• Indblik

    Du ved, du læser Litteraturstuderende, når…

    I dag er det lige præcis 3 måneder siden, at den første uge som ægte universitets-litteratur-studerende officielt gik i gang. Og så ignorerer vi lige det faktum, at jeg først havde min første forelæsning om tirsdagen…(!) Så i den anledning tænkte jeg, at jeg ville markere dagen med et lille indlæg om, hvad jeg har lært om at være litteraturstuderende ind til videre. Man bliver nok ikke så meget klogere på, hvad det egentlig er, jeg laver på studiet. Men det giver i hvert fald et godt indblik i den grad af litterær hjernevask man meget hurtigt bliver udsat for (udsætter sig selv for???), når man beslutter sig for at gå i skole med 44 ligesindede bognørder! Så here goes. Du ved, du er Litteraturhistoriestuderende, når… :

     

    1. …du allerhelst ville bruge alle dine penge på bøger, men også bliver nødt til at betale husleje. Og mad. Og internet. Og…

    2. …du instinktivt har lyst til at lave overstregninger og sætte post-its i dine selvvalgte fritidsbøger.

    3. …udefrakommende ikke rigtig ved, hvad du laver på dit studie, udover at du læser virkelig mange bøger(!)

    4. …det første, du gør, når du kommer hjem til en medstuderende for første gang, er at kigge i vedkommendes bogreol.

    5. …de gør det samme, når de kommer hjem til dig!

    6. …du går i app store for at tjekke, om Ordnet har lavet en app, så du lettere kan slå ord op på farten.

    7. …bliver ægte glad, når du finder ud af, at Ordnet rent faktisk har lavet en app, der gør, at du kan slå ord op på farten.

    8. …du overhovedet føler behovet for at kunne slå ord op på farten.

    9. …du glæder dig til ferie – ikke så du kan slippe for at læse – men så du derimod kan få tid til at læse flere af de bøger, du selv har valgt.

    10. …du godt selv ved, hvad du laver på dit studie, men til gengæld ikke har den fjerneste idé om, hvad du skal bruge det til, når du er færdig. Udover at det måske bliver “noget med kommunikation….”

  • Anmeldelser

    En ikke-anmeldelse af “Mordet på Kommandanten”

    Mig og Murakami

    Det er snart 10 år siden, at jeg for første gang åbnede en af Haruki Murakamis bøger. Og i snart 10 år har manden været min absolutte favoritforfatter. Men fordi det er mange år siden, kan jeg ikke helt huske, hvordan det hele startede. Jeg mener at kunne huske, at jeg havde fået ham anbefalet af en bekendt. Muligvis var det en eks-kæreste. Som altså ikke var min eks-kæreste på daværende tidspunkt, forstås. Og jeg er også ret sikker på, at det hele tiden var min mening at læse “Norwegian Wood” først. At det var netop den, jeg var blevet anbefalet. Og jeg tror, det var fordi, den var udlånt, at jeg i stedet endte med at læse “Efter midnat” som min første Murakamiroman. Det er også muligt at ovenstående er opspind, og det bare var den jeg lånte, fordi det var den tyndeste og derfor den mest overskuelige at gå i gang med som den første, haha.

    I hvert fald blev “Efter midnat” den første. Og jeg kunne godt lide den. Eller, jeg kunne virkelig godt lide dele af den, og mindre godt andre dele. Men i hvert fald så meget, at jeg havde mod på mere bagefter. Og her er jeg sikker på, at det nu var “Norwegian Wood” der stod for tur. Og jeg skal hilse og sige fra mit ca. 17-årige jeg, at det var en rigtig god tur. Faktisk så god, at den med det samme blev min nye yndlingsbog, og har været det lige siden. Jeg har læst nogle fantastiske bøger i år, hvoraf flere af dem uden tvivl og uden besvær lander sig selv i top 5. Men førstepladsen ved jeg ikke, om nogen bog nogensinde vil kunne skubbe af pinden. Jeg vil ikke gå dybere ind i, hvad det er, jeg så godt kan lide ved den, lige nu, for det er ikke det, dette indlæg skal handle om. Men måske den får sit helt eget dedikerede indlæg på et andet tidspunkt. Det har den i hvert fald for længst fortjent.

     

    Mordet på Kommandanten

    I stedet skal det handle om den seneste Murakami roman, jeg har læst. Nemlig “Mordet på Kommandanten Bog 1 – en idé viser sig”. Jeg ønskede mig den i fødselsdagsgave, fik den, og gik i gang med den samme aften, efter at den havde ligget og kaldt på mig hele dagen. Hvad kan man gøre? Det er altid, altid rart at vende hjem til sin yndlingsforfatter. For det er sådan det føles, hver gang jeg åbner en af hans bøger. Selvom hans historier er forskellige, er de også meget ens. Og så må jeg bare erkende, at jeg elsker hans måde at skrive på (og Mette Holms måde at oversætte på), som immervæk er noget af det, der betyder allermest, når jeg skal vurdere om jeg kan lide en bog eller ej.

    I virkeligheden kunne jeg ikke særlig godt lide bogen. Og det ville jeg normalvis have skrevet en anmeldelse om. Problemet er bare, at jeg umuligt ville kunne finde ud af at være objektiv i sådan en sag. Og det skal jeg heller ikke i den forstand, at jeg altid anmelder bøger ud fra min personlige overbevisning. Men fordi jeg har læst så mange af hans bøger, og har så særligt et forhold til ham som forfatter, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne finde ud at anmelde denne bog for denne bog. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne lade være med konstant at sammenligne den med hver og en af de andre bøger, jeg har læst og for det meste elsket. For det er også den måde, hvorpå jeg tydeligt kan se, at denne bog ikke har den samme magi, som mange af hans andre bøger. For mig, i hvert fald. Og lige her er det trods alt den eneste mening der tæller.

    Helt overordnet synes jeg bogen var kedelig. Jeg synes den manglede Murakamimagi, og jeg synes den manglede humor. Og så synes jeg den manglede skønheden i den umiddelbarhed han normalt er så god til at levere. Jeg kan tælle det på én hånd, hvor mange gange, jeg føler, den var til stede. For jeg har dokumenteret det alle gangene. Og svaret er lige præcis 5 gange. Fem steder, som havde den charme, som jeg elsker, og som jeg efterspurgte hele vejen igennem læsningen. Men desværre ikke blev særlig beriget med. Men i dag vælger jeg at fokusere på det positive og give plads til netop de fem passager, jeg godt kunne lide i “Mordet på Kommandanten”. Som i virkelig godt, heldigvis. Here goes:

     

    1. “Jeg har små bryster, ikke?” sagde hun.

    “Måske,” svarede jeg.

    “Små som boller, der ikke har hævet.”

    […]

    “Synes De ikke, at min faster er ret smuk?” spurgte hun så og skiftede emne.

    “Jo, hun er en meget køn kvinde.”

    “Er de alene, sensei?”

    “Næsten,” svarede jeg.

    “Har de lyst til at gå ud med hende?”

    “Det ville da være hyggeligt, hvis det var muligt.”

    “Hun har også store bryster.”

    2. “Det er en meget mærkelig historie. Selvom jeg fortæller Dem hele historien i den rigtige rækkefølge og fra ende til anden, er jeg bange for, at mine ord ikke slår til.”

    3. Jeg var imponeret over hans formåen, men også lidt utryg. Jeg følte mig lettere opgivende, fordi alt initiativ var blevet taget fra mig. Det mindede mig om den følelse, jeg havde haft som barn, når vi mindre børn havde fundet på en god leg, som de store børn kom og overtog.

    4. Jeg satte vand over i en gryde, gav tomaterne en hurtig tur i den kogende vand og flåede dem, skar dem over på spækbrættet og pillede kernerne ud, moste dem og sauterede dem sammen med hvidløg i olivenolie på en stor jernstegepande, hvorefter jeg lod det hele koge ind. Undervejs skummede jeg det omhyggeligt. Dengang jeg var gift, havde jeg tit lavet tomatsauce. Det krævede både arbejde og tid, men i princippet var det ret ukompliceret. Jeg havde stået i køkkenet og lavet saucen, mens jeg hørte musik på cd-afspilleren, og min kone var på arbejde. Jeg kunne godt lide at lave mad, mens jeg lyttede til traditionel jazz. Jeg lyttede ofte til Thelonious Monks musik, hvor mit yndlingsalbum var Monk’s Music. Både Coleman Hawkins og John Coltrane er med på den plade, og de spiller nogle smukke soloer. Men det var nu heller ikke værst at lave tomatsauce til Mozarts kammermusik.

    5. “Må jeg have lov at lave en cocktail til Dem?” spurgte han. “De må endelig bestille, hvad De har lyst til,” sagde Menshiki. “En balalajka,” sagde jeg efter få sekunders betænkningstid. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med den drink,men jeg ville gerne se, om han virkelig kunne lave alle slags cocktails.

  • Indblik

    Lige nu… #5

    Lige nu læser jeg… stadig “4 3 2 1” af Paul Auster. Og med stadig mener jeg mest, at jeg ikke er nået særlig langt. Det er en VIRKELIG lang bog. Og jeg hører den på lydbog, hvorfor den tager ENDNU længere tid. Men hvad kan man gøre, når det er manden selv, der læser op? Ikke andet end at læne sig tilbage og udnytte tiden til at strikke halstørklæder imens. Og så kom jeg også til at gå igang med “Mordet på Kommandanten” fordi jeg fik den i fødselsdagsgave sidste weekend, og den bare lå lige dér og kaldte på mig. Og som det altid er med Murakami og mig, føles det som at komme hjem fra en lang rejse, hver gang jeg åbner en af hans bøger. Så dejligt og så tiltrængt i forbindelse med studiestart, hvor alt er nyt..

    Lige nu lytter jeg til… VIRKELIG MEGET MUSIK! Det er går op for mig, at jeg har været i musikalsk dvale de sidste par år, og derfor overhovedet ikke har opdaget, at alle mine yndlingskunstnere alle sammen har udgivet ny musik. Jeg nævner i flæng; Arcade Fire, Au Revoir Simone, Death Cab for Cutie, Feist, Fleet Foxes, Half Moon Run, Iron and Wine, Mumford & Sons, The Shins, Sigur Rós, Sufjan Stevens, Teitur, Villagers og alt for mange flere… Så jeg er selvfølgelig gået i gang med at lytte, skrive ned og bestille ny musik til samlingen. Derudover er der mange af mine cd’er (ja, jer er old school like that og hører stadig cd’er. Det må efterhånden være mere hipster en at høre LP’er…) som jeg HELLER ikke har lyttet til i flere år. Så de seneste dage har det været mit projekt at få hørt dem alle sammen igennem. Og jeg kan kun konstatere, at jeg havde virkelig god musiksmag dengang. Tak 19-årige jeg.

    Lige nu glæder jeg mig til… at få efterårsferie, så jeg kan læse endnu, endnu mere, haha. Ej, men seriøst. Jeg har både en roman eller to jeg skal have læst til studiet, men jeg skal helt sikkert også nyde, at jeg ikke skal læse (så meget) faglitteratur, men bare kan fordybe mig i den skønlitterære verden. Bevares, det er da altid dejligt at blive klogere på det man læser, men når man læser så mange teoritekster som jeg gør, er det VIRKELIG også dejligt ikke at gøre det. Og så er jeg generelt bare virkelig glad for, at jeg overhovedet HAR efterårsferie, for det er jeg faktisk ikke vant til fra mit tidligere studie. Er det snart efterårsferie?

  • Anmeldelser

    “This is Going to Hurt” af Adam Kay

    Orig.Titel: This is Going to Hurt

    Forfatter: Adam Kay

    Udgivelsesår: 2017

    Sidetal: 277

    Forlag: Picador

    “This is Going to Hurt” er Adam Kays tilbageblik på seks år i den hvide kittel, hvor han i den største del af tiden fungerede som speciallæge i gynækologi og obstetrik på forskellige hospitaler i Storbritannien. I indledning fortæller Kay om hvordan det er anbefalet, at alle lægerne dokumentere deres oplevelser i en slags logbog for at øve sig i at reflektere. Men som det tydeligt fremgår er Kay ikke uden humor. Optegnelserne er derfor fyldt med finurlige og morsomme episoder, som for det meste starter sobert og fagligt, og ender med en form for hysterisk morsom punch-line. Efter en ubehagelig oplevelse under en vagt vælger Kay dog til sidst at sige farvel til den hvide verden. Han har siden da arbejdet som komiker og nu – forfatter.

     

    Anmeldelse

    Jeg kan lige så godt starte med at sige, at jeg skreg mig selv igennem de første 100 ca. sider. På den gode måde, forstås. Altså af grin. Allerede fra dedikationssiden forrest i bogen var jeg solgt til Kays humor. Kay skriver om sine oplevelser på en lige dele frastødende og underholdende måde, og denne her bog er rent ud sagt et marathon for lattermusklerne. Det er helt klart den bog der har fået mig til at grine både højst og mest i år. Foruden Kays talent for latterfremkaldende skrivning er nogle af de beskrevne episoder i sig selv så fuldstændig absurde, at de nok ville kunne frembringe latter uanset hvem der havde skrevet om dem. Men det gør det selvfølgelig kun bedre, at både historierne og forfatteren bidrager til latteren, det er klart.

    Samtidig giver “This is Going to Hurt” et virkelig interessant indblik i især den gynækologiske del af lægeverdenen. Kay er hele vejen igennem god til at lave fodnoter med forklaringer på de forskellige begreber og procedurer som ikke er alment kendte for den uindviede. Selv har jeg læst det meste af en jordemoderuddannelse, og var derfor bekendt med de fleste begreber i forvejen. Alligevel sprang jeg intet over, for på ingen måde skulle jeg gå glip af muligheden for at grine af Keys evne til at lege med sproget, og gøre selv de mest alvorlige komplikationer underholdende! Man skal dog ikke læse den for det faglige indblik, for det er uden tvivl humoren der bærer historien. Bare så vi har det på det rene.

    To James

    for his wavering support

    And to me

    without whom this book would not have been possible

    Omkring side 100 sker der dog noget. Jeg lægger mærke til, at jeg ikke griner helt så højt. Ikke synes, historierne er helt så morsomme. Jeg begynder at kede mig en lille smule og ikke mindst begynder jeg at tvivle på konceptet. Er dette – omend vanvittigt morsomme – koncept for svagt til en flere hundrede siders tyk bog? Ja, lidt. Notaterne begynder at føles meget repetitive, og jeg tager mig selv i at bladre frem for at tjekke, om det virkelig kan passe, at det kommer til at fortsætte på samme måde de næste 150 sider. At der ikke sker andet. For det ved jeg ærlig talt ikke, om jeg kan overskue. Har jeg nogen idé til hvordan det kunne imødekommes; hvordan bogen kunne have været anderledes? Nej, ikke rigtig. Udover at den måske bare skulle have været kortere.

    Men måske skal man lade være med at se på den som en sammenhængende historie. Måske er det ikke an af de romaner, man læser på et par dage, fordi historien er så dragende, at man hele tiden må vide, hvad der sker som det næste. Til bogens forsvar fandt jeg den heller ikke i den skønlitterære afdeling, men derimod på overetagen i den medicinsk-faglige afdeling. Det vil muligvis hjælpe på ensformigheden at man i højere grad ser det som en gå-til-og-fra-bog, som man kan læse et kapitel i, når man ind i mellem har brug for et godt grin. Ved siden af sin jeg-færdiggør-dig-på-to-dage-bog. Som man så kan nå at læse nogle stykker af, inden man bliver færdig med at klukke sig igennem denne her…

    For jeg synes bestemt ikke at det faktum, at den på mange måder er meget ensformig, skal afholde nogen fra at læse den. For det er en lille perle, jeg her har haft fingrene i. Og da jeg var kommet mig over den værste skuffelse over manglen på fornyelse formåede jeg igen at sætte pris på historien – og – humoren. For det ér en virkelig god bog, og ikke mindst en virkelig sjov én. Og på en måde er den en fornyelse i sig selv, fordi den er så ulig noget andet, jeg har læst. Og på en måde er styrken måske netop, at den ikke er bygget op som en almindelig roman. At den kan noget andet og er helt sin egen. At man her har muligheden for en helt anderledes litterær oplevelse. For det kan nu engang også noget. Og jeg vil uden tøven anbefale den til alle. Og så har jeg ellers bare at sige: virkelig god fornøjelse! And have a nice laugh.

  • Indblik

    The Book Lover’s Tag

    Book Lover’s Tag er efterhånden en klassiker inden for bog-tag’s, så det må jeg nødvendigvis også besvare. Jeg elsker selv at læse tag’s hos andre bogbloggere, da jeg synes det er en virkelig fin måde, at lære bloggeren bedre at kende på, på en sjov og overskuelig måde. Jeg har brugt de danske oversættelser af spørgsmålene fra Windblown Pages.

    Hvis du er nysgerrig på mere, har jeg tidligere besvaret Mid Year Book Freak Out Tag.

     

    #1 – Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse?
    Ja. Jeg har mit lille læsehjørne i lejligheden, i lænestolen ved siden af bogreolen. Med et lille bord ved siden af med plads til en varm kop te. Og med udsigt ud til den lille have, der følger til vores lejlighedskompleks. Men faktisk betyder det mere, at omgivelserne er på en bestemt  måde, end at det er et bestemt sted. Giver det mening? Jeg kan f.eks. bedst lide at læse, når jeg sidder i et form for hjørne. Helst i et hjørne af et rum, men det kan også bare være en stol med en høj ryg. Jeg har stort behov for at føle mig omsluttet. På den måde kan jeg bedst koncentrere mig uden at blive forstyrret af alt hvad der foregår omkring mig. Men jeg skal nu heller ikke være for fin til at indrømme, at jeg også læser meget i sengen.

    #2 – Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden?
    Jeg ville gerne kunne sige, at jeg altid bruger smukke bogmærker. Men sandheden er en anden. For det meste snupper jeg bare det, der ligger nærmest. En serviet, en gammel bon, et afklippet stykke garn. Det er meget sjældent jeg har forberedt et bogmærke, når jeg går i gang med en bog, og så er det nemmest bare at tage, hvad der ligger i nærheden. Det sker også ret ofte, at jeg glemmer hvor jeg har lagt mit “bogmærke” mens jeg læser. På den måde kan en bog nå igennem en del forskellige bogmærker, inden jeg er færdig med at læse den. Nogle gange, hvis det skal gå rigtig stærkt, og jeg ikke lige kan finde andet, vender jeg bare bogen om, så den ligger foldet ud, men ryggen opad, og slået op på den side, jeg er nået til. Samtidig har jeg ikke lyst til at slide på de få flotte bogmærker, jeg faktisk ejer. Det seneste jeg brugte endte med at blive helt bøjet i enderne, og det er jeg faktisk ret ked af. Jeg kunne godt lide det, og nu ser det grimt ud.

    #3 – Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse det færdig?
    Jeg er ikke nødt til at læse færdig. Jeg er ikke OCD-isk på den måde, at jeg ikke kan stoppe midt i et kapitel. Så det gør jeg sommetider. Men jeg foretrækker helt klart at læse hen til et kapitel. Forfatteren har indlagt naturlige pauser, hvor det giver mening. Så dem vil jeg helst følge. Men jeg er bestemt ikke hellig, og kan også sagtens finde på at stoppe midt i det hele.

    #4 – Spiser du og drikker imens du læser?
    JA og JA! Jeg spiser aldrig noget, der skal spises med kniv og gaffel (læs: to hænder), men så længe, det kan indtages med en hånd, så jeg kan holde bogen med den anden, bliver det praktiseret. Og så drikker jeg virkelig meget te. Jeg kan dog sagtens læse uden at spise og drikke, forstås.

    #5 – Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser?
    Nej og nej. Jeg har forsøgt, og forsøger nogle gange stadig, selvom jeg godt ved, at det ikke fungerer. À la “jeg sætter lige noget hyggeligt på, som kan køre i baggrunden”. Nej. Det fungerer ikke. Jeg er typen som har brug for ro for at kunne koncentrere mig om at læse. Fuglefløjt og andre “naturlige” lyde er ok, og en gang imellem kan jeg godt finde på at sætte noget jazz eller klassisk musik på. Men jeg læser helt klart bedst uden baggrundsstøj.

    #5 – Læser du en eller flere bøger ad gangen?
    Det er meget forskelligt. Som udgangspunkt læser jeg en bog ad gangen. Men det varierer. Hvis jeg f.eks. er i gang med en lydbog, vil jeg typisk også have en fysisk bog liggende, fordi jeg læser dem på forskellige tidspunkter, i forskellige situationer. Derudover læser jeg mange romaner på studiet, som skal læses til bestemte tidspunkter. Jeg forsøger så vidt muligt at læse dem over en kort periode, så der vil jeg typisk holde pause med min “fritids”-bog ind til jeg har læst den anden færdig. Andre gange har jeg bare brug for at holde en pause fra en bog, eller der kan være en bog, jeg ikke kan vente med at komme igang med. Så det korte svar må være ‘det er forskelligt, men så vidt muligt en bog ad gangen’. Det vil I også kunne fornemme, hvis I følger med på min Goodreads.

    #7 – Foretrækker du at læse hjemme eller andre steder?
    Det har jeg ikke noget forhold til. Jeg læser mest derhjemme, fordi det oftest er der jeg opholder mig, når jeg har fri. Og det er der maden og det uendelige lager af Twinnings Earl Grey befinder sig. Men jeg kan sagtens læse andre steder. Udendørs læsning bliver f.eks. praktiseret en del i sommerhalvåret.

    #8 – Læser du højt for dig selv eller inden i dig selv? 
    Jeg læser ikke højt for mig selv. Med mindre det bliver angivet i bogen, at der er en bestemt passage, man bør læse højt. Det har jeg oplevet et par gange. Ellers læser jeg inden i mig selv. Og så er jeg ved at træne at kunne læse, uden at læse højt indvendigt, men i stedet bare “scanne” ordene med øjnene. På den måde kan man læse hurtigere, og det har jeg brug for at kunne på studiet.

    #9 – Læser du i forvejen eller springer du sider over? 
    Jeg springer aldrig sider over. Hvis jeg vil hurtigt gennem nogle sider, skimmer jeg dem. Men jeg kan godt komme til at læse forud på den side, jeg er på, hvis det er virkelig spændende. Især hvis der er en dialog længere nede på siden, fordi det er nemmere at læse, og nemmere for øjnene at fange. Faktisk bliver jeg nogen gange nødt til at holde hånden for resten af siden, hvis jeg læser noget, som er virkelig spændende, for at undgå det! Det er lidt skørt, men jeg vil gerne have det hele med 😀 Da jeg var barn havde jeg i en periode en underlig fetich med altid at læse den sidste side i bogen, som det første, når jeg gik igang med en ny bog. Sært, jeg ved det. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, og jeg er også stoppet med det igen.

    #10 – Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det?
    Da jeg var lille, lærte mig far mig, at man altid skulle knække ryggen på paperbacks, inden man gik igang med at læse dem. Så det gjorde jeg i en lang periode. Men så gik det op for mig, at jeg egentlig ikke rigtig kunne se meningen med det. Så nu gør jeg det ikke. Jeg ved ikke, om jeg direkte forsøger at undgå det, men jeg foretrækker i hvert fald en glat ryg, når bogen skal stå i min bogreol. Og ellers sker det jo også tit af sig selv…

  • Anmeldelser

    10 fine citater fra “Bjørneby”

    Jeg er netop blevet færdig med at læse “Bjørneby” af Fredrik Backman. Jeg kommer ikke til at lave en fuld anmeldelse af den, men jeg har alligevel lyst til at dele noget om den (for jeg kunne virkelig godt lide den!). Hvis jeg læser en bog, jeg regner med at skulle anmelde, tager jeg altid et billede, hvis der er et sted i teksten, der lyder særligt fint, og som jeg tænker, jeg måske kan bruge til citater undervejs i anmeldelsen. Men med denne her skete der det, at jeg endte ud med virkelig mange billeder af små passager rundt omkring i bogen. Nogle var sjove, andre var dystre og nogle var bare virkelig fine og nærmest filosofiske. Og derfor har jeg besluttet at dele mine 10 favoritpassager med jer. På den måde kan I alligevel få del i min læseoplevelse – men på en anden måde end normalt. Jeg håber det fungerer. Vi må hellere starte med de alvorlige, så vi kan ende positivt. Here goes:

     

    De dybe
    1. Den eneste måde at holde op med at være bange for mørket derude er at finde et mørke inden i sig selv, som er større.
    2. Tiden går lige hurtigt, kun følelserne har forskelligt tempo. Hver dag sker et helt liv eller kun lige et hjerteslag, afhængigt af hvem vi tilbringer den sammen med.
    3. Det er ikke svært at slås. Og alligevel er det indimellem det sværeste, der findes. Afhængigt af hvilken side af huden man gør det på.
    4. Det er underordnet, hvem der sidder sammen den dag. Alle spiser frokost alene.
    5. Hun bøjede nakken og viede sig til Bjørnebys egentlige nationalsport: Skam og tavshed.

     

    De finurlige
    1. Hun hedder Mira, men det har hun aldrig hørt nogen i Bjørneby sige. Til sidst gav hun op og lod dem bare kalde hende “Mia”. Folk taler så fåmælt her, at de åbenbart ikke engang vil ødsle med konsonanterne. I starten morede Mira sig med at svare “Du mener Pete?” når nogen i byen spurgte efter hendes mand. Men så kiggede de bare alle sammen gravalvorligt på hende og gentog: “Nej, Peter!” Ligesom alt andet fryser ironi til is her. Så nu morer Mira kun sig selv ved at konstatere, at hendes børn hedder de forbilledlige konsonantbesparende navne “Leo” og “Maya”, for at hovedet ikke skulle eksplodere på nogen inde på kommunens folkeregisterkontor. (Af alle navne i verden skulle du netop vælge to næsten identiske navne til to af personerne? Som endda er i familie med hinanden! Helt ærligt, Fredrik Backman…)
    2. “Hvor fuld er de egentlig?” Bobo rødmer. “Jeg … det er bare noget, jeg går og tænker på. Alle fyre snakker jo om damers patter. Jeg spekulerer bare på, om de mon også snakker sådan om vores pikke. Hvordan ved man ligesom, om man har en, der er flot?”
    3. “Har du fået hår på pikken endnu? Eller græder du stadig i badet, når det går op for dig, at det også bare var fnuller fra underbukserne i dag?”
    4. “Må jeg spørge dig om noget?” “Okay” “Hvordan ved man, om man har en flot pik?”
    5. “Jeg kan ikke danse” svarer Benji uden at opfange, at det var en joke om hans krykker. “Det er nemt nok at danse. Det er bare at stå stille og så holde op med at gøre det,” hvisker bassisten. (Min personlige favorit).

     

  • Dagbog

    Dagbog fra et studieliv #2

    Rusugen er overstået. Det har været vildt og voldsomt, og jeg er helt oppe at ringe over, hvor mange gode oplevelser der har været. Og hvor godt det her tegner. For det er virkelig godt.

     

    02.09.18 – Studiestart

    I dag er det søndag. Rusugen er forbi og i morgen går den mere officielle del af mit nye studie i gang. Bortset fra, at jeg først har timer på tirsdag, men altså. Jeg skal læse, ikk? Det har været 5 dage med nye mennesker, kommende medstuderende og forhåbentlig også mange kommende venner. Der har været ryste-sammen-lege, praktiske informationer og virkelig mange øl. 5 dage som skulle bruges til at lære mit studie bedre at kende og møde alle mine nye medstuderende. 5 dage. 500 øl.

    Det er gået virkelig godt. Faktisk er det gået over al forventning. Og jeg er helt høj på hvor fedt det har været; hvor mange gode oplevelser der har været. Hvor godt jeg har haft det, hvor glad jeg har været, og hver nemt det faktisk har været. Mine nye medstuderende er fuldstændig min type mennesker, og jeg undrer mig i sjov over hvor alle de her mennesker har gemt sig ind til nu. Bevares, mange af dem er først flyttet til Århus for meget nylig. But still.

    Jeg havde selvfølgelig drømt om at det ville gå godt. Men jeg havde frygtet at det ikke ville. Mit ønske var, at jeg ville finde nogle stykker, jeg faldt virkelig godt i hak med. Som blev mine venner og som jeg ville kunne følges med igennem studiet. Men jeg var meget bevidst om, at det måske ikke ville ske. Ja, det er dumt, at tage forskud på sorgerne. Men det er måske også meget godt at være bevidst om, hvad der måske venter en. En balance, måske. Men helt ærligt, så var jeg klar på, at jeg måske (heller) ikke (denne gang) ville få nogen venner. At jeg stadig gerne ville læse netop det, fordi min kærlighed til faget er så stor. At det forhåbentlig ville være nok til at få mig gennem studiet. Men at jeg måske skulle klare mig igennem det alene.

    Let’s face it. Jeg er 25, så jeg har ikke ligefrem den hyppigste studiestarts-alder. Og så har jeg virkelig dårlige erfaringer. Da jeg startede på Molekylærbiologi for 2 år siden, var næsten alle 18 eller 19 år, måske 20. I kid you not. Jeg følte mig overhovedet ikke hjemme på holdet, og jeg nåede aldrig at falde til. Jeg er klar over at alderen ikke er den eneste betydende faktor. Det havde selvfølgelig også noget at gøre med, at de grundlæggende ikke var mine “typer”. At det nok alligevel, uanset alder, ikke var nogen, som jeg nogensinde ville blive særligt gode venner med…

    Der er nogle stykker på mit nye studie, som har samme alder. Men det betyder ikke lige så meget, fordi vi er så ens på mange andre punkter. Så heldigvis er min frygt blevet gjort til skamme. Jeg hører helt klart til i den ældre del af skalaen, men jeg er ikke den ældste. Og der er flere andre, som er lige så gamle som mig. De fleste er 21, så generelt er aldersgennemsnittet også højere. Så i stedet for bare nogle få, har jeg nu fået 44 mulige nye venner. Okay, måske ikke helt 44. Der vil altid være nogle, man ikke klikker med, og det er der helt sikkert også her. Men der er også mange, som jeg allerede klikker virkelig godt med. Og som jeg glæder mig til at lære endnu bedre at kende.

    Så jeg tror sgu, jeg er blevet forelsket. Forelsket i studiet. Forelsket i de smukke bygninger, som skal være rammen om min læring de næste 5 år. Forelsket i en helt fantastisk uge, som jeg aldrig får tilbage helt på samme måde, men som forhåbentlig kun er starten på et rigt socialt-liv og mange fester<3. Forelsket i uddannelsen og alle bøgerne. Forelsket i mit hold og alle de mennesker der er på det, som jeg har lyst til at lære bedre at kende. (Selvom jeg er overrasket over, hvor godt jeg allerede føler, jeg kender nogle af dem). Det gik allerede op for mig i tirsdags, at jeg her var landet et helt særligt sted. At jeg virkelig var heldig. At jeg virkelig skulle huske at nyde det. Så det har jeg heldigvis fortalt mig selv flere gange i den forgangne uge. Og det har hjulpet lidt på mine ellers frygtede rus-uge-abstinenser.

    Men jeg føler også, jeg har fortjent det. Det er 6 år siden, jeg første gang søgte ind på en videregående uddannelse. 5 siden jeg rent faktisk startede på en. 3½ siden jeg droppede ud af den første. 3 siden jeg gik i gang med den næste. 2½ siden jeg droppede ud af den. 1½ siden jeg startede op på den, jeg i første omgang, var gået i gang med. Og et ½ år siden jeg gik til lægen og fik en sygemelding, der blandt andet fik mig til at indse, at jeg stadig ikke var havnet det rigtige sted. Det har rent ud sagt været noget rod. Men nu håber jeg endelig, at jeg er landet på den rette hylde. Det føles sådan. Jeg er bange for at miste det hele igen, men mest af alt er jeg bare uendeligt taknemmelig for, at jeg er her. At jeg turde lytte til mig selv og være modig. For det var mig, der sørgede for, at jeg kom hertil. Tak mig. Tak for det.

  • Anmeldelser

    “Drageløberen” af Khaled Hosseini

    Orig.Titel: The Kite Runner

    Forfatter: Khaled Hosseini

    Udgivelsesår: 2003, denne udgave på dansk fra 2007

    Sidetal: 259

    Forlag: Cicero

    Drageløberen handler om Amir og Hassen, som er bedste venner, men aldrig siger det højt. Hassan er nemlig en hazara, og så er han søn af den tjener, som bor hos og arbejder for Amirs far. Amir og Hassans laver mange ting sammen, men mest af alt elsker de at løbe med drager. Hver vinter øver de sig i at flyve med dragerne, så de kan deltage i byens årlige drageturnering. Amir nedlægger konkurenternes drager, og Hassan løber efter de nedfaldne drager og bringer dem hjem som trofæer. Men en vinter sker der noget, som ødelægger drengenes venskab, og Hassan og hans far ser sig nødsaget til at forlade huset. Snart efter bryder krigen ud i Kabul og Amir flygter til Amerika sammen med sin far. Amir får et nyt liv i Amerika, og først mange år senere får han mulighed for at rejse tilbage til Afghanistan og søge at råde bod på den hændelse, der kostede ham den bedste ven, han nogensinde har haft.

     

    Anmeldelse

    Jeg er muligvis den sidste person i verden, som (endelig) har fået læst denne her bog. Men ikke desto mindre kan den sagtens tåle at blive talt om igen. For det er en fantastisk fortælling om krig og om venskab, og om to mænds skæbner, som efterlader dybe spor, selv når sidste side er vendt. Det er en historie om de vigtige relationer i livet og om hvordan mennesker kan mødes og knytte bånd på trods af store forskelligheder. Aldersforskel og social status er nemlig ligegyldigt, når man har fundet sin bedste ven.

    Fremmest og vigtigst står nemlig venskabet mellem Amir og Hassan. Det er denne relation, som præger første del af bogen, og som bliver bygget op via fortællinger fra drengenes barndom. De to drenge har et helt særligt bånd, og den slags venskab som alle mennesker drømmer om. For Amir er Hassan en ven, der altid er der. Hassan vil gøre alt for sin bedste ven, og trofasthed og tillid er nogle af de ord, der bedst beskriver deres venskab. Hosseini formår at hive ud af siderne i bogen og ind i læserens hjerte. Og det er en ret særlig følelsesstærk oplevelse, at få lov at være med i.

    Drageløberen er også en historie om kærligheden mellem en far og en søn. Amir higer efter at mærke sin fars kærlighed, higer efter anerkendelse og efter stolthed. Mens de bor i Kabul er far Baba fraværende og bruger primært sin søns succespræstationer til at kunne prale for de andre i byen. Men da de sammen må flygte over Atlanten og starte et nyt liv sammen i et andet land, sker der noget i deres forhold. Baba bliver nærværende og begynder at bruge meget mere tid sammen med sin søn. Amir får endelig den far og den kærlighed han har længtes efter, og som læser var det en fornøjelse at se deres forhold vokse. Historien var vedkommende, spændende og virkelig fint fortalt.

    På trods af alle de gode stunder og stærke kærlighedsbånd mellem flere af personerne, er Drageløberen en virkelig sørgelig bog. Der sker den ene frygtelige ting efter den anden, og jeg var overrasket over, hvor meget drama en så lille bog kan indeholde. Alligevel var jeg indimellem overrasket over, hvor godt jeg rummede al ulykken. Der var død og ødelæggelse, folk der måtte flygte fra deres hjem, lig, der blev efterladt på gaderne. Og så var der den allermest sørgeligt del. Delen om at miste de personer, der står allernærest. Men fordi det var så fint balanceret, fordi der også var så meget kærlighed og glæde, så virkede det overordnet ikke som en sørgelig bog. Mest bare som en virkelig stærk én. (Det er muligt, det skyldes, at jeg allerede har grædt mig igennem Et Lille Liv tidligere på året, og derfor er blevet hærdet…)

    Der findes kun én synd, kun én. Og det er tyveri. Alle andre synder er en afart af tyveri. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du det?

    Jeg har ikke meget negativt at sige om Drageløberen. Bogen er fyldt med drama og action fra start til slut, og samtidig er der hele tiden plads til smukke og filosofiske indslag. Med Drageløberen har Hosseini nemlig formået at flytte læseren tilbage til det Kabul, hvor der vokser granatæbletræer på bakkerne, og generelt er så meget sanselighed, at man som læser føler sig draget væk fra sofaen og lige ned i gaderne i Kabul. Hen mod slutningen begyndte jeg dog at føle, at historien blev forudsigelig, og jeg sad lidt og ventede på, at der skete det, jeg godt vidste ville ske. Men så sker der alligevel pludseligt noget uventet, og jeg slår mig selv i hovedet over at kunne tro, at denne actionroman pludselig ville blive forudsigelig. Jo, en smule forventet blev den, men ikke nok til, at jeg kom til at kede mig. Og slet ikke nok til, at jeg ikke stadig synes, at Drageløberen er en historie af den fineste slags.

    Jeg behøver nok ikke sige, at Drageløberen er en bog, alle bør læse. Dels fordi alle allerede har læst den. Dels fordi du nu har læst min anmeldelse af den, og kan høre, hvor god den er. Jeg er imponeret over hvor meget handling og hvor mange følelser Hosseini har formået at putte ind i en så forholdsvis lille bog. Og på intet tidspunkt føltes det stresset. Drageløberen var en af de bøger, jeg havde svært ved at lægge fra mig, og mens jeg læste den, var det noget af det første jeg tænkte på, når jeg vågnede. Hvornår kan jeg læse videre? Jeg må vide hvad der sker. Det gør jeg nu, og det vil jeg håbe alle andre også gør, eller meget snart vil komme til. Det fortjener Amir og Hassan.