• Indblik

    The Book Lover’s Tag

    Book Lover’s Tag er efterhånden en klassiker inden for bog-tag’s, så det må jeg nødvendigvis også besvare. Jeg elsker selv at læse tag’s hos andre bogbloggere, da jeg synes det er en virkelig fin måde, at lære bloggeren bedre at kende på, på en sjov og overskuelig måde. Jeg har brugt de danske oversættelser af spørgsmålene fra Windblown Pages.

    Hvis du er nysgerrig på mere, har jeg tidligere besvaret Mid Year Book Freak Out Tag.

     

    #1 – Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse?
    Ja. Jeg har mit lille læsehjørne i lejligheden, i lænestolen ved siden af bogreolen. Med et lille bord ved siden af med plads til en varm kop te. Og med udsigt ud til den lille have, der følger til vores lejlighedskompleks. Men faktisk betyder det mere, at omgivelserne er på en bestemt  måde, end at det er et bestemt sted. Giver det mening? Jeg kan f.eks. bedst lide at læse, når jeg sidder i et form for hjørne. Helst i et hjørne af et rum, men det kan også bare være en stol med en høj ryg. Jeg har stort behov for at føle mig omsluttet. På den måde kan jeg bedst koncentrere mig uden at blive forstyrret af alt hvad der foregår omkring mig. Men jeg skal nu heller ikke være for fin til at indrømme, at jeg også læser meget i sengen.

    #2 – Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden?
    Jeg ville gerne kunne sige, at jeg altid bruger smukke bogmærker. Men sandheden er en anden. For det meste snupper jeg bare det, der ligger nærmest. En serviet, en gammel bon, et afklippet stykke garn. Det er meget sjældent jeg har forberedt et bogmærke, når jeg går i gang med en bog, og så er det nemmest bare at tage, hvad der ligger i nærheden. Det sker også ret ofte, at jeg glemmer hvor jeg har lagt mit “bogmærke” mens jeg læser. På den måde kan en bog nå igennem en del forskellige bogmærker, inden jeg er færdig med at læse den. Nogle gange, hvis det skal gå rigtig stærkt, og jeg ikke lige kan finde andet, vender jeg bare bogen om, så den ligger foldet ud, men ryggen opad, og slået op på den side, jeg er nået til. Samtidig har jeg ikke lyst til at slide på de få flotte bogmærker, jeg faktisk ejer. Det seneste jeg brugte endte med at blive helt bøjet i enderne, og det er jeg faktisk ret ked af. Jeg kunne godt lide det, og nu ser det grimt ud.

    #3 – Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse det færdig?
    Jeg er ikke nødt til at læse færdig. Jeg er ikke OCD-isk på den måde, at jeg ikke kan stoppe midt i et kapitel. Så det gør jeg sommetider. Men jeg foretrækker helt klart at læse hen til et kapitel. Forfatteren har indlagt naturlige pauser, hvor det giver mening. Så dem vil jeg helst følge. Men jeg er bestemt ikke hellig, og kan også sagtens finde på at stoppe midt i det hele.

    #4 – Spiser du og drikker imens du læser?
    JA og JA! Jeg spiser aldrig noget, der skal spises med kniv og gaffel (læs: to hænder), men så længe, det kan indtages med en hånd, så jeg kan holde bogen med den anden, bliver det praktiseret. Og så drikker jeg virkelig meget te. Jeg kan dog sagtens læse uden at spise og drikke, forstås.

    #5 – Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser?
    Nej og nej. Jeg har forsøgt, og forsøger nogle gange stadig, selvom jeg godt ved, at det ikke fungerer. À la “jeg sætter lige noget hyggeligt på, som kan køre i baggrunden”. Nej. Det fungerer ikke. Jeg er typen som har brug for ro for at kunne koncentrere mig om at læse. Fuglefløjt og andre “naturlige” lyde er ok, og en gang imellem kan jeg godt finde på at sætte noget jazz eller klassisk musik på. Men jeg læser helt klart bedst uden baggrundsstøj.

    #5 – Læser du en eller flere bøger ad gangen?
    Det er meget forskelligt. Som udgangspunkt læser jeg en bog ad gangen. Men det varierer. Hvis jeg f.eks. er i gang med en lydbog, vil jeg typisk også have en fysisk bog liggende, fordi jeg læser dem på forskellige tidspunkter, i forskellige situationer. Derudover læser jeg mange romaner på studiet, som skal læses til bestemte tidspunkter. Jeg forsøger så vidt muligt at læse dem over en kort periode, så der vil jeg typisk holde pause med min “fritids”-bog ind til jeg har læst den anden færdig. Andre gange har jeg bare brug for at holde en pause fra en bog, eller der kan være en bog, jeg ikke kan vente med at komme igang med. Så det korte svar må være ‘det er forskelligt, men så vidt muligt en bog ad gangen’. Det vil I også kunne fornemme, hvis I følger med på min Goodreads.

    #7 – Foretrækker du at læse hjemme eller andre steder?
    Det har jeg ikke noget forhold til. Jeg læser mest derhjemme, fordi det oftest er der jeg opholder mig, når jeg har fri. Og det er der maden og det uendelige lager af Twinnings Earl Grey befinder sig. Men jeg kan sagtens læse andre steder. Udendørs læsning bliver f.eks. praktiseret en del i sommerhalvåret.

    #8 – Læser du højt for dig selv eller inden i dig selv? 
    Jeg læser ikke højt for mig selv. Med mindre det bliver angivet i bogen, at der er en bestemt passage, man bør læse højt. Det har jeg oplevet et par gange. Ellers læser jeg inden i mig selv. Og så er jeg ved at træne at kunne læse, uden at læse højt indvendigt, men i stedet bare “scanne” ordene med øjnene. På den måde kan man læse hurtigere, og det har jeg brug for at kunne på studiet.

    #9 – Læser du i forvejen eller springer du sider over? 
    Jeg springer aldrig sider over. Hvis jeg vil hurtigt gennem nogle sider, skimmer jeg dem. Men jeg kan godt komme til at læse forud på den side, jeg er på, hvis det er virkelig spændende. Især hvis der er en dialog længere nede på siden, fordi det er nemmere at læse, og nemmere for øjnene at fange. Faktisk bliver jeg nogen gange nødt til at holde hånden for resten af siden, hvis jeg læser noget, som er virkelig spændende, for at undgå det! Det er lidt skørt, men jeg vil gerne have det hele med 😀 Da jeg var barn havde jeg i en periode en underlig fetich med altid at læse den sidste side i bogen, som det første, når jeg gik igang med en ny bog. Sært, jeg ved det. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, og jeg er også stoppet med det igen.

    #10 – Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det?
    Da jeg var lille, lærte mig far mig, at man altid skulle knække ryggen på paperbacks, inden man gik igang med at læse dem. Så det gjorde jeg i en lang periode. Men så gik det op for mig, at jeg egentlig ikke rigtig kunne se meningen med det. Så nu gør jeg det ikke. Jeg ved ikke, om jeg direkte forsøger at undgå det, men jeg foretrækker i hvert fald en glat ryg, når bogen skal stå i min bogreol. Og ellers sker det jo også tit af sig selv…

  • Anmeldelser

    10 fine citater fra “Bjørneby”

    Jeg er netop blevet færdig med at læse “Bjørneby” af Fredrik Backman. Jeg kommer ikke til at lave en fuld anmeldelse af den, men jeg har alligevel lyst til at dele noget om den (for jeg kunne virkelig godt lide den!). Hvis jeg læser en bog, jeg regner med at skulle anmelde, tager jeg altid et billede, hvis der er et sted i teksten, der lyder særligt fint, og som jeg tænker, jeg måske kan bruge til citater undervejs i anmeldelsen. Men med denne her skete der det, at jeg endte ud med virkelig mange billeder af små passager rundt omkring i bogen. Nogle var sjove, andre var dystre og nogle var bare virkelig fine og nærmest filosofiske. Og derfor har jeg besluttet at dele mine 10 favoritpassager med jer. På den måde kan I alligevel få del i min læseoplevelse – men på en anden måde end normalt. Jeg håber det fungerer. Vi må hellere starte med de alvorlige, så vi kan ende positivt. Here goes:

     

    De dybe
    1. Den eneste måde at holde op med at være bange for mørket derude er at finde et mørke inden i sig selv, som er større.
    2. Tiden går lige hurtigt, kun følelserne har forskelligt tempo. Hver dag sker et helt liv eller kun lige et hjerteslag, afhængigt af hvem vi tilbringer den sammen med.
    3. Det er ikke svært at slås. Og alligevel er det indimellem det sværeste, der findes. Afhængigt af hvilken side af huden man gør det på.
    4. Det er underordnet, hvem der sidder sammen den dag. Alle spiser frokost alene.
    5. Hun bøjede nakken og viede sig til Bjørnebys egentlige nationalsport: Skam og tavshed.

     

    De finurlige
    1. Hun hedder Mira, men det har hun aldrig hørt nogen i Bjørneby sige. Til sidst gav hun op og lod dem bare kalde hende “Mia”. Folk taler så fåmælt her, at de åbenbart ikke engang vil ødsle med konsonanterne. I starten morede Mira sig med at svare “Du mener Pete?” når nogen i byen spurgte efter hendes mand. Men så kiggede de bare alle sammen gravalvorligt på hende og gentog: “Nej, Peter!” Ligesom alt andet fryser ironi til is her. Så nu morer Mira kun sig selv ved at konstatere, at hendes børn hedder de forbilledlige konsonantbesparende navne “Leo” og “Maya”, for at hovedet ikke skulle eksplodere på nogen inde på kommunens folkeregisterkontor. (Af alle navne i verden skulle du netop vælge to næsten identiske navne til to af personerne? Som endda er i familie med hinanden! Helt ærligt, Fredrik Backman…)
    2. “Hvor fuld er de egentlig?” Bobo rødmer. “Jeg … det er bare noget, jeg går og tænker på. Alle fyre snakker jo om damers patter. Jeg spekulerer bare på, om de mon også snakker sådan om vores pikke. Hvordan ved man ligesom, om man har en, der er flot?”
    3. “Har du fået hår på pikken endnu? Eller græder du stadig i badet, når det går op for dig, at det også bare var fnuller fra underbukserne i dag?”
    4. “Må jeg spørge dig om noget?” “Okay” “Hvordan ved man, om man har en flot pik?”
    5. “Jeg kan ikke danse” svarer Benji uden at opfange, at det var en joke om hans krykker. “Det er nemt nok at danse. Det er bare at stå stille og så holde op med at gøre det,” hvisker bassisten. (Min personlige favorit).

     

  • Dagbog

    Dagbog fra et studieliv #2

    Rusugen er overstået. Det har været vildt og voldsomt, og jeg er helt oppe at ringe over, hvor mange gode oplevelser der har været. Og hvor godt det her tegner. For det er virkelig godt.

     

    02.09.18 – Studiestart

    I dag er det søndag. Rusugen er forbi og i morgen går den mere officielle del af mit nye studie i gang. Bortset fra, at jeg først har timer på tirsdag, men altså. Jeg skal læse, ikk? Det har været 5 dage med nye mennesker, kommende medstuderende og forhåbentlig også mange kommende venner. Der har været ryste-sammen-lege, praktiske informationer og virkelig mange øl. 5 dage som skulle bruges til at lære mit studie bedre at kende og møde alle mine nye medstuderende. 5 dage. 500 øl.

    Det er gået virkelig godt. Faktisk er det gået over al forventning. Og jeg er helt høj på hvor fedt det har været; hvor mange gode oplevelser der har været. Hvor godt jeg har haft det, hvor glad jeg har været, og hver nemt det faktisk har været. Mine nye medstuderende er fuldstændig min type mennesker, og jeg undrer mig i sjov over hvor alle de her mennesker har gemt sig ind til nu. Bevares, mange af dem er først flyttet til Århus for meget nylig. But still.

    Jeg havde selvfølgelig drømt om at det ville gå godt. Men jeg havde frygtet at det ikke ville. Mit ønske var, at jeg ville finde nogle stykker, jeg faldt virkelig godt i hak med. Som blev mine venner og som jeg ville kunne følges med igennem studiet. Men jeg var meget bevidst om, at det måske ikke ville ske. Ja, det er dumt, at tage forskud på sorgerne. Men det er måske også meget godt at være bevidst om, hvad der måske venter en. En balance, måske. Men helt ærligt, så var jeg klar på, at jeg måske (heller) ikke (denne gang) ville få nogen venner. At jeg stadig gerne ville læse netop det, fordi min kærlighed til faget er så stor. At det forhåbentlig ville være nok til at få mig gennem studiet. Men at jeg måske skulle klare mig igennem det alene.

    Let’s face it. Jeg er 25, så jeg har ikke ligefrem den hyppigste studiestarts-alder. Og så har jeg virkelig dårlige erfaringer. Da jeg startede på Molekylærbiologi for 2 år siden, var næsten alle 18 eller 19 år, måske 20. I kid you not. Jeg følte mig overhovedet ikke hjemme på holdet, og jeg nåede aldrig at falde til. Jeg er klar over at alderen ikke er den eneste betydende faktor. Det havde selvfølgelig også noget at gøre med, at de grundlæggende ikke var mine “typer”. At det nok alligevel, uanset alder, ikke var nogen, som jeg nogensinde ville blive særligt gode venner med…

    Der er nogle stykker på mit nye studie, som har samme alder. Men det betyder ikke lige så meget, fordi vi er så ens på mange andre punkter. Så heldigvis er min frygt blevet gjort til skamme. Jeg hører helt klart til i den ældre del af skalaen, men jeg er ikke den ældste. Og der er flere andre, som er lige så gamle som mig. De fleste er 21, så generelt er aldersgennemsnittet også højere. Så i stedet for bare nogle få, har jeg nu fået 44 mulige nye venner. Okay, måske ikke helt 44. Der vil altid være nogle, man ikke klikker med, og det er der helt sikkert også her. Men der er også mange, som jeg allerede klikker virkelig godt med. Og som jeg glæder mig til at lære endnu bedre at kende.

    Så jeg tror sgu, jeg er blevet forelsket. Forelsket i studiet. Forelsket i de smukke bygninger, som skal være rammen om min læring de næste 5 år. Forelsket i en helt fantastisk uge, som jeg aldrig får tilbage helt på samme måde, men som forhåbentlig kun er starten på et rigt socialt-liv og mange fester<3. Forelsket i uddannelsen og alle bøgerne. Forelsket i mit hold og alle de mennesker der er på det, som jeg har lyst til at lære bedre at kende. (Selvom jeg er overrasket over, hvor godt jeg allerede føler, jeg kender nogle af dem). Det gik allerede op for mig i tirsdags, at jeg her var landet et helt særligt sted. At jeg virkelig var heldig. At jeg virkelig skulle huske at nyde det. Så det har jeg heldigvis fortalt mig selv flere gange i den forgangne uge. Og det har hjulpet lidt på mine ellers frygtede rus-uge-abstinenser.

    Men jeg føler også, jeg har fortjent det. Det er 6 år siden, jeg første gang søgte ind på en videregående uddannelse. 5 siden jeg rent faktisk startede på en. 3½ siden jeg droppede ud af den første. 3 siden jeg gik i gang med den næste. 2½ siden jeg droppede ud af den. 1½ siden jeg startede op på den, jeg i første omgang, var gået i gang med. Og et ½ år siden jeg gik til lægen og fik en sygemelding, der blandt andet fik mig til at indse, at jeg stadig ikke var havnet det rigtige sted. Det har rent ud sagt været noget rod. Men nu håber jeg endelig, at jeg er landet på den rette hylde. Det føles sådan. Jeg er bange for at miste det hele igen, men mest af alt er jeg bare uendeligt taknemmelig for, at jeg er her. At jeg turde lytte til mig selv og være modig. For det var mig, der sørgede for, at jeg kom hertil. Tak mig. Tak for det.

  • Anmeldelser

    “Drageløberen” af Khaled Hosseini

    Orig.Titel: The Kite Runner

    Forfatter: Khaled Hosseini

    Udgivelsesår: 2003, denne udgave på dansk fra 2007

    Sidetal: 259

    Forlag: Cicero

    Drageløberen handler om Amir og Hassen, som er bedste venner, men aldrig siger det højt. Hassan er nemlig en hazara, og så er han søn af den tjener, som bor hos og arbejder for Amirs far. Amir og Hassans laver mange ting sammen, men mest af alt elsker de at løbe med drager. Hver vinter øver de sig i at flyve med dragerne, så de kan deltage i byens årlige drageturnering. Amir nedlægger konkurenternes drager, og Hassan løber efter de nedfaldne drager og bringer dem hjem som trofæer. Men en vinter sker der noget, som ødelægger drengenes venskab, og Hassan og hans far ser sig nødsaget til at forlade huset. Snart efter bryder krigen ud i Kabul og Amir flygter til Amerika sammen med sin far. Amir får et nyt liv i Amerika, og først mange år senere får han mulighed for at rejse tilbage til Afghanistan og søge at råde bod på den hændelse, der kostede ham den bedste ven, han nogensinde har haft.

     

    Anmeldelse

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, som (endelig) har fået læst denne her bog. Men ikke desto mindre kan den sagtens tåle at blive talt om igen. For det er en fantastisk fortælling om krig og om venskab, og om to mænds skæbner, som efterlader dybe spor, selv når sidste side er vendt. Det er en historie om de vigtige relationer i livet og om hvordan mennesker kan mødes og knytte bånd på trods af store forskelligheder. Aldersforskel og social status er nemlig ligegyldigt, når man har fundet sin bedste ven.

    Fremmest og vigtigst står nemlig venskabet mellem Amir og Hassan. Det er denne relation, som præger første del af bogen, og som bliver bygget op via fortællinger fra drengenes barndom. De to drenge har et helt særligt bånd, og den slags venskab som alle mennesker drømmer om. For Amir er Hassan en ven, der altid er der. Hassan vil gøre alt for sin bedste ven, og trofasthed og tillid er nogle af de ord, der bedst beskriver deres venskab. Hosseini formår at hive ud af siderne i bogen og ind i læserens hjerte. Og det er en ret særlig følelsesstærk oplevelse, at få lov at være med i.

    Drageløberen er også en historie om kærligheden mellem en far og en søn. Amir higer efter at mærke sin fars kærlighed, higer efter anerkendelse og efter stolthed. Mens de bor i Kabul er far Baba fraværende og bruger primært sin søns succespræstationer til at kunne prale for de andre i byen. Men da de sammen må flygte over Atlanten og starte et nyt liv sammen i et andet land, sker der noget i deres forhold. Baba bliver nærværende og begynder at bruge meget mere tid sammen med sin søn. Amir får endelig den far og den kærlighed han har længtes efter, og som læser var det en fornøjelse at se deres forhold vokse. Historien var vedkommende, spændende og virkelig fint fortalt.

    På trods af alle de gode stunder og stærke kærlighedsbånd mellem flere af personerne, er Drageløberen en virkelig sørgelig bog. Der sker den ene frygtelige ting efter den anden, og jeg var overrasket over, hvor meget drama en så lille bog kan indeholde. Alligevel var jeg indimellem overrasket over, hvor godt jeg rummede al ulykken. Der var død og ødelæggelse, folk der måtte flygte fra deres hjem, lig, der blev efterladt på gaderne. Og så var der den allermest sørgeligt del. Delen om at miste de personer, der står allernærest. Men fordi det var så fint balanceret, fordi der også var så meget kærlighed og glæde, så virkede det overordnet ikke som en sørgelig bog. Mest bare som en virkelig stærk én. (Det er muligt, det skyldes, at jeg allerede har grædt mig igennem Et Lille Liv tidligere på året, og derfor er blevet hærdet…)

    Der findes kun én synd, kun én. Og det er tyveri. Alle andre synder er en afart af tyveri. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du det?

    Jeg har ikke meget negativt at sige om Drageløberen. Bogen er fyldt med drama og action fra start til slut, og samtidig er der hele tiden plads til smukke og filosofiske indslag. Med Drageløberen har Hosseini nemlig formået at flytte læseren tilbage til det Kabul, hvor der vokser granatæbletræer på bakkerne, og generelt er så meget sanselighed, at man som læser føler sig draget væk fra sofaen og lige ned i gaderne i Kabul. Hen mod slutningen begyndte jeg dog at føle, at historien blev forudsigelig, og jeg sad lidt og ventede på, at der skete det, jeg godt vidste ville ske. Men så sker der alligevel pludseligt noget uventet, og jeg slår mig selv i hovedet over at kunne tro, at denne actionroman pludselig ville blive forudsigelig. Jo, en smule forventet blev den, men ikke nok til, at jeg kom til at kede mig. Og slet ikke nok til, at jeg ikke stadig synes, at Drageløberen er en historie af den fineste slags.

    Jeg behøver nok ikke sige, at Drageløberen er en bog, alle bør læse. Dels fordi alle allerede har læst den. Dels fordi du nu har læst min anmeldelse af den, og kan høre, hvor god den er. Jeg er imponeret over hvor meget handling og hvor mange følelser Hosseini har formået at putte ind i en så forholdsvis lille bog. Og på intet tidspunkt føltes det stresset. Drageløberen var en af de bøger, jeg havde svært ved at lægge fra mig, og mens jeg læste den, var det noget af det første jeg tænkte på, når jeg vågnede. Hvornår kan jeg læse videre? Jeg må vide hvad der sker. Det gør jeg nu, og det vil jeg håbe alle andre også gør, eller meget snart vil komme til. Det fortjener Amir og Hassan.

  • Indblik

    Lige nu… #4

    Lige nu læser jeg… Drageløberen af – ja – Khaled Hosseini. Dén bog behøver vist ingen videre introduktion, og jeg skammer mig lidt over, at jeg ikke har læst den endnu. Og hvad mere er, er det en uge siden, jeg gik i gang med den, og jeg er kun nået til side 21. Og det er altså ikke fordi, jeg har læst en masse andre bøger imens. Det har jeg ikke. Overhovedet ikke. Zero andre bøger. 21 sider på 7 dage. Til mit forsvar har jeg været på travl oplevelsesferie, men alligevel, #notproud.

    Lige nu lytter jeg til… Nevermind af Dennis Lloyd. Love it, love it, love it<3

    Lige nu glæder jeg mig til… at komme igang med alle de nye bøger jeg har købt med hjem fra Skotland. Ikke at de er specielt skotske. Faktisk er de overvejende af asiatiske forfattere. Men mange asiatiske forfattere bliver ikke oversat til dansk, og kan ej heller købes i danske boghandlere. Og det er bare hyggeligere at købe bøger i små, lokale boghandlere i udlandet end på en generisk hjemmeside. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til at komme igang med mit nyt studie meget-meget snart! Selvom det betyder, at jeg får mindre tid til at læse alle de ulæste bøger, i min bogreol. Og alle de bøger, på min reserveringsliste på biblioteket. Og, og, og….

    6 bøger fik jeg med hjem fra 6 dages ferie. #heltperfekt
  • Anmeldelser

    “The Joy Luck Club” af Amy Tan

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    The Joy Luck Club

    Orig.Titel: The Joy Luck Club

    Forfatter: Amy Tan

    Udgivelsesår: 1989, denne udgave på dansk 1990

    Sidetal: 286

    Forlag: Borgens Forlag

    Jeg har læst bogen på dansk, men vil bruge den engelske titel i min anmeldelse. Det er sådan, jeg kender bogen. Derudover synes den danske oversættelse af titlen er helt forfærdelig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den.

    “The Joy Luck Club” handler om fire kinesiske kvinder og deres døtre. Mødrene er alle født i Kina men er på forskellige tidspunkter i deres liv, og af diverse årsager flyttet til USA, hvor deres døtre er født. Fortællingen starter kort efter at den ene af de ældre kvinder, Suyuan Woo, er død, og hendes datter Jing-mei skal overtage hendes plads ved mah-jong bordet i The Joy Luck Club. Derfra skiftes de syv kvinder til at fortælle deres historie. “The Joy Luck Club” er således en historie om mødet mellem to kulturer, og udfordringerne i at vokse op i et fremmed land. Det er historien om at tilpasse sig den nye kultur, og samtidig holde fast i sine rødder og huske, hvor man kommer fra. Og sidst men ikke mindst er det en historie og båndet mellem en mor og en datter, og hvordan det kan skabe store kløfter familiemedlemmer imellem, når man ikke er vokset op det samme sted.

     

    Anmeldelse

    Jeg kunne virkelig godt lide denne her bog. Den var velskrevet, den var rørende, og den var oplysende. Umiddelbart rummede den alt, hvad der skal til, for at gøre en roman både læse- og mindeværdig. Amy Tan skriver virkelig godt og med stor indlevelse. Sproget var flydende og fyldt med små finurligheder, der passede godt til den kinesiske kultur. På et tidspunkt bliver det f.eks. beskrevet hvordan en af de ældre kvinder har rynket hud i ansigtet, fordi hun ikke bare havde smilet livet igennem, men fordi hun havde båret et smil. På intet tidspunkt stoppede jeg op fordi jeg blev forstyrret af teksten, fordi der var noget, jeg selv ville have sagt på en anden måde, eller fordi dialogen virkede påtaget og urealistisk. Tan har ligeledes gjort sig umage for at gøre mødrenes engelske dialog gebrokken og grammatisk ukorrekt. Det kan virke lidt påtaget i starten, men det fungerer, fordi det drager læseren endnu længere ind i universet, og er med til at skabe stemning og give kvinderne personlighed.

    Igennem især de ældre kvinder fortæller Tan barske og dystre historier om det land, kvinderne er rejst fra. Hun fortæller om sorg, om skam og om de værste ulykker man kan forestille sig en kvinde og en mor at komme ud for. Det er enormt stærkt, og enormt rørende. Men aldrig bliver det udelukkende sørgeligt. For historien er så smukt fortalt, at man bare har lyst til at læse mere. Ligeledes er indblikket i den kinesiske kultur noget er det stærkeste i bogen, da man som læser får lov til at komme helt tæt på en, for det fleste, ukendt kultur, hvor familiens ære er det vigtigere end ens egen lykke. De kinesiske kvinder har en helt særlig tro på det “alternative” og som vesterlænding kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over noget af det. Men samtidig har jeg dyb respekt for kvinderne og deres ældgamle tro, og føler mig meget priviligeret at få lov til at lære om den.

    Hun skubbede håret væk fra min pande. “Vi er ens,” sagde hun. “Din pande er lidt bredere end, så måske bliver du klogere en jeg. Dit hår er kraftigt, og hårgrænsen sidder et godt stykke nede i panden. Det betyder, at du kan få det lidt vanskeligt i de første år. Sådan gik det også for mig. Men se, hvor min hårgrænse sidder nu. Højt oppe! Det betyder, at jeg får en lykkelig alderdom. Engang får du også bekymringer og taber håret.”

    Grunden til at jeg er alligevel ikke er 100% oppe og ringe over “The Joy Luck Club” skyldes én ting. Hvert kapitel bliver fortalt af en ny person. Syv fortællere i alt. Fire kapitler til Jing-mei, to til alle de andre. Det er enormt forvirrende. Og det gjorde, at jeg i første halvdel af bogen brugte mere til på at være forvirret end på at lade mig suge ind i bogens univers. Og selvom alle kvinderne kendte hinanden, blev var hvert kapitel meget personligt for den enkelte fortæller, og inddrog sjældent de andre. Det gjorde for mig, at bogen på en måde mindede mere om en novellesamling. Alle historierne var spændende, rørende, alt hvad de skulle være. Men jeg følte, jeg læste syv små fortællinger, samlet til én roman. Og det synes jeg ikke fungerede optimalt.

    Sidstnævnte skal dog ikke afholde nogen fra at læse denne her bog. For det ér en virkelig fin roman, og ikke mindst en meget velskrevet én. Den er sanselig og følsom, og det er imponerende at Tan har formået at putte så mange fine scener og så mange følelser ind i så kort en bog. Det er kvantitet for alle pengene, og det er en historie, som jeg tror alle mødre og døtre vil få noget ud af at læse. Det er ligeledes en bog, for alle dem som interesserer sig for Kina og kultursammenstødet med med vestlige verden. Og så er den selvfølgelig også en bog for alle dem, som bare sætter pris på en velskrevet og smuk fortælling.

    The Joy Luck Club

  • Dagbog

    Dagbog fra et studieliv #1

    Lige om lidt starter et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg har for 3. gang på få år valgt at lukke døren til den uddannelse, jeg var i gang med. Jeg har søgt ind på en ny uddannelse. Jeg er kommet ind på den. Og lige om lidt starter jeg på den. Jeg har planer om at dele tanker fra mit nye liv i det, jeg har valgt at kalde ‘Dagbog fra et Studieliv’, som formegentlig får en fast plads herinde. Jeg håber, I vil tage godt imod det.

     

    31.7.18 – Optaget

    Jeg skulle egentlig have været færdig med min uddannelse til januar. Men jeg glædede mig overhovedet ikke til at blive færdig. Faktisk glædede jeg mig så lidt, at jeg var begyndt at lægge planer for hvordan jeg kunne undgå at komme ud og arbejde, når jeg blev færdig. Hvis jeg nu kunne passe det med, at jeg blev gravid og skulle føde ikke så længe efter. Så ville jeg i hvert fald kunne udskyde det minimum et år, og i mellemtiden kunne nå at lægge en ny undvigelsesstrategi. Eller også skulle jeg bare skynde mig at søge ind på noget efteruddannelse, som jeg kunne bruge til noget helt andet. Så jeg var videre for good, og aldrig behøvede at kigge tilbage.

    Men så blev jeg sygemeldt. Det blev for meget, jeg fik det for dårligt. Det er jeg sådan set stadigvæk. Men i foråret fik jeg en idé. En idé til en helt ny uddannelse. En tanke om at droppe det hele og starte forfra. Igen. Jeg har nemlig gjort det før. I år er det fjerde gang jeg bliver optaget på en uddannelse. Første gang var det den samme uddannelse, men i en anden by. Først nu, seks år senere, er jeg blevet klar til at starte på den. Jeg skulle åbenbart prøve to andre uddannelser af først og næsten færdiggøre den ene af dem.

    Så nu har jeg gjort noget vildt. Jeg synes i hvert fald selv at det er lidt ud over det sædvanlige. Jeg har søgt ind på en ny uddannelse. Jeg er blevet optaget på den, og efter få mærken-efter-dage har jeg sagt ja tak. Ikke at jeg var tvivl. Det var jeg sådan set ikke. Men med så mange månederes overvejelser, tanker, grublerier, samtaler; så havde jeg alligevel lige brug for at lade det ligge lidt. Brevet. Mit elektroniske optagelsesbrev.

    Så. there you have it. Jeg har næsten ikke mere SU tilbage. Jeg er 25 år gammel. Mange af mine jævnaldrene er allerede er færdige, eller som minimum godt på vej. Selvfølgelig med undtagelser. For det er jo det, der er min pointe. Det kan godt føles som om alle andre er kommet milevidt længere, og jeg bare går i stå og går tilbage. Jeg har da selv tænkt at der er fuldstændig tosset at gå i gang starte forfra med (endnu) en lang uddannelse. Og det er det måske også. Også alligevel og overhovedet ikke. For det er det jeg vil. Det føles helt rigtigt. Der kommer helt sikkert til at være tidspunkter, hvor det føles ***** og jeg tænker, hvad ****** det er, jeg har gang i. Men sådan er det, og sådan bliver det. Og det er helt normalt, når man skal læse tusindvis af sider i løbet af et enkelt semester.

    Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan bruge det her til noget. Det er selvfølgelig også for min egen skyld. For at dokumentere. For at huske hvordan det var. Men hvis der er nogen, der kan bruge det til at forstå, at det er ok ikke at gøre som alle de andre. Det er ok at følge sig håbløst bagud. Og det er ok at det her indlæg kommer til at lyde som verdens største kliché. For det er vigtigt at få sagt. Så det har jeg gjort. Nu er det sagt. Og hvis det giver mening, kommer jeg til at sige endnu mere og fortsætte med at dokumentere livet for en gammel og fattig studerende. For vi kan ikke allesammen være 25 og have færdiggjort vores kandidat med et 12-tal og landet et sweet mother ******* job til en årsløn jeg ikke engang kan tælle til. Sådan er det. Sådan bliver det. Og det kommer forhåbentlig til at gå rigtig godt.

  • Anmeldelser

    “Dukkemageren” af Jessie Burton

    Orig.Titel: The Miniaturist

    Forfatter: Jessie Burton

    Udgivelsesår: 2014, dansk oversættelse 2015

    Sidetal: 441

    Forlag: Hr. Ferdinand

    “Dukkemageren” foregår over nogle få måneder i vinteren 1686-87 i Amsterdam, Holland. Vi følger den 18-årige Nella, som lige er blevet gift med den mange år ældre handelsmand, Johannes. Historien starter da hun flytter ind i sit nye hjem og skal starte sin nye tilværelse. Livet som gift kone bliver dog langt fra som Nella havde forestillet sig, da Johannes sjældent er hjemme. Når han endelig er i huset, interesserer han sig ikke for Nella, og bruger tilsyneladende alt sin tid på at arbejde. Johannes forærer dog Nella en smuk og kostbar bryllupsgave i form af et stort dukkehus, som Nella selv skal fylde med møbler og mennesker i miniaturestørrelse. Nella tager kontakt til en mystisk dukkemager i byen, og herefter begynder der at ske sære ting. For det er som om, at dukkemageren kan se ind i fremtiden…

     

    Anmeldelse

    Der var nogle ting ved “Dukkemageren, som fungerede rigtig godt, mens der var andre, som slet ikke fungerede. For det første bliver “Dukkemageren” introduceret som en thriller. I så fald er det den kedeligste, mest langsommelige, thriller jeg nogensinde har læst. Handlingen sneglede sig afsted og der skete ingenting de første 100+ sider. Jeg kan godt se, hvor forfatteren ville hen med historien, og jeg er heller ikke i tvivl om hvilke elementer, der var beregnet til at skabe den lovede uhygge. Men intet af det var uhyggeligt. Generelt var stemningen i bogen på ingen måde spooky, og så er det altså svært at lave overbevisende uhyggelige indslag, når de er spredt sporadisk og kun i lille antal rundt omkring i bogen.

    Dukkehuset og dukkemageren skulle have været det uhyggelige og mystiske indslag i bogen, men ingen af delene fik lov til at fylde særlig meget. Hele bogen igennem sad jeg og ventede på, at den rigtige historie om dukkemageren skulle gå i gang. Men det gjorde den aldrig rigtig. Jeg havde regnet med, at dukkemageren ville være det bærende element i historien, men personen var nærmere en lillebitte sidekarakter. Og det var det, der irriterede mig allermest ved denne her bog. Titlen er enormt vigtig for en bog, og i dette tilfælde handlede bogen mest om en helt masse andet. Dog må jeg rose forsiden for at være en af de smukkeste bogforsider jeg længe har set!

    Som jeg så det foregik den egentligt historie mellem Nella, Johannes, Johannes’ søster Marin samt de to tjenestefolk Otto og Cornelia. Det var bare først næsten 300 sider inde i bogen, at deres historie for alvor gik igang. Først skulle den lige handle en hel masse om ingenting. Men så skal jeg også love for, at der kom massere af tiltrængt drama og karakterudvikling. Derfra var der handling og spænding helt til sidste side, og jeg glemte næsten hvor kedelig den var til at starte med. Især Marins karakter voksede med lynets hast på de sidste sider, og samspillet mellem Nella, Marin og Cornelia var virkelig fint og var en enormt stærk kvindetrio #womanpower. Den del kunne jeg virkelig godt lide, og det måtte der gerne have været endnu mere af. For det var det, der endte med at løfte historien op fra rendestenen og gøre den til en bog, der alligevel endte med at gøre sig bemærket på den positive måde.

    Nella var fra begyndelsen en interessant karakter, som jeg heppede på, selvom hun først for alvor trådte i karakter fra side 278. Men allerede fra starten var der nogen over hende, der gav mig lyst til at følge hende. Jeg følte hun havde noget at byde på. Værre stod det til med alle de andre karakterer, som lang hen af vejen var komplet intetsigende og ligegyldige. Og alligevel skulle vi bruge virkelig meget tid på dem. Gab. I virkeligheden har Burton skabt mange interessante og læseværdige karakterer i “Dukkemageren”, men ingen af dem får rigtig lov til at folde sig ud før hen mod slutningen. Og det er virkelig ærgerligt, for de fortjener alle sammen at få en plads i en mere vellykket bog.

    Heller ikke sproget formår Burton at gøre tilfredsstillende for den sultne læser. Sætningerne er kedelige og ligegyldige, og flere passager skimmede jeg, for at komme videre i handlingen. Jeg havde ikke brug for at læse hver enkelt ord og dvæle ved det smukke sprog. For det var der ikke. Til gengæld virkede det som om Burton har brugt meget tid på at researche handel og deslige i datidens Holland. Hun havde helt styr på Det Hollandske Ostindiske Kompagni og hele iscenesættelsen af den tids Holland. Og det fungerede virkelig godt. Universet var detaljeret, og de mange beskrivelser af kompagniet var overbevisende og gennemførte. Burton havde ligeledes helt tjek på datidens normer og kvindens rolle i samfundet. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at klukke lidt over Nellas viden om forventningerne til hende som gift kvinde:

    Hun går videre endnu – ser Johannes for sig uden tøj på, ser den ting, han har under bordet, og som venter på hende. Hendes mor har fortalt hende, hvad hustruer kan forvente sig – en smertende, stiv kæp, håbet om at det hurtigt er overstået, det våde mellem ens ben. Der er tilstrækkeligt mange væddere og får i Assendelft til, at hun ved præcis, hvad der sker.

    “Sådan en hustru ønsker jeg ikke at være,” sagde hun til sin mor.

    “Der findes ingen anden slags,” var svaret.

    Det tragikomiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville kunne lide bogen bedre, hvis jeg læste den for anden gang. For da ville jeg kende til personerne, deres udfordringer og indbyrdes forhold. Jeg ville have en meget bedre forståelse for situation og handling og jeg ville lægge mærke til flere detaljer. Og så ville den måske være knapt så kedelig. For man har brug for at kende personerne dybere og tidligere end Burton giver os lov til. Jeg ville ønske at Burton havde brugt lidt af sin tid på research til i stedet af forbedre handlingen og ikke mindst sproget. For der er mange gode idéer,  og mange muligheder for at gøre denne her bog til et mesteværk. Men udførelsen skal være der. Og ikke kun i den sidste tredjedel, som ind imellem var tæt på at være fremragende.