, og med hjælp fra hans ældste og rigeste ven, som har fået succes ved at skabe en helt særlig form for software, og den kloge og smukke Kat, som arbejde for Google og altid har den samme t-shirt på, forsøger de at afsløre en gammel hemmelighed ved hjælp af moderne teknologi.

    Historien bliver fortalt gennem Clays øjne og ikke mindst tanker, og det synes jeg fungerede virkelig godt. Jeg fløj gennem de første ca. 80 sider, og elskede den måde hvorpå universet blev opbygget med en grundig introduktion til karaktererne og god tid til at suge stemningen til sig. Alt sammen tilsat Clays kommentarer, som var både herlige og kærligt velkomne, og gav historien personlighed. Clay er en perfekt blanding af at være totalt akavet og upassende og samtidig utrolig  morsom og umulig ikke at elske. Han mindede mig om Clay Jensen (som han også deler navn med – hvem har mon fået inspiration fra hvem?) fra 13 Reasons Why samt Greg fra Me and Earl and the Dying Girl, hvoraf sidstnævnte er en af mine all-time yndlingskarakterer. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Clay var det jeg allerbedst kunne lide ved bogen. Han havde mange sjove bemærkninger undervejs, som flere gange fik mig til at klukke højlydt. På det punkt lykkedes Sloan med både at gøre fortællingen levende og personlig, og jeg følte virkelig, jeg blev inviteret ind i Clays lille verden:

    ”Maybe I’ll just go ahead and buy her the Tufte book. I’ll bring it wrapped in brown paper. Wait – is that weird? It’s an expensive book. Maybe there’s a low-key paperback edition. I could buy it on Amazon. That’s stupid, I work at a bookstore. (Could Amazon ship it fast enough?)

    Der er således en virkelig fin stemning i starten af bogen, hvor man som læser får lov til at følge Clay og hans møde med den mystiske boghandel og bogens øvrige persongalleri. Jeg elskede virkelig denne del af bogen, og var sikker på, at jeg havde fundet en af mine nye yndlingsbøger. Men i takt med at historien udviklede sig, og der kom mindre fokus på persongalleriet og de indbyrdes relationer, og mere fokus på fremdriften i selve historien, jo mere forsvandt magien. Og det er her bogen halter for mit vedkommende. Det var ikke fordi selve historien ikke var spændende med hele opklaringen af “bogmysteriet”, for det var en fin og original historie, men det var som om, den ikke var ordentligt gennemarbejdet. Jeg troede ikke rigtig på den. Jeg skal prøve at forklare hvad jeg mener; I J. K. Rowlings fantastiske Harry Potter univers tror man på historien, selvom man godt ved, det er en eventyrfortælling. Men det hele er så gennemarbejde, på en måde, hvor alt hænger sammen og skaber et fuldendt fantasy-univers, der får hele historien til at virke enormt livagtig. Som noget der sagtens kunne foregå lige midt i vores verden. Det samme gælder Murakamis syrede magisk-realistiske fantasiverdener, lige så vel som mange andre fantasyuniverser. Og sådan havde jeg det desværre ikke med historien om den døgnåbne boghandel. Det hele endte derfor med at blive en lidt overfladisk og enstrenget eventyr-detektiv-mystik-roman, som på en måde ville for meget på en gang, og samtidig ikke ville den det nok.  Undervejs sørgede Clay og vennerne heldgivis for en god portion humor, og det gjorde, at jeg alligevel var i godt humør hele vejen igennem og havde lyst til at læse mysteriet til ende. For det var helt klart personerne der bar historien frem, og ikke selve historien. Alt i alt var det en virkelig fin historie med en herlig og elskelig hovedperson og dertilhørende bikarakterer, som dog bliver ved den gode historie og aldrig rigtig får os overbevist om sit eget univers.

  • Uncategorized

    velkommen til Unbroken Spine!

    Sådan. Første indlæg. Så er vi ligesom i gang. Der endte med ikke at være særlig langt fra idé til handling, for da jeg igår aftes sad og skrev et udkast til et indlæg i et Word-dokument, kunne jeg ligesom godt fornemme, hvad klokken havde slået. Og så var det bare om at få bloggen oprettet, så jeg kan komme igang med at få udløb for mine kreative idéer – og inden der var nogen der fik samme idé og hapsede mit domænenavn, som jeg selv synes er ret fint og originalt.

    Bloggen kommer til at blive en slags litterær dagbog med blandet bog-snak, og er lige nu kun for min egen skyld. Så det bliver nok lidt af en blandet landhandel med både anmeldelser, tilbageblik, fremadblik, læselister, refleksioner og det løse. Nu må vi se. Som sagt ligger der ikke en lang overvejelsesproces bag, men jeg har MANGE idéer og glæder mig til at komme igang!

    Velkommen til!