• Anmeldelser

    “The Joy Luck Club” af Amy Tan

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    Orig.Titel: The Joy Luck Club

    Forfatter: Amy Tan

    Udgivelsesår: 1989, denne udgave på dansk 1990

    Sidetal: 286

    Forlag: Borgens Forlag

    Jeg har læst bogen på dansk, men vil bruge den engelske titel i min anmeldelse. Det er sådan, jeg kender bogen. Derudover synes den danske oversættelse af titlen er helt forfærdelig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den.

    “The Joy Luck Club” handler om fire kinesiske kvinder og deres døtre. Mødrene er alle født i Kina men er på forskellige tidspunkter i deres liv, og af diverse årsager flyttet til USA, hvor deres døtre er født. Fortællingen starter kort efter at den ene af de ældre kvinder, Suyuan Woo, er død, og hendes datter Jing-mei skal overtage hendes plads ved mah-jong bordet i The Joy Luck Club. Derfra skiftes de syv kvinder til at fortælle deres historie. “The Joy Luck Club” er således en historie om mødet mellem to kulturer, og udfordringerne i at vokse op i et fremmed land. Det er historien om at tilpasse sig den nye kultur, og samtidig holde fast i sine rødder og huske, hvor man kommer fra. Og sidst men ikke mindst er det en historie og båndet mellem en mor og en datter, og hvordan det kan skabe store kløfter familiemedlemmer imellem, når man ikke er vokset op det samme sted.

     

    Anmeldelse

    Jeg kunne virkelig godt lide denne her bog. Den var velskrevet, den var rørende, og den var oplysende. Umiddelbart rummede den alt, hvad der skal til, for at gøre en roman både læse- og mindeværdig. Amy Tan skriver virkelig godt og med stor indlevelse. Sproget var flydende og fyldt med små finurligheder, der passede godt til den kinesiske kultur. På et tidspunkt bliver det f.eks. beskrevet hvordan en af de ældre kvinder har rynket hud i ansigtet, fordi hun ikke bare havde smilet livet igennem, men fordi hun havde båret et smil. På intet tidspunkt stoppede jeg op fordi jeg blev forstyrret af teksten, fordi der var noget, jeg selv ville have sagt på en anden måde, eller fordi dialogen virkede påtaget og urealistisk. Tan har ligeledes gjort sig umage for at gøre mødrenes engelske dialog gebrokken og grammatisk ukorrekt. Det kan virke lidt påtaget i starten, men det fungerer, fordi det drager læseren endnu længere ind i universet, og er med til at skabe stemning og give kvinderne personlighed.

    Igennem især de ældre kvinder fortæller Tan barske og dystre historier om det land, kvinderne er rejst fra. Hun fortæller om sorg, om skam og om de værste ulykker man kan forestille sig en kvinde og en mor at komme ud for. Det er enormt stærkt, og enormt rørende. Men aldrig bliver det udelukkende sørgeligt. For historien er så smukt fortalt, at man bare har lyst til at læse mere. Ligeledes er indblikket i den kinesiske kultur noget er det stærkeste i bogen, da man som læser får lov til at komme helt tæt på en, for det fleste, ukendt kultur, hvor familiens ære er det vigtigere end ens egen lykke. De kinesiske kvinder har en helt særlig tro på det “alternative” og som vesterlænding kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over noget af det. Men samtidig har jeg dyb respekt for kvinderne og deres ældgamle tro, og føler mig meget priviligeret at få lov til at lære om den.

    Hun skubbede håret væk fra min pande. “Vi er ens,” sagde hun. “Din pande er lidt bredere end, så måske bliver du klogere en jeg. Dit hår er kraftigt, og hårgrænsen sidder et godt stykke nede i panden. Det betyder, at du kan få det lidt vanskeligt i de første år. Sådan gik det også for mig. Men se, hvor min hårgrænse sidder nu. Højt oppe! Det betyder, at jeg får en lykkelig alderdom. Engang får du også bekymringer og taber håret.”

    Grunden til at jeg er alligevel ikke er 100% oppe og ringe over “The Joy Luck Club” skyldes én ting. Hvert kapitel bliver fortalt af en ny person. Syv fortællere i alt. Fire kapitler til Jing-mei, to til alle de andre. Det er enormt forvirrende. Og det gjorde, at jeg i første halvdel af bogen brugte mere til på at være forvirret end på at lade mig suge ind i bogens univers. Og selvom alle kvinderne kendte hinanden, blev var hvert kapitel meget personligt for den enkelte fortæller, og inddrog sjældent de andre. Det gjorde for mig, at bogen på en måde mindede mere om en novellesamling. Alle historierne var spændende, rørende, alt hvad de skulle være. Men jeg følte, jeg læste syv små fortællinger, samlet til én roman. Og det synes jeg ikke fungerede optimalt.

    Sidstnævnte skal dog ikke afholde nogen fra at læse denne her bog. For det ér en virkelig fin roman, og ikke mindst en meget velskrevet én. Den er sanselig og følsom, og det er imponerende at Tan har formået at putte så mange fine scener og så mange følelser ind i så kort en bog. Det er kvantitet for alle pengene, og det er en historie, som jeg tror alle mødre og døtre vil få noget ud af at læse. Det er ligeledes en bog, for alle dem som interesserer sig for Kina og kultursammenstødet med med vestlige verden. Og så er den selvfølgelig også en bog for alle dem, som bare sætter pris på en velskrevet og smuk fortælling.

    The Joy Luck Club

  • Dagbog

    Dagbog fra et studieliv

    Lige om lidt starter et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg har for 3. gang på få år valgt at lukke døren til den uddannelse, jeg var i gang med. Jeg har søgt ind på en ny uddannelse. Jeg er kommet ind på den. Og lige om lidt starter jeg på den. Jeg har planer om at dele tanker fra mit nye liv i det, jeg har valgt at kalde ‘Dagbog fra et Studieliv’, som formegentlig får en fast plads herinde. Jeg håber, I vil tage godt imod det.

     

    31.7.18 – Optaget

    Jeg skulle egentlig have været færdig med min uddannelse til januar. Men jeg glædede mig overhovedet ikke til at blive færdig. Faktisk glædede jeg mig så lidt, at jeg var begyndt at lægge planer for hvordan jeg kunne undgå at komme ud og arbejde, når jeg blev færdig. Hvis jeg nu kunne passe det med, at jeg blev gravid og skulle føde ikke så længe efter. Så ville jeg i hvert fald kunne udskyde det minimum et år, og i mellemtiden kunne nå at lægge en ny undvigelsesstrategi. Eller også skulle jeg bare skynde mig at søge ind på noget efteruddannelse, som jeg kunne bruge til noget helt andet. Så jeg var videre for good, og aldrig behøvede at kigge tilbage.

    Men så blev jeg sygemeldt. Det blev for meget, jeg fik det for dårligt. Det er jeg sådan set stadigvæk. Men i foråret fik jeg en idé. En idé til en helt ny uddannelse. En tanke om at droppe det hele og starte forfra. Igen. Jeg har nemlig gjort det før. I år er det fjerde gang jeg bliver optaget på en uddannelse. Første gang var det den samme uddannelse, men i en anden by. Først nu, seks år senere, er jeg blevet klar til at starte på den. Jeg skulle åbenbart prøve to andre uddannelser af først og næsten færdiggøre den ene af dem.

    Så nu har jeg gjort noget vildt. Jeg synes i hvert fald selv at det er lidt ud over det sædvanlige. Jeg har søgt ind på en ny uddannelse. Jeg er blevet optaget på den, og efter få mærken-efter-dage har jeg sagt ja tak. Ikke at jeg var tvivl. Det var jeg sådan set ikke. Men med så mange månederes overvejelser, tanker, grublerier, samtaler; så havde jeg alligevel lige brug for at lade det ligge lidt. Brevet. Mit elektroniske optagelsesbrev.

    Så. there you have it. Jeg har næsten ikke mere SU tilbage. Jeg er 25 år gammel. Mange af mine jævnaldrene er allerede er færdige, eller som minimum godt på vej. Selvfølgelig med undtagelser. For det er jo det, der er min pointe. Det kan godt føles som om alle andre er kommet milevidt længere, og jeg bare går i stå og går tilbage. Jeg har da selv tænkt at der er fuldstændig tosset at gå i gang starte forfra med (endnu) en lang uddannelse. Og det er det måske også. Også alligevel og overhovedet ikke. For det er det jeg vil. Det føles helt rigtigt. Der kommer helt sikkert til at være tidspunkter, hvor det føles ***** og jeg tænker, hvad ****** det er, jeg har gang i. Men sådan er det, og sådan bliver det. Og det er helt normalt, når man skal læse tusindvis af sider i løbet af et enkelt semester.

    Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan bruge det her til noget. Det er selvfølgelig også for min egen skyld. For at dokumentere. For at huske hvordan det var. Men hvis der er nogen, der kan bruge det til at forstå, at det er ok ikke at gøre som alle de andre. Det er ok at følge sig håbløst bagud. Og det er ok at det her indlæg kommer til at lyde som verdens største kliché. For det er vigtigt at få sagt. Så det har jeg gjort. Nu er det sagt. Og hvis det giver mening, kommer jeg til at sige endnu mere og fortsætte med at dokumentere livet for en gammel og fattig studerende. For vi kan ikke allesammen være 25 og have færdiggjort vores kandidat med et 12-tal og landet et sweet mother ******* job til en årsløn jeg ikke engang kan tælle til. Sådan er det. Sådan bliver det. Og det kommer forhåbentlig til at gå rigtig godt.

  • Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.

  • Læselister

    Status på sommerlæsning 2018

    Vi er nået ca. halvvejs igennem sommeren, og jeg tænkte derfor, at det var passende med en status på min sommerlæseliste. For en måneds tid siden lavede jeg et indlæg om mine læseplaner for sommeren, og meget passende er jeg nået næsten halvvejs igennem. Jeg har læst fire bøger ud af de ni på min liste (hvis man tæller Murakamis trebindsværk som én bog, så det gør vi naturligvis i dette tilfælde. Så bliver min procentsats nemlig lidt højere ;-). I alt har jeg ind til videre læst fem bøger. Og det synes jeg faktisk er ret skuffende. Men som I måske har læst, har jeg har været inde i en periode med manglende læselyst. Og så er fem i det mindste bedre end ingen.

    Jeg har dog gjort noget dumt. Lige inden vi skulle afsted på ferie til Møn, fik jeg pludselig den indskydelse, at jeg skulle læse nogle helt andre bøger, end dem på min liste. Dem, som jeg med stor omhu nøje havde udvalgt som de bøger, jeg havde lyst til at læse i min sommerferie. Jeg synes ikke det er dumt at lade sig styre af sine læselyster. Bestemt ikke. Men det er ******* dumt i det mindste ikke at tage en enkelt bog med fra listen. Dumt at lade dem alle sammen blive derhjemme. I 3 uger. Dumt. Så i øjeblikket læser jeg forsøger jeg at kæmpe mig igennem Dostojevskij og Jean Genet. Sidstnævnte har jeg dog haft på min læseliste i noget tid. Men alligevel. Dumt.

    På den måde gik det altså til, at jeg i min iver slet ikke fik taget nogen bøger fra listen med. Så nu sidder jeg her og tager mig selv i at savne mine bøger. Savn. Til bøger. Som er derhjemme. Som jeg først ser om en uge, og allerede har været væk fra i to. Det positive må være, at jeg er topmotiveret til en intens læse-uge når jeg kommer hjem, mens Historikeren alligevel skriver eksamen. Jeg savner også biblioteket. Fik jeg sagt at det var dumt?

    Anyways. Lad os snakke om de bøger, jeg rent faktisk har fået læst.
    4/9 + en ekstra

     

    • Thomas Korsgaard En dag vil vi grine af det – “Denne her ved jeg, jeg kommer til at læse” skrev jeg i begyndelsen af sommeren. Og det gjorde jeg. En rigtig fin bog, som dog hverken levede helt op til mine forventninger eller til sin forgænger. Men jeg er fortsat vild med Thomas Korsgaard som forfatter, og jeg elsker hans måde at skrive bøger på. Så jeg skal helt sikkert også læse hvad end der kommer fra ham næste gang.
    • Alice Osemann Radio Silence – En virkelig fin historie med nogle meget aktuelle og vigtige tematikker. Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst den, men jeg ville ønske, jeg havde læst den noget før. For sprogligt manglede den lige det sidste, for at mit 25-årige jeg var tilfreds. Til gengæld tror jeg mit 15-årige jeg havde været kæmpe fan.
    • Ernest Hemingway Solen går sin gang – Ind til videre den bedste bog jeg har læst i løbet af sommeren. Det var som nævnt min første Hemingway-roman, og jeg var vildt begejstret! Hemingway forstår virkelig at sætte en scene og skabe stemning som ingen anden. Jeg skal helt klart have læst noget mere af ham snart, og den næste bliver nok A Moveable Feast / Der er ingen ende på Paris. Jeg lånte den på biblioteket, men jeg skal helt sikkert have købt min egen udgave. Så god en læseoplevelse fortjener en plads i min bogreol, så jeg kan mindes den, når jeg får øje på den.
    • Delphine de Vigan Alt må vige for natten – Hvis I læste min anmeldelse at denne her, ved I allerede, at min anden Vigan-roman var en kæmpe skuffelse. Det er en af de top 3 dårligste bøger, jeg har læst i år, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor den har fået så meget ros. Og til dem der alligevel gerne vil læse den, har jeg bare en ting at sige: lad være med at læse Den, der lever stille lige inden du går igang med denne her. For så kan du kun blive skuffet over hvor dårligt denne her er skrevet, sammenlignet med Leonoras mesterværk.

    Den sidste bog, jeg også har fået læst er Dukkemageren af Jessie Burton. Endnu en bog, jeg desværre heller ikke var helt oppe at ringe over. Jeg vil ikke sige så meget mere om den lige nu, andet end at der kommer en anmeldelse af den snarest. #staytuned.

     

    Og så må jeg hellere også lige nævne dem, jeg endnu ikke har fået læst…

     

    • Mine 100 ting har jeg afleveret tilbage til biblioteket. Jeg var ikke i humør til at læse den, inden fristen udløb, og jeg kunne ikke få lov til at forlænge den. Kommer jeg til at læse den på et senere tidspunkt? Måske. Når jeg kommer i humør til noget ligegyldig chick-lit. Men i så fald tror jeg, jeg vil starte med forgængeren, Ensomme hjerter og herreløse hunde.
    • 1Q84 er en af de bøger, som har fostret mit savn. Jeg trænger til snart at læse noget velkendt. Trænger til at vende hjem til en velkendt forfatter og ditto velkendte ord og måde at bruge sproget på. Til sproglige virkemidler i verdensklasse og fantastiske fortællinger. Og til at varme op til Mordet på Kommandanten.
    • The Book Thief står ligeledes højt på listen, og jeg håber på at komme igang med den i næste uge.
    • Rosens navn vil jeg også stadig gerne læse i ferien, hvis jeg kan nå det. Men hvis ikke, må den komme med på min efterårsliste, som jeg så småt er gået i gang med at forberede.
    • Hundehoved springer jeg formegentlig over i denne omgang. Jeg skal helt sikkert have læst den, og det er heller ikke sikkert, der går så længe. Men jeg tror, det er noget andet, jeg trænger til lige nu.

     

    Hvordan går det med jeres sommerlæsning? Har I fået læst så meget, som I gerne ville? Og har der været nogle positive overraskelser imellem?

  • Indblik

    Lige nu… #3

    Lige nu læser jeg… ikke særlig meget, faktisk. Jeg er havnet i hvad jeg tror er mit livs første læse-tørke. Og det føles meget mærkeligt og utrolig uvant. Jeg tror, jeg har læst maks 100 sider i løbet af den sidste halvanden uge. Til sammenligning plejer jeg at læse min. en bog om ugen. I starten troede jeg det skyldtes, at jeg var på ferie hos mine forældre i øjeblikket, og derfor hellere bare ville være sammen med dem. Men så blev det ligesom bare ved. Jeg kan ikke rigtig finde nogen bøger, jeg har lyst til at læse, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Lige nu prøver jeg mest bare at omfavne følelsen. Lave noget andet, lave det jeg har lyst til. Og håbe på, at det snart vender.

    Lige nu lytter jeg til… mest til fuglefløjt og havets brusen. Vi passer hus og kat for mine forældre, mens de er på ferie, og de bor skønt på Møn, lige ud til vandet. Så det er ikke kun for deres og kattens skyld, men bestemt også for egen (ferie)vindings skyld. Og så lytter jeg virkelig meget til Jørgen Leth og de andre Tour de France-kommentatorer, haha.

    Lige nu glæder jeg mig til… at overkomme min læsedepression. Og til den næste virkelig gode bog jeg skal læse. Jeg har læst mange gode bøger i starten af sommeren, men jeg trænger til snart at læse en fantastisk én. En som slår benene væk under mig og får mig til at glemme mit eget navn. Og ja, vi snakker stadig om bøger. Men det kræver jo lige, at jeg får min læse-mojo tilbage. Hvor er du? Og er der nogen, der har nogle gode råd til at finde den?

    Alt andet lige har jeg dog en skøn arbejdsplads lige her, under parasollen.
  • Guides

    5 tips til læse-app: Sådan bruger jeg Goodreads

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, der har opdaget Goodreads og oplevet de dertilhørende glæder. I hvert fald blev jeg først bekendt med fænomenet for et halvt års tid siden, da jeg faldt over et indlæg fra Den Lille Bogblog, hvori hun nævnte det. Og da jeg først havde opdaget det, blev jeg lynhurtigt hooked. Nu er jeg nemlig både fast og hyppig bruger af både hjemmesiden og app’en. Men selvom alle andre har kendt til det i årevis, og sikkert ved langt mere om det, end jeg gør, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at føre jer igennem nogle af de features, jeg bedst kan lide. Dem, jeg synes, virker allerbedst, og som er dem, jeg hyppigst benytter mig af.

    Hvis I er nysgerrige, er I selvfølgelig velkomne til at klikke ind på min egen Goodreads-konto, hvor I blandt andet kan se en oversigt over alle de bøger, jeg har læst i år, eller se en liste over mine alleryndlingsbøger. I kan også altid følge med i, hvad jeg læser i øjeblikket, ude i højre side af skærmen (eller nede i bunden, hvis i er på mobil-udgaven). Og lad os så komme i gang:

     

    hvilke + hvor mange

    En af hovedefunktionerne på Goodreads er naturligvis, at man kan holde øje med hvilke og ikke mindst hvor mange bøger, man har læst. Jeg finder stor tilfredshed i at kunne scrolle igennem min “read”-liste og glæde mig over alle de bøger, jeg allerede har læst. Og så er det også ret skønt at kunne flytte en bog fra “currently reading” til “read”, hver gang man har færdiggjort en bog. Hvert år kan man også oprette sin egen Reading Challenge og hele tiden holde øje med, hvor langt man er. Som I kan se på min, havde jeg ikke så stor tiltro til mig selv i starten af året, haha.

     

    kategorier

    Til at starte med har Goodreads kun lavet nogle få standardkategorier på din profil. Men du kan selv tilføje lige så mange du vil. I starten gjorde jeg det mest fordi, jeg er en type, der godt kan lide at lave lister og sætte ting i orden, haha. Men det er gået op for mig, at jeg faktisk kan bruge det til meget mere. I mine øjne er kategoriernes styrke, at man nemt kan få et overblik over, hvilken type bøger det egentlig er, man læser flest af, og hvilke genrer man rater højest. Er der f.eks en bestemt genre, man altid belønner med fire eller frem stjerner, uden at være bevidst om det? Eller kan man i virkeligheden bedst lide at læse bøger af forfattere med en bestemt nationalitet? Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg i øjeblikket tiltrækkes af bøger med en LGBT-hovedperson, fordi jeg kan se, at jeg har læst en del af dem i år, og har givet dem alle sammen min. fire stjerner. Og så ved jeg, at jeg måske skal søge efter flere i samme genre.

     

    grupper

    Jeg er endnu ikke selv medlem af så mange grupper, men jeg kan virkelig se fidusen ved dem. Jeg er f.eks. medlem af en Murakami-gruppe, som er min yndlingsforfatter. Jeg kender få mennesker, som er lige så vild med ham, som jeg selv er, og så er det rart at kunne “mødes” med ligesindede. Lige børn leger bedst, og alt det der. F.eks. er der altid mange der spørger til lignende forfattere, og på den måde bliver jeg inspireret til at læse andre bøger, som jeg måske ikke selv havde fundet, men som jeg med stor sandsynlighed vil kunne lide. Derudover debatterer folk bestemte bøger eller karakterer, og for en superfan som mig er det altid spændende at høre andres input, og få udvidet sin Murakami-horisont.

     

    ratings

    En anden vigtig funktion på Goodreads er naturligvis deres rating-system. Når jeg selv anmelder bøger, kan jeg nemt føle mig begrænset af at skulle bedømme en bog ud fra kun fem valgmuligheder. Det bliver et meget overfladisk billede på min læseoplevelse og det er ikke særlig repræsentativt for min mening om bogen. Så lad være med at lægge alt for meget i, hvordan jeg rater mine bøger derinde ;-). Men der, hvor jeg synes, det fungerer godt, er på bogens samlede vurdering. Den samlede rating svarer naturligvis ikke altid til min egen vurdering, men jo flere anmeldelser der er, jo mere kan man regne med, at der er noget om snakken. Og generelt oplever jeg, at jeg godt kan regne med den overordnede rating. Det hjælper mig meget, når jeg f.eks. står i en boghandel, og får øje på en bog, som ser spændende ud, men som jeg ikke kender. Så kan jeg lynhurtigt åbne app’en og få et overordnet billede af den bog, jeg står med. Og hvis det lyder lovende, smider jeg den på min “to-read” liste, hvilket leder mig til det sidste punkt.

     

    to-read

    “to-read”-listen er det perfekte transportable hukommelseskort. Her kan jeg samle alle de bøger, jeg gerne vil læse på sigt, men ikke har tid til eller mulighed for at gå i gang med lige nu. Det er dog ikke alle mine fremtidige læseoplevelser jeg lægger derind, da der er mange bøger, især klassikere, som jeg godt ved, jeg vil læse og ikke behøver plotte ind. Så jeg bruger det især til bøger, jeg har brug for at blive husket på, typisk fordi jeg ikke kender eller har den i forvejen. Derudover fungerer det også godt som inspirations-liste. Hvis jeg ikke lige ved, hvad jeg skal læse som det næste, kan jeg altid gå derind og få idéer til nye læseoplevelser.

     

    Der er selvfølgelig mange andre mere eller mindre brugbare gimmick’s på Goodreads. F.eks. kan man få vist sine yndlingscitater på sin profil eller stemme på de bedste bøger nogensinde. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme the Rory Gilmore Complete Reading List, som vist er gået hen og blevet lidt af en klassisker på Goodreads.

     

    I må endelig dele jeres egne tips til Goodreads – der er sikkert mange smarte funktioner, jeg endnu ikke har opdaget!

  • Anmeldelser

    “Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

    Orig.Titel: Rien ne s’oppose à la nuit

    Forfatter: Delphine de Vigan

    Udgivelsesår: 2011

    Sidetal: 337

    Forlag: People’sPress

    “Alt må vige for natten” er Delphine de Vigans anmelderroste biografiske roman om sin egen mor, Lucile, fra hun bliver født, til hun tager sit eget liv i en alder af 61 år. Første del af historien er fortalt af Vigan udelukkende ved hjælp af beretningner og levn i form af bl.a. videoer og fortællinger fra Luciles søskende og forældre. Dernæst fortæller Vigan historien fra sine egne øjne, via erindringer og dagbogsnotater, fra sin barndom og voksenliv, om tiden med en alkoholmisbrugende, psykotisk mor, og en søgen efter at forstå, hvorfor hendes mor blev som hun var.

    Anmeldelse

    Vigan fortæller en enormt barsk historie om både sin mors og sin egen opvækst i den dysfunktionelle familie Poirier. Og det er i sig selv en vild oplevelse af være vidne til. Flere og flere hemmeligheder bliver afsløret, flere og flere skeletter springer ud af skabet, jo længere vi kommer ind i romanen, og man forstår i højere og højere grad, hvor meget hver enkelt karakter i romanen har at kæmpe med. Ingen er normale, alle har været udsat for noget traumatisk, og alle er mærket af det i voksenlivet.

    Desværre fungerer opbygningen af bogen ikke særlig godt. “Alt må vige for natten” er bygget op på den måde, at der undervejs i bogen er indskudt kapitler, hvor nutidens Vigan kommenterer på bogen. De løbende opbrud med meta-tekst gjorde historien meget mindre flydende, og bevirkede at jeg aldrig rigtig blev opslugt af romanen. Vigan kommenterer delvist på skriveprocessen, og på hvordan det lykkes hende at få fat i det materiale, hun har brugt i bogen – fint nok, det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at høre om. Men hun er også meget bevidst om, hvor svært det er for hende at skrive denne her bog, så det fortæller hun også om. Det bunder bl.a. i at hun ikke kender til den objektivt sande historie om sin mors liv. Og det skal vi hele tiden mindes om. Hver gang hun fortolker eller fortæller historien fra sit synspunkt, føler hun det nødvendigt at præcisere det, og det er enormt trættende i længden.

    Det var for Lucile syv år i stor ensomhed (har hun tit sagt), og de år har været en af årsagerne til hendes ødelæggelse (det er mine ord)

    Det er tydeligt, at Vigan ikke bare har haft  svært ved at skrive denne bog. Hun har både ligget søvnløs, hun har siddet foran computeren i flere dage, og bare stirret, uden at skrive noget, og hun har haft mareridt, hvor hun efterfølgende er vågnet af sine egne skrig. Og hun har hele tiden behov for at fortælle læseren om sin egen utilstrækkelighed. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svært at skrive denne bog. Det er man slet ikke i tvivl om, når man finder ud af, hvor mange grufuldheder både Lucile og Delphine har været i gennem. Men det ændrer ikke på, at den måde, hun har valgt at fortælle historien på, helt grundlæggende ikke fungerer. Og det bliver den nødt til. Historien kan ikke bære bogen selv, en historie har også brug for at blive fortalt på den rigtige måde. Og det formår Vigan desværre ikke i dette tilfælde.

    Jeg sad med en løbende fornemmelse om at Vigan ikke tror på sin egen bog – og ikke mindst, at hun ikke tror på sig selv. Og det er i mine øjne et kæmpe problem. Hendes usikkerhed står tydeligt frem for mig, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, hun vil med denne her bog. Hun har på en eller anden måde brug for at blive klogere på det, der er sket, og hun har en fornemmelse af, at det er nødvendigt for hende at skrive bogen. Men jeg fornemmer ikke, at hun egentlig har lyst til at skrive den. Og den holder altså ikke i byretten. En forfatter er nødt til at tro på, at han/hun er i gang med at skrive en god bog, som mange mennesker har lyst til at læse. Den gejst og motivation kunne jeg overhovedet ikke mærke fra hende. Og det var det allermest frustrerende.

    Hvorfor er det, at Vigan ikke bare skriver sin udgave af historien? Vi ved jo godt som læsere, er det er den eneste udgave hun kan skrive. Historien var helt klart blevet anderledes, hvis hendes søster Manon havde skrevet den i stedet. Men nu er det Vigan, der skriver den, og derfor hendes udgave vi læser. Hvorfor er det, at hun ikke bare omfavner, at det er dét hun kan, og så gør det. Det virker næsten som om hun ikke tør. Som om hun er bange for at fortælle historien forkert. Bange for de reaktioner der kommer fra familien. Som jeg ser det burde hun have droppet forestillingen om den absolutte sandhed, og blot have fortalt om sin mor. Ikke om Manons mor, ikke om søster-Lucile. Men om Delphines mor. Hun får endda flere hints undervejs fra både Manon og fra sin ene moster, som (selvfølgelig – fristes man til at sige) for længe siden har regnet ud, at denne bog er Vigans udgave af historien. Jeg mener, hvis ikke forfatteren selv kan acceptere bogens promis, hvordan skal vi andre så kunne?

    …Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile

    Manon fortalte mig den anden dag, at der er mange, der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved…

    Det mest sørgeligt er, at Vigans mor faktisk skriver meget bedre end sin datter. Vigan har – med rette – valgt at inddrage flere uddrag af sin mors skriverier undervejs i romanen, og her mærker man den der helt særligt ærlighed, som vi aldrig rigtig får fra Vigan. Lucile skriver med en sårbarhed og en ægthed, som fik mig til at ønske, at hun var blevet forfatter i stedet for socialrådgiver, så jeg kunne læse noget mere af hende. De få sider, som hun får lov til at fylde, var helt særlige, og en stor oplevelse for mig at få lov til at læse.

    Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet.

    Der er heldigvis også gode passager i “Alt må vige for natten”. Flere gange blev jeg så opslugt af Vigans fortælling om den utrolige familiehistorie, at jeg vendte sider uden at ænse hvad sidetal, jeg var kommet til. Præcis som det skal være, med en rigtig god roman, som tager dig ud af tid og sted, og ind i romanens verden. Det skete især når Vigan trak sit nuværende jeg ud af historien, stoppede med at undskylde for, og bare lod episoderne stå, som hun husker dem, som hun havde valgt at fortælle dem. Disse episoder var bogens styrke, og lige der havde den noget helt særligt over sig, som jeg ville ønske havde fyldt størstedelen af de 300+ sider. For der var virkelig nogle guldkorn imellem, som indimellem endda fik mig til at klukke af grin. Jeg ville ønske, der havde været meget mere af det.

    På hylden stod hendes syv tandbørster og tronede i et plastikbæger. Liane havde en til hver af ugens dage: mandag blå, tirsdag rød, onsdag gul, det gik efter en præcis plan. Liane var af den mening, at en tandbørste skulle have hvile. Der var seks dage mellem to præstationer, og på den måde kunne børsterne nå at komme sig, og de holdt så længe, som de havde fortjent.

    Problemet var, at de allesammen blev afbrudt. Ingen af dem fik lov til at fylde og gøre romanen til en fængende og sammenhængende historie, der kunne have gjort denne bog til en mindeværdig læseoplevelse af den positive slags. Vigan havde i denne historie en helt særligt mulighed for at skrive en fantastisk bog, på den måde man kun kan, når de grufulde hændelser ikke er ren fantasi, men noget, der faktisk er sket for ikke ret lang tid siden. Historien er i sig selv utrolig, og Vigan skulle have troet på, at hun kunne gøre den skrevne udgave lige så fantastisk. For det tror jeg, den kunne have været.

    Er der nogen, der har læst denne her, og været glad for den? I så fald er jeg meget interesseret i at høre det, og ikke mindst i hvorfor?

  • Indblik

    Om at kombinere sine to største passioner: Jeg kan da sagtens læse og strikke på samme tid!

    Jeg har aldrig gjort det særlig meget i lydbøger. Slet ikke faktisk. Jeg elsker fornemmelsen af at sidde med en bog i hånden, duften af den, at kunne kigge på den i min bogreol, og ikke mindst at kunne læse den i mit eget tempo, men min egen “stemme”. Jeg har det generelt svært med stemmer, og kan nemt blive irriteret, hvis jeg lytter til et menneske, som har en på en eller anden generende stemme. Det lyder tosset, men jeg faktisk engang gået hjem fra en forelæsning, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at lytte til lærerens stemme. Jeg kunne ikke abstrahere fra den, og kunne slet ikke koncentrere mig om det hun sagde, og så kunne jeg lige så godt tage hjem.

    Da jeg hørte min første lydbog for et par måneder siden, blev jeg derfor heller ikke grebet af konceptet. Oplæseren var ikke særlig god, og jeg blev ved med at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg selv sad med bogen. Hvilke passager jeg ville genlæse, hvilke ord jeg ville have læst op for mig selv på en anden måde.

    For fem år siden begyndte jeg at lære mig selv at strikke. Jeg blev grebet af det med det samme, og blev hurtigt rigtig god til det. Siden da har jeg strikket næsten hver dag, og har brugt flere både halve og hele dage bare på at strikke og se tv-serier. Jeg har simpelthen ikke kunne lade være, og det må da være lige sådan, man skal have det, med, ja, helst alt hvad man laver, men i hvert fald sine selvvalgte fritidsinteresser. Jeg har siden barns ben været kreativ og glad for og god til diverse former for håndarbejde, og i strikkens verden har jeg virkelig fundet noget, der kombinerer disse kvaliteter med min store skabertrang. Jeg har strikket alt fra lune sweatre til mig selv til babytøj til gaver til hele familien, og jeg tror, det er noget, der kommer til at følge mig resten af livet. Skønt <3

    I den periode, hvor jeg har strikket, har jeg dog ikke fået læst nær så mange bøger, som jeg ellers plejer. Jeg blev opslugt af mine strikkerier, og samtidig har jeg haft rigeligt med stuidebøger at læse i oveni. Men i forbindelse med min sygemelding tidligere på året, fandt jeg igen ind i bøgernes verden og fik vækket min gamle kærlighed til det skrevne sprog. Og jeg begyndte at strikke mindre. Stadig meget, men ikke lige så meget som jeg plejer. Og det er også helt fint, for det havde muligvis taget en smule overhånd, og der er også grænser for, hvor mange forskellige sweatre, jeg kan nå at gå med i løbet af en vintersæson.

    Men jeg elsker stadig min strikketid. Og jeg elsker min læsetid. Og nu har jeg to fritidsinteresser, som er forholdsvis tidskrævende, hvis man sådan for alvor skal nå nogen vegne. Og derfor har jeg givet lydbogmediet endnu en chance, og denne gang med noget større succes! For det er simpelthen så smart, at jeg kan strikke samtidig med at jeg pløjer mig igennem side efter side i roman efter roman. Jeg kan nå at læse endnu flere bøger, og jeg føler at jeg virkelig optimerer min tid, når jeg kan gøre begge ting på en gang.

    Det er ikke alle oplæsere, som er lige gode, og heller ikke alle bøger, der egner sig til at blive hørt på lydbog. F.eks. har jeg for nu opgivet at høre “Brødrene Karamazov”, som jeg ellers lige var gået i gang med, udelukkende på lydbog, fordi der er så mange personer at holde styr på, at jeg følte behov for at kunne bladre tilbage undervejs. Så nu har jeg lånt dem på bog som supplement. Til gengæld havde jeg en meget positiv oplevelse, da jeg “læste” Hemningways “Solen går sin gang” tidligere på sommeren. Så jeg skal helt sikkert have kigget på nogle flere bøger, jeg kan høre, i løbet af sommeren. Så længe oplæseren er god, that is.

    I øjeblikket har jeg nogle gratis måneder hos Mofibo, men ellers bruger jeg bibliotekernes gratis tjeneste eReolen, som også har rigtig mange godt bøger.

    Hvad er jeres forhold til lydbøger? Er det noget i “læser” på lige fod med de fysiske bøger, eller siger det jer ikke rigtig noget?